Du er her:
Kejser og Galilæer
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​ ​
CÆSARS FRAFALD,
SKUESPIL I FEM AKTER
​ ​ ​ ​
PERSONERNE:
Kejser Konstanzios.
Kejserinde Eusebia.
Fyrstinde Helena, kejserens søster.
Fyrst Gallos, kejserens fætter.
Fyrst Julian, Gallos's yngre halvbroder.
Memnon, en Æthiopier, kejserens livslave.
Guldsmeden Potamon.
Farveren Fokion.
Hårskæreren Eunapios.
En frugthandler.
En vagtfører.
En soldat.
En sminket kvinde.
En værkbruden mand.
En blind betler.
Agathon, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.
Visdomslæreren Libanios.
Gregor fra Nazianz.
Basilios fra Cæsaræa.
Sallust fra Perusia.
Skriftlæreren Hekebolios.
Mystikeren Maximos.
Husmesteren Eutherios.
Quæstoren Leontes.
Slavinden Myrrha.
​
Tribunen Decentius.
Staldmesteren Sintula.
Hærføreren Florentius.
Hærføreren Severus.
Lægen Oribases.
Underføreren Laipso.
Underføreren Varro.
Fanebæreren Mauros.
Soldater, kirkegængere, hedenske tilskuere, hoffolk, pre- ster, lærlinger ved visdoms-skolerne, danserinder, tjenere, quæstorens følge, galliske krigsfolk.
Syner og røster.
(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Athen, tredje akt i
Efesos, fjerde akt ved Lutetia i Gallien, og femte akt i Vienna samme-
steds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.)
​ ​ ​ ​
FØRSTE AKT.
(Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med
træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige
slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmor-
rækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cy-
presser udsigt til Bosporus og den asiatiske kyst.)
(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store skarer
af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved ind-
gangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder
pladsen.)
Lovsang
(inde i kirken).
Evindeligt være
korset pris og ære!
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg;
lammet har sejret;
på jorden er helg!
Guldsmeden Potamon
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på
akslen og spørger):
Pst, gode ven, – når kommer kejseren?
Soldaten.
Véd ikke.
​
s. 10
Farveren Fokion
(vender hovedet i trængselen).
Kejseren? Jeg synes der var nogen, som spurgte
om kejseren? Kejseren kommer lidt før midnat.
Ganske lidt før. Jeg har det fra Memnon selv.
Hårskæreren Eunapios
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
Af vejen, hedning!
Frugthandleren.
Sagte, herre!
​
Guldsmeden Potamon.
Svinet mukker!
Hårskæreren Eunapios.
Hund, hund!
Farveren Fokion.
Mukke imod en velklædt kristen; – imod en
mand af kejserens egen tro!
Hårskæreren Eunapios
(støder frugthandleren omkuld).
I smudset med dig!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder.
Farveren Fokion
(slår ham med sin stok).
Tag det, – og det, – og det!
Hårskæreren Eunapios
(sparker ham).
Og der; og der! Jeg skal mygne dit guds-
forhadte skind.
(Frugthandleren skynder sig ud.)
​
s. 11
Farveren Fokion
(med den øjensynlige hensigt, at det skal høres af vagt-føreren).
Jeg vilde højligen ønske, at en eller anden
bragte dette optrin for vor velsignede kejsers øren.
Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med, at vi
kristne borgere holder samkvem med hedningerne,
ret ligesom om intet skilte imellem os –
Guldsmeden Potamon.
Du sigter til hint opslag på torvene? Det har
jeg også læst. Og jeg synes, at ligesom der findes
både ægte og uægte guld i verden –
Hårskæreren Eunapios.
Man bør ikke skære alle over én kam; det er
min mening. Der gives dog, Gud være lovet, endnu
ivrige sjæle iblandt os.
Farveren Fokion.
Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre!
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som bærer
korsets og fiskens tegn på armen?
Guldsmeden Potamon.
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran
selve hofkapellet –
Farveren Fokion.
– i slig en høj-hellig nat –
Hårskæreren Eunapios.
– spærrer vejen for kirkens rene lemmer –
​
En sminket kvinde
(i trængselen).
Er Donatister rene?
​
s. 12
Farveren Fokion.
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad nu? Er ikke du det samme?
Farveren Fokion.
Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge!
Guldsmeden Potamon
(gør korsets tegn).
Gid pest og bylder –!
Farveren Fokion.
En Donatist! Du ådsel; du rådne træ!
Guldsmeden Potamon.
Ret så; ret så!
Farveren Fokion.
Spån på Satans ildsted!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder!
Farveren Fokion
(støder guldsmeden bort).
Hold mund; vig langt ifra mig. Nu kender jeg
dig; – du er Manikæeren Potamon!
Hårskæreren Eunapios.
En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi!
Guldsmeden Potamon
(holder sin papirlygte frem).
Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia!
Kainiten!
​
s. 13
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem!
Farveren Fokion.
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
Hårskæreren Eunapios
(slår ham på øret).
Tag det, som løn for hjælpen!
Farveren Fokion
(slår igen).
O, du ryggesløse køter!
Guldsmeden Potamon.
Forbandet, forbandet være I begge!
(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.)
Vagt-føreren
(råber til soldaterne).
Kejseren kommer!
(De stridende skilles ad og strømmer med de øvrige andægtige ind i
kirken.)
​
Lovsang
(fra højaltret).
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
(Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går
foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I
midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre,
skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk
udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved
hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af
samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian,
en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret,
med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt ​
s. 14

kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og
hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig
skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk
og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget,
prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.)
Kejser Konstanzios
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger hvast):
Hvor er Gallos?
Fyrst Julian
(blegner).
Gallos? Hvad vil du Gallos?
Kejser Konstanzios.
Der greb jeg dig!
Fyrst Julian.
Herre –!
Kejserinde Eusebia
(fatter kejserens hånd).
Kom; kom!
Kejser Konstanzios.
Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to på?
Fyrst Julian.
Vi?
Kejser Konstanzios.
Du og han!
Kejserinde Eusebia.
O, kom; kom, Konstanzios!
Kejser Konstanzios.
Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet?
Fyrst Julian.
Oraklet? Ved min hellige frelser –
​
s. 15
Kejser Konstanzios.
Lyver nogen jer på, så skal han bøde på bålet.
(drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen, Julian!
Dyre frænde, lad os det!
​
Fyrst Julian.
Alt ligger i dine hænder, elskede herre!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder –!
Fyrst Julian.
O, stræk dem i nåde over os!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder?
Fyrst Julian
(griber hans hænder og kysser dem).
Kejserens hænder er hvide og kølige.
Kejser Konstanzios.
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du?
Nu greb jeg dig igen!
Fyrst Julian
(kysser dem atter).
De er som rosenbladene her i måneskinsnatten.
Kejser Konstanzios.
Ja, ja, ja, Julian!
Kejserinde Eusebia.
Fremad; det er på tiden.
Kejser Konstanzios.
At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg! O,
bed for mig, Julian! De vil byde mig den hellige ​
s. 16

vin. Jeg ser den! Den spiller, som slangeøjne i
guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –! O, Jesus
Kristus, bed for mig!
Kejserinde Eusebia.
Kejseren er syg –!
Fyrstinde Helena.
Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, –
hent ham!
Kejserinde Eusebia
(vinker).
Memnon, gode Memnon!
(hun taler sagte med slaven.)
Fyrst Julian
(dæmpet).
Herre, hav barmhjertighed, og skik mig langt
herfra.
Kejser Konstanzios.
Hvor vilde du helst hen?
Fyrst Julian.
Til Ægypten. Helst did, hvis du så synes.
Der går jo så mange did, – ind i den store en-
somhed.
Kejser Konstanzios.
Ind i ensomheden? Så? I ensomheden grubler
man. Jeg forbyder dig at gruble.
Fyrst Julian.
Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde tillade
mig –. Her vokser min sjælenød med hver dag.
Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn har jeg ​
s. 17

båret hårskjorte, og den har ikke værget mig; i ni
nætter har​ jeg pisket mig med bodssvøben, men det
fordriver dem ikke.
Kejser Konstanzios.
Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen er
såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
Slaven Memnon
(til kejseren).
Nu er det på tiden –
Kejser Konstanzios.
Nej, nej, jeg vil ikke –
Slaven Memnon
(tager ham om håndledet).
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
Kejser Konstanzios
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
Ind i Herrens hus!
Slaven Memnon
(sagte).
Og siden det andet –
Kejser Konstanzios
(til Julian).
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden)
Kejserinde Eusebia
(hurtigt og dæmpet).
Frygt ikke!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
2
​
s. 18
Kejser Konstanzios.
Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det sind,
du nu har. Når du beder for alteret, så er det for
at nedbede ondt over mig. – O, læss ikke slig skyld
på dig, min elskede frænde!
(Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde
om kejseren.)
En værkbruden.
O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre ved
din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
En blind.
Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg får
mit syn igen!
Kejser Konstanzios.
Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge for
dem. Ind, ind!
(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen ad-
spreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.)
Fyrst Julian
(ser mod kirken).
Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat kan
han da ikke tænke på at –! O, den, som vidste
– – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.) Se dig
for, ven!
​
Den blinde.
Jeg er blind, herre!
Fyrst Julian.
Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget som
hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet troende.
Lovte ikke Guds salvede at bede for dit syn?
​
s. 19
Den blinde.
Hvo er du, som spotter en blind broder?
Fyrst Julian.
En broder i vantro og blindhed.
(han vil gå ud ad vejen til venstre.)
En stemme
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
Julian, Julian!
Fyrst Julian
(med et skrig).
Ah!
Stemmen
(nærmere).
Julian!
Fyrst Julian.
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
En ung mand,
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem træerne)
Stille; det er mig –
Fyrst Julian.
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske!
Den unge mand.
O, mindes du da ikke Agathon –?
Fyrst Julian.
Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo en
dreng –
Agathon.
For sex år siden. – Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere.)
2*
​
s. 20
Fyrst Julian.
Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror jeg
ikke det er dig!
Agathon.
Se på mig; se rigtig –
Fyrst Julian
(omfavner og kysser ham).
Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af dem
alle! Og du er her? Hvilket under! Du har rejst
den lange vej over bergene, og siden over havet, –
hele den lange vej fra Kappadokia!
Agathon.
Jeg kom for to dage siden med et skib fra
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig i
disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke vagten
lade mig slippe ind og –
Fyrst Julian.
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du
søgte mig?
Agathon.
Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi –
​
Fyrst Julian.
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at jeg
kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset, Agathon;
– hvor du ser stærk ud.
Agathon.
Og du er blegere.
​
s. 21
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror her
er usundt. – Det er ikke her, som i Makellon.
Makellon ligger højt. Der ligger ingen anden stad
så højt i hele Kappadokia; ah, hvor stryger ikke
den friske snevind fra Tauros henover –! Er du
træt, Agathon?
Agathon.
O, ingenlunde.
Fyrst Julian.
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og en-
somt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk
ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt fra Kap-
padokia», siges der. Ja, – venner kan komme.
Gives der noget bedre?
(ser længe på ham.)
Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig. O
du, min elskede ejendom, er det ikke som i børne-
årene –?
Agathon
(ned foran ham).
Jeg for dine fødder, ligesom da.
Fyrst Julian.
Nej, nej, nej –!
Agathon.
O, lad mig ligge så!
Fyrst Julian.
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at
knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget
jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har ​
s. 22

megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle
dig – – –
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt. Og
hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes
går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?
Agathon.
Han er ganske hvidhåret.
Fyrst Julian.
Hvor Mardonios forstod at tyde Homer!​ Jeg
tror ikke min gamle Mardonios har sin lige i det
stykke. – Helte mod helte i kamp; – og ildnende
guder over dem. Jeg så det med øjnene.
Agathon.
Dengang stod dit sind til at vorde en stor og
lykkelig kriger.
Fyrst Julian.
Det var glade år, hine seks i Kappadokia. Var
årene længere i den tid, end nu? Det tykkes så,
når jeg drages til minde alt, hvad de rummer. – –
Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger, og
Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af en
sky jog han over sletten. – O, men ét må du dog
sige mig. Kirken –?
Agathon.
Kirken? Over den hellige Mamas's grav?
Fyrst Julian
(smiler svagt).
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj
færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lykkes. –
Hvorledes er det gåt siden?
​
s. 23
Agathon.
Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var
ugørligt på den måde.
Fyrst Julian
(tankefuld).
Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret, da jeg
mente, at de var ukyndige. Nu véd jeg, hvorfor det
ikke kunde gå. Jeg skal sige dig det, Agathon; –
Mamas var en falsk helgen.
Agathon.
Var den hellige Mamas?
Fyrst Julian.
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne.
Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse.
Hekebolios har med overmåde megen lærdom ud-
fundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for
nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift,
min Agathon, som visse visdoms-venner, ubegribeligt
nok, skal have omtalt med ros i læresalene. –
Herren holde mit hjerte rent for al forfænge-
lighed! Den onde frister har talløse snigveje; en
kan aldrig vide –.
At det skulde lykkes for Gallos, men ikke for
mig!​ Ak, min Agathon, når jeg tænker på hin
kirkebygning, så ser jeg Kains alter –.
Agathon.
Julian!
Fyrst Julian.
Gud vil ikke vide af mig, Agathon!
Agathon.
O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig, da ​
s. 24

du ledte mig ud af hedenskabets mørke og gav
mig lys for alle tider, – du, et barn, som du den-
gang var!
Fyrst Julian.
Ja, den sag er mig som en drøm.
Agathon.
Og dog så livsalig en sandhed.
Fyrst Julian
(tungt).
Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets ild
fra? Der var lovsang i luften, – en stige mellem
himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
Agathon.
Hvilken?
Fyrst Julian.
Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser.
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig, hvad
min moder drømte natten før jeg blev født?
Agathon.
Det mindes jeg ikke.
Fyrst Julian.
Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først senere.
Agathon.
Hvad drømte hun?
Fyrst Julian.
Min moder drømte, at hun fødte Akilleus.
Agathon
(levende).
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
​
s. 25
Fyrst Julian.
Hvorfor spørger du?
Agathon.
Du skal få høre; thi det hænger sammen med
hint, som drev mig over havet –
Fyrst Julian.
Du har et særligt ærend her? Det har jeg slet-
ikke tænkt på at spørge dig om –
Agathon.
Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg i
tvil og uro. Der er så meget, jeg gad vide først, –
om livet i staden, – om dig selv, – om kejseren –
Fyrst Julian
(ser visst på ham).
Sig sandheden, Agathon; – hvem har du talt
med her, før du traf mig?
Agathon.
Ikke med nogen.
Fyrst Julian.
Hvad tid kom du?
​
Agathon.
Det sagde jeg dig før, – for to dage siden.
Fyrst Julian.
Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting,
du vil vide om kejseren? Er der nogen, som har
bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv mig, Aga-
thon, ven!
Agathon.
Hvad? Hvilket?
​
s. 26
Fyrst Julian
(rejser sig og lytter).
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en
fugl i buskene. – –
Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du det
ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig? Har jeg
ikke her al min slægt samlet? ja, jeg mener – alle
dem, som en nådig frelser har holdt sin hånd over.
Agathon.
Og kejseren er dig jo i faders sted?
Fyrst Julian.
Kejseren er over al måde vis og god.
Agathon
(som også har rejst sig).
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal
være kejserens efterfølger?
Fyrst Julian
(hastigt).
Tal ikke om de farlige ting. Jeg véd ikke,
hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter du
mig så meget? Ikke et ord får du ud, før du siger
mig, hvad du vil i Konstantinopel.
Agathon.
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.
Fyrst Julian.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag
hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte; der
lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side.)
Hvad vil du her? Kysse splinten af det hellige
kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd du, hvad ​
s. 27

Konstantinopel er blevet i de sidste femten måneder?
Et bespottelsens Babylon. – Har du ikke hørt det, –
véd du ikke, at Libanios er her?
Agathon.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
Fyrst Julian.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn, hvor
hans røst og lære ikke har slåt ned.
Agathon.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
​
Fyrst Julian.
Den farligste af dem alle.
Agathon.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon?
Fyrst Julian.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios
i Pergamon? Ædesios er affældig –
Agathon.
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos?
Fyrst Julian.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem
véd noget pålideligt om denne Maximos?
Agathon.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule
hinsides Jordan.
Fyrst Julian.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri
har han visselig ikke megen uret. – –
​
s. 28
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste.
Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne
svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En
pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden.
Og så, da den var over, i November måned, regned
her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvile,
Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra
sine ringe, dale ned imod jorden og slukne under-
vejs. –
Siden har han lært her, han, visdomselskeren,
taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge.
Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærde-
lig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder
deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder
dårende fra hans læber, lig digt og sang om Troja-
nere og Grækere –
Agathon
(i skræk).
O, du har også søgt ham, Julian!
Fyrst Julian
(viger tilbage).
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde
visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til
dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libanios
om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde
være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt
det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle
troende, som kommer denne spidsfindige mand​ nær,
de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene.
Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejser-
slottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde,
hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette
tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse,
der fordum tilsølte maden for en from omflakkende ​
s. 29

helt. Jeg føler stundom med forfærdelse, at jeg ækles
ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed.)
Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Li-
banios's hoved på et sølvfad!
Agathon.
Men hvor er det muligt, at kejseren tåler dette?
Hvor kan vor fromme troende kejser –?
Fyrst Julian.
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed!
Men kejseren har ikke tanke for andet, end den
ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen
agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste.
Ah, min Agathon, det er ikke nu som for to år
siden. Dengang måtte mystikeren Maximos's tvende
brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme.
Du véd ikke, hvilke mægtige støtter Libanios har.
En eller anden af de ringere visdomslærere udjages
stundom af staden. Ham vover ingen at røre ved.
Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og
kejserinden om at virke for hans udvisning. Men
nej, nej! – Hvad hjælper det, at de andre fjernes?
Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O,
du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne
hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve
i løvens hule –
Agathon
(livfuldt).
Julian, – hvad sagde du der!
Fyrst Julian.
Jo, jo; kun et under kan fri os.
Agathon.
O, så hør! Det under er sket.
​
s. 30
Fyrst Julian.
Hvad mener du vel?
Agathon.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke​
længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad der
drev mig til Konstantinopel var et syn –
Fyrst Julian.
Et syn, siger du!
Agathon.
En hellig åbenbaring –
Fyrst Julian.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal
ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske
ligegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik,
i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge
ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og
bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale
mellem de kommende.)
Visdomslæreren.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
Fyrst Julian
(som står lige ved ham).
Med tilladelse, – gives der noget håndfast gode,
som er mere værd, end guld?
Visdomslæreren.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld?
​
s. 31
Fyrst Julian.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke
lide på de troløse vande.
Visdomslæreren.
Menneskegunst er troløsere.
Fyrst Julian.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen
med dine skatte?
Visdomslæreren.
Til Athen.
(han vil gå forbi.)
Fyrst Julian
(med undertrykt latter).
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke
din egen rigdom.
Visdomslæreren
(standser).
Hvi så?
Fyrst Julian.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen?
Visdomslæreren.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i kej-
serstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hånden,
Sallust!
(han vil stige ned.)
​
Lærlingen Sallust
(halvt nede på trappen, sagte).
Ved guderne, det er ham!
Visdomslæreren.
Ham –?
​
s. 32
Lærlingen Sallust.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham! – jeg
har set ham gå sammen med Hekebolios.
Visdomslæreren.
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt
nærmere og siger):
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
Fyrst Julian.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på,
om det ikke snarere var kongelyset i læresalen, som
skar dig for stærkt i øjnene.
Visdomslæreren.
Misundelse rummes ikke under den korte kappe.
Fyrst Julian.
Hvad ikke rummes, det stikker frem.
Visdomslæreren.
Du har en spids tunge, høje Galilæer!
Fyrst Julian.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæermærke?
Visdomslæreren.
Hofklædningen.
Fyrst Julian.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en
såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i
Athen?
Visdomslæreren.
Hvad søgte Pontius Pilatus?
​
s. 33
Fyrst Julian.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Liba-
nios er?
Visdomslæreren
(ser stivt på ham).
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart for-
stumme. Libanios er ked af kampen, herre!
Fyrst Julian.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sejrende –?
Visdomslæreren.
Han er ked af at vente på sin ligemand.
Fyrst Julian.
Nu spøger du, fremmede? Hvor kan Libanios
tænke at finde sin ligemand?
​
Visdomslæreren.
Hans ligemand findes.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvor? Nævn ham!
Visdomslæreren.
Det turde være farligt.
Fyrst Julian.
Hvorfor?
Visdomslæreren.
Er du ikke hofmand?
Fyrst Julian.
Og hvad så?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
3
​
s. 34
Visdomslæreren
(sagtere).
Har du selv den forvovenhed at prise kejserens
efterfølger?
Fyrst Julian
(gennemrystet).
Ah!
Visdomslæreren
(hurtigt).
Forråder du mig, så nægter jeg alt!
Fyrst Julian.
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! –
Kejserens efterfølger, siger du? Jeg véd ikke, hvem
du mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvor-
for hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios's lige-
mand?
Visdomslæreren.
Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en
yngling, som med magt og hårde bud, gennem bøn-
ner og overtalelser, holdes fjernt fra læresalens lys?
Fyrst Julian
(med hast).
Sligt sker for at holde hans tro ren!
Visdomslæreren
(smiler).
Har denne unge mand så ringe tro til sin tro?
Hvad véd han om sin tro? Hvad véd en kriger om
sit skjold, før det har skærmet ham?
Fyrst Julian.
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og
lærere, hører du –
​
s. 35
Visdomslæreren.
Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det
er for kejserens skyld, at hans unge slægtning holdes
borte fra visdomsvennerne. Kejseren har ikke ordets
guddommelige gave. Kejseren er stor forresten; men
han tåler ikke, at hans efterfølger lyser over riget –
Fyrst Julian
(forvirret).
Og det vover du –!
Visdomslæreren.
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men –
​
Fyrst Julian.
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
(vender sig.)
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i en-
rum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede.)
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad véd
du, hvad véd I alle om fyrst Julian?
Visdomslæreren.
Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den
drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen,
så at den –
Fyrst Julian.
Lige til; jeg beder dig.
Visdomslæreren.
Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori
fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt nok. Stun-
dom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet –
3*
​
s. 36

tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til
spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer,
– tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den
ikke til.
Fyrst Julian.
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
Visdomslæreren.
For dig synes det dog. Og i al fald for os. – –
Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke
sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia, da
han under ordkamp med sin broder Gallos tog
gudernes sag og forsvarede dem mod Galilæeren?
Fyrst Julian.
Det var spøg, taleøvelser –
Visdomslæreren.
Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham?
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke alle-
rede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad ynde i
tankernes lette leg!
Fyrst Julian.
Og det tykkes dig?
​
Visdomslæreren.
Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som
vi både måtte frygte for og længes efter. Hvad fattes
der ham for at nå en så ærefuld højde. Fattes der
ham andet, end at gå den samme skole igennem,
som den Paulus gik igennem, og som han gik så
uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til
Galilæerne, lysende mere, end alle de andre for-
kyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalen-
hed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg ​
s. 37

véd det godt; det er fra ham det kommer. Men
glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde
mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de
kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling?
Eller er det ikke hos os, at han har lært at bruge
de sprogets våben, som han nu med en så højt lov-
prist færdighed svinger imod os?
Fyrst Julian.
O, sandt, ustridig sandt!
Visdomslæreren.
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sam-
menligning med de gaver, der så underfuldt åben-
bared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter hvad
der siges, i Kappadokia, på de henrettede Galilæeres
grave, forkyndte en lære, hvilken jeg holder for vild-
farende og som derfor desto vanskeligere vinder ind-
gang, men som han dog forkyndte med en sådan
åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre
udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder
gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah,
Hekebolios er, som I andre, – mere nidsyg end nid-
kær; derfor har Libanios ventet forgæves.
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg be-
sværger dig, lad mig vide det!
Visdomslæreren.
Han har sagt alt, hvad du nys har hørt. Og
han har sagt mere end det. Han har sagt: se hin
fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
Fyrst Julian.
Akilleus! (sagtere.) Min moders drøm.
​ ​
s. 38
Visdomslæreren.
Hist inde i de åbne læresale står kampen.
Dag og glæde er over striden og over de stridende.
Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd knittrer i
slaget; de salige guder sidder smilende i skyen –
Fyrst Julian.
O, vig fra mig med dit hedenskab –
Visdomslæreren.
– og heltene går hjem til lejren, armomslyngede,
uden nag, med blussende kinder, med blodets svul-
mende strøm i alle årer, med erkendelsens bytte og
med løv om panden. Ah, hvor er Akilleus? Jeg
ser ham ikke. Akilleus er vred –
Fyrst Julian.
Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro det!
O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har Libanios
sagt?
Visdomslæreren.
Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom han
hid af en anden grund, end for at søge en viss
ynglings hædrende venskab?
Fyrst Julian
(spændt).
Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være
sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den hån
og spot, som –? Man håner ikke den, hvis ven-
skab man søger.
Visdomslæreren.
Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had og
vrede imellem de to kæmper.
​
s. 39
Fyrst Julian.
Du vil dog vel ikke nægte, at det var Liba-
nios –?
Visdomslæreren.
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
Fyrst Julian.
Spottedigtene skulde ikke komme fra ham?
Visdomslæreren.
Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til i
kejserslottet og udspredte under hans navn –
Fyrst Julian.
Ah, hvad siger du der –?
Visdomslæreren.
Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være.
Du har en hvas tunge; – hvo véd, om ikke du
selv –
​
Fyrst Julian.
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde
ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
Visdomslæreren.
Nej, nej!
Fyrst Julian.
Ikke engang det skændige digt om Atlas med
de skrå skuldre?
Visdomslæreren.
Nej, nej, siger jeg.
Fyrst Julian.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskammede
vers om abekatten i hofklæder?
​
s. 40
Visdomslæreren.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i lære-
salen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er
Hekebolios –
Fyrst Julian.
Hekebolios!
Visdomslæreren.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at
lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –
Fyrst Julian
(med knyttede hænder).
Ah, om så var!
Visdomslæreren.
Havde denne forblindede og bedragne yngling
kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet
så hårdt imod os.
Fyrst Julian.
Hvad taler du om?
Visdomslæreren.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.)
Fyrst Julian
(griber hans hånd).
Ven og broder, – hvem er du?
Visdomslæreren.
En mand, som sørger fordi han ser det gud-
doms-bårne gå under.
Fyrst Julian.
Hvad kalder du det guddoms-bårne?
​
s. 41
Visdomslæreren.
Det uskabte i det skiftende.
Fyrst Julian.
Lige mørkt for mig.
Visdomslæreren.
Der gives en hel og herlig verden, som I Ga-
lilæere er blinde for. I den er tilværelsen en højtid
mellem billedstøtter og under tempelsange, med fyldte
skummende skåler og med roser i håret. Svimlende
broer spænder sig mellem ånd og ånd, lige til de
fjerneste lys i rummet. –
​
Jeg kender den, som kunde være hersker i dette
store solfulde rige.
Fyrst Julian
(angst).
Ja, med salighedens forlis!
Visdomslæreren.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet.
Fyrst Julian.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig, som
den jeg er!
Visdomslæreren.
Genforening, som regndråbens med havet, som
det smuldrende løvs med den jord, der fostred det.
Fyrst Julian.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte
mod dig!
Visdomslæreren.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er en
tankernes og evnernes fægtesal –
​
s. 42
Fyrst Julian
(vigende).
Ah!
Visdomslæreren.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er Gali-
læere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige
ting volder ingen splid imellem os. –
Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden land-
flygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag.
Se os med løv om de løftede pander. Således går
vi bort, – kortende natten med sang, og forventende
Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå
hører man båden ro bort med dem.)
Fyrst Julian
(ser længe ud over vandet).
Hvem var han, den gådefulde mand?
Agathon
(kommer nærmere).
Hør mig, Julian –!
Fyrst Julian
(i livfuld bevægelse).
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store,
uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Liba-
nios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke
det hedenske øje være!
Agathon.
Dette var et fristelsens værk, tro mig!
Fyrst Julian
(uden at agte på ham).
Jeg holder det ikke læn​ger ud imellem disse
mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige ​
s. 43

spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg;
her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min
tale; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus
viger fra mig; jeg bliver ond her.
Agathon.
O, du véd det ikke, – just du er særlig under
nåden.
Fyrst Julian
(går op og ned ved rækværket).
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med.
Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin
ligemand. Det er mig, han venter på –
Agathon.
Hør og lyd; Kristus venter på dig!
Fyrst Julian.
Ven, hvad mener du?
Agathon.
Synet, som drev mig til Konstantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En
åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
Agathon.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned
siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at
hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige
sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –
Fyrst Julian.
De dumdristige! Det er dem jo strængt for-
budt –
​
s. 44
Agathon.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrig-
heden lod templet bryde ned, og vi sønderslog de
forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt
os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under
salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gen-
nem staden og faldt som vredens sendebud over de
ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange
huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom
i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O,
det var en stor tid til Guds ære!
Fyrst Julian.
Og så? Synet, min Agathon!
​
Agathon.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre
stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbe-
lighed længer holde skridt med åndens iver, og vi
afstod fra forfølgelsen. –
Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge
eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul indvendig,
og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende
hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg
sang; – jeg véd ikke mere, hvorledes det var. –
Da, med ét, så jeg foran mig ved væggen et
hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand
i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved;
han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt
på mig.
Fyrst Julian.
Det så du!
Agathon.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat ​
s. 45

op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd
ham gå ind i hulen og brydes med løverne.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! –
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være
under udvælgelsen?
Agathon.
Det er du visselig.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – så-
ledes er det, min Agathon! Det er Guds vilje, at
jeg skal søge Libanios –
Agathon.
Nej, nej, hør mig tilende!
Fyrst Julian.
– liste ham hans kunst og hans lærdom af, –
fælde de vantro med deres egne våben, – slå, slå,
som Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag!
Agathon.
Nej, nej, det er ikke således ment.
Fyrst Julian.
Kan du tvile? Libanios, – er ikke han vældig
som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
Agathon.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen
føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste kejser​-
stadens støv af sine fødder, og aldrig mere gå ind
ad dens porte.
​
s. 46
Fyrst Julian.
Og det er du viss på, Agathon?
Agathon.
Ja, tilfulde.
Fyrst Julian.
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor,
hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst
krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.)
Fyrst Julian
(imod ham).
Gallos!
Fyrst Gallos.
Hvad godt? (peger på Agathon.) Hvem er det men-
neske?
Fyrst Julian.
Agathon.
Fyrst Gallos.
Hvilken Agathon? Du søger omgængelse med
så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo Kappa-
dokieren! Du er bleven en hel mand –
Fyrst Julian.
Véd du det, Gallos, – kejseren har spurgt
efter dig.
Fyrst Gallos
(spændt).
Nu? I nat?
Fyrst Julian.
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at
være i den yderste vrede.
​
s. 47
Fyrst Gallos.
Hvoraf véd du det? Hvad sagde han?
Fyrst Julian.
Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad et
orakel havde svaret.
Fyrst Gallos.
Ah!
Fyrst Julian.
Dølg intet for mig. Hvad gælder det?
Fyrst Gallos.
Det gælder død eller landsforvisning.
Agathon.
Nådige frelser!
Fyrst Julian.
Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden var
trøstig. O, men tal, tal!
Fyrst Gallos.
Hvad skal jeg tale? Véd jeg mere, end du?
Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst sende-
bud være fængslet, eller nogen har forrådt mig –
Fyrst Julian.
Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har
vovet!
​
Fyrst Gallos.
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uviss-
hed og angst? Lad ham handle med mig, som han
vil; alt andet er bedre, end dette –
​
s. 48
Fyrst Julian
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
Varsom, Gallos! Hvad er det med sendebudet?
Fyrst Gallos.
Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne
i Abydos –
Fyrst Julian.
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
Fyrst Gallos.
Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud over;
men – ja, nu kan du gerne vide det – jeg har
spurgt om udfaldet af Perser-krigen –
Fyrst Julian.
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig;
du har spurgt om mere!
Fyrst Gallos.
Hold op; jeg har ikke spurgt –
Fyrst Julian.
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv
eller død!
Fyrst Gallos.
Og om nu så var? Hvad ligger os begge mere
på hjerte, end dette?
Fyrst Julian
(falder ham i armene).
Ti stille, du rasende!
Fyrst Gallos.
Væk fra mig! Kryb du for ham, som en hund;
– jeg er ikke tilsinds at tåle det længer. Jeg vil ​
s. 49

skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.) Har
du set ham, Kappadokier? Har du set morderen?
Fyrst Julian.
Gallos! Broder!
Agathon.
Morderen!
Fyrst Gallos.
Morderen i den røde kåbe; min faders morder,
min stedmoders, min ældste broders –
Fyrst Julian.
O, du kalder fordærvelse over os!
Fyrst Gallos.
Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig; vor
hele slægt. – Ah, men du kan tro, samvittigheden
tumler med ham; den risler ham gennem benpiberne
som en orme-mylder.
Fyrst Julian.
Hør ikke på ham! Bort, bort!
Fyrst Gallos
(griber Julian i skulderen).
Stå; – du ser så bleg​ og forstyrret ud; er det
kanske dig, som har forrådt mig?
Fyrst Julian.
Jeg! Din egen broder –!
Fyrst Gallos.
Ah,[HIS: skadet komma, kan forveksles med punktum] hvad broder, broder! Broderskabet skærmer
ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet mine
veje, så sig det! Hvem anden skulde det være?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
4
​
s. 50

Tror du ikke jeg véd, hvad her hviskes om? Kejseren
tænker jo på dig til sin efterfølger.
Fyrst Julian.
Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det
skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har kåret
mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er mærket. Jeg
går ikke did, siger jeg. O, du hærskarernes Gud,
– jeg på kejsersædet; – nej, nej, nej!
Fyrst Gallos.
Ha-ha; godt spillet, gøgler!
Fyrst Julian.
Ja, du kan vel spotte, du, som ikke véd, hvad
der er hændt. Jeg véd det knapt selv. O, Agathon,
– om dette hoved skulde salves! Var det ikke et
frafald, – en synd til døden? Vilde ikke Herrens
hellige olje brænde mig som dryppende bly!
Fyrst Gallos.
Da måtte vor høje frænde være mere skaldet,
end Julius Cæsar.
Fyrst Julian.
Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad kej-
serens er –
Fyrst Gallos.
Min faders blod, – din faders og din moders –!
Fyrst Julian.
O, hvad véd vi om hine rædsler? Vi var jo
små dengang. Det meste var soldaternes skyld; det
var oprørerne, – onde rådgivere –
Fyrst Gallos
(ler).
Efterfølgeren øver sig!
​
s. 51
Fyrst Julian
(i gråd).
O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde til-
give, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser i
mig; had og hævn hvisker –
Fyrst Gallos
(hurtigt, ser imod kirken).
Nu kommer han!
​
Fyrst Julian.
Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Hekebolios!
(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle
går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mel-
lem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig
klædning.)
Skriftlæreren Hekebolios
(idet han vil gå forbi til venstre).
Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt
en tung stund for din skyld.
Fyrst Julian.
Desværre; det har du visst altfor ofte.
Skriftlæreren Hekebolios.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det er
dit trodsige sindelag, som han vredes over; det er
dine kærlighedsløse tanker, al denne verdslige for-
fængelighed –
Fyrst Julian.
Jeg véd det, min Hekebolios! Du siger mig
det så tidt.
Skriftlæreren Hekebolios.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring. O
4*
​
s. 52

det var som om vor ellers så nåderige frelser slog
det hen, – som om han ikke vilde høre på mig;
han lod tant og spredthed snige sig ind i mine
tanker –
Fyrst Julian.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde Heke-
bolios, – du beder selv for os umælende dyr, – at
sige, når vi går i hofklæder!
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvad siger du, min søn!
Fyrst Julian.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint for-
smædelige digt?
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og
helligt er –!
Fyrst Julian.
Det står i dine øjne, at du lyver! Jeg véd med
fuld visshed, at du har skrevet det. Hvorledes kunde
du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i
Libanios's navn?
Skriftlæreren Hekebolios.
Nu vel, min inderlig kære, når du véd det,
så –
​
Fyrst Julian.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed –
Skriftlæreren Hekebolios.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt
kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren en-
gang skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu ​
s. 53

for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud har med
velbehag skuet ned på min færd og udstrakt sin
billigende hånd derover.
Fyrst Julian.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne
fingre –
Skriftlæreren Hekebolios.
Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon
er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på
højre side.)
Kejser Konstanzios.
O, denne livsalige himmelfred over mig!
Kejserinde Eusebia.
Du føler dig styrket, min Konstanzios?
Kejser Konstanzios.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over mig.
Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove
meget, Memnon!
Slaven Memnon
(sagte).
Vov straks, herre!
Kejser Konstanzios.
Der står de begge.
(han går hen imod dem.)
Fyrst Gallos
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
Gør mig ikke noget ondt!
​
s. 54
Kejser Konstanzios
(med udstrakte arme).
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham.)
Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg
den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til
jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.)
Kejserinde Eusebia
(med et skrig).
Konstanzios!
Fyrst Gallos
(fortumlet).
Cæsar!
​
Fyrst Julian.
Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.)
Kejser Konstanzios
(slår afværgende imod ham).
Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke Gallos
den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvilke
rygter har du i dit forblindede hovmod –? Bort;
bort!
Fyrst Gallos.
Jeg – jeg Cæsar!
Kejser Konstanzios.
Min arving og min efterfølger. Inden tre dage
drager du til hæren i Asien. Perser-krigen ligger
dig jo stærkt på hjerte –
Fyrst Gallos.
O, min nådigste herre –!
​
s. 55
Kejser Konstanzios.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores
står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor bekymret
du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at
slå ham.
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og
kysser ham.)
Og du, Julian, fromme ven og broder, – det
måtte så være.
Fyrst Julian.
Velsignelse over kejserens vilje!
Kejser Konstanzios.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt
på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Kon-
stantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, lovet være Kristus og kejseren!
Kejser Konstanzios.
Du véd det allerede? Hvem har sagt dig det?
Fyrst Julian.
Hvilket, herre?
Kejser Konstanzios.
At Libanios er forvist?
Fyrst Julian.
Libanios – forvist!
Kejser Konstanzios.
Jeg har forvist ham til Athen.
Fyrst Julian.
Ah!
​
s. 56
Kejser Konstanzios.
Der ude ligger skibet; han sejler inat
Fyrst Julian
(sagte).
Ham selv; ham selv!
​
Kejser Konstanzios.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke
kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig
et ringe vederlag, min Julian –
Fyrst Julian
(griber raskt hans hånd).
Herre, vis mig én nåde til!
Kejser Konstanzios.
Kræv alt, hvad du vil.
Fyrst Julian.
Lad mig rejse til Pergamon. Du véd, den gamle
Ædesios lærer der –
Kejser Konstanzios.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hed-
ningerne –?
Fyrst Julian.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet
olding og derhos affældig –
Kejser Konstanzios.
Og hvad vil du ham, broder?
Fyrst Julian.
Jeg vil lære at brydes med løverne.
​
s. 57
Kejser Konstanzios.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes
ikke –; du tror dig stærk nok –?
Fyrst Julian.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst. Lig
Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Kejser Konstanzios.
Julian!
Fyrst Julian.
I denne nat var du selv hans redskab uden at
vide det. O, lad mig gå og rense verden!
Fyrst Gallos
(sagte til kejseren).
Føj ham, herre; det vil holde ham fra at pønse
på større ting!
Kejserinde Eusebia.
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne
dragende længsel imod.
Skriftlæreren Hekebolios
(sagte).
Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg
mistviler om at bøje ham her, og nu ligger der jo
ikke så megen magt på –
Kejser Konstanzios.
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne
stund? Gå med Gud, Julian!
Fyrst Julian
(kysser hans hænder).
O, tak, – tak!
​
s. 58
Kejser Konstanzios.
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok
har opfundet nogle nye fastespiser,​ karpe-nakker i
Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig, Cæsar
Gallos!
(Toget sætter sig i bevægelse.)
Fyrst Gallos
(sagte).
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
Fyrstinde Helena.
O, Gallos, nu dages det over vort håb.
Fyrst Gallos.
Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i dette?
Fyrstinde Helena.
Hyss!
Fyrst Gallos.
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
Fyrstinde Helena.
Memnons spartanske hund.
Fyrst Gallos.
Hvad mener du?
Fyrstinde Helena.
Memnons hund. Julian har givet den et fod-
spark; det er det, som hævnes.
Kejser Konstanzios.
Hvorfor så taus, Eusebia?
Kejserinde Eusebia
(sagte, i gråd).
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
​
s. 59
Kejser Konstanzios.
Elleve skygger kræved det.
Kejserinde Eusebia.
Ve os; dette besværger ikke skyggerne.
Kejser Konstanzios
(råber).
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs,
blæs!
(Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer frem
mellem træerne.)
Fyrst Julian.
Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri!
Agathon.
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
Fyrst Julian.
Hørte du, hvad her gik for sig?
Agathon.
Ja, alt.
Fyrst Julian.
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
Agathon.
Til Athen? Du går jo til Pergamon.
Fyrst Julian.
Hyss! Du kender ikke til –; vi må være​
listige som slanger. Først til Pergamon, – og så
til Athen!
Agathon.
Farvel, min ven og herre!
​
s. 60
Fyrst Julian.
Vil du følge mig, Agathon?
Agathon.
Det kan jeg ikke. Jeg må hjem jeg har min
lille broder at sørge for.
Fyrst Julian
(ved rækværket).
Der letter de anker. – God bør, du vingede
løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
(råbcr dæmpet:)
Ah!
Agathon.
Hvad var det?
Fyrst Julian.
Hist faldt en stjerne.
​ ​ ​
ANDEN AKT.
(I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billed-
støtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang
gade. Solnedgang.)
(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved
en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlinger
spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok
løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.)
Basilios fra Cæsaræa
(ser op fra sin bog).
Hvad betyder hine vilde skrig?
Gregor fra Nazianz.
Der er landet et skib fra Efesos.
Basilios fra Cæsaræa.
Med nye lærlinger?
Gregor fra Nazianz.
Ja.
Basilios fra Cæsaræa
(rejser sig).
Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor; lad
os ikke se al den utérlighed.
​
s. 62
Gregor fra Nazianz
(peger ud til venstre).
Se did. Er det et lysteligere syn?
Basilios fra Cæsaræa.
Fyrst Julian –; med roser i håret, med blus-
sende ansigt –
Gregor fra Nazianz.
Ja, og bag efter ham denne ravende tinøjede
flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin! De
har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.
Basilios fra Cæsaræa.
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor;
det er kristne ynglinge –
Gregor fra Nazianz.
Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig
kristen, – han, som krænkede oljehandleren Zenons
datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to andre,
der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –
​
Fyrst Julian
(høres råbende udenfor til venstre).
Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappadokia!
Basilios fra Cæsaræa.
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler
ikke at se ham således.
Gregor fra Nazianz.
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst
Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har uredt
hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er
Sallust fra Perusia.)
​
s. 63
Mange i skaren.
Leve Athens lys! Leve visdommens og veltalen-
hedens elsker!
Fyrst Julian.
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får
I idag.
Sallust fra Perusia.
Når vor fører tier, får vi det tomt, som mor-
genen efter et natligt gilde.
Fyrst Julian.
Skal det være, så lad det være noget nyt. Lad
det være en rettergangs-leg.
Hele flokken.
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
Fyrst Julian.
Væk med fyrsten, I venner –
Sallust fra Perusia.
Stig op, du uforlignelige!
Fyrst Julian.
Jeg skulde formaste mig –? Hist står man-
den. Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor
fra Nazianz?
Sallust fra Perusia.
Det er sandt!
Fyrst Julian.
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en
anklaget.
Gregor fra Nazianz.
Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.
​
s. 64
Fyrst Julian.
På dommersædet, siger jeg! På dommersædet!
(til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
Nogle stemmer.
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
Sallust fra Perusia.
Lad det være noget galilæisk, som vi ugudelige
kalder det.
​
Fyrst Julian.
Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det. Jeg
har nægtet at svare kejseren skat –
Mange stemmer.
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
Fyrst Julian.
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med
sammensnørte hænder –
Sallust fra Perusia
(til Gregor).
Blinde dommer – ja jeg mener, såsom retfær-
digheden er blind –, se denne forvovne mand; han
har vægret sig for at yde kejseren skat.
Fyrst Julian.
Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens vægt-
skål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en
græsk borger kejseren skyldig?
Gregor fra Nazianz.
Hvad kejseren kræver.
Fyrst Julian.
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om
kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget
tør kejseren kræve?
​
s. 65
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Det var sandelig svaret, som om kejseren selv
var tilstede. Men nu er der en knude; thi der står
skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud,
hvad Guds er.
Gregor fra Nazianz.
Og hvad så?
Fyrst Julian.
Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor meget
af mit hører Gud til?
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov
til at give kejseren?
Gregor fra Nazianz.
Kære venner, ikke mere af denne leg.
Lærlingerne
(under støj og latter).
Jo, jo; svar ham!
Fyrst Julian.
Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren kræve?
Gregor fra Nazianz.
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
​
Mange stemmer.
Slå ring om ham!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
5
​
s. 66
Fyrst Julian.
Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige dom-
mer, du har forplumret kejserens sag, og nu vil du
slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen, hvorhen?
Til Skytherne? Frem for mig! Svar mig, I kejse-
rens og visdommens vordende tjenere, – har han
ikke villet unddrage sig kejserens magt?
Lærlingerne.
Jo, jo!
Fyrst Julian.
Og hvad straf sætter I for slig en ugerning?
Stemmer.
Døden! Døden i et vinkar!
Fyrst Julian.
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om
kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
Nogle i skaren.
Kejserens magt er uden grænse.
Fyrst Julian.
Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?
Lærlingerne.
Jo, jo; Kappadokieren er gal!
Fyrst Julian.
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore for-
fædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske
prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de
andre visdomsvenner i østerlandene? De siger, at
den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. ​
s. 67

Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren –
er altså i særligt forbund med det himmelske. – Ud-
gyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gre-
gors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
Lærlingerne
(under latter og jubel).
Priset være Kappadokieren! Priset være Kappa-
dokierens dommer!
(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinger, kommer over pladsen.)
Visdomslæreren Libanios.
Ej, se, – jeg tror, min broder Julian forkynder
visdom på åbent torv!
Fyrst Julian.
Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo
vandret ud.
​
Visdomslæreren Libanios.
Er visdommen vandret ud?
Fyrst Julian.
Eller er i færd med at vandre ud; thi, ikke
sandt, også du agter dig ned til Piræos?
Visdomslæreren Libanios.
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
Fyrst Julian.
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som
ikke véd, at der nys er landet et skib fra Efesos?
Visdomslæreren Libanios.
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
Fyrst Julian.
Det er lastet til randen med lærdomsspirer –
5*
​
s. 68
Visdomslæreren Libanios
(hånligt).
Det kommer jo fra Efesos!
Fyrst Julian.
Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer fra?
Visdomslæreren Libanios.
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det
for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra
Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte.
Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på
guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til
deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder,
I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for
livet, – når den fremsættes i en sindrig og tiltræk-
kende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? –
Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt,
at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem
er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at
nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og
visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Pi-
ræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens
jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg
skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd,
som holder sig selv for at elske og at forkynde
visdommen, de stimler sammen på​ landgangsbroen;
de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømme-
lighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor?
For at være den første på tofterne, – for at rive de
mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine
huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle
drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken
skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom
efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha- ​
s. 69

ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det for-
nødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I
unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og
hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder,
som ligger udenfor sandheden.
Fyrst Julian.
O, min Libanios, når jeg hører dig med lukkede
øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om at Dio-
genes er genfødt iblandt os.
Visdomslæreren Libanios.
Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!
Fyrst Julian.
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde
min tale af; thi denne gang vil i al fald én af dine
medbrødre neppe føle sig skuffet.
Visdomslæreren Libanios.
Min ven spøger.
Fyrst Julian.
Din ven forsikrer dig, at statholderen Milons to
sønner er ombord.
Visdomslæreren Libanios
(griber ham i ærmet).
Hvad siger du?
Fyrst Julian.
Den Diogenes's efterfølger, som får dem at op-
drage, vil neppe have nødig, for armods skyld, at
drikke af den hule hånd.
Visdomslæreren Libanios.
Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon, ​
s. 70

som sendte kejseren syv persiske heste med sadel-
tøj, syet med perler –
Fyrst Julian.
Mange fandt, at det var for ringe gave for
Milon.
​
Visdomslæreren Libanios.
Meget sandt. Milon burde sendt et digt; eller
han skulde sendt en vel affattet tale eller et brev.
Milon er en rigt udrustet mand; hele statholderen
Milons slægt er rigt udrustet.
Fyrst Julian.
Mest de to ynglinge.
Visdomslæreren Libanios.
Det vil jeg tro. Guderne give, for den vel-
gørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i
gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet
bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens
gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig;
disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig
sag; der afhænger så meget af, hvem der først får
fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg,
da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd,
hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer
og bolig og –
Sallust fra Perusia.
Jeg er med!
Lærlingerne.
Til Piræos! Til Piræos!
Sallust fra Perusia.
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
(De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor
fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.)
​
s. 71
Fyrst Julian
(følger dem med øjnene).
Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner.
Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til Gregor.)
Havde de i denne stund et suk til Gud, skulde det
være, at han vilde tømme deres maver for frokosten.
Gregor fra Nazianz.
Julian –
Fyrst Julian.
Se kun på mig; jeg er ædru.
Gregor fra Nazianz.
Jeg véd det. Du er mådeholden i alle ting. Og
dog lever du dette liv med.
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Véd du eller jeg, når lynet slår
ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glem-
mer du, at jeg har henslæbt både min barndom​ og
mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var
bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags
fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og
nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne
lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejse-
rens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på
egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte
både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det
ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren
havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til
denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette!
Gregor fra Nazianz.
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
​
s. 72
Fyrst Julian.
O, du véd ikke –! Jeg hader denne magt
udenfor mig, forfærdende, når den handler, – end
mere forfærdende, når den hviler.
Gregor fra Nazianz.
Vær ærlig, ven, og sig mig, om det er blot
dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
Fyrst Julian.
Hvad mener du med sælsomme veje?
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du til-
bringer dine nætter med at udforske de hedenske
hemmeligheder i Eleusis?
Fyrst Julian.
Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe
udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke tale mere derom.
Gregor fra Nazianz.
Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du
søge dette skændselsfulde samkvem!
Fyrst Julian.
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved vis-
doms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg
tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt!
Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmvg og
skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed
mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store
broder.
​
Gregor fra Nazianz.
Ja, det var alle kristnes mening, at du drev
det for vidt.
​
s. 73
Fyrst Julian.
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg
så i ånden en vældig kamp imellem os to, – ver-
dens sandhed, som skulde brydes imod Guds sand-
hed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig
for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet
nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg
siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand.
Gregor fra Nazianz.
Da råber dog hele det oplyste Grækenland, at
han er det.
Fyrst Julian.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig.
En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var
hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi
han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede
fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her
været vidne til! Libanios har stor lærdom, men
han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er
forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller
tror du, han har kunnet tåle det ry, som jeg, –
vistnok for en stor del ved mine venners over-
bærenhed – har været så heldig at forhverve mig?
Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op
alle dyders væsen og kendetegn. Han har dem på
rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal.
Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans
lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon,
– ha-ha! Smigred han ikke kejseren, inden han
blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort
sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf,
som han siden har gjort et yderst uheldigt for-
søg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er
jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til ​
s. 74

Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham
til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt
denne fremgang hidtil har været​ tarvelig nok og
skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lær-
dom eller ved nogen synderlig veltalenhed. – Og
denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for vis-
domselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte, at
dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at
Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de
fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og
veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –
Basilios fra Cæsaræa
(kommer fra højre side).
Breve! Breve fra Kappadokia!
Gregor fra Nazianz.
Også til mig?
Basilios fra Cæsaræa.
Se her; fra din moder.
Gregor fra Nazianz.
Min fromme moder!
(han åbner papiret og læser.)
Fyrst Julian
(til Basilios).
Er det din søster, som skriver?
Basilios fra Cæsaræa
(der er kommen med sit eget brev åbent).
Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge
og sælsomme tidender.
Fyrst Julian.
Hvilke; hvilke?
​
s. 75
Basilios fra Cæsaræa.
Først om din høje broder Gallos. Han øver et
strængt herredømme i Antiokia.
Fyrst Julian.
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina «strængt
herredømme»?
Basilios fra Cæsaræa
(ser på ham).
Makrina skriver «blodigt» –
Fyrst Julian.
Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kejseren
ham denne ryggesløse enke, denne Konstantina, til
ægte!
Gregor fra Nazianz
(læsende).
O, hvad uhørt skændighed?
Fyrst Julian.
Hvad er det, ven?
Gregor fra Nazianz
(til Basilios).
Nævner Makrina intet om, hvad der går for sig
i Antiokia?
Basilios fra Cæsaræa.
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
​
Gregor fra Nazianz.
Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexan-
drineren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja; hvad er der med ham?
​
s. 76
Gregor fra Nazianz.
Han er myrdet, Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad siger du! Myrdet?
Gregor fra Nazianz.
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet
ham uden lov og dom.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvem har henrettet ham?
Gregor fra Nazianz.
Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min
moder fortæller sammenhængen således: Klemazios's
svigermoder var bleven optændt af en uren elskov
til sin datters mand; men da hun ingen vej kunde
komme med ham, skaffede hun sig gennem en bag-
dør adgang til slottet –
Fyrst Julian.
Hvilket slot?
Gregor fra Nazianz.
Min moder skriver kun slottet.
Fyrst Julian.
Nu? Og så –?
Gregor fra Nazianz.
Man véd kun, at hun der har skænket en for-
nem og mægtig kvinde et meget kostbart smykke
for at udvirke en dødsdom –
Fyrst Julian.
Ah, men den fik de ikke!
​
s. 77
Gregor fra Nazianz.
De fik den, Julian!
Fyrst Julian.
O, Jesus!
Basilios fra Cæsaræa.
Forfærdeligt! Og Klemazios –?
Gregor fra Nazianz.
Dødsdommen blev sendt til statholderen Hono-
ratos. Denne svage mand voved ikke at modsætte
sig så høj befaling. Klemazios blev fængslet og hen-
rettet tidligt næste morgen, uden at han, som min
moder skriver, fik åbne sin mund til forsvar.
Fyrst Julian
(sagte og bleg).
Brænd disse farlige breve; de kan bringe os
alle i ulykke.
Basilios fra Cæsaræa.
Så åbenbar vold midt i en stor stad! Hvor er
vi; hvor er vi?
​
Fyrst Julian.
Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kristen
morder, en kristen bolerske, en kristen –
Gregor fra Nazianz.
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter
du at gøre?
Fyrst Julian.
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil
afbryde alt samkvem med hedningerne, og takke Her-
ren min Gud, at han tog magtens fristelse fra mig.
​
s. 78
Gregor fra Nazianz.
Godt; men så?
Fyrst Julian.
Jeg forstår dig ikke –
Gregor fra Nazianz.
Så hør. Du må ikke tro det er nok med mordet
på Klemazios. Denne uhørte skændselsdåd har slåt
ned som en pest over Antiokia. Alt ondt vågner op
og myldrer frem af sine smuthuller. Min moder
skriver, at det er som om en stinkende afgrund
havde åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, søn-
ner angiver sine fædre, presterne sine egne menig-
heds-lemmer –
Fyrst Julian.
Dette vil gribe videre om sig. Vederstyggelig-
heden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om jeg
kunde flygte til verdens grænse –!
Gregor fra Nazianz.
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian!
Fyrst Julian.
Hvad kræver du?
Gregor fra Nazianz.
Du er denne blodige Cæsars broder. Træd frem
for ham, – han kalder sig jo en kristen. Kast ham
hans gerning i ansigtet; slå ham til jorden i rædsel
og nag –
Fyrst Julian
(vigende).
Afsindige, hvad tænker du!
​
s. 79
Gregor fra Nazianz.
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
Fyrst Julian.
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
Gregor fra Nazianz.
Du havde –?
Fyrst Julian.
Så længe han kun var min broder. Men​ nu –;
er han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios, – o, I
dyrebare venner, jeg skælver for mit liv, jeg ånder
i angst for Cæsar Gallos. Og jeg skulde tænke på
at træde ham under øjnene, jeg, hvis blotte tilvæ-
relse er en fare for ham!
Gregor fra Nazianz.
Hvorfor kom du til Athen? Du lod forkynde
med stor bram over landene: fyrst Julian rejser fra
Konstantinopel for at kæmpe imod den falske vis-
dom, – for at hævde den kristne sandhed imod
hedenskabets løgn. Hvad har du virket i så måde?
Fyrst Julian.
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
Gregor fra Nazianz.
Nej, det var ikke her; – ikke med talemåde
imod talemåde, ikke med bog imod bog, ikke med
ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian, det er
ude i livet, du skal møde frem, med livet i hæn-
derne –
Fyrst Julian.
Jeg ser det; jeg ser det!
​
s. 80
Gregor fra Nazianz.
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du.
Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men
læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit
hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Fyrst Julian.
Du sagde selv, det var bespottelse –
Gregor fra Nazianz.
Mod hvem? Mod Gud eller kejseren?
Fyrst Julian
(rask).
Nu vel; skal vi følges?
Gregor fra Nazianz
(afvisende).
Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt at
værge om. Videre går hverken min magt eller mine
evner.
Fyrst Julian
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
Til bakkanal!
Basilios fra Cæsaræa.
Julian!
Fyrst Julian.
Til bakkanal, I venner!
(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem
søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de ny-
ankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.)
​
Basilios fra Cæsaræa
(nærmere).
Julian, vil du høre mig?
​
s. 81
Fyrst Julian.
Se, se! De har ført sine nye venner i bad, –
salvet deres hår. Se, hvor de svinger kniplerne;
hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad siger
du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din vrede
skygge –
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, kom!
Fyrst Julian.
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig.
Nu kommer danserinder. Ah, ser du, hvad –!
Basilios fra Cæsaræa.
Fy, fy; – vend dit øje bort!
(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vand-
springet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved
fakkelskin.)
Fyrst Julian
(efter en kort taushed).
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske
synd så skøn?
Basilios fra Cæsaræa.
Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt
om den hedenske synd; men den var ikke skøn.
Fyrst Julian.
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn,
når han, hed af vin, som en ung gud stormed gen-
nem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn
i sin trods, når han håned Hermes og hamred på
borgernes døre, – når han råbte på deres hustruer
og døtre, mens kvinderne derinde skalv og i suk-
kende åndeløs taushed intet heller ønsked sig end at –
Henrik Ibsens samlede værker. V.
6
​
s. 82
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
Fyrst Julian.
Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og Platon
og alle de glade svælgende brødre! Og dog bedrev
de ting, som hine kristne halv-svin derborte skulde
sværge sig fra Gud på, om nogen beskyldte dem
for det. Og tænk dig derhos Ødipos, Medea, Leda –
Basilios fra Cæsaræa.
Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen.
Fyrst Julian.
Har ikke de digtede sind og viljer de​ skabtes
vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både de
ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og
Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates
ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet
i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sand-
heden skulde være skønhedens fiende.
Basilios fra Cæsaræa.
Og i en slig stund kan du sukke efter skønhed?
Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
Fyrst Julian
(holder sig for ørerne).
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det fra
Antiokia vil vi ryste af os. – –
Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der
var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
Basilios fra Cæsaræa.
Sælsomme.
​
s. 83
Fyrst Julian.
Ja, ja; – hvad var det?
Basilios fra Cæsaræa.
Hun skriver om Maximos i Efesos –
Fyrst Julian
(levende).
Mystikeren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, denne gådefulde mand. Nu er han dukket
op igen; denne gang i Efesos. Alle de omliggende
landskaber er i gæring. Maximos nævnes på alles
læber. Enten er han en gøgler, eller han står i en
uheldsvanger pagt med visse ånder. Selv kristne
drages underlig hen af hans bespottelige tegn og
gerninger.
Fyrst Julian.
Mere, mere; jeg beder dig!
Basilios fra Cæsaræa.
Der er ikke mere om ham. Makrina skriver
kun, at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om, at vi er under Herrens vrede. Hun tror,
at der forestår os store trængsler for vore synders
skyld.
Fyrst Julian.
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig
være en sjelden kvinde, din søster.
​
Basilios fra Cæsaræa.
I sandhed, det er hun.
Fyrst Julian.
Når du meddeler mig af hendes breve, da er
det, som om jeg fornam noget helt og fuldt, jeg
6*
​
s. 84

længe havde sukket efter. Sig mig, står endnu
hendes tanke til at vende sig bort fra verden og at
leve i en øde egn?
Basilios fra Cæsaræa.
Den tanke står altid fast hos hende.
Fyrst Julian.
Virkelig? Hun, som alle gaver synes at være
drysset ned over? Hun, som jo skal være både ung
og skøn; hun, som har rigdom ivente og som råder
over en – for en kvinde at være – højst uvanlig
lærdom! Véd du vel, Basilios, at jeg brænder efter
at få se hende? – Hvad vil hun i ensomheden?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde.
Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter
at møde ren.
Fyrst Julian.
Sælsomt, hvor mange der drages imod ensom-
heden i disse tider. – Når du skriver til Makrina,
kan du sige hende, at også jeg –
Basilios fra Cæsaræa.
Hun véd det, Julian; men hun tror det ikke.
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Hvad skriver hun?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg beder dig, ven, forskån mig –
Fyrst Julian.
Har du mig kær, så dølger du ikke et ord af,
hvad hun skriver!
​
s. 85
Basilios fra Cæsaræa
(rækker ham brevet).
Du vil det; – læs; det begynder der.
Fyrst Julian
(læser).
«Hver gang du skriver om kejserens unge slægt-
ning, som er din ven, da fyldes mit sind af en stor
og strålende glæde –». O, Basilios, vær du mit
øje; læs videre for mig.
​
Basilios fra Cæsaræa
(læser).
«Din fortælling om al den tillidsfulde visshed,
hvormed han kom til Athen, var mig som et billed
fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror han er den
genfødte David, som skal nedslå hedningernes kæm-
per. Guds ånd være over ham i striden og alle
dage».
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
Lad det være nok med dette? Hun også?
Hvad er det, I alle, ligesom med én mund, kræver
af mig? Har jeg givet eder noget skyldbrev på at
brydes med magtens løver –?
Basilios fra Cæsaræa.
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs
forventning ser imod dig?
Fyrst Julian
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker efter
brevet).
Giv hid; lad mig se. (læser.) «Guds ånd være
over ham i striden og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler
mig som hin Dædalos mellem himmel og hav. En ​
s. 86

svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad
mening er der i disse røster, som råber til mig fra
øst og vest, at jeg skal frelse kristendommen? Hvor
er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den
hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres
gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige
og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd,
som folder hænderne over den mætte bug og piber:
mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos
de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har
drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder?
Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det
arianske kætteri, som kejseren selv har så stor
yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, –
alle de, som raser mod templerne, som myrder hed-
ninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes
efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina, om kristen-
dommen​ er at søge i ensomheden, – på søjlen,
hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller er den i
stæderne? Kanske hos hine bagere i Konstantinopel,
som nys kæmped med næverne for at klare det
spørgsmål, om treenigheden består af tre personer
eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde
Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til
jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios!
Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristen-
dommen?
Basilios fra Cæsaræa.
Søg svaret der, hvor det er at finde i alle
skrøbelige tider.
Fyrst Julian.
Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk mig,
hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?
​
s. 87
Basilios fra Cæsaræa.
I de hellige mænds skrifter.
Fyrst Julian.
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – altid
bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger,
bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger!
Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det
er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt
med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var
det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn,
en røst –!
Basilios fra Cæsaræa.
Glemmer du synet og røsten, som hin Agathon
fra Makellon –?
Fyrst Julian.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed
det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvil over
den sag. Det véd jeg kun: i Athen er ikke løvens
hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i
natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tyde-
ligt. Fingeren i naglesåret –
Basilios fra Cæsaræa.
Og dog står der skrevet –
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
Jeg véd alt, hvad der står skrevet. Dette med
det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du
ikke ækkelhed og kvalme,​ ligesom ombord på et
skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk
visdom og skønhed? Der må komme en ny åben-
baring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der må, ​
s. 88

siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring!
O, Basilios, kunde du bede den ned over mig!
Bloddøden, om så skaf [HIS: Skadet 'f'.] være –! Bloddøden –, ah,
jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tin-
ding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter
rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:)
Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort.) Et
eneste har jeg lært i Athen.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvilket, Julian?
Fyrst Julian.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og
den nye sandhed er ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre
side.)
Visdomslæreren Libanios
(endnu i frastand).
Nu har vi ham; nu har vi ham!
Fyrst Julian.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
Visdomslæreren Libanios.
Hvilke begge?
Fyrst Julian.
Milons sønner.
Visdomslæreren Libanios.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham,
min Julian!
Fyrst Julian.
Hvem, dyrebare broder?
​
s. 89
Visdomslæreren Libanios.
Han har fanget sig i sit eget garn!
Fyrst Julian.
Aha, – en vismand altså?
Visdomslæreren Libanios.
Al visdoms modstander.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem, spørger jeg?
Visdomslæreren Libanios.
Véd du det virkelig ikke? Har du ikke hørt
nyheden om Maximos?
Fyrst Julian.
Om Maximos? O, hav dog den godhed –
Visdomslæreren Libanios.
Did hen måtte det komme​ med denne urolige
sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet –
Fyrst Julian.
Med andre ord: ind i den højeste visdom.
Visdomslæreren Libanios.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede
Julian, du er manden. Du er kejserens nære slægt-
ning. Alle sande visdomsvenners håb er rettet på
dig, både her og i Nikomedia –
Fyrst Julian.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg ikke
er alvidende –
​
s. 90
Visdomslæreren Libanios.
Så erfar da, at Maximos nys er trådt åbenlyst
frem med det, som ligger på bunden af hans lære.
Fyrst Julian.
Og det laster du ham for?
Visdomslæreren Libanios.
Han har udsagt, at han kan byde over ånder
og skygger.
Fyrst Julian
(fatter hans kappe).
Libanios!
Visdomslæreren Libanios.
Alle på skibet var opfyldt af de forunderligste
fortællinger, og her (viser et brev frem) her skriver min
medbroder Eusebios udførligt om sagen.
Fyrst Julian.
Ånder og skygger –
Visdomslæreren Libanios.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsam-
ling, både af tilhængere og af modstandere, øvet
forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede
i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv
var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst.
Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte
sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne,
som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i
støttens hånd –
Basilios fra Cæsaræa.
Ugudeligt værk!
​
s. 91
Fyrst Julian
(åndeløs).
Og så –?
Visdomslæreren Libanios.
Og i det stærke blålige​ lys så de alle, at støt-
tens ansigt tog liv og smilte imod dem.
Fyrst Julian.
Hvad mere?
Visdomslæreren Libanios.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styrted
imod udgangen. Mange har ligget i sygdom eller
vildelse bagefter. Men han selv, – skulde du tro
det, Julian? – til trods for den skæbne, som ramte
begge hans brødre i Konstantinopel, turer han frem
på sin farlige og forargelige vej.
Fyrst Julian.
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig
vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Sam-
kvem mellem ånd og ånd –
Basilios fra Cæsaræa.
O, dyrebare, forvildede ven –!
Visdomslæreren Libanios.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate?
Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes er-
kendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle
blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre,
end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi
andre – kastet fortolkningens lys over det hele?
Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage,
igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme
denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør ​
s. 92

vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb og
af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som
skolen, som –
Fyrst Julian
(stormende).
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
Basilios fra Cæsaræa
(slår armene om ham).
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
Fyrst Julian
(snor sig fra ham).
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brodden –
Visdomslæreren Libanios.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, med-
broder, hvor vil du hen?
​
Fyrst Julian.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor støtter
smiler!
Visdomslæreren Libanios.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed,
vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette
forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold!
Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så
dybt, i samme stund har du afført dig det herlige
ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år
både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig
her ved Athens høje skole –
Fyrst Julian.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; – nu
har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)
​
s. 93
Visdomslæreren Libanios
(ser en tid efter ham).
Denne fyrstelige yngling er farlig for viden-
skaben.
Basilios fra Cæsaræa
(halvt hen for sig).
Fyrst Julian er farlig for mere.
​ ​ ​
TREDJE AKT.
(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er
på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng.
På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i
salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden
indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.)
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet.
Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høf-
ligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.)
Husmesteren Eutherios.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
Gregor fra Nazianz.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
Basilios fra Cæsaræa.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente os?
Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen; intet
ophold har sinket os undervejs; vi har sejlet ikap
med skyerne og de vilde traner.
Husmesteren Eutherios.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever
han af urter og brød.
​
s. 95
Gregor fra Nazianz.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; –
vinkanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med
sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
Husmesteren Eutherios.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han lod
til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned ad
gulvet og gned sig i hænderne. «Bered et rigeligt
måltid,» sagde han, «thi inden aften kommer to
venner fra Athen –»
(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier
pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)
​
Basilios fra Cæsaræa.
Er han der?
Husmesteren Eutherios
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig;
de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter).
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang
østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk
indre spænding [HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.])
Fyrst Julian
(går hen imod dem og hilser dem med stor heftighed).
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders
ånd fløj forud for eders legemer!
Gregor fra Nazianz.
Julian!
Basilios fra Cæsaræa.
Min ven og broder!
Fyrst Julian.
Jeg har været som en forsmægtende elsker efter
eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende visse folks ​
s. 96

bifald, kaldte mig en abe; – o, havde jeg dog abens
fire hænder, at jeg kunde kryste eders fire på en
gang!
Gregor fra Nazianz.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os med
fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil salve
vort hår og smykke os med roser –
Fyrst Julian.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, véd
I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i
mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var
falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske
og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr;
forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i
natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men
de, som sangen kom fra, var to store fugle med
kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten;
der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op
som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær
så jeg eder to.
Gregor fra Nazianz.
Er du viss på alt dette?
Fyrst Julian.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja, – foran i skibet –
​
Fyrst Julian.
Hvad tid på natten var det?
Gregor fra Nazianz.
Hvad tid på natten havde du hint syn?
​
s. 97
Fyrst Julian.
En time efter midnat.
Gregor fra Nazianz
(med et blik på Basilios).
Forunderligt.
Fyrst Julian
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
Ser I! Ha-ha; ser I vel?
Basilios fra Cæsaræa
(følger ham med øjnene).
O, så er det dog sandt –
Fyrst Julian.
Hvilket? Hvad er sandt?
Basilios fra Cæsaræa.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du
her øver.
Fyrst Julian.
Ej, hvad kan rygtet ikke overdrive? – Men
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har ladet
mig fortælle, at der skal gå mange rygter om mig.
Hvis jeg gad fæste lid til visses forsikring, så måtte
jeg tro, der gaves få mænd i riget, om hvem der
tales så meget, som om mig.
Gregor fra Nazianz.
Det kan du trygt tro.
Fyrst Julian.
Og hvad siger så Libanios til alt dette? Det
var ham altid ukært, at mængden sysselsatte sig
med andre end med ham. Og hvad siger de mange
Henrik Ibsens samlede værker. V.
7
​
s. 98

uforglemmelige venner i Athen for øvrigt? Man véd
vel, at jeg er både i kejserens og i hele hoffets unåde?
Gregor fra Nazianz.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren;
men derom skriver min broder Cæsarios intet.
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor!
Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde øje
med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin husprest
Aëzios hid for at udforske, om jeg holder fast ved
den uforfalskede lære.
Basilios fra Cæsaræa.
Og så –?
Fyrst Julian.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen​ morgenandagt
i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de
udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen
ringe sag at lide så store smerter, ja, endog døden,
for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok,
at Aëzios var vel tilfreds med mig, da han rejste.
Basilios fra Cæsaræa
(griber hans hånd).
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, –
tal åbent om din stilling.
Fyrst Julian.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner!
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, –
Maximos er den største, som nogen tid har levet.
Gregor fra Nazianz
(bereder sig til at gå).
Vi vilde kun se dig, herre!
​
s. 99
Fyrst Julian.
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder?
I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer
mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende
og før jeg aned det, som er livets kerne.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad kalder du livets kerne?
Fyrst Julian.
Maximos véd det. I ham er den ny åbenbaring.
Basilios fra Cæsaræa.
Og den er bleven dig til del?
Fyrst Julian.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i denne
nat har Maximos lovet mig –
Gregor fra Nazianz.
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –!
Fyrst Julian.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting?
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen
ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drøm-
mere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos
fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg
har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet
vand var ved min venstre side; – jeg tror det var
en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stem-
mer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al
årsag i natten.​ Fra og til så jeg et blåligt lys;
skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og
gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med
dette mit til ånd forvandlede legeme været langt
7*
​
s. 100

inde i paradisets egne; englene har sunget sine lov-
sange for mig; jeg har skuet det midterste lys –
Gregor fra Nazianz.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
Fyrst Julian.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forud-
gangne broder; han hylder begge hine store brødre,
både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth – –
Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig?
– Det skede en nat under bøn og faste. Da for-
nam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet
og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om
mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl
midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned
sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet
lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. –
Se, da blev denne flade mere og mere gennem-
sigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke
mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt
dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den
døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige
nøgenhed. –
Men ovenover, i det uendelige hvælv, som før
havde syntes mig tomhed, – der var livet; der tog
det usynlige former og stilheden tog toner. – Da
fatted jeg den store forløsende erkendelse.
Gregor fra Nazianz.
Hvilken erkendelse mener du?
Fyrst Julian.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er,
det er.
​ ​
s. 101
Basilios fra Cæsaræa.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys
og tåger.
Fyrst Julian.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke
både varsler og visse sælsomme forekomster imellem
stjernerne, at den guddommelige vilje har noget endnu
uopklaret i sinde med mig?
Gregor fra Nazianz.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis
værk de er.
Fyrst Julian.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der
allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte:)
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor
omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal
inden føje tid komme til at dele herredømmet over
verden, – han som kejser, og jeg som – ja, hvad
skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes
ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om
dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel
tale. – Véd I noget om hint syn, for hvilket man
har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, nej, hvor kan vi vide –?
Fyrst Julian.
Apollinaris har udsagt, at han hørte nogen banke
gentagne gange på døren ved nattetid. Han stod da
op og gik udenfor huset; og se, – der ude fik han
øje på en skikkelse, – mand eller kvinde –, det
vidste han ikke. Og skikkelsen talte til ham og bød ​
s. 102

ham skaffe tilveje en purpurklædning, således, som
nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i
skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skik-
kelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå,
Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
Gregor fra Nazianz.
Var det dette tegn, du nys sagde, havde be-
kræftet sig?
Fyrst Julian
(nikker langsomt).
Syv dage senere døde Cæ​sars hustru i Bithynia.
Konstantina har altid været hans onde engel; derfor
måtte hun nu bort, ifølge det omslag, som er sket
i den guddommelige vilje. Tre uger efter Konstan-
tinas død kom kejserens udsending, tribunen Skudilo,
med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kej-
serlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst
ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en
sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel
har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden
jubled højt, da han, skønt endnu kun Cæsar af navn,
stod frem på de fordums kejseres vis og rakte kransen
til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt op-
højer Gud igen vor slægt, som var sunken under
synd og forfølgelse.
Gregor fra Nazianz.
Sælsomt. I Athen gik andre rygter.
Fyrst Julian.
Jeg har sikker kundskab. Det haster med pur-
purklædningen, Gregor! Og skulde jeg så tvile på
de ting, Maximos har bebudet som nær forestående
for mig? I nat falder det sidste slør. Her inde
skal den store gåde vorde åbenbaret. O, bliv hos ​
s. 103

mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens
og forventningens natte-timer! Når Maximos kom-
mer, skal I være vidne til –
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig!
Gregor fra Nazianz.
Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til Kappa-
dokia.
Fyrst Julian.
Og hvad har så brat forjaget jer fra Græken-
land?
Basilios fra Cæsaræa.
Min moder er enke, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Min fader er svag både af helbred og af sind;
han trænger vel til en støtte.
Fyrst Julian.
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
​
Gregor fra Nazianz.
Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry.
Fyrst Julian.
Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry
for eder.
Basilios fra Cæsaræa.
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor
angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle gåder
for dig, – hvad så?
Fyrst Julian.
Mindes du hin flod, Strabon skriver om, – hin ​
s. 104

flod, som har sine kilder på det libyske berg? Den
vokser og vokser i sit løb; men når den er som
størst, siver den ud i ørkensanden og begraver sig
selv i det jordens moderskød, hvoraf den fremgik.
Basilios fra Cæsaræa.
Du higer dog ikke mod døden, Julian!
Fyrst Julian.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det
er det just den store hemmeligheds mål at forhverve
alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er gen-
oprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, –
det er den forspildte lighed med guddommen. Hvor-
for så tvilende, I brødre? Hvorfor står I der, lige-
som foran noget uoverstigeligt? Jeg véd, hvad jeg
véd. I hvert af de skiftende slægts-led har der været
én sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var
stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at
gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alex-
ander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra Naza-
reth. Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle
fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
Basilios fra Cæsaræa
(river sig løs).
Julian, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hov-
mod trukket dig!
Basilios fra Cæsaræa.
O, Gregor, han er syg og forvildet!
Fyrst Julian.
Hvorfor al denne hånlige tvil? Er det min ​
s. 105

spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg​
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end af
legemet. I den første Adam var der ligevægt, som
i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke
været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge?
Måtte ikke hans arme støttes, da han skulde holde
dem manende oprakte hist ved den røde havbugt?
Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved
hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler?
Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et
skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet,
mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han
ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar
med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder
eder troende, og har dog så liden tro til det vid-
underliges åbenbårings-magt. Vent, vent, – I skal
få se; – bruden skal visselig skænkes mig, og da –,
hånd i hånd vil vi ga imod øst, did hen, hvor nogle
siger at Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule
os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved
Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse
– derfra skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå
ud over jorden; der, I skriftbundne tvilere, der skal
åndens kejser-rige grundes!
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over
dig. Er du hin samme Julian, som for tre år siden
drog fra Konstantinopel!
Fyrst Julian.
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte
kun den vej, der standser ved læren.
Gregor fra Nazianz.
Véd du, hvor din vej standser?
​
s. 106
Fyrst Julian.
Hvor vejen og målet er ét. – For sidste gang,
Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig.
Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og meget
andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem os. Dig,
min Basilios, havde jeg så meget at sige. Du er
jo​ din slægts hoved; og hvo véd, om ikke alt det
lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem
dig og i dit hus –
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i
dit afsind og i dine vilde drømme.
Fyrst Julian.
Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en
skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde
skriften.
Gregor fra Nazianz.
Kom, Basilios!
Fyrst Julian
(med udstrakte arme).
O, I venner; I venner!
Gregor fra Nazianz.
Mellem os er et skille fra denne dag.
(han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.)
Fyrst Julian
(ser en stund efter dem).
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad véd I to lærde mænd!
Hvad bringer I med fra visdommens stad? Du, min
stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige
end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden
til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, ​
s. 107

over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end
mindre –. Ah!
(Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske
klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet
bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme
dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt;
hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke
øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve.
Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han
en hvid stav.)
Mystikeren Maximos
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser
og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst).
Fyrst Julian
(sagte).
Endelig!
Mystikeren Maximos
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter
fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen
tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær).
Fyrst Julian
(i spændt forventning).
Er tiden inde?
Mystikeren Maximos
(uden at se på ham).
Er dit sind og dit legem rent?
​
Fyrst Julian.
Jeg har fastet og salvet mig.
Mystikeren Maximos.
Så kan nattens højtid begynde!
(han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården.
Musik og dans under det følgende.)
​
s. 108
Fyrst Julian.
Maximos, – hvad er dette?
Mystikeren Maximos.
Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de
skønne lemmer i leg!
Fyrst Julian.
Og midt under denne sansernes tummel vil
du –?
Mystikeren Maximos.
Synden er kun i dit syn på det syndige.
Fyrst Julian.
Roser i håret! Perlende vin!
(han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål,
sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
Ah, hvad var der i vinen?
Mystikeren Maximos.
En glød af den ild, som Prometheus stjal.
(han lægger sig ned på den anden side af bordet.)
Fyrst Julian.
Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører klar-
hed og jeg ser toner.
Mystikeren Maximos.
Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, frivillige
fange. Logos i Pan!
De dansende piger
(synger i forgården).[HIS: Skadet tegn.]
Frigør dig, tømmende
Bakki blod; –
vug dig på strømmende
rythmers flod!
​
s. 109
Fyrst Julian
(drikker).
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde
denne salighed?
Mystikeren Maximos.
Rusen er dit bryllup med naturens sjæl.
Fyrst Julian.
Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad var
det? Hvi lo du?
​
Mystikeren Maximos.
Jeg?
Fyrst Julian.
Det hvisker ved min venstre side! Silkehyndet
knittrer –
(bleg; springer halvt ivejret.)
Maximos, vi er ikke alene!
Mystikeren Maximos
(råber:)
Vi er fem tilbords!
Fyrst Julian.
Symposion med ånderne!
Mystikeren Maximos.
Med skyggerne.
Fyrst Julian.
Nævn mine gæster!
Mystikeren Maximos.
Ikke nu. Hør, hør!
​
s. 110
Fyrst Julian.
Hvad er det? Det bruser som en storm gennem
huset –
Mystikeren Maximos
(skriger).
Julian! Julian! Julian!
Fyrst Julian.
Tal, tal! Hvad sker med os?
Mystikeren Maximos.
Bebudelsens time er over dig!
Fyrst Julian
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
Ah!
(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store bronce-lampe
hæver sig en blåligt lysende kreds.)
Mystikeren Maximos
(kaster sig helt ned).
Øjet mod lyset!
Fyrst Julian.
Hist?
Mystikeren Maximos.
Ja, ja!
Pigernes sang
(dæmpet fra forgården).
Natten, den seende,
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
Fyrst Julian
(stirrer mod lysskæret).
Maximos! Maximos!
​
s. 111
Mystikeren Maximos
(sagte).
Ser du noget?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad ser du?
Fyrst Julian.
Jeg ser et skinnende ansigt i lyset.
Mystikeren Maximos.
Mand eller kvinde?
Fyrst Julian.
Jeg véd ikke.
​
Mystikeren Maximos.
Tal til det.
Fyrst Julian.
Tør jeg?
Mystikeren Maximos.
Tal; tal!
Fyrst Julian
(nærmere).
Hvi blev jeg?
En stemme i lyset.
For at tjene ånden.
Mystikeren Maximos.
Svarer det?
​
s. 112
Fyrst Julian.
Ja, ja.
Mystikeren Maximos.
Spørg mere.
Fyrst Julian.
Hvad er min gerning?
Stemmen i lyset.
Du skal grundfæste riget.
Fyrst Julian.
Hvilket rige?
Stemmen i lyset.
Riget.
Fyrst Julian.
Og på hvilken vej?
Stemmen i lyset.
På frihedens.
Fyrst Julian.
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
Stemmen i lyset.
Nødvendighedens vej.
Fyrst Julian.
Og ved hvilken magt?
Stemmen i lyset.
Ved at ville.
Fyrst Julian.
Hvad skal jeg ville?
​
s. 113
Stemmen i lyset.
Hvad du må.
Fyrst Julian.
Det blegner; det svinder –!
(nærmere.)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Stemmen i lyset
(veklagende).
Julian!
(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.)
Mystikeren Maximos
(ser op).
Borte?
Fyrst Julian.
Borte.
Mystikeren Maximos.
Er du nu vidende?
Fyrst Julian.
Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende
dybs befæstning – midt imellem lys og mørke.
(han lægger sig atter ned.)
Hvad er riget?
Mystikeren Maximos.
Der er tre riger.
Fyrst Julian.
Tre?
​
Mystikeren Maximos.
Først er hint rige, som grundlagdes på kund-
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes på kor-
sets træ –
Henrik Ibsens samlede værker. V.
8
​
s. 114
Fyrst Julian.
Og det tredje?
Mystikeren Maximos.
Det tredje er den store hemmeligheds rige, det
rige, som skal grundlægges på kundskabens og på
korsets træ tilsammen, fordi det hader og elsker dem
begge, og fordi det har sine levende kilder under
Adams lund og under Golgata.
Fyrst Julian.
Og det rige skal komme –?
Mystikeren Maximos.
Det står for døren. Jeg har regnet og regnet –
Fyrst Julian
(bryder hvast af).
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
Mystikeren Maximos.
De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem?
Mystikeren Maximos.
De tre store hjælpere i fornægtelse.
Fyrst Julian.
Nævn dem!
Mystikeren Maximos.
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men
jeg kunde vise dig dem –
Fyrst Julian.
Så vis mig dem! Straks, Maximos –!
​
s. 115
Mystikeren Maximos.
Vogt dig –!
Fyrst Julian.
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale
med dem, en for en.
Mystikeren Maximos.
Over dig selv komme skylden.
(han svinger sin stav og råber:)
Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvælgel-
sens første offerlam!
Fyrst Julian.
Ah!
Mystikeren Maximos
(med tilhyllet ansigt).
Hvad ser du?
Fyrst Julian
(dæmpet).
Der ligger han; lige for hjørnet. – Han er stor,
som Herakles, og skøn –, dog nej, ikke – –
(nølende.)
Kan du, så tal til mig!
​
En stemme.
Hvad vil du vide?
Fyrst Julian.
Hvad var dit hverv i livet?
Stemmen.
Min brøde.
Fyrst Julian.
Hvi forbrød du dig?
8*
​
s. 116
Stemmen.
Hvi blev jeg ikke min broder!
Fyrst Julian.
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
Stemmen.
Hvi blev jeg mig selv?
Fyrst Julian.
Og hvad vilde du, som dig selv?
Stemmen.
Hvad jeg måtte.
Fyrst Julian.
Og hvorfor måtte du?
Stemmen.
Jeg var mig.
Fyrst Julian.
Du er ordknap.
Mystikeren Maximos
(uden at se op).
In vino veritas.
Fyrst Julian.
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.)
Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kvæg dig.
Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en offerrøg.
Stemmen.
Offerrøg stiger ikke altid.
​
s. 117
Fyrst Julian.
Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej, nej, –
stryg ikke håret over. Hvad er det?
Stemmen.
Tegnet.
Fyrst Julian.
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har
din brøde båret?
Stemmen.
Den herligste.
Fyrst Julian.
Hvad kalder du den herligste.
Stemmen.
Livet.
Fyrst Julian.
Og livets grund?
Stemmen.
Døden.
Fyrst Julian.
Og dødens?
Stemmen
(taber sig, som i et suk).
Ja, det er gåden!
Fyrst Julian.
Borte!
Mystikeren Maximos
(ser op).
Borte?
​
s. 118
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Kendte du ham?
​
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvem var det?
Fyrst Julian.
Kain.
Mystikeren Maximos.
Den vej altså! Forsk ikke mere!
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
Den anden, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
Fyrst Julian.
Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig at
komme tilbunds i visse ting. Den anden, Maximos!
Jeg vil se ham; vil kende mine gæster!
Mystikeren Maximos.
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven.)
Her frem og lad dig tilsyne, du villende slave,
du, som hjalp ved den næste store verdensvending!
Fyrst Julian
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden af
værgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet):
Ikke nærmere!
​
s. 119
Mystikeren Maximos
(bortvendt).
Ser du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvorledes ser du ham?
Fyrst Julian.
Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
Tal til ham, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Du må tale.
Fyrst Julian.
Hvad var du i livet?
En stemme
(lige ved ham).
Verdens-vognens tolvte hjul.
Fyrst Julian.
Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt.
Stemmen.
Hvor var vognen rullet hen uden mig?
Fyrst Julian.
Hvor rulled' den hen ved dig?
Stemmen.
Ind i forherligelsen.
Fyrst Julian.
Hvi hjalp du?
​
s. 120
Stemmen.
Fordi jeg var villende.
Fyrst Julian.
Hvad vilde du?
Stemmen.
Hvad jeg måtte ville.
​
Fyrst Julian.
Hvem kåred dig?
Stemmen.
Mesteren.
Fyrst Julian.
Var mesteren forud-vidende, da han kåred dig?
Stemmen.
Ja, det er gåden!
(kort stilhed.)
Mystikeren Maximos.
Du tier?
Fyrst Julian.
Han er her ikke mere.
Mystikeren Maximos
(ser op).
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad hed han i livet?
​
s. 121
Fyrst Julian.
Judas Ischariotes.
Mystikeren Maximos
(springer op).
Afgrunden skyder blomster; natten forråder
sig selv!
Fyrst Julian
(skriger til ham).
Den tredje frem!
Mystikeren Maximos.
Han skal komme!
(svinger staven.)
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem, du
tredje store frigivne under nødvendigheden!
(kaster sig atter ned på hyndet og vender sit ansigt bort.)
Hvad ser du?
Fyrst Julian.
Jeg ser intet.
Mystikeren Maximos.
Og dog er han her.
(svinger staven igen.)
Ved salomons segl, ved øjet i trekanten, – jeg
besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
Hvad ser du nu?
Fyrst Julian.
Intet; intet!
Mystikeren Maximos
(svinger atter staven).
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet.) ​
s. 122
Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst er
forgæves.
Fyrst Julian
(rejser sig).
Hvorfor? Tal, tal!
​
Mystikeren Maximos.
Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu.
Fyrst Julian.
Han lever?
Mystikeren Maximos.
Ja, han lever.
Fyrst Julian.
Og her, sagde du –!
Mystikeren Maximos.
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg
véd ikke –
Fyrst Julian
(trænger ind på ham).
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde
du –!
Mystikeren Maximos.
Slip min kappe!
Fyrst Julian.
Altså du eller jeg! Men hvem af os?
Mystikeren Maximos.
Slip kappen, Julian!
Fyrst Julian.
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
​
s. 123
Mystikeren Maximos.
Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte
røsten i lyset?
Fyrst Julian.
Røsten i lyset –?
(med et skrig.)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
Mystikeren Maximos.
Det tredje rige!
Fyrst Julian.
Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver!
Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
Mystikeren Maximos.
Fra nødvendigheden?
Fyrst Julian.
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene
den. Jeg er fri, fri, fri!
(Larm udenfor: danserinderne og fløjtespillerne flygter.)
Mystikeren Maximos
(lytter mod højre).
Hvad skræk og skrig –?
Fyrst Julian.
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
Mystikeren Maximos.
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
Fyrst Julian.
Vær rolig; os kan ingen ramme.
​
s. 124
Husmesteren Eutherios
(kommer ilsomt over forgården).
Herre, herre!
​
Fyrst Julian.
Hvem volder hin larm udenfor?
Husmesteren Eutherios.
Fremmede mænd har omringet huset; de har
sat vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten
med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge kommer ind fra
højre.)
Quæstoren Leontes.
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min
nådigste herre –
Fyrst Julian
(et skridt tilbage).
Hvad ser jeg!
Quæstoren Leontes.
Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind;
og da det var mig så højst magtpåliggende –
Fyrst Julian.
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
Quæstoren Leontes.
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens ud-
sending.
Fyrst Julian
(bleg).
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig
sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg, Leontes!
Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som læge.
​
s. 125
Quæstoren Leontes.
Tillad mig, nådige herre –!
Fyrst Julian.
Hvi trænger man voldsomt ind til mig? Hvad
er det kejseren vil?
Quæstoren Leontes.
Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt
budskab.
Fyrst Julian.
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab du
bringer.
Quæstoren Leontes
(knæler).
Min allerhøjeste herre, – prisende din og min
egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
Quæstorens følge.
Længe leve Cæsar Julian!
Mystikeren Maximos.
Cæsar!
Fyrst Julian
(viger med et udråb tilbage).
Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du!
​
Quæstoren Leontes.
Jeg bringer kejserens bud.
Fyrst Julian.
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
Quæstoren Leontes.
O, spørg ikke.
​
s. 126
Fyrst Julian.
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er
Gallos?
Quæstoren Leontes
(står op).
Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru.
Fyrst Julian.
Død!
Quæstoren Leontes.
Salig hos sin hustru.
Fyrst Julian.
Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejrs-
tog! Men når, – og hvor?
Quæstoren Leontes.
O, dyrebare herre, forskån mig –
Gregor fra Nazianz
(brydes med vagten ved indgangen).
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. –
Julian!
Fyrst Julian.
Gregor, broder, – så kom du dog igen!
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pile-
regn over staden?
Fyrst Julian.
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør
jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
Gregor fra Nazianz.
For Kristi skyld, vis fristeren fra dig!
​
s. 127
Fyrst Julian.
Kejserens bud, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Du vil træde på din broders blodige lig –
Fyrst Julian.
Blodige –?
Gregor fra Nazianz.
Véd du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
Fyrst Julian
(med sammenslagne hænder)
Myrdet!
Quæstoren Leontes.
Ah, hvo er denne forvovne –?
Fyrst Julian.
Myrdet; myrdet! (til Leontes.) Han lyver dog?
Quæstoren Leontes.
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
Fyrst Julian.
Myrdet! – hvo myrded ham?
​
Quæstoren Leontes.
Hvad der er sked, var en nødvendighed, høje
herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten som en
rasende her i Østerlandene. Hans stilling som Cæsar
var ham ikke længer nok. Hans færd, både i Kon-
stantinopel og andetsteds undervejs, viste tilfulde,
hvad han pønsed på.
Fyrst Julian.
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet
vil jeg vide.
​
s. 128
Quæstoren Leontes.
O, lad mig skåne dine broderlige øren.
Fyrst Julian.
Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine søn-
lige øren har tålt. Hvo dræbte ham?
Quæstoren Leontes.
Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt det
rådeligt at lade ham henrette.
Fyrst Julian.
Hvor? Dog ikke i Rom?
Quæstoren Leontes.
Nej, herre, det skede på rejsen did, – i staden
Pola i Illyrien.
Fyrst Julian
(bøjer sig).
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af
slægten, Gregor! Kejser Konstanzios er stor.
Quæstoren Leontes
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
Høje Cæsar, værdiges at iføre dig –
Fyrst Julian.
Rød! Væk med den! Var det den, han bar i
Pola –?
Quæstoren Leontes.
Den er kommen ny fra Sidon.
Fyrst Julian
(med et blik til Maximos).
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
​
s. 129
Mystikeren Maximos.
Apollinaris's syn!
Gregor fra Nazianz.
Julian; Julian!
Quæstoren Leontes.
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren.
Han lader dig sige, at han, barnløs som han er,
håber, at du vil læge dette hans livs dybeste sår.
Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det hans
vilje, at du går som Cæsar til Gallien. De alemanske
grænsefolk​ har sat over Rhin-strømmen og gjort et
farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held
og din fremgang imod barbarerne. I drømme har
visse ting åbenbaret sig for ham,[HIS: skadet tegn] og hans sidste
ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde
lykkes dig at grundfæste riget.
Fyrst Julian.
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn.
Quæstoren Leontes.
Hvorledes, høje Cæsar?
Fyrst Julian.
Også mig er visse ting varslet; men dette –
Gregor fra Nazianz.
Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger de
vil hæfte til dine skuldre.
Quæstoren Leontes.
Hvo er du, som trodser kejseren?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
9
​
s. 130
Gregor fra Nazianz.
Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen i
Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.
Fyrst Julian.
Han er min ven og broder; ingen røre ham!
(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt forgården.)
Basilios fra Cæsaræa
(baner sig vej gennem mængden).
Tag ikke purpuret, Julian!
Fyrst Julian.
Du også, min trofaste Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
Fyrst Julian.
Hvad forfærder dig ved dette?
Basilios fra Cæsaræa.
De rædsler, som vil komme.
Fyrst Julian.
Ved mig skal riget grundfæstes.
Basilios fra Cæsaræa.
Kristi rige?
Fyrst Julian.
Kejserens store skønne rige.
Basilios fra Cæsaræa.
Var det kejserens rige, som stod i lys for dit
syn, da du som barn forkyndte læren fra de kappa-
dokiske blodvidners grave? Var det kejserens rige,
du drog fra Konstantinopel for at grundfæste på jor-
den? Var det kejserens rige –
​ ​
s. 131
Fyrst Julian.
Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig som en
vild drøm.
Basilios fra Cæsaræa.
Dig var det bedre, at du selv, med en mølle-
sten om din hals, lå på havets bund, end at denne
drøm skulde ligge bag dig. – Ser du ikke fristerens
værk? Al jordens herlighed lægges for dine fødder.
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn, Cæsar!
Fyrst Julian.
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside.)
Hvor fører du mig hen?
Quæstoren Leontes.
Til Rom, herre!
Fyrst Julian.
Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du mig
hen; til lykken og magten, – eller til slagter-
bænken?
Quæstoren Leontes.
O, herre, en så hånende mistro –
Fyrst Julian.
Gallos's legeme er knapt rådnet endnu.
Quæstoren Leontes.
Jeg kan hæve alle tvil. (tager et papir frem.) Dette
brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig i
enrum –
9*
​
s. 132
Fyrst Julian.
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser.)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena
til mig!
Quæstoren Leontes.
Kejseren skænker dig hende, herre! Han skæn-
ker dig denne elskede søster, som Cæsar Gallos for-
gæves bad om.
Fyrst Julian.
Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men
hun, Leontes –?
Quæstoren Leontes.
Ved afskeden tog han fystinden ved hånden og
ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt
blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog
sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde, og
lad ham vide, at han altid har været den mand,
som – –
​
Fyrst Julian.
Videre, Leontes!
Quæstoren Leontes.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene
kvinde.
Fyrst Julian.
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt!
(han råber højt.)
Purpurkappen om mig!
Mystikeren Maximos.
Du har valgt?
​
s. 133
Fyrst Julian.
Valgt, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Valgt, trods tegn imod tegn?
Fyrst Julian.
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Max-
imos, du har været blind, du seende! – Purpur-
kåben om mig!
(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.)
Basilios fra Cæsaræa.
Det er sked!
Mystikeren Maximos
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
Sejr og lys over den villende!
Quæstoren Leontes.
Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse
Cæsar.
Fyrst Julian.
Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var, –
den fattige visdomselsker, der tog alt af kejserens
nåde. – Til statholderens bolig, I venlige herrer!
Stemmer blandt quæstorens følge.
Plads, plads for Cæsar Julian!
(Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor
og Basilios blir stående.)
Basilios fra Cæsaræa.
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde
sammen.
Gregor fra Nazianz.
Her er min hånd.
​ ​ ​
FJERDE AKT.
(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats «De varme bade»
udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre
dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)
(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol
og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står overfor hende og
holder forhænget tilside.)
Fyrstinde Helena.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer dem
imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke fløjter og
trommer?
Slavinden Myrrha.
Jo, jeg synes visst –
Fyrstinde Helena.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan intet
høre. (springer op.) O, denne marterfulde usikkerhed!
Ikke at vide, om han kommer som sejrherre eller
som flygtning.
Slavinden Myrrha.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo
altid kommen som sejrherre.
​
s. 135
Fyrstinde Helena.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men
dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle
disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kommen
som sejrherre, hvorfor skulde han da have skikket
hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at
møde ham med æresbevisninger udenfor portene?
Slavinden Myrrha.
O, du véd jo, herskerinde, hvor lidet din høje
husbond tragter efter slige ting.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde
lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide
det – mon kejseren da havde skikket os denne​ ud-
sending, som må kunne være her endnu idag, og
hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smykker og
gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare
noget pålideligt –
Fyrstinde Helena.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv
må dog vide –
Husmesteren Eutherios.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som ryk-
ker ind, – Bataver og andre, – og de véd intet.
Fyrstinde Helena
(vrider sine hænder).
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige
Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
​
s. 136
(lytter og skriger ud.)
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian;
min elskede!
Cæsar Julian
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
Helena!
Husmesteren Eutherios.
Min høje Cæsar!
Cæsar Julian
(favner fyrstinden med voldsomhed).
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
Fyrstinde Helena.
Slagen! Forfulgt!
Husmesteren Eutherios.
Herre!
Cæsar Julian.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe
ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kej-
seren?
Husmesteren Eutherios.
Nej, herre; men der er en udsending ivente.
Cæsar Julian.
Gå, gå! (til slavinden.) Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.)
Fyrstinde Helena
(synker ned i armstolen).
Så er det da ude med os!
Cæsar Julian
(trækker forhænget sammen).
Hvem véd. Blot varsom, så kan uvejret endnu –
​
s. 137
Fyrstinde Helena.
Efter et sådant nederlag –?
​
Cæsar Julian.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede?
Fyrstinde Helena.
Har ikke Alemanerne slåt dig?
Cæsar Julian.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig
levende igen.
Fyrstinde Helena
(springer op).
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
Cæsær Julian
(sagte).
Det værste, Helena; – en umådelig sejr.
Fyrstinde Helena
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har
sejret, og dog –?
Cæsar Julian.
Du kan ikke fatte, hvorledes jeg står. Du
kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars
elendighed.
Fyrstinde Helena.
Julian!
Cæsar Julian.
Kan du fortænke mig i, at jeg har dulgt sligt
for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –?
Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!
​
s. 138
Fyrstinde Helena.
Hvad? Hvad?
Cæsar Julian.
Hvilken forandring med dig i disse måneder!
Helena, har du været syg?
Fyrstinde Helena.
Nej, nej; men sig mig –?
Cæsar Julian.
Jo, du har været syg! Du må være syg endnu;
– disse feberhede tindinger, disse blåbrune ringe
om øjnene –
Fyrstinde Helena.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian!
Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende
bønner til den højt velsignede på korsets træ –
Cæsar Julian.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel usik-
kert, om denne nidkærhed frugter så meget.
Fyrstinde Helena.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om dine
egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig.
​
Cæsar Julian.
Der kan intet dølges længer. Siden kejser-
indens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i
Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet.
Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed
det, at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede
over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne
sig til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel
over barbarerne, så måtte jeg høre, at jeg burde
kunnet opnå mere.
​
s. 139
Fyrstinde Helena.
Men alle dine venner i hæren –
Cæsar Julian.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke
én, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin pe-
rusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllups-
højtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn.
Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har
mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt
om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gæl-
der vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af
dem, man der kalder hedninger. Han kan intet
gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio,
som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sen-
nones! Den gamle Severus, som tynges under fø-
lelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan
forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du,
jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høv-
dingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter
efter de højeste ting.
Fyrstinde Helena.
Ah, Julian!
Cæsar Julian
(går op og ned).
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og
forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som
Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spiseseddel, min
kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra
kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget
deri, hverken lægge til eller tage fra!
​
Fyrstinde Helena.
Og alt dette har du båret hemmeligt –!
​
s. 140
Cæsar Julian.
Alle véd det, uden du. Alle spotter over Cæ-
sars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil
ikke bære det!
Fyrstinde Helena.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har
rygtet overdrevet –?
Cæsar Julian.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss;
hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
Jeg tør sige, at jeg i disse måneder har udrettet
alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for
skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev
jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran
Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Kno-
domar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger
og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden
han havde fåt samlet de nødvendige både til over-
gang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til
angreb.
Fyrstinde Helena.
Min helt, min Julian!
Cæsar Julian.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede
omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus
drev barbarerne mere og mere østligt imod floden;
Bataverne, vore bundsforvante, under den trofaste
Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Kno-
domar mærked, at der var al fare, søgte han at
undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men
før det kunde ske, lod jeg Florentius møde ham med
prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke ​
s. 141

sige det højt, men visst er det, at forræderi eller
misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter.
De romerske ryttere veg gang efter gang for bar-
barerne, som kasted sig til jorden og stak hestene
i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –
​
Fyrstinde Helena.
Men slagenes Gud var med dig!
Cæsar Julian.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper
med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem,
en tale, som måske ikke vilde have været selv en
mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå,
så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styr-
ted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.
Fyrstinde Helena.
Julian! O, du elsker mig ikke!
Cæsar Julian.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg
vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom,
min elskede! Det var som om en lynslående rædsel
blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar,
hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham
– jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham
flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og
Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.
Fyrstinde Helena.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser;
det var dig, som atter udsendte mordenglene fra den
mulviske bro!
Cæsar Julian.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, ​
s. 142

der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten;
de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt
og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende
i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i
en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore
folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men
uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og
overgav sig.
Fyrstinde Helena.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig
tryg?
Cæsar Julian
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et til-
fælde, en ubetydelighed –
Fyrstinde Helena.
Et tilfælde?
Cæsar Julian.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen​ grubled vi
så meget over Nemesis. – Min sejr var så over-
vældende stor, Helena; min stilling var ligesom
kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke –
Fyrstinde Helena.
O, tal dog; du ængster mig!
Cæsar Julian.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg
lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens på-
syn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde
flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik
han mig imøde med usikre skridt, skælvende over
hele legemet; knækket af ulykken, således, som det ​
s. 143

er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, om-
klamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.
Fyrstinde Helena.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde
lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte
du ham, min elskede?
Cæsar Julian.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg til-
sagde ham sikkerhed og loved at sende ham som
fange til Rom.
Fyrstinde Helena.
Uden at pine ham?
Cæsar Julian.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, –
jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrøm-
mende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang
barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og,
lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han
med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige
kejser!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Cæsar Julian.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkon-
gens råb slog ned som et tændende lyn iblandt sol-
daternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte de
omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre
ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om
en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; –
o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse,
men –
​ ​
s. 144
Fyrstinde Helena.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!
Cæsar Julian.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios,
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder,
var for ham den største –
Fyrstinde Helena.
Ja, ja; men soldaterne –?
Cæsar Julian.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det
godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille
omkring, hvide af skræk og vrede.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne.
Cæsar Julian.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine
hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed det,
og til gengæld har han skænket barbarkongen livet.
– Således, vendt op og ned, er det også bleven
meldt til Rom.
Fyrstinde Helena.
Er du viss på det? Og af hvem?
Cæsar Julian.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skynd-
somt til kejseren og fortalte ham det hele, men –
Fyrstinde Helena.
Nu, – og hvad har han svaret?
​
s. 145
Cæsar Julian.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående
taushed, når han vil ramme nogen.
Fyrstinde Helena.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er
umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe
dig sikkerhed for, at –
Cæsar Julian.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst
gemmer jeg opsnappede breve, som –
Fyrstinde Helena.
O, Herre min Gud, lad mig se!
Cæsar Julian.
Siden, siden.
(han går op og ned.)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist
ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til
jorden for lange tider, mens han selv har lidt neder-
lag på nederlag ved Donau, og mens hæren i Asien
ikke synes at​ vinde et skridts fremgang imod Per-
serne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her,
hvor man satte en modstræbende visdomsven i spid-
sen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved
hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man
gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus!
Dette må have en ende.
Fyrstinde Helena.
Ja, jeg tror det også.
Cæsar Julian.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
10
​
s. 146
Fyrstinde Helena.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stå-
ende ved dette.
Cæsar Julian
(standser).
Helena, kunde du følge mig?
Fyrstinde Helena
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
Cæsar Julian.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til
den så længe eftertragtede ensomhed –!
Fyrstinde Helena.
Hvad siger du? Ensomhed!
Cæsar Julian.
Med dig, min elskede; og med mine kære bøger,
dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem jeg
kun har turdet vie mine hvileløse nætter.
Fyrstinde Helena
(ser nedad ham).
Ah, således!
Cæsar Julian.
Hvad ellers?
Fyrstinde Helena.
Nu ja; hvad ellers?
Cæsar Julian.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers?
​
s. 147
Fyrstinde Helena
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
Cæsar Julian
(vigende).
Helena!
Fyrstinde Helena
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i
soldaternes rækker?
Cæsar Julian.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor
hver dør!
Fyrstinde Helena.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds
nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige
i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser;​
jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej for
min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen!
Cæsar Julian.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker!
Fyrstinde Helena.
Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå,
gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende på dette
tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk. Jeg
fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til solvarmen,
til Rom og Grækenland.
Cæsar Julian.
Hjem igen til din broder?
10*
​
s. 148
Fyrstinde Helena
(sagte).
Konstanzios er affældig.
Cæsar Julian.
Helena!
Fyrstinde Helena.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig.
Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme sæde
står vinkende til hæder og herlighed, mens jeg ældes –
Cæsar Julian.
Du ældes ikke; du er ung og skøn!
Fyrstinde Helena.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære
dette med tålmod; livet går fra mig!
Cæsar Julian
(ser på hende).
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du
ikke!
Fyrstinde Helena
(klynger sig til ham).
Er jeg det, Julian?
Cæsar Julian
(favner hende).
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den
eneste, som har elsket mig.
Fyrstinde Helena.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere.
Når alt er over, så –
​
s. 149
Cæsar Julian
(river sig løs).
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
Fyrstinde Helena
(går efter ham).
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger i et
hår over graven. O, min elskede Julian, du har jo
soldaterne for dig –
Cæsar Julian.
Ti, ti!
Fyrstinde Helena.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det så
at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt.
Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken​ vil være
nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt
ende hans lidelser.
Cæsar Julian.
Glemmer du den usynlige livvagt om den salvede?
Fyrstinde Helena.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver
han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes
for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være
blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden.
Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil ud-
sende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind
under korsets nåde.
Cæsar Julian.
Alemanerne bøjer sig ikke did under.
Fyrstinde Helena.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet
stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge ​
s. 150

hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved os.
Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for
mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da,
min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, for-
ynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede!
Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være
usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –
Cæsar Julian.
Helena, du forbryder dig!
Fyrstinde Helena.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld!
Cæsar Julian.
Du skønne, du eneste!
Fyrstinde Helena
(bøjer sig ned over hans hænder).
Min herre for Gud og mennesker! – Vig ikke
dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg ser
himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus; mine
kvinder skal samles i bøn. (med oprakte arme.) O, du
velsignede! O, du hærskarernes Gud, – du, som
har nåden og sejren i din hånd –
Cæsar Julian
(med et blik mod døren, råber).
Helena!
Fyrstinde Helena.
Ah!
​
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
Herre, kejserens sendebud –
Cæsar Julian.
Er han kommen?
​
s. 151
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Hans navn? Hvem er han?
Husmesteren Eutherios.
Tribunen Decentius.
Fyrstinde Helena.
Virkelig? Den fromme Decentius!
Cæsar Julian.
Hvem har han talt med?
Husmesteren Eutherios.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik.
Cæsar Julian.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et. Hær-
førerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos mig.
Husmesteren Eutherios.
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
Fyrstinde Helena
(sagte).
Hvad der end viser sig, så glem ikke, at du
kan stole på soldaterne.
Cæsar Julian.
Ah, stole, stole –; jeg véd ikke, om jeg kan
stole på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.)
​
s. 152
Fyrstinde Helena
(imod ham).
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk an-
sigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger
et livende solskær over vort umilde Gallien.
Tribunen Decentius.
Kejseren møder din længsel og dit håb på halv-
vejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien ikke ret
længe skal lænke dig.
Fyrstinde Helena.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tæn-
ker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er
det med hans sundhed?
Cæsar Julian.
Gå, gå, min elskede Helena!
Tribunen Decentius.
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig.
​
Fyrstinde Helena.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle
disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det
kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme De-
centius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver
har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –;
nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende
sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! –
og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, –
søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, fer-
skener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig;
– frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Cæsar Julian.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forret-
ninger først. Gå, min dyrebare hustru!
​
s. 153
Fyrstinde Helena.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og
for alle håb.
(hun går ud til højre.)
Cæsar Julian
(efter et øjebliks betænkning).
Bud eller brevskaber?
Tribunen Decentius.
Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.)
Cæsar Julian
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
Mere!
Tribunen Decentius.
Høje Cæsar, det er omtrent alt.
Cæsar Julian.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange
vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.)
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom
før din afrejse?
Tribunen Decentius.
Ja, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede
land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er
højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter
for mine soldater. Tænk dig, han forveksled så
gængse ord som kejser og Cæsar.
​ ​
s. 154
Tribunen Decentius
(trækker på skuldrene).
En barbar. Hvad skal man vel sige?
Cæsar Julian.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren er
ham dog nådig?
Tribunen Decentius.
Knodomar er død, herre!
Cæsar Julian
(standser).
Knodomar er død?
Tribunen Decentius.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke.
Cæsar Julian.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
Tribunen Decentius.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Læng-
selen efter slægt og frihed –
Cæsar Julian.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg véd det. –
Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg
burde ladet ham dræbe her.
Tribunen Decentius.
Cæsars sind er mildt.
Cæsar Julian
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden.)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere. ​
s. 155

(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler han
altid til mig om sejrs-vognen og det hvide forspand.
(til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med de lybske
solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt –
har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. –
Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
Tribunen Decentius.
Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer
det ikke.
Cæsar Julian.
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger.
Jeg véd virkelig ikke at tage det på anden måde. –
Der har vi dem.
(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt flere
krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.)
Cæsar Julian
(går dem imøde).
God morgen, I våbenbrødre og venner! Harmes
ikke formeget over, at jeg kalder​ eder lige hid fra
landevejens smuds og møje; jeg burde visselig undt
eder nogle timers ro; men –
Prætorianhøvdingen Florentius.
Er der hændt noget særdeles, herre?
Cæsar Julian.
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, –
hvad fattedes i Cæsars lykke?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
Cæsar Julian.
Nu ingenting. (til Decentius.) Hæren har forlangt,
at jeg skulde holde sejrs-indtog i staden. I spidsen ​
s. 156

for legionerne vilde man, at jeg skulde drage ind
gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med
bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder
og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge
efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder
pludselig af.) Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her
ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og
rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver
og hilsninger fra Rom.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
Hærføreren Severus
(sagte til Florentius).
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
Prætorianhøvdingen Florentius
(sagte).
O, denne vankelmodige kejser!
Cæsar Julian.
Det synes, som om en forundringsfuld stumhed
havde slåt eder alle. – Man finder, at kejseren har
gjort formeget, gode Decentius!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
Hærføreren Severus.
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke
kejseren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Tilvisse er dette en stor og sjelden udmærkelse –
​
Hærføreren Severus.
Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden.
​
s. 157
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd
for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al mis-
undelse –
Hærføreren Severus.
Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg
nok sige.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i
disse få år i Gallien?
Cæsar Julian.
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har
slet intet udrettet. Intet, intet!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og det regner din beskedenhed for intet? Hvad
var hæren, da du overtog den? En uordnet hob –
Hærføreren Severus.
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden
ledelse –
Cæsar Julian.
Overdrivelse, Severus!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og var det ikke med denne utøjlede hob, at du
gik imod Alemanerne; slog du dem ikke med disse
bander, som du gennem sejrvindinger omskabte til
en hær af sejrherrer; tog du ikke Colonia Agrippina
tilbage –?
Cæsar Julian.
Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Floren-
tius! – Eller er det virkelig sandt? Er det så, at ​
s. 158

jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin? At jeg
satte det forfaldne Tres Tabernæ i forsvarstilstand
til fromme for rigets sikkerhed? Er det virkelig så?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvorledes, herre? Kan du tvile om så store
ting?
Cæsar Julian.
Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved
Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det svæver
mig så visst for, at jeg sejrede over Knodomar. Og
efter sejren –; Florentius, har jeg drømt; eller
bygged jeg​ ikke Trajans kastel op igen, da vi ryk-
ked ind i de germaniske egne?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig mand,
at han vil gøre dig denne ære stridig?
Hærføreren Severus
(til Decentius).
Jeg priser skæbnen, som forundte mig på mine
gamle dage at følge så lykkelig en fører.
Prætorianhøvdingen Florentius
(ligeledes til tribunen).
Hvad vending det alemanske overfald uden
Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Flere hofmænd
(trænger sig frem).
Ja, herre, Cæsar er stor!
Andre herrer
(klapper i hænderne).
Cæsar er uden lige!
​
s. 159
Cæsar Julian
(ser cn stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han
ud i en høj kort latter).
Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt, blindt!
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder i
hånden.)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug
det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det
er kejserens melding til alle statholderne rundt om
i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt en
afskrift med. Her står det: jeg har intet udrettet i
Gallien. Det var en drøm, som jeg nys sagde. Her
har vi kejserens egne ord: det var under kejserens
lykkelige forvarsler, at den riget overhængende fare
blev afvendt.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens
forvarsler.
Cæsar Julian.
Mere, mere! Her berettes det, at det er kej-
seren, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er
kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende
Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit
navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette​
skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke
dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved
Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo
her; her står det; det var kejseren, som påbød slag-
ordningen; det var kejseren selv, som med livsfare
hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker;
det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel,
jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs,
siger jeg!
​
s. 160
Hærføreren Severus.
Høje Cæsar, dit ord er nok.
Cæsar Julian.
Og hvor vil I så hen med eders dårende tale,
I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig,
gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den
overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad
tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette?
Du ser, at jeg i min egen lejr må holde øje med
tilhængere, som stundom i blindhed er på vej til at
forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.
Prætorianhøvdingen Florentius
(hurtigt til tribunen).
I sandhed, mine ord er bleven højlig mistydede,
ifald –
Hærføreren Severus
(ligeledes til tribunen).
Det kunde aldrig komme mig isinde på den
vis at –
Cæsar Julian.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad
der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det. Det
var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars
lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes
af sejrstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har
holdt sejrs-indtog for os i Rom. Han finder derfor,
at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula,
og sørg for, at de påtænkte optog afsiges. Kejseren
ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det
er hans vilje, at de skal forblive i lejren udenfor
murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)
​ ​
s. 161
Cæsar Julian.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man
sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos.
Så svagt er det menneskelige sind i medgang. Jeg
var nær bleven visdommen utro. Kejseren har på-
mindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius. Har du
mere at melde?
Tribunen Decentius.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har for-
nummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra
Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt ført
til ende her i Gallien.
Cæsar Julian.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed
og dels ved sin højmodige mildhed –
Tribunen Decentius.
Rigets grænse er sikret imod Rhin.
Cæsar Julian.
Af kejseren, af kejseren.
Tribunen Decentius.
I landskaberne omkring Donau står derimod
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sa-
pores vinder stadig fremgang.
Cæsar Julian.
Den forvovne mand! Rygtet siger, at kejseren
heller ikke i sommer har behaget at lade sine hær-
førere knuse ham.
Tribunen Decentius.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret.
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!
Henrik Ibsens samlede værker V.
11
​
s. 162
Cæsar Julian.
Lad se, lad se! (læser.) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han
op og siger:)
Det er altså kejserens vilje, at –? Godt, godt,
ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efter-
kommet.
Tribunen Decentius.
Det er nødvendigt, at den efterkommes endnu
idag.
Cæsar Julian.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og
læser papirerne igennem på ny.)
​
Prætorianhøvdingen Florentius
(dæmpet til tribunen).
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før
sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det
selvfølgelig ikke dermed ment, at –
Hærføreren Severus
(sagte).
Aldrig kunde det komme i min tanke, at det
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
En hofmand
(på tribunens anden side).
Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord ind
for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne pinlige
post hos en Cæsar, som –; ja, han er kejserens
høje slægtning, men –
En anden hofmand.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner ​
s. 163

lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om
forvovne håb –
Cæsar Julian.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius!
Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge
denne ansvarsfulde værdighed.
Tribunen Decentius.
Det skal blive kejseren meldt.
Cæsar Julian.
Jeg kræver himlen til vidne på, at jeg aldrig –;
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.)
Du går?
Tribunen Decentius.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Uden min mellemkomst?
Tribunen Decentius.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare
slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som
blir stående ved døren.)
Cæsar Julian
(ser en stund på ham).
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Ja, høje herre!
Cæsar Julian.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud.
Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde være
mig så hengiven.
​
11*
​
s. 164
Staldmesteren Sintula.
Hvoraf véd du, at jeg er dig hengiven, herre?
Cæsar Julian
(peger på papirrullen).
Her kan jeg læse mig det til; der står, at du
skal forlade mig.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Opløser –?
Cæsar Julian.
Ja, hvad er det andet end en opløsning? Kej-
seren trænger til at forstærke sig, både i Donau-
egnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske
hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne
stå i Asien til foråret.
Staldmesteren Sintula.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du har
jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvandte,
at de på ingen vis må bruges hinsides Alperne.
Cæsar Julian.
Just det, Sintula! Kejseren skriver, at jeg gav
hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det
har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det.
Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i
hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kan-
ske deres dødbringende våben, imod mig.
​
s. 165
Staldmesteren Sintula.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner
vil byde dig sit bryst til skjold.
Cæsar Julian.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige ven!
Af hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede
mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sendes
til kejseren.
Staldmesteren Sintula.
Ah, dette er –!
Cæsar Julian.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hær-
afdelinger skal opægges imod mig, for at man med
desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.
Staldmesteren Sintula.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af
dine hærførere lader sig bruge til dette.
​
Cæsar Julian.
Mine hærførere vil heller ikke komme i fristelse.
Du er manden.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager til
dig at ordne alt fornødent og derpå at føre de ud-
valgte afdelinger til Rom.
Staldmesteren Sintula.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd,
som Florentius og den gamle Severus –
​
s. 166
Cæsar Julian.
Du har ingen sejrvindinger på din syndeliste,
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her
villet unde mig lejlighed til at vise –
Cæsar Julian.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for
din troskab.
Staldmesteren Sintula.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
Cæsar Julian.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge
til dette?
Staldmesteren Sintula.
Gud forbyde, at jeg skulde nægte kejseren
lydighed!
Cæsar Julian.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
Staldmesteren Sintula.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig.
Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte
tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.
Cæsar Julian.
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
Staldmesteren Sintula.
Herre, – jeg brænder efter at gøre min pligt;
må jeg bede om kejserens befaling?
​
s. 167
Cæsar Julian
(rækker ham et af papirerne).
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt.
Slavinden Myrrha
(kommer ilsomt fra højre).
O, forbarmende frelser!
​
Cæsar Julian.
Myrrha! Hvad er det?
Slavinden Myrrha.
O, nådige himmel, min herskerinde –
Cæsar Julian.
Din herskerinde, – hvad hun?
Slavinden Myrrha.
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
Cæsar Julian.
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme,
Sintula! Hent ham!
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud
til højre, men møder i døren fyrstinde Helena, omringet af slavinder.
Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.)
Fyrstinde Helena.
Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den er
gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!
Cæsar Julian.
Helena! For Guds nådes skyld –!
Fyrstinde Helena.
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder mig
med nålestik!
​
s. 168
Cæsar Julian.
Min Helena! Hvad er der hændt med dig?
Fyrstinde Helena.
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha!
Lægen Oribases
(kommer fra baggrunden).
Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det
sandt? Ah!
Cæsar Julian.
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
Fyrstinde Helena.
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
(hun synker halvt om mellem slavinderne.)
Cæsar Julian.
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases?
Se, – se øjnene, hvor store –!
Lægen Oribases
(til Myrrha).
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spist
eller drukket?
Cæsar Julian.
Ah, du tror –?
Lægen Oribases.
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
Slavinden Myrrha.
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
​
Lægen Oribases.
Nu, nu!
​
s. 169
Slavinden Myrrha.
Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg; –
o, jeg véd ikke –
Cæsar Julian.
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
Slavinden Myrrha.
Ja – nej – ja; jeg véd ikke, herre; – det var
to Nubiere –
Cæsar Julian.
Hjælp, hjælp, Oribases!
Lægen Oribases.
Desværre, jeg frygter –
Cæsar Julian.
Nej, nej, nej!
Lægen Oribases.
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
Fyrstinde Helena
(hviskende).
Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsfulde
mørke!
Cæsar Julian.
Helena! Hør; saml dine tanker –
Lægen Oribases.
Min høje fyrstinde –
Cæsar Julian.
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd.) Nej,
her, hvor jeg står.
​
s. 170
Fyrstinde Helena
(river sig løs).
Fy; der var han igen!
Cæsar Julian.
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
Fyrstinde Helena.
Den afskyelige; – altid er han om mig.
Cæsar Julian.
Hvad mener hun?
Lægen Oribases.
Gå tilside, nådige herre –!
Fyrstinde Helena.
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gallos!
Cæsar Julian.
Gallos?
Lægen Oribases.
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
Fyrstinde Helena.
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
Cæsar Julian.
Alle afgrundes afgrund –!
Lægen Oribases.
Vildelsen tager til –
Cæsar Julian.
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Ori-
bases!
​ ​
s. 171
Fyrstinde Helena
(ler sagte).
Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene;
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han stinker.
Slavinden Myrrha.
Herre, befaler du ikke, at jeg skal –?
Cæsar Julian.
Væk med dig, kvinde!
Fyrstinde Helena.
Hvor kunde du lade dig overvinde af ham, du
brune svulmende barbar? Han kan ikke overvinde
kvinder. Hvor jeg ækles ved denne vanmagtens dyd.
Cæsar Julian.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases!
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Fyrstinde Helena.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo
død. Halshugget. Hvilket hug det må have været!
Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd Gallos
i helvedes ild; – det var jo dog kun dig, dig, dig –!
Cæsar Julian.
Ikke nærmere, Oribases!
Fyrstinde Helena.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter
dette. Du véd jo vor søde hemmelighed. O, du
mine dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det
var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bede-
kamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket,
i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den
vordende Cæsar under mit hjerte –
​
s. 172
Cæsar Julian
(viger med et skrig).
Ah!
Fyrstinde Helena
(med udbredte arme).
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.)
Cæsar Julian
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber):
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer rid-
deren Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)
Ridderen Sallust.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
​
Cæsar Julian
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
Sig sandheden! Har du før idag vidst, at –;
nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget
om – om fyrstindens tilstand?
Lægen Oribases.
Jeg, som alle andre, herre!
Cæsar Julian.
Og du har intet sagt mig, Oribases!
Lægen Oribases.
Hvorledes, min Cæsar?
Cæsar Julian.
Hvor kunde du vove at fortie sligt!
Lægen Oribases.
Herre, der var ét, vi alle var uvidende om.
​
s. 173
Cæsar Julian.
Og det var?
Lægen Oribases.
At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.)
Cæsar Julian.
Hvorhen?
Lægen Oribases.
Prøve de midler, som min kunst –
Cæsar Julian.
Jeg tror, at din kunst vil vise sig unyttig.
Lægen Oribases.
Herre, det var dog muligt, at –
Cæsar Julian.
Unyttig, siger jeg!
Lægen Oribases
(et skridt tilbage).
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig
i dette.
Cæsar Julian.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv
hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren
vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kærlige omhu
skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du véd
vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?
Lægen Oribases.
Ah!
Cæsar Julian.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
​
s. 174
Lægen Oribases
(bøjer sig ærbødigt).
Jeg tror, min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.)
Cæsar Julian.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder
skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.
​
Ridderen Sallust.
O, men der er redning. Oribases vil –
Cæsar Julian
(kort og afværgende).
Fyrstinden dør.
Ridderen Sallust.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore
de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
Cæsar Julian.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for
en dag, og så –
Tribunen Decentius
(kommer fra baggrunden).
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn!
Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønder-
knust –; gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg
sorgens og ulykkens bud –!
Cæsar Julian.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius!
Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og
slørende nok, for at bringe dette i en tålelig frem-
stilling for kejserens broderlige øre!
​
s. 175
Tribunen Decentius.
Usaligt, at noget sådant skulde hændes næsten
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O, dette
lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!
Cæsar Julian.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende
havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i
en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen
gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men
først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og
forhøres.
Tribunen Decentius.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde iver
kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et øjeblik
længer –?
Cæsar Julian.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
Tribunen Decentius.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men
min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne
hus måtte i sandhed være ringere, end den er, ifald
den i en slig stund kunde give rum for sindigt
overlæg.
​
Cæsar Julian.
Du har ladet begge slaverne dræbe?
Tribunen Decentius.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efter-
ladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres
vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var
mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at
de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig ​
s. 176

lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for
alle og enhver –
Cæsar Julian.
Aha! Ja så, Decentius!
Tribunen Decentius.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar,
jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere.
Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har
troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal
kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren nød-
tvungen har måttet træffe her; kort og godt –
Staldmesteren Sintula
(kommer fra baggrunden).
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på
ingen måde magter.
Cæsar Julian.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed
ikke voksen.
Tribunen Decentius.
Hvad er hændt?
Staldmesteren Sintula.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og de
bundsforvandte rotter sig sammen –
Tribunen Decentius.
Trods imod kejserens vilje!
​
s. 177
Staldmesteren Sintula.
Soldaterne råber på, at de vil holde sig til Cæ-
sars løfter.
Cæsar Julian.
Hør, hør; disse brøl udenfor –!
Staldmesteren Sintula.
Sværmen stormer hid –
Tribunen Decentius.
Lad ingen slippe ind!
Ridderen Sallust
(ved vinduet).
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af
truende soldater.
Tribunen Decentius.
Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius?
​
Staldmesteren Sintula.
Flygtet.
Tribunen Decentius.
Den storpralende usling! Men Severus da?
Staldmesteren Sintula.
Severus siger sig syg; han har ladet sig køre
ud til sit landgods.
Cæsar Julian.
Jeg vil selv tale med de rasende.
Tribunen Decentius.
Ikke af stedet, høje Cæsar!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
12
​
s. 178
Cæsar Julian.
Hvad nu?
Tribunen Decentius.
Det er min pligt, nådigste herre; kejserens
bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar er
min fange.
Ridderen Sallust.
Ah!
Cæsar Julian.
Så kom det dog!
Tribunen Decentius.
Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæsar
i sikkerhed til Rom.
Cæsar Julian.
Til Rom!
Staldmesteren Sintula.
Hvad siger du, herre!
Tribunen Decentius.
Til Rom, siger jeg!
Cæsar Julian.
Som Gallos! (råber gennem vinduet.) Hjælp, hjælp!
Ridderen Sallust.
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske hjælpe-
tropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vinduet. På samme
tid trænger en anden sværrm ind gennem døren i baggrunden. Blandt
de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, til dels med børn på ar-
mene, følger de indtrængende.)
Skrig blandt soldaterne.
Cæsar, Cæsar!
​
s. 179
Andre stemmer.
Cæsar, hvi har du forrådt os?
Atter andre.
Ned med den troløse Cæsar!
Cæsar Julian
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine
fiender!
Tribunen Decentius.
Ah, hvad er det –!
Vilde skrig.
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
Cæsar Julian.
Slut kreds om mig; drag eders sværd!
​
Fanebæreren Mauros.
De er alt dragne!
Kvinder.
Hug ham; hug ham!
Cæsar Julian.
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja,
ja; på dig kan jeg stole.
Bataviske soldater.
Hvor tør du sende os til jordens grænser? Var
det det, du tilsvor os?
Andre bundsforvandte.
Ikke over Alperne! Det pligter vi ikke!
12*
​
s. 180
Cæsar Julian.
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde mig,
som de myrded min broder Gallos!
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre?
Tribunen Decentius.
Tro ham ikke!
Cæsar Julian.
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden
skyld.
Underføreren Laipso.
Det er sandt; Cæsar er den skyldige.
Cæsar Julian.
Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det dig?
Du slog godt ved Argentoratum.
Underføreren Laipso.
Det mindes Cæsar?
Underføreren Varro.
Sine løfter mindes han ikke!
Cæsar Julian.
Var det ikke den uforfærdede Varros røst, jeg
der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er lægt,
ser jeg. O, du velfortjente kriger, – at det dog
skulde nægtes mig at gøre dig til høvedsmand.
Underføreren Varro.
Har du virkelig villet det?
Cæsar Julian.
Lægg ikke kejseren til last, at han afslog min ​
s. 181

bøn. Kejseren kender ingen af eder, således, som
jeg kender eder.
Tribunen Decentius.
Soldater, hør mig –!
Mange stemmer.
Vi har intet med kejseren at skaffe.
Andre
(trænger truende frem).
Cæsar skal stå os til regnskab!
Cæsar Julian.
Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar, I
venner? Man vil føre mig til Rom. Man nægter
mig at forvalte endog mine egne sager. Man lægger​
beslag på min andel af krigsbyttet. Fem guldstykker
og et pund sølv havde jeg tænkt at skænke hver
soldat, men –
Soldaterne.
Hvad siger han?
Cæsar Julian.
Det er ikke kejseren, som forbyder det; det er
onde og misundelige rådgivere. Kejseren er god, I
kære venner! O, men kejseren er syg; han kan
intet udrette –
Mange soldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Andre soldater.
Og det nægtes os!
Atter andre.
Hvem tør nægte Cæsar noget!
​
s. 182
Fanebæreren Mauros.
Således handler man med Cæsar, soldaternes
fader!
Underføreren Laipso.
Med Cæsar, som mere har været os en ven
end en herre! Eller har han kanske ikke?
Mange stemmer.
Jo, jo, det har han!
Underføreren Varro.
Bør ikke Cæsar, sejrherren, kunne vælge til
høvedsmænd, hvem han vil?
Fanebæreren Mauros.
Bør han ikke have fri rådighed over det bytte,
som er tilfaldet ham?
Høje råb.
Jo, jo, jo!
Cæsar Julian.
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug
kan I gøre af jordiske goder, I, som skal føres bort
til de fjerneste lande for at gå en uviss skæbne
imøde –
Soldaterne.
Vi går ikke!
Cæsar Julian.
Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg er
nær ved at udgyde en tårestrøm, når jeg tænker på,
at I inden få måneder skal gives til pris for syg-
domme, for hunger og for en blodtørstig fiendes
våben.
​
s. 183
Mange soldater
(stimler om ham).
Cæsar! Gode Cæsar!
Cæsar Julian.
Og nu eders værgeløse hustruer og børn, som
I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal skærme​
disse medynksværdige, disse vordende enker og fader-
løse, der snart vil være udsatte for Alemanernes
hævngerrige overfald?
Kvinderne
(grædende).
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
Cæsar Julian
(ligeledes i gråd).
Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne
Cæsar?
Underføreren Laipso.
Skriv til kejseren og lad ham vide –
Cæsar Julian.
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind
og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets vel.
Ikke sandt, Decentius?
Tribunen Decentius.
Jo, visselig; men –
Cæsar Julian.
Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg erfor – –
(han trykker de omståendes hænder.)
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kri-
stus! Bring offer for hans helse, I, som er forblevne
trofaste imod eders fædrene guder! – – Véd I vel,
at kejseren har holdt sejrsindtog i Rom?
​
s. 184
Fanebæreren Mauros.
Har kejseren?
Underføreren Varro.
Hvad? Slagen, som han kom fra Donau?
Cæsar Julian.
Som han kom fra Donau har han holdt sejrs-
indtog for vore sejrvindinger –
Tribunen Decentius
(truende).
Høje Cæsar, betænk –!
Cæsar Julian.
Ja, det er sandt, som tribunen siger; betænk,
hvorledes kejserens sind må være omsløret, når sligt
kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde! Da han
i Rom red igennem Konstantins vældige bue, trode
han sig så stor, at han krummed ryggen og luded
sit hoved ned imod sadelknappen.
Fanebæreren Mauros.
Som en hane i en porthvælving!
(Latter blandt soldaterne.)
Enkelte stemmer.
Er det en kejser!
Underføreren Varro.
Og ham skal vi lyde!
​
Underføreren Laipso.
Væk med ham!
Fanebæreren Mauros.
Cæsar, tag du styret!
​
s. 185
Tribunen Decentius.
Oprør –!
Mange stemmer.
Tag magten; tag magten, Cæsar!
Cæsar Julian.
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I
efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det,
Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig, gode
Mauros, – hvad råbte han?
Fanebæreren Mauros.
Han råbte: leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
Fanebæreren Mauros.
Leve kejser Julian!
De bagenfor stående.
Hvad går for sig?
Underføreren Varro.
De udråber Cæsar Julian til kejser!
Høje skrig.
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i
munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.)
Cæsar Julian.
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner,
kampfæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende
arme –! Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at
jeg måtte opleve dette! Jeg lægger eder intet til ​
s. 186

last, I trofaste; det er fortvilelsen, som har drevet
jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens
vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. –
Du, tribun, kan vidne for Konstanzios, at jeg kun
nødtvungen – (vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og
forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv
vil uden ophold skrive til Rom –
Ridderen Sallust.
Herre, soldaterne vil se dig.
Fanebæreren Mauros.
En gylden ring om dit hoved, kejser!
Cæsar Julian.
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
Fanebæreren Mauros.
Denne kan gøre det.
(han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.)
​
Råb udenfor.
Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren!
Soldater.
På skjoldet med ham! Op, op!
(De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for
mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)
Cæsar Julian.
Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det uund-
gåelige og fornyer alle tilsagn –
Legionssoldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Bataver.
Ikke over Alperne!
​
s. 187
Cæsar Julian.
Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er
Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde forråd.
Der er det min agt at vente, indtil vi ser, om min
nedbøjede frænde billiger, hvad vi her, til rigets tarv,
har vedtaget –
Ridderen Sallust[HIS: 'a' skadet] .
Det gør han ikke, herre!
Cæsar Julian
(med oprakte hænder).
Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede
sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du
lykke, som aldrig har svigtet mig før!
Myrrha og kvinderne
(veklagende udenfor til højre).
Død, død, død!
​ ​ ​
FEMTE AKT.
(I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor sig en
bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en
trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en
mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst
af en brændende hængelampe.)
(Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over
åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den
udenfor tilbyggede kirke.)
Cæsar Julian
(taler nedad).
Endnu intet tegn?
En stemme
(dybt nede).
Intet.
Cæsar Julian.
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
Stemmen.
Begge dele.
Cæsar Julian.
Det er jævngodt med intet.
Stemmen.
Vent, vent.
​
s. 189
Cæsar Julian.
Jeg har ventet i fem døgn; du kræved kun tre.
Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at – (han lytter
imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
Ridderen Sallust
(kommer oppe fra gangen til venstre).
Herre; herre!
Cæsar Julian.
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
Ridderen Sallust.
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
Cæsar Julian.
Hvad vil du?
Ridderen Sallust.
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til de
levende igen.
Cæsar Julian.
Hvad nyt oppe fra verden?
Ridderen Sallust.
Soldaterne er i uro; vi mærker allehånde for-
bud på, at tålmodet snart forgår dem.
​
Cæsar Julian.
Nu skinner visst solen deroppe.
Ridderen Sallust.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Himlen hvælver sig som et hav af tindrende
lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt; ​
s. 190

luften dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt
udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv; skønne
verden!
Ridderen Sallust.
O, kom, kom, herre! Dette ophold i gravgangene
udlægges til skade for dig.
Cæsar Julian.
Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Tør jeg sige det?
Cæsar Julian.
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Mange tror, at det mindre var sorg end anger,
som så sælsomt drev dig ned under jorden.
Cæsar Julian,
De tror, jeg dræbte hende?
Ridderen Sallust.
Det gådefulde i sagen må undskylde dem, om –
Cæsar Julian.
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren
for dette syndens rige; derfor steg en engel fra
himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte
på hende. Eller hvad? Véd du ikke, at presterne
i Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og
presterne må jo vide det. Har ikke hendes ligtog
hid været som et sejrstog gennem landet? Strømmed
ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde uden-
for portene, hilste hende med grønne grene i hæn-
derne, bredte tepper ud på vejen og istemte lov- ​
s. 191

sange til ære for himmelbruden, som førtes hjem til
brudgommens hus? – Hvad lo du af?
Ridderen Sallust.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene siden.
Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun
var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig
budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars​
var, og den anden gav hun –; nå, det var ikke
det, vi skulde tale om; du er ikke indviet i lærens
hemmeligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?
Ridderen Sallust.
Det vigtigste, jeg véd, er at kejseren ved bud-
skabet om, hvad der i Lutetia gik for sig, skynd-
somt skal være flygtet over til Antiokia.
Cæsar Julian.
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os vel
allerede i ånden foran Roms porte.
Ridderen Sallust.
De venner, som forvovent slutted sig til dig i
denne farlige sag, så i ånden det samme.
Cæsar Julian.
Tiden er os ikke gunstig, Sallust! Véd du ikke,
at under kamplegene, før afrejsen fra Lutetia, brast
mit skjold istykker, så jeg kun beholdt håndtaget
igen? Og véd du ikke, at da jeg vilde stige tilhest,
så snubled hin tjener, på hvis sammenfoldede hænder
jeg skulde svinge mig op?
Ridderen Sallust.
Du kom dog i sadlen, herre!
​
s. 192
Cæsar Julian.
Men manden faldt.
Ridderen Sallust.
Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
Kejseren lever. De breve, du har skrevet ham
til om din udråbelse –
Cæsar Julian.
Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang mig;
der var intet valg.
Ridderen Sallust.
Kejseren lader ikke den forklaring gælde. Det
er hans agt, når en hær er samlet i de østlige land-
skaber, at rykke ind i Gallien.
Cæsar Julian.
Hvoraf véd du –?
Ridderen Sallust.
Ved et tilfælde, herre! Jeg bønfalder dig, tro
mig –!
Cæsar Julian.
Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Konstanzios
imøde, – ikke med sværd i hånd –
​
Ridderen Sallust.
Ikke! Hvorledes tænker du da at møde ham.
Cæsar Julian.
Jeg vil give kejseren, hvad kejserens er.
​
s. 193
Ridderen Sallust.
Mener du dermed, at du vil træde af?
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
O, dette forfængelige håb! (kaster sig på knæ.) Så
tag mit liv, herre!
Cæsar Julian.
Hvad nu!
Ridderen Sallust.
Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit end
på kejserens bud.
Cæsar Julian.
Rejs dig, ven!
Ridderen Sallust.
Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder og
tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte sige dig
dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren ved Rhin, – da
jeg minded dig om vort fordums venskab under sam-
været i Grækenland, – da jeg bad om at måtte dele
krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg
som en lønlig spejder i kejserens sold –
Cæsar Julian.
Du –!
Ridderen Sallust.
Mit sind havde i nogen tid været optændt af
harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i Mailand,
– dog ikke ringe for mig, som havde håbet, at
Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke på fode
igen. Alt dette drog man fordel af i Rom; man holdt
mig for den rette mand til at efterspore dine veje.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
13
​
s. 194
Cæsar Julian.
Og til sligt kunde du sælge dig? Så sort et
bedrag!
Ridderen Sallust.
Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes, at Cæsar
havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg for-
rådte dig – i de første måneder; siden ikke. Din
vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du viste
mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig ud for,
din trofaste tilhænger, og i mine lønlige breve til
Rom førte jeg bag lyset dem, som havde udsendt mig.
​
Cæsar Julian.
Disse breve var fra dig? O, Sallust!
Ridderen Sallust.
De indeholdt intet til skade for dig, herre!
Hvad andre kan have skrevet, véd jeg ikke; jeg
véd kun, at jeg tidt nok vånded mig i kval under
en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved mig
så langt frem, som jeg på nogen måde turde. Hin
skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din lejr,
hvori meldes om kejserens sejrs-indtog i Rom, og
som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt ind-
stukken under dit telt –; ja, du fandt den dog,
herre?
Cæsar Julian.
Ja, ja –
Ridderen Sallust.
Den var rettet til mig, og et lykketræf var mig
gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale turde jeg
jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg kunde det ikke;
jeg udsatte fra dag til dag at forråde min skændsel.
O, straf mig, herre; se, her ligger jeg!
​
s. 195
Cæsar Julian.
Stå op; du er mig kærere således, – vunden
imod min og imod din egen vilje. Stå op, du min
sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit hoved.
Ridderen Sallust.
Tag heller det liv, som du dog ikke længe vil
have magt til at skærme. Du siger, kejseren er af-
fældig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har svoret på
at fortie, det røber jeg nu. Kejserens affældighed
rummer intet håb for dig. Kejseren tager en ny
hustru til ægte.
Cæsar Julian.
Ah, hvilket vanvid! Hvor kan du tænke –?
Ridderen Sallust.
Kejseren tager en ny hustru, herre! (rækker ham
nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve vil
ikke levne nogen tvil hos dig.
Cæsar Julian
(griber papirerne og læser).
Ja, ved solens lys og magt –!
Ridderen Sallust.
O, havde jeg dog turdet tale før!
Cæsar Julian
(fremdeles læsende).
Han tager en kvinde til​ ægte. Konstanzios, –
denne svindende menneske-skygge –! Faustina –,
hvad står der? ung – knap nitten år gammel –,
en datter af – ah! en datter af hin overmodige
slægt. En ivrig kristen-kvinde altså (folder papirerne
sammen.) Du har ret, Sallust; hans affældighed rum-
mer intet håb. Om han er affældig, døende, – hvad
13*
​
s. 196

vil det sige? Er ikke Faustina from? En bebudel-
sens engel vil åbenbare sig; eller også –; ha-ha!
kort og godt, – på en eller anden vis –, der vil
skaffes en ung Cæsar til veje, og så –
Ridderen Sallust.
At nøle er at gå tilgrunde.
Cæsar Julian.
Dette har været forberedt længe og i al stilhed,
Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder. Helena –,
det var ikke, som jeg tænkte, hendes uforsigtige
tunge, der fældte hende –
Ridderen Sallust.
Nej, herre!
Cæsar Julian.
– man har tænkt, – man har troet, at –; o,
uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte hun
afvejen.
Ridderen Sallust.
Ja, derfor; jeg var den, man i Rom først kasted
sine øjne på. O, herre, du drager dog ikke i tvil,
at jeg afslog det? Jeg skød mig ind under umulig-
heden af at finde en lejlighed; man forsikred mig,
at det brødefulde forehavende var opgivet, og da –!
Cæsar Julian.
De standser ikke ved – ved dobbelt-liget i sten-
kisten deroppe. Konstanzios tager tilægte. Derfor
var det, at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
Ridderen Sallust.
Kun ét kan frelse dig, min Cæsar; du må
handle, før kejseren kommer til kræfter.
​
s. 197
Cæsar Julian.
Om jeg frivilligt drog mig tilbage i ensomheden,
hengivende mig til den visdom, jeg her har været
nødt til at forsømme? Vilde de nye magthavere tåle
en slig tilværelse? Vilde ikke blot det, at de​ vidste
mig ilive, være som et hængende sværd over deres
hoveder?
Ridderen Sallust.
Den vordende kejserindes slægtninge er de mænd,
som omgav Cæsar Gallos i hans sidste timer.
Cæsar Julian.
Tribunen Skudilo. Tro mig, ven, – jeg har
ikke glemt det. Og for denne blodige kejser skal
jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne, ham, som
i lange år har stolpret omkring mellem mine nær-
mestes lig!
Ridderen Sallust.
Skåner du ham, så vil han inden tre måneder
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
Cæsar Julian.
Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig
næsten som et tvingende bud at træde op imod ham.
Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min egen skyld.
Er det ikke tusenders ve og vel, som her handles
om? Gælder det ikke tusenders liv? Eller stod det
vel i min magt at afvende denne yderlighed? Du
er mere skyldig, end jeg, Sallust! Hvorfor talte du
ikke før nu?
Ridderen Sallust.
I Rom lod de mig sværge en dyr ed på at tie.
Cæsar Julian.
En ed. Så. Ved dine forfædres guder?
​
s. 198
Ridderen Sallust.
Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.
Cæsar Julian.
Og dog bryder du eden?
Ridderen Sallust.
Jeg ønsker at leve.
Cæsar Julian.
Men guderne?
Ridderen Sallust.
Guderne – de er langt borte.
Cæsar Julian.
Ja, eders guder er langt borte; de hemmer
ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en mand
rum omkring sig til at handle. O, denne græske
lykke, at føle sig fri! – –
Du sagde, at kejseren, hævnfyldt, som han er,
vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvile
på, at så​ sker? Blev Knodomar skånet? Måtte
ikke denne uskadelige fange bøde med livet for en
sprogfejl? Thi – jeg véd det, Sallust – de dræbte
ham; det var løgn, hint rygte om barbarens hjemve.
Hvad har så ikke vi at vente os? I hvilket forhadt
lys har vel ikke tribunen Decentius fremstillet sagerne
i Rom?
Ridderen Sallust.
Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme flugt
til Antiokia.
Cæsar Julian.
Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?
​
s. 199
Ridderen Sallust.
Soldaternes fader; deres hustruers og børns skjold
og værge.
Cæsar Julian.
Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu? En
affældig kejser, og efter ham et umyndigt barn i
herskersædet; splid og oprør; alles hånd imod alles
for at rane magten. – For ikke mange nætter siden
havde jeg et syn. Der åbenbared sig for mig en
skikkelse med en lyskreds om hovedet; den så vredt
på mig og sagde: vælg! Dermed løste den sig op,
ligesom en stigende morgendamp. Hidtil har jeg
udlagt dette syn, som sigtende til ganske andre ting;
men nu, da jeg véd om kejserens forestående gifter-
mål – –
Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen for-
del; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust? Og
er det ikke min pligt imod kejseren at værge mit
liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme og
vente på de mordere, som han i sin vanvittige angst
tinger til at støde mig ned? Har jeg ret til at give
den ulykkelige Konstanzios lejlighed til at vælte en
ny blodskyld over sit syndbetyngede hoved? Er det
ikke bedre for ham, – som der står i skrifterne, –
at han lider uret end at han øver uret? Hvis der-
for det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret,
så mener jeg, at denne min uret udjævnes derved,
at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig ​ en
uret. Jeg tror, at både Platon og Mark Aurel, hin
Sofias kronede brudgom, skulde give mig medhold i
dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske
uværdig opgave for visdomsvennerne, min kære Sal-
lust! – O, havde jeg dog Libanios her!
​
s. 200
Ridderen Sallust.
Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i vis-
dom, at du –
Cæsar Julian.
Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre visse
andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke det!
Og heller ikke finder jeg, at vi har nogen grund til
at mistvile om et heldigt udfald. Thi hine vars-
lende hændelser bør ingenlunde afskrække os. At
jeg beholdt håndtaget igen, da mit skjold brast under
kamplegene, det tykkes mig med fuld føje at kunne
udlægges således, at det skal lykkes mig at beholde,
hvad min hånd har fattet tag i. Og når jeg, svin-
gende mig op på min hest, rev til jorden den mand,
der hjalp mig i sadlen, så synes det, som om dette
bebuder et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder
min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust, så
agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen skal
retfærdiggøre, at –
Ridderen Sallust.
Såre vel, nådige herre; men soldaterne er utål-
modige; de ønsker at se dig og høre sin skæbne af
din egen mund.
Cæsar Julian.
Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at
Cæsar snart skal vise sig.
Ridderen Sallust.
Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren selv,
de vil se.
Cæsar Julian.
Kejseren kommer.
​
s. 201
Ridderen Sallust.
Da kommer han – selv tomhændet – med
tusenders liv i sin hånd!
Cæsar Julian.
En tuskhandel, Sallust; tusenders liv imod tusen-
ders død.
​
Ridderen Sallust.
Har dine fiender livets ret?
Cæsar Julian.
Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O, denne
viljens våbenførhed –!
En stemme
(råber dybt nede i gravgangene).
Julian, Julian!
Ridderen Sallust.
Ah, hvad er det?
Cæsar Julian.
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!
Stemmen.
Døv kirkesangen, Julian!
Ridderen Sallust.
Det råber igen. O, så er det dog sandt!
Cæsar Julian.
Hvad skulde være sandt?
Ridderen Sallust.
At du lever hernede med en gådefuld fremmed,
med en spåmand eller med en heksemester, som er
kommen til dig ved nattetid.
​
s. 202
Cæsar Julian.
Ha-ha; det siger man? Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Jeg besværger dig, herre, – lad disse fordærve-
lige drømme fare. Kom med; kom op i dagen!
Stemmen
(nærmere nedenunder).
Al møje er spildt.
Cæsar Julian
(ved nedgangen til højre).
Intet tegn, min broder?
Stemmen.
Øde og tomhed.
Cæsar Julian.
O, Maximos!
Ridderen Sallust.
Maximos!
Cæsar Julian.
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette forrådnel-
sens hus, så kommer jeg som kejser.
Ridderen Sallust.
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i
mørket?
Cæsar Julian.
Lys. Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Nøler Cæsar, så frygter jeg, han finder vejen
spærret.
​
s. 203
(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger mystikeren
Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; [HIS: "i" er falt ut. Mellomrommet er intakt.]
hånden har han en lang blodig kniv.)
Cæsar Julian.
Tal, min Maximos!
Mystikeren Maximos.
Al møje er spildt, hører du jo.​ Hvi kunde du
ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle varsler;
de vilde tale, men de fik ikke komme tilorde.
Cæsar Julian.
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente
længer! Hvad råder du mig til?
Mystikeren Maximos.
Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger dig.
Cæsar Julian.
Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke
havt nødig at lade dig hente den lange vej. Véd
du, hvad jeg nys har erfaret –?
Mystikeren Maximos.
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag
din skæbne i egne hænder.
Cæsar Julian
(går urolig op og ned).
I sandhed, hvad er han vel, denne Konstanzios,
– denne furie-piskede synder, denne hensmuldrende
levning af et fordums menneske?
Mystikeren Maximos.
Gravmælet over ham, kejser Julian!
Cæsar Julian.
Har han ikke i al sin færd imod mig været ​
s. 204

som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til
venstre på mistroens strøm, snart kastet mod højre
af angerens stormpust? Raved han ikke op på kej-
sersædet, skrækslagen, med purpurkåben dryppende
af min faders blod? kanske af min moders også. –
Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han
kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes,
og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han
kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for
mistroens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et
Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en
dødsdom over Cæsar. Og jeg! Skylder jeg ham tak
for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en;
først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under
angsten for, at den dag, der gik, skulde være min
sidste.
​
Mystikeren Maximos.
Var Konstanzios og døden din værste angst?
Tænk dig om.
Cæsar Julian.
Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min
ungdom har været én sammenhængende rædsel for
kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig, denne
gådefulde, – dette skånselløse gudemenneske! Over-
alt, hvor jeg vilde frem, trådte han mig stor og
streng ivejen med sit ubetingede ubønhørlige krav.
Mystikeren Maximos.
Og dette krav, – var det i dig?
Cæsar Julian.
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl
sammen i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted mit
skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder fra den ​
s. 205

forgangne Græker-verden, så slog kristenkravet ned
i mig med sit: søg det ene fornødne! Fornam jeg
legemets søde lyst og begær imod dette eller hint,
så skræmte forsagelsens fyrste mig med sit: afdø
her for at leve hisset! – Det menneskelige er bleven
ulovligt efter den dag, da seeren fra Galilæa tog
verdens-styret. At leve er ved ham bleven at dø.
At elske og at hade, det er at synde. Har han da
forvandlet menneskets kød og blod? Eller er ikke
det jordbundne menneske blevet ved at være, hvad
det var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod
dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen
vilje! Vi skal, skal, skal!
Mystikeren Maximos.
Og videre, end som så, er du ikke kommen?
Skam dig!
Cæsar Julian.
Jeg?
Mystikeren Maximos.
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos
Cæsar Julian.
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det let
at vælge.[HIS: Kun rester av punktum.] Hvad var det, vi sysled med igrunden?
En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
​
Mystikeren Maximos.
Står der ikke et steds i eders skrifter: enten
med os eller mod os?
Cæsar Julian.
Vedblev ikke Libanios at være den han var,
enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på
forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er
det en handling, som jeg skal over. «Giv kejseren, ​
s. 206

hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang leg
deraf; – men det ligger dybere. Du kan ikke fatte
det, du, som aldrig har været under gudemenneskets
magt. Det er mere end en lære, han har spredt
ud over verden; det er en trolddom, som tager sindene
fangen. Den, som engang har været under ham, –
jeg tror aldrig han kommer helt løs.
Mystikeren Maximos.
Fordi du ikke vil helt.
Cæsar Julian.
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.
Mystikeren Maximos.
Er det møjen værd at ville det mulige?
Cæsar Julian.
Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig ikke
længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej, Maximos!
Men I kan ikke fatte, hvorledes vi har det. Vi er
som vinstokke, der er plantede om i en fremmed
uvant jordbund; – plant os tilbage igen, og vi skulde
gå ud; men i det nye vantrives vi.
Mystikeren Maximos.
Vi? Hvem kalder du vi?
Cæsar Julian.
Alle dem, som er under den åbenbaredes rædsel.
Mystikeren Maximos.
Skyggerædsel!
Cæsar Julian.
Det være, som det vil. Men ser du ikke, at
denne lammende rædsel har tætned og tårnet sig til ​
s. 207

en mur om kejseren? O, jeg skønner vel, hvorfor
den store Konstantin førte en slig viljebindende lære
til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd
og skjold slutter således op om kejsersædet, som
denne​ betagende tro, der altid peger ud over jord-
livet. Har du set rigtig på dem, disse kristne?
Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle til-
hobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æres-
håb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse;
solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden
byder dem sin fylde og de begærer den ikke; –
alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at
komme til at dø.
Mystikeren Maximos.
Så brug dem, som de er; men da må du selv
stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget.
Vær træl under rædselen eller hersker i dagens og
lysets og glædens land! Du kan ikke ville det mod-
sigende; og dog er det det du vil. Du vil forene
det uforenelige, – forlige de to, som ikke står til at
forlige; derfor er det, at du ligger her og rådner i
mørket.
Cæsar Julian.
Kan du, så lys for mig!
Mystikeren Maximos.
Er du den Akilleus, som din moder drømte, at
hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl gør
ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre! Sejrs-
modig, som en rytter på sin vælige hest, må du
sætte over Gælilæeren, hvis du skal vinde frem til
kejsersædet –
Cæsar Julian.
Maximos!
​
s. 208
Mystikeren Maximos.
Min elskede Julian, se dig dog om i verden!
Hine kristne med dødslængselen, som du nys nævnte,
de er de færreste. Men hvorledes står det sig med
alle de andre? Falder ikke sindene fra mesteren,
et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af
denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke
samfund imod samfund indbyrdes? Og nu biskop-
perne, hine guldbrammende herrer, der kalder sig
kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd
noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?
​
Cæsar Julian.
Således er de ikke alle; tænk paa den vældige
Athanasios i Alexandria –
Mystikeren Maximos.
Athanasios var også den eneste. Og hvor er
Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi han ikke
var tilfals efter kejserens vilje? Måtte han ikke ty
ind i den libyske ørken, hvor han er bleven opædt
af løver! Og kan du så nævne mig én til, som
Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kalkedon,
som nu tre gange har skiftet sind i de arianske
stridigheder. Tænk på den gamle biskop Markos [HIS: "i" falt ut, mellomrom intakt.]
Arethusa; ham kender du jo fra din ungdom. Har
han ikke nylig, tvert imod lov og billighed, frataget
borgerskabet al fælles ejendom og lagt den ind under
kirken? Og tænk så på den affældige viljeløse bi-
skop i Nazianz, som går til spot for sin egen menig-
hed, fordi han svarer ja og nej til den samme sag
og fordi han vil tækkes alle de stridende.
Cæsar Julian.
Sandt, sandt, sandt!
​
s. 209
Mystikeren Maximos.
Disse er dine våbenbrødre, min Julian; bedre
finder du dem ikke. Eller kanske du regner på hine
to forventede store galilæiske lys fra Kappadokia?
Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager i sin
fødeby, og Basilios gransker verdslige vismænds
skrifter på sit landgods i de østlige egne.
Cæsar Julian.
Ja, jeg véd det vel. Frafald på alle kanter!
Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig
mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlæg-
ning; og siden den tid –! Maximos, – det er ikke
langt fra, at jeg står alene i alvoret.
Mystikeren Maximos.
Du står alene. Hele din hær er på vild flugt
eller den ligger slagen rundt omkring dig. Blæs til
kamp, – og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen
vil følge dig efter! Bild dig ikke ind, at du kan
fremme den sag, som har opgivet sig selv. Du
bukker​ under, siger jeg dig! Og hvor vil du så
hen? Forstødt af Konstanzios vil du være forstødt
af alle magter på jorden – og over jorden. Eller
vil du ty til Galilæerens favn? Hvorledes står det
mellem dig og ham? Har du ikke selv sagt, at du
er under rædselen? Har du hans krav i dig? Elsker
du din fiende, Kanstanzios, fordi om du ikke slår
ham? Hader du kødets lyst og jordens lokkende
færd, fordi om du ikke, som en hed svømmer, duk-
ker dig ned deri? Forsager du verden, fordi om du
ikke har mod til at eje den? Og véd du så visst,
at – om du afdør her – du da skal leve hisset?
Cæsar Julian
(går frem og tilbage).
Hvad har han gjort for mig, denne store for-
Henrik Ibsens samlede værker. V.
14
​
s. 210

dringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler i
sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
(Salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken.)
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og
dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang
over ham, – og lovsang over hende i kisten? Er
han den alting vidende, hvor kan han da –?
Husmesteren Eutherios
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre).
Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?
Cæsar Julian.
Her, Eutherios! Hvad vil du mig?
Husmesteren Eutherios.
Du må komme op, herre; du må se det med
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.
Cæsar Julian.
Du lyver!
Husmesteren Eutherios.
Jeg lyver ikke, herre! Jeg hænger ikke ved
denne fremmede lære; men hvad jeg har set, kan
jeg ikke tvile på.
Cæsar Julian.
Hvad så du?
Husmesteren Eutherios.
Hele staden er i oprør. Der bæres syge og
vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader dem
røre ved den, og de går bort helbredede.
​
Cæsar Julian.
Og det har du selv set?
​
s. 211
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre; jeg har set en faldsyg kvinde gå
sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.
Cæsar Julian.
Ah, Maximos, Maximos!
Husmesteren Eutherios.
Hør, hvor de kristne jubler; – nu sker et nyt
jertegn igen.
Lægen Oribases
(råber oppe i gangen til venstre).
Eutherios, – fandt du ham? Eutherios, Euthe-
rios, hvor er Cæsar?
Cæsar Julian
(imod ham),
Her, her; – er det sandt, Oribases?
Lægen Oribases
(kommer frem).
Utroligt, uforklarligt, – og dog sandt; de rører
ved kisten, presterne læser og beder over dem, og
de vorder helbredede; en røst forkynder fra tid til
anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
Cæsar Julian.
En røst forkynder –?
Lægen Oribases.
En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt under
kirkens hvælving; – ingen véd, hvor den kom-
mer fra.
Cæsar Julian
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til Maximos og
råber):
Livet eller løgnen!
14*
​
s. 212
Mystikeren Maximos.
Vælg!
Lægen Oribases.
Kom, kom, herre; de skrækslagne soldater truer
dig –
Cæsar Julian.
Lad dem true.
Lægen Oribases.
De giver dig og mig skylden for den under-
gørende fyrstindes død –
Cæsar Julian.
Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –
Lægen Oribases.
Der findes kun ét middel: du må vende deres
tanker i en anden retning, herre; – de er vilde af
fortvilelse over den skæbne, som venter dem, hvis
du nøler længer.
Mystikeren Maximos.
Stig nu til himmels, du dåre; nu dør du for
din herre og mester!
​
Cæsar Julian
(griber ham om armen).
Kejserens rige for mig!
Mystikeren Maximos.
Akilleus!
Cæsar Julian.
Hvad løser pagten?
Mystikeren Maximos
(rækker ham offerkniven).
Denne.
​
s. 213
Cæsar Julian.
Hvad tvætter vandet af?
Mystikeren Maximos.
Dyrets blod.
(han river offerbindet af sin pande og fæster det om Cæsars.)
Lægen Oribases
(nærmer sig).
Hvad har du isinde, herre?
Cæsar Julian.
Forsk ikke.
Husmesteren Eutherios.
Hør larmen! Op, op, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Først ned, – siden op. (til Maximos.) Helligdom-
men, min elskede broder –?
Mystikeren Maximos.
Lige under, i den anden hvælving.
Lægen Oribases.
Cæsar, Cæsar, – hvor går du?
Mystikeren Maximos.
Til frihed.
Cæsar Julian.
Gennem mørke til lys. Ah –!
(han stiger ned i gravgangene.)
Mystikeren Maximos
(sagte, ser efter ham).
Så kom det dog.
​
s. 214
Husmesteren Eutherios.
Tal, tal; hvad gælder hine lønlige kunster?
Lægen Oribases.
Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –
Mystikeren Maximos
(hvisker urolig, idet han skifter plads):
Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette
slimede kryb om fødderne –!
Lægen Oribases
(lytter).
Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne;
hør, hør!
Husmesteren Eutherios.
Det er sangen fra kirken –
Lægen Oribases.
Nej, det er soldaterne; – der kommer de!
(Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen omringet af en stor skare
ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)
​
Ridderen Sallust.
Vær sindige; jeg besværger jer –!
Soldaterne.
Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!
Ridderen Sallust.
Og hvad så, I rasende?
Fanebæreren Mauros.
Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi til-
givelse –
Soldaterne.
Frem, frem, Cæsar!
​
s. 215
Ridderen Sallust.
Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?
Cæsar Julian
(råber nede i gravkamret).
Helios! Helios!
Mystikeren Maximos.
Frigjort!
Korsang oppe i kirken.
Fader vor, du som er i himlen!
Ridderen Sallust.
Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad går
her for sig?
Koret
(i kirken).
Helliget vorde dit navn!
Cæsar Julian
(stiger op ad trappen; han har blod på hånden, på brystet og på
hænderne).
Fuldbyrdet!
Soldaterne.
Cæsar!
Ridderen Sallust.
Blodig –! Hvad har du gjort?
Cæsar Julian.
Kløvet rædselens tåger.
Mystikeren Maximos.
Det skabte er i din hånd.
Koret
(i kirken).
Ske din vilje i himlen, så og på jorden!
(sangen vedbliver under det følgende.)
​
s. 216
Cæsar Julian.
Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre!
Cæsar Julian.
Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og
Grækenland!
Soldaterne.
Leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne for
os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne skal
forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden.)
Min hær, min skat, mit kejsersæde!
Koret
(i kirken).
Led os ikke udi fristelse; men frels os fra det
onde!
​
(Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den stærkt oplyste
kirke. Presterne står for højalteret; andægtige skarer knæler nedenfor
omkring fyrstindens kiste.)
Cæsar Julian.
Fri, fri! Mit er riget!
Ridderen Sallust
(råber til ham).
Og magten og æren!
Koret
(i kirken).
Dit er riget og magten og æren –
​
s. 217
Cæsar Julian
(blændet af lysningen).
Ah!
Mystikeren Maximos.
Sejr!
Koret
(i kirken).
– i evighed, amen!
​
​ ​
KEJSER JULIAN,
SKUESPIL I FEM AKTER
​ ​ ​ ​
PERSONERNE:
Kejser Julian.
Krigsøversten Nevita.
Guldsmeden Potamon.
Livlægen Cæsarios fra Nazianz.
Taleren Themisteos.
Taleren Mamertinos.
Skatmesteren Ursulos.
Hårskæreren Eunapios.
Kvinden Barbara.
Skriftlæreren Hekebolios.
Hofmænd og statstjenere.
Borgerfolk i Konstantinopel.
Deltagere i Dionysos-toget , fløjtespillere , dansere , gøg- lere og kvinder .
Udsendinger fra de østerlandske konger.
Husmesteren Eutherios.
Tjenere i palatset.
Dommere, talere, lærere og borgere i Antiokia.
Kornhandleren Medon.
Skatteopkræveren Malkos.
Gregor fra Nazianz, Cæsarios's broder.
Farveren Fokion.
Kvinden Publia.
Hendes søn Hilarion.
Agathon fra Kappadokia.
​
Biskop Maris af Kalkedon.
Deltagere i Apollon-toget , offerprester , tempeltjenere , harpeslagere og stadsvogtere .
Agathons yngre broder.
De kristne fangers tog.
Digteren Herakleos.
Livlægen Oribases.
Taleren Libanios, stadsforstander i Antiokia.
Salmedigteren Apollinaris.
Læreren Kyrillos.
En gammel prest ved Kybeles helligdom.
Salmesyngerskerne i Antiokia.
Høvedsmanden Fromentinos.
Krigsøversten Jovian.
​
Mystikeren Maximos.
Spåmanden Numa.
To andre etruskiske spåmænd.
Fyrst Hormisdas, en landflygtig Perser.
Livvagtsføreren Anatolos.
Visdomslæreren Priskos.
Visdomslæreren Kytron.
Høvedmanden Ammian.
Basilios fra Cæsaræa.
Hans søster Makrina.
En persisk overløber.
Romerske og græske soldater.
Persiske krigsfolk.
(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Antiokia, tredje akt
ligeledes i Antiokia, fjerde akt i og omkring de østlige egne af kejser-
riget og femte akt på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden omfatter
tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.)
​ ​ ​
FØRSTE AKT.
(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld
landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred,
lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bos-
poros ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)
(Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af
landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker.
Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der
står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt
talerne Themisteos og Mamertinos.)
Kejser Julian
(ser vidt ud over vandet).
Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende.
– O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne
egne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sød-
men af at favne min frænde for sidste gang! Bittre
lod for os begge! – – –
Hvor er ligskibet?
Krigsøversten Nevita.
Der kommer det.
Kejser Julian.
Hin lange båd?
​
s. 224
Krigsøversten Nevita.
Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du
nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde
din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved,
da du red gennem Konstantins bue.
En borger blandt tilskuerne
(til guldsmeden Potamon).
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser.
Guldsmeden Potamon.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så
ham sidst, var han spæd og mager; – det er nu en
ni–ti år siden.
En anden borger.
Ja, han har øvet store gerninger i de år.
​
En kvinde.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra
barn af!
En prest.
Vidunderligt frelst af dem alle; den guddomme-
lige varetægt er over ham.
Guldsmeden Potamon.
Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig
under en anden slags varetægt.
Presten.
Løgn, løgn; det kan I lide på.
Kejser Julian.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den
store lynslyngende gud véd, at jeg ikke har ønsket ​
s. 225

Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt
fra min tanke. Jeg har opsendt bønner for hans
liv. – Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det
bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme
al sømmelig ære?
Livlægen Cæsarios.
Ligtoget var som en sejrherres tog gennem hele
Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled
de troende sammen på gaden; hele nætter genlød
kirkerne af bønner og sange; mørket blev til høj
lys dag under blusset af de tusend tændte kerter –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig
banghed ved tanken om at skulle tage styret efter
en så stor og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev
det mig ikke forundt at få leve i tilbagetrukken
stilhed!
Taleren Mamertinos.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store
vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre,
vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der
har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets
ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg
nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet
og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders plads
forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæste-
budene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver
til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra
føje​lighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen
jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over
eder. Byd trods – både Galliens ufremkommelighed
og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? For-
færdede over så strenge fordringer vilde de tilstoppe
Henrik Ibsens samlede værker. V.
15
​
s. 226

sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre
fyldest for alt dette!
Kejser Julian.
Den alt-styrende give, at så store forhåbninger
ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig
ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammen-
lignes med Alexander, med Mark Aurel og med så
mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon
sagt, at kun en gud kan herske over menneskene?
O, bed med mig, at jeg må gå fri for ærgærrig-
hedens snarer og magtens fristelser. Athen, Athen!
Did går min længsel! Jeg var som en mand, der
for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse;
– og nu kommer man til mig og siger: træd frem
på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle
Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind
gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen?
Taleren Themisteos.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke kom-
men for at indsætte alle landflygtige dyder i deres
gamle ret? Er ikke hos dig samlet i én mand al
den sejrvindingens evne, som Herakles, som Diony-
sos, som Solon, som –?
Kejser Julian.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres idag.
Der lægger de til land. Tag pande-ringen og mine
kæder; jeg vil ikke bære kejserlige prydelser i en
stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover
landgangsbroen med stor pragt.[HIS: Kun rester av punktum.] Prester med[HIS: skadet 'd'] tændte lys i spidsen;
kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter
vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger
efter.)
​ ​
s. 227
Kejser Julian
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
Ah!
En tilskuer.
Slog han korsets tegn for sig?
En anden i hoben.
Nej.
Den første.
Ser du; ser du!
En tredje tilskuer.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige.
Den første tilskuer
(til den anden).
Ser du vel! Hvad sagde jeg?
Kejser Julian.
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes
afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt
for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger
jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slæg-
ten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd,
som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend
ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæ-
sars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den
uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæst-
milde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes
modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde
mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Kon-
stanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit ud-
spring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag
og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på
dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har for-
bitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem,
15*
​
s. 228

disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at
færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender
dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det over-
bevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
Hedenske borgere
(blandt de omstående).
Leve kejser Julian!
Livlægen Cæsarios.
Nådigste herre, toget venter –
Kejser Julian
(til presterne).
Lad ikke eders fromme sang forstumme for min
skyld. Fremad, mine venner!
(Toget drager langsomt ud til venstre.) ​
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil.
Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads
er her.
(Uro og bevægelse i mængden.)
Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed
sagt alt? Gives der ikke ét kejserligt embede, som
synes hånligt visket ud af erindringen i de senere
år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel?
Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var
han ikke noget mere end kejser? Var han ikke
yppersteprest tillige?
Stemmer i mængden.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad
sagde han?
Taleren Themisteos.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din
tanke –?
​
s. 229
Kejser Julian.
End ikke min store farbroder Konstanzios vovede
at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han
havde indrømmet en viss ny troeslære så højst over-
ordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes
yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Græker-
folkets ældgamle guddomme. At dette embede i de
senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke
her tale om, men kun om, at ingen af mine ophøjede
forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tåre-
vædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at
nedlægge det. Skulde jeg formaste mig til noget,
som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og
rådeligt? Det være langt fra mig!
Taleren Themisteos.
O, store kejser, vil du dermed sige –?
Kejser Julian.
Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld fri-
hed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud,
I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad
mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit
håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i
alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler
for,​ at al den fremgang, jeg vandt på Galliens
grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der
begunstigede Alexander på en noget lignende måde.
Under disse guddommes skjærm og skjold slap jeg
lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem,
der førte mig frem på min rejse hid med en så vid-
underlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne
har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig
for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor
overdrivelse, I venner! Men visst er det, at jeg ikke ​
s. 230

tør vise mig utaknemmelig for så vedholdende nådes-
bevisninger.
Stemmer i mængden
(dæmpet).
Hvad vil han gøre?
Kejser Julian.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige
guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal
vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes.
De templer, som fromme herskere i fordums dage
med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal
igen oprejses i forynget herlighed med altere og
billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at
sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog
vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker
nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves
overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse,
som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde
for hellige. Vi vil bære over med de andres for-
vildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; –
dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden
mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige
ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige,
at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg
smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, –
at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville
tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og
her i sværmen.)
​
Kejser Julian
(heftigere).
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige
tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgerrig forun-
dring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en ​
s. 231

sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at
have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse
og spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i for-
glemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt;
men knapt én har kunnet give mig troværdig besked
om, hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna
i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i
dette, som i andet. Det har kostet mig mangen
nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der for-
dum har været brugeligt i så måde; men jeg be-
sværer mig ikke derover, når jeg eftertænker, hvor
stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og
heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting
selv – –. Hvor hen, Cæsarios?
Livlægen Cæsarios.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min
bortgangne herres sjæl.
Kejser Julian.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.)
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste
borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så for-
kynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen
vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme
og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de
frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye
og fremmede meninger, – og da jeg er et barn af
denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så for-
kynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes
navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede
sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en
liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden
idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.)
​
s. 232
Taleren Themisteos.
O, vel må jeg, som Græker,​ smelte hen i tårer
ved synet af så megen ydmyghed og from iver!
En borger.
Se, han bryder brændet selv.
En anden borger.
Over det venstre lår. Er det så det skal brydes?
Den første borger.
Det må vel så være.
Taleren Mamertinos.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i den
skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå for-
ynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
Krigsøversten Nevita.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg
kender ikke meget til de galilæiske påfund; men det
har jeg mærket, at alle de, som hænger ved dem,
de er forsagte og ubrugelige til større ting.
Taleren Themisteos.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg visdom-
men renset for al anklage og for alle beskyldninger.
Den vin, som du udgyder, er lig et purpur, hvormed
du pryder sandheden og sætter den på et kongeligt
sæde. Nu, da du oprækker dine hænder –
Taleren Mamertinos.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det som
om du hædrer videnskabens pande med en guld-
krans; og de tårer, du udgyder –
​
s. 233
Taleren Themisteos
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som
kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal
lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt
Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de
evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det
ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke,
af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til
jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde for-
driste sig til at beskue solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben.)
End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i
så store skarer idag, end ikke I voved at mærke
eder​ himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde
afpasse eders arbejder derefter –
Taleren Mamertinos.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre vovet
at udtale navnene på de stjernebilleder, som I skulde
rette eders sejlads efter? Nu tør I det; nu er det
ingen forment at –
Taleren Themisteos.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve på
land eller vand uden at rådspørge de uforanderlige
himmellove; han behøver ikke at lade sig omtumle
som en bold for tilfældigheder og hændelser; han –
Taleren Mamertinos.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem
vi skylder så store goder!
Kejser Julian
(for alteret med oprakte arme).
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt
olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der ​
s. 234

så længe har måttet savne denne for eder så højst
sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak
til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og
især de fra østerlandene – tillægger navnet sol-
kongen, fordi du bringer og fornyer det lys,[HIS: Skadet komma, kan forveksles med punktum.] hvori
livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt
mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud,
der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og
bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med
højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har
jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o For-
tuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig
véd jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne,
således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder,
hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt
os. Men det véd jeg dog – og deri er alle andre
visdomsvenner enige med mig – at det er dig, som
har en væsentlig andel i valget af den ledsagende
ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert
menneske på hans livs-gang.​ Jeg har ingen årsag
til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har
jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris.
Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag
underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste
arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres
øjne er rettede på mig; jeg forventer, at alle Græ-
keres røster vil forene sig med min i et tilråb til
eder, I udødelige guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet
sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde,
høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret
hvisken.)
Kejser Julian
(ser sig om).
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister
man sig bort?
​
s. 235
Taleren Themisteos.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig utak-
nemmelighed.
Taleren Mamertinos.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at ud-
brede det store budskab i alle gader.
Kejser Julian
(går fra alteret).
Den uvidende hob véd aldrig at finde sig til-
rette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at
gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er
sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vild-
farelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste
venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en
kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene
og hans øvrige ledsagere følger ham.)
(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden;
på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejser-
lige sæde.)
(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt
skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og Mamertinos.)
Kejser Julian.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den​ stumme
trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst
burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af
ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms sær-
kende at lægge tålsomhed for dagen. Vi véd alle, ​
s. 236

at man ved passende midler kan helbrede legemets
onder; – men kan man med ild og sværd tilintet-
gøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og
hvad nytter det mig, at eders hånd ofrer, dersom
eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør?
Således vil vi leve i endrægtighed med hver-
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle ud-
mærkede mænd, hvad meninger de end måtte have.
Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede
skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste
hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til
de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hver-
andre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden
derfor at elske hverandre mindre.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.)
Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender
bringer du?
Krigsøversten Nevita.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort
antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er
kommet for at bringe dig gaver og bede om dit
venskab.
Kejser Julian.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?
Krigsøversten Nevita.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja,
der er endog nogle af de fremmede, som siger sig
at komme fra øerne Diu og Serandib.
Kejser Julian.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner!
Taleren Themisteos.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og din
hæder!
​ ​
s. 237
Taleren Mamertinos.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk
for fyrster og folkeslag!
Taleren Themisteos.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav –
Taleren Mamertinos.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor
jordens kreds –
Kejser Julian.
Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre.)
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, –
dog uden pragt og smykker. Således vilde den op-
højede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg væl-
ger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys
bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen
prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barba-
rerne skal mærke sig, at visdommen – rigtignok i
sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads
på kejsersædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er iført
en prægtig klædning.)
Kejser Julian
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
Hvad søger du her, herre?
Hårskæreren Eunapios.
Nådigste kejser, du har befalet mig at komme –
Kejser Julian.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter
nogen af mine rådsherrer.
​
s. 238
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser –
Skatmesteren Ursulos.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige
hårskærer.
Kejser Julian.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand – o,
du spøger – denne mand, i silke, med guldstukne
støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hår-
skæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg formaste
mig til at lade mig betjene af så fine hænder.
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og
min frelsers skyld –
​
Kejser Julian.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke
nok! Er dette den forsagelse, som I praler med?
Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel
har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens
kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således
til? – Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig.
(Eunapios går ud til højre.)
Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn?
Skatmesteren Ursulos.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
Kejser Julian.
Se, se; ikke mere?
Skatmesteren Ursulos.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit ​
s. 239

hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig
sum i penge og et guldstykke for hver gang, han –
Kejser Julian.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke
de andre –? Der skal gøres en brat ende på dette.
– Lad de fremmede sendebud komme ind!
(Krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.)
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er
sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel véd, at
det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe,
som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog,
at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes
har givet, vel bør tages i agt af den mand, der –
selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store
læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig
nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren
Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver [HIS: Tegnsetting er falt ut. Mellomrommet er intakt.] der bærer
gaver af alle slags.)
Krigsøversten Nevita.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det
ædle tungemål, som så mange veltalende mænd, og
ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed
fremfor alle andre tungemål, – samt​ derhos vel vog-
tende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine
ører, – har disse udsendinge fra østerlandske fyrster
kåret mig til talsmand.
Kejser Julian
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig.
Krigsøversten Nevita.
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine
fødder denne rustning, som han beder dig bære i ​
s. 240

kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at
du, uovervindelige helt, står under gudernes skær-
mende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben
at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper,
telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden.
De vil dermed give tilkende, at når guderne har
forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede
det i det øjemed, at den skulde komme gudernes
yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis
kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd
og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter
det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejr-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig
nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld
beder de alle, som den højeste nåde, om dit ven-
skab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et
rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre
den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne
deres lande for fiendtligt indfald.
Kejser Julian.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig
ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges
i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders
herskere vide, at det er min agt at holde venskab
med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med
våben eller med underfundighed – stiller sig mine
hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders
fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejr-
vindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en
gud​dom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den
sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde
ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem,
skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre
tider, har levet helte og herskere, som har været
således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at ​
s. 241

det har været vanskeligt at sige, om de rettest var
at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om
deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv
for os Grækere. Hvor meget mere da for eder?
Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de frem-
mede til hvile og sørger for, at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren
Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og
talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.)
Taleren Themisteos.
Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor
alle andre kejsere!
Taleren Mamertinos.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at
forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber,
forunder dig et langt liv?
Taleren Themisteos.
Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner
udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det
har væltet sig østover, indtil det slog an imod
Tauros og Kaukasos –
Taleren Mamertinos.
– nu runger det, som en buldrende genlyd,
over hele Asien.
Krigsøversten Nevita.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed
imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alex-
ander –
Taleren Mamertinos.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige
fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt
og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
16
​
s. 242
Krigsøversten Nevita.
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige
hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
​
Kejser Julian.
Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds
komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets
samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, –
hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har med-
bragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det,
som kommer min styrelse ved. Du kan også lade
indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt
Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage.
Skatmesteren Ursulos
(nølende).
Tilgiv mig, nådigste kejser, men –
Kejser Julian.
Nu?
Skatmesteren Ursulos.
Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen
smiger tåles –
Kejser Julian.
Tilvisse, ven!
Skatmesteren Ursulos.
Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sendebud
kom hid for at søge din forgænger og ikke dig.
Kejser Julian.
Hvad vover du at ville indbilde mig!
Taleren Themisteos.
Ej, hvilken urimelig tale!
​
s. 243
Taleren Mamertinos.
Hvilken opdigtelse!
Skatmesteren Ursulos.
Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at disse
mænd skulde komme, – længe før kejser Konstanzios
lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke
en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind –
Kejser Julian.
Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at –?
Skatmesteren Ursulos.
Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre
i Gallien, så berømmelige de end har været, i slig
hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når
sendebudene talte om kejserens heltegerninger, så
tænkte de på krigen imod Perser-kongen –
Krigsøversten Nevita.
Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores
var bleven ført på den vis, at den skulde sprede
skræk til verdens grænse.
​
Skatmesteren Ursulos.
Sandt; lykken har været vore våben imod i
hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som
kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der
ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O,
regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil,
og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gal-
lien skede med en vidunderlig hurtighed; men hine
mænds rejse fra de indiske øer –; det vilde dog
være tifold vidunderligere, ifald –; spørg dem, og
du skal få høre –
16*
​
s. 244
Kejser Julian
(bleg af vrede).
Hvorfor siger du mig alt dette?
Skatmesteren Ursulos.
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle
at se din unge skønne hæder formørket af en lånt
kappe.
Taleren Themisteos.
Hvilken forvoven tale!
Taleren Mamertinos.
Hvilken højst forvoven tale!
Kejser Julian.
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig
bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof.
Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er
det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting
gennem et menneske? Men I hader dem – disse
guder – hvis templer I har nedbrudt, hvis billed-
støtter I har slåt sønder og hvis skatte I har til-
ranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore
højst velgørende guder. I har knapt tilladt, at de
fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I
også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som
jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra
mig den erkendtlige tanke, at jeg skylder de udøde-
lige en ny og såre attråværdig velgerning; – thi er
ikke hæder at agte for en sådan?
Skatmesteren Ursulos.
Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at –
Kejser Julian.
Den eneste! Der har vi det igen! Således er
I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os. ​
s. 245

Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter​ vi ikke
både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der
visselig har udført store ting i sit folk? Men I der-
imod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er
du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste?
Hvilken barbarisk uforskammethed!
Skatmesteren Ursulos.
Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for
hans meningers skyld.
Kejser Julian.
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke, at
I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være
komne for at –? Det vil altså med andre ord sige,
at den store guddommelige Dionysos, der besynder-
ligen har sin magt i at åbenbare menneskene de
skjulte ting, – at han ikke skulde være virksom nu,
ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle
dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges
jeg ikke til at drage dig til regnskab?
Skatmesteren Ursulos.
Da vil alle kristne sige, at det er deres tro, du
forfølger.
Kejser Julian.
Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men
har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte
gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne! Skal
eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke
I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved
hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret
for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad
har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med?
Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer,
hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ​
s. 246

ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes
har du kunnet give efter for hans ublu fordringer?
Skatmesteren Ursulos.
Er det en brøde, at jeg har været min herres
tjener?
Kejser Julian.
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle
hine frække halvmænd skal jages ud af​ palatset; og
alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En søm-
melig tarvelighed skal indføres igen.
(til Themisteos og Mamertinos.)
I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. –
Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op
med des større anseelse, giver en hærførers værdig-
hed, – dig overdrager jeg at undersøge, hvorledes
statens embeder er blevne forvaltede under min for-
gænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde
bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med
dig i disse sager.
(til de ældre hofmænd og rådsherrer.)
Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte
frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin arving,
så gav han mig også i arv den retfærdighed, som
hans lange svaghedstilstand havde hindret ham selv
fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede og
rigtighed for eder, da kan I drage, hvorhen I lyster.
Skatmesteren Ursulos.
Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser!
(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita,
Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.)
Hærføreren Nevita.
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde
takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –
​
s. 247
Kejser Julian.
Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at
skatte din troskab og din dømmekraft. Også kund-
gørelsen om de østerlandske sendebud overdrager jeg
dig at affatte. Skriv den således, at de velgørende
guder ikke deri skal finde grund til at fortørnes på
nogen af os.
Hærføreren Nevita.
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i
det ene og i det andet.
(han går ud til højre.)
​
Kejser Julian.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige
magter, som har vist os den rette vej.
Taleren Themisteos.
De udødelige og deres mere end dødelige ynd-
ling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget,
når det rygtes, at du har fjernet hine voldsomme og
egennyttige mænd!
Taleren Mamertinos.
Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt
håb vil man ikke vente på valget af deres efter-
følgere!
Taleren Themisteos.
Alle Grækere vil råbe med én mund: Platon
selv har taget statens ror!
Taleren Mamertinos.
Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe:
Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en
gud kan herske over menneskene!
​
s. 248
Taleren Themisteos.
Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes vel-
vilje må følge Nevita. Han har fåt et stort og van-
skeligt hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi
bør jo alle håbe, at han må vise sig at være den
rette –
Taleren Mamertinos.
Ganske visst; skønt der vel turde findes andre
mænd, som –
Taleren Themisteos.
Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg, som
du, o uforlignelige kejser –
Taleren Mamertinos.
Nej, nej, på ingen måde!
Taleren Themisteos.
Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter
at tjene en elsket hersker –
Taleren Mamertinos.
– da har du i sandhed mere end én fejlende
ven –
Taleren Themisteos.
– selv om du ikke hædrer dem således, som
du har hædret den højst lykkelige Nevita –
Taleren Mamertinos.
– selv om de måtte undvære ethvert synligt
tegn på din nåde –
Kejser Julian.
Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og
heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, The​misteos,
da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i ​
s. 249

Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan berede dig
på i det kommende år at rejse til Rom og overtage
et af de ledige konsulater.
Taleren Themisteos.
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!
Taleren Mamertinos.
Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen
tid en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius,
mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad var disses
hæder imod min? Hine udnævntes af folket, men
jeg af Julian!
En hofmand.
Priset være den kejser, som lader retfærdig-
heden råde!
En anden hofmand.
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne
med forfærdelse!
Taleren Themisteos.
Priset være alle de ophøjede guder, som i sam-
drægtighed har kastet sine forelskede øjne på en
eneste mand, således at denne eneste, når han første
gang – det ske sent! – volder os sorg og går bort,
må siges at have stillet Sokrates og Mark Aurel og
Alexander i skyggen!
Kejser Julian.
Der traf du tingens kerne, min Themisteos!
Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder og
vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at belære eder,
men for at påminde eder om, hvad der ved dette
hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra
mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste,
fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde ​
s. 250

henrykkelse, som gennemstrømmer mig, idet jeg føler
mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset
være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nær-
mest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde
ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min
del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader.
Det skal ikke være​ noget gilde for mine hoffolk, ej
heller et gæstebud inden fire vægge. Frit kan bor-
gerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg
vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de
vildfarende. –
O, sol-konge, kast lys og skønhed over dagen!
O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over
sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld
dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel
drager ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!
(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger
og fjerner sig efterhånden.)
(En trang gade i Konstantinopel.)
(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i én retning henad gaden.
Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.)
En skomager
(i sin husdør, råber tvers over gaden).
Hvad er på færde, kære nabo?
En kramhandler
(i huset lige over for).
Man siger, det skal være nogle syriske gøglere,
som er kommen til staden.
​
s. 251
En frugtsælger
(på gaden).
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver
om med abekatte og dromedarer.
Hårskæreren Eunapios
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen).
Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen
fjase og snaddre på en slig ulykkesdag!
En kvinde
(i et lidet vindu).
Pst, pst; Eunapios! Smukke herre!
Hårskæreren Eunapios.
Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske!
Kvinden i vinduet.
List dig ind bagvejen, søde ven!
Hårskæreren Eunapios.
Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte –
Kvinden i vinduet.
Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios;
iforgårs fik jeg en sending friske duer –
​
Hårskæreren Eunapios.
O, du syndige verden! (vil forbi.) Plads, plads
dog, i Satans navn; lad mig komme frem!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en sidegade.)
Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger i
munden på hverandre, og ingen kan sige mig besked.
Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!
​
s. 252
Hårskæreren Eunapios.
Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er altså
kommen tilbage til staden?
Skriftlæreren Hekebolios.
I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede høst-
måneder til stille andagt på mit landgods på Kreta.
Men sig mig for al ting, hvad går her for sig?
Hårskæreren Eunapios.
Ulykke og forvirring. Den nye kejser –
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter –
Hårskæreren Eunapios.
Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere er
forjagne fra palatset.
Skriftlæreren Hekebolios.
Taler du sandhed?
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig; jeg selv var den første –
Skriftlæreren Hekebolios.
Forskrækkeligt! Så er kanske også jeg –?
Hårskæreren Eunapios.
Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges, alle
gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler –
Skriftlæreren Hekebolios
(bleg).
Gud forbarme sig!
Hårskæreren Eunapios.
Herren være lovet, jeg har en god samvittighed.
​
s. 253
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg også, jeg også; men alligevel –; ah, så
er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret til
Apollon og Fortuna?
Hårskæreren Eunapios.
Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting?
​
Skriftlæreren Hekebolios.
Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven,
at det er vort sindelag, som gode kristne, han for-
følger?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være
muligt?
Kvinder
(i trængselen).
Der kommer de!
En mand
(på et hustag).
Jeg kan se ham!
Andre stemmer.
Hvem kommer? Hvem, hvem?
Manden på taget.
Kejser Julian. Han har vinløv i håret.
Folk på gaden.
Kejseren!
Hårskæreren Eunapios.
Kejseren!
Skriftlæreren Hekebolios.
Kom, kom, fromme broder!
​
s. 254
Hårskæreren Eunapios.
Slip mig, herre; jeg er slet ikke from.
Skriftlæreren Hekebolios.
Ikke from –?
Hårskæreren Eunapios.
Hvem tør sige mig på –? Vil man ødelægge
mig? From? Når var jeg from? Jeg hørte engang
til Donatisternes samfund; det er mangfoldige år
siden. Gid djævelen tage Donatisterne! (banker på vin-
duet.) Hej, Barbara, Barbara; luk op, gamle tæve!
(man slipper ham ind gennem husdøren.)
Mængden.
Der er han! Der kommer han!
Skriftlæreren Hekebolios.
Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse!
O, forfærdelsens lynslag!
(han lister sig bort med begge slaverne.)
(Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går foran; drukne
mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer, danser efter takten. Midt
i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er overtrukket
med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud
over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt om-
vunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halv-
nøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer
ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tamburiner og
bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.)
​
Danserne
(synger)
Ildnende drag af fyldte skåler!
Ildnende drag!
Læberne nippende,
øjnene klippende,
bukkeben trippende
hylder dig, vingud, i svimlende lag!
​
s. 255
Kvinderne
(synger.)
Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,
prøv, I bakkanter!
Øv den i dagglansens tindrende stråler!
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Favn os, bakkanter;
kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;
springende, syngende,
ravende, gyngende,
favn os, bakkanter!
Kejser Julian.
Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt til
side; ikke for os, men for ham, som vi hædrer!
En røst i mængden.
Kejseren i skøgers og gøgleres selskab!
Kejser Julian.
Skam få I, at jeg må tage tiltakke med slige.
Blues I ikke over at finde større fromhed og mere
iver hos disse, end hos eder selv?
En gammel mand.
Kristus oplyse dig, herre!
Kejser Julian.
Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale med?
Sad ikke din store mester tilbords med syndere?
Gik han ikke ud og ind i huse, som holdtes for
lidet sømmelige? Svar mig på det.
Hårskæreren Eunapios
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør).
Ja, svar, svar, om du kan, du dåre!
​ ​
s. 256
Kejser Julian.
Ej, se, – er du ikke hin hårskærer, som –?
Hårskæreren Eunapios.
En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads, I
bakkanter; plads for en broder!
(han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.)
Kejser Julian.
Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker,
hvis I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og
det er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud
er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som
denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem Ro-
merne også kalder Bakkus. Mener I, han er en gud
for drukkenbolte? O, I højst uvidende, jeg ynker
eder, hvis I tænker så. Hvem anden end ham er
det, seerne og digterne skylder sine vidunderlige
gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon
denne virksomhed, og det visselig ikke uden al føje;
men da er sammenhængen hel anderledes at forstå,
– hvilket jeg kan bevise af forskellige skrifter. Dog,
herom vil jeg ikke tvistes med eder på åben gade.
Heller ikke tillader tiden det. Ja, spot kun! Slå
kun korsets tegn! Jeg ser det godt. I peb gerne i
fingrene; I kasted gerne stene efter mig, om I voved
det. – O, må jeg ikke skamme mig over denne stad,
der er sunken ned under barbarerne og som ikke
véd noget bedre end at holde fast ved en vankundig
Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; –
stands os ikke!
Danserne.
Se, på sin panter
sidder den herlige!
​
s. 257
Kvinderne.
Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; –
favn os, bakkanter!
(Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser til i stum
forundring.)
​
(Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre
døråbning med forhæng for til højre.)
(Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af to tjenere, der
bærer tepper.)
Husmesteren Eutherios
(råber imod rummet til højre).
Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil
i bad.
(han går ud til højre med begge tjenerne.)
(Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panter-
huden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han
går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i
en krog.)
Kejser Julian.
Var der skønhed i dette? – –
Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor
var de rene jomfruer med bånd om panden, med
sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde?
Tvi eder, I skøger! – –
(han river panterhuden af og kaster den tilside.)
Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kej-
seren byde den stå op igen, og så står den op?
Tvi over denne stinkende utugt! – –
Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af disse
forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder –
Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
17
​
s. 258
Badetjeneren Agilo
(i døråbningen til højre).
Badet er rede, nådigste herre!
Kejser Julian.
Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets
smuds at regne imod alt det andet? Gå!
(Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.)
Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem
toldere og syndere. –
Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –
(Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og standser æng-
stelig ved døren.)
Kejser Julian.
Hvad vil du, mand?
Skriftlæreren Hekebolios
(på knæ).
Herre!
Kejser Julian.
Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det vir-
kelig dig?
​
Skriftlæreren Hekebolios.
Den samme, og dog en anden.
Kejser Julian.
Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op!
Skriftlæreren Hekebolios.
Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over,
at jeg gør brug af min fordums ret til at gå ud og
ind hos dig.
Kejser Julian
(koldt).
Jeg spurgte, hvad du vilde mig.
​
s. 259
Skriftlæreren Hekebolios.
Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde
kaste glemselens slør over hine tider!
Kejser Julian
(som før).
Jeg forstår. Du mener at –
Skriftlæreren Hekebolios.
O, at jeg kunde synke i jorden og dølge min
skamfuldhed! Se, se, – her ligger jeg for dig, en
mand, hvis hår er i færd med at gråne, – en mand,
som har gransket og grundet alle sine dage og som
nu må bekende, at han foer vild og at han førte
sin elskede lærling vild!
Kejser Julian.
Hvad ønsker du at sige med det?
Skriftlæreren Hekebolios.
Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger
jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og
kalder dig min nye lærer.
Kejser Julian.
Rejs dig, Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejser sig).
Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter
din retfærdighed. – Da du var borte, blev det mig
næsten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof.
Jeg véd ikke, om du har erfaret, at jeg forfremmedes
til kejserindens forelæser og til uddeler af milde
gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet
af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud
at se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd
17*
​
s. 260

til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle
slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med
grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for en-
hver, som kunde opveje klingende ord med klingende
guld. O, min kejser, du véd ikke, hvad her har gåt
i svang –!
​
Kejser Julian.
Jeg véd det, jeg véd det.
Skriftlæreren Hekebolios.
Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så ofte
det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit beskedne
Tuskulum – min lille landgård –, hvor ikke al dyd
syntes at være flygtet fra verden. Der har jeg levet
også denne sommer, overvejende de menneskelige
ting og de himmelske sandheder.
Kejser Julian.
Lykkelige Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios.
Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige ger-
ninger til Kreta –
Kejser Julian.
Ah!
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg spurgte mig selv: er han mere end et men-
neske, denne højst mageløse yngling? Under hvis
beskyttelse står han? Er det på slig vis, at de
kristnes gud plejer åbenbare sin magt –?
Kejser Julian
(spændt).
Nu; nu!
​
s. 261
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter
igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o,
at måtte tilstå dette!
Kejser Julian.
Tal ud, – jeg besværger dig!
Skriftlæreren Hekebolios
(kaster sig på knæ).
Straf mig i din retfærdighed, herre; men afstå
fra din ungdoms vildfarelser om de guddommelige
ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vildfarelse;
og jeg – o, ufatteligt at ikke skammen dræber mig –,
jeg, jeg har været med at føre dig vild –
Kejser Julian
(med udbredte arme).
Kom i min inderste favn!
Skriftlæreren Hekebolios.
O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de
udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan du
ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i dit
sted –
​
Kejser Julian.
Kom, kom i min åbne favn, siger jeg!
(han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham.)
Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet glæde!
Skriftlæreren Hekebolios.
Herre, hvorledes skal jeg forstå dette?
Kejser Julian.
O, du véd da ikke –? Hvad tid kom du til
staden?
​
s. 262
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg gik fra skibet for en time siden.
Kejser Julian.
Og iled lige hid?
Skriftlæreren Hekebolios.
På angstens og angerens vinger, herre!
Kejser Julian.
Uden at tale med nogen?
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, uden at tale med nogen; men –?
Kejser Julian.
O, så kan du jo ikke vide –
(han omfavner ham igen.)
Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel
som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige
sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har
jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget
sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette
øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er
det fordi jeg nylig har fejret en højtid til ære for
den guddommelige Dionysos.
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg hører, og jeg forbauses!
Kejser Julian.
Se her, – endnu sidder kransen i mit hår.
Under mængdens glade tilråb –, ja, der var temme-
lig mange –
Skriftlæreren Hekebolios.
Og jeg, som ikke har anet så store ting!
​
s. 263
Kejser Julian.
Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og vis-
domselskere om os, alle sømmelige og ærbare​ dyr-
kere af guderne; – der er allerede nogle, – dog
ikke ret mange –
(Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det
forrige hof, kommer ind fra venstre.)
Kejser Julian.
Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i tal-
rigt følge, og med et ansigt, som tyder på noget
vigtigt.
Livlægen Cæsarios.
Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et
spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede
mænds navn?
Kejser Julian.
Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min
elskede Gregors broder? Spørg, spørg!
Livlægen Cæsarios.
Sig mig da, o herre –
(han bemærker Hekebolios.)
Hvad ser jeg! Hekebolios her?
Kejser Julian.
Nys hjemkommen –
Livlægen Cæsarios
(vil trække sig tilbage).
Da beder jeg om at måtte vente –
Kejser Julian.
Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør høre alt.
​
s. 264
Livlægen Cæsarios.
Ven, siger du? O, min kejser, disse fængslinger
sker altså ikke med din vilje?
Kejser Julian.
Hvad taler du om?
Livlægen Cæsarios.
Du véd det altså ikke? Krigsøversten Nevita –
hærføreren, som han nu kalder sig – lader, under
påskud af at det sker på dine vegne, anstille for-
følgelser imod alle din forgængers betroede mænd.
Kejser Julian.
Undersøgelser, højst nødvendige undersøgelser,
min Cæsarios!
Livlægen Cæsarios.
O, men, herre, forbyd ham at fare så voldsomt
frem. Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater,
og ligeså en viss prætorian-høvding, hvis navn du
har forbudt at nævne; du véd, hvem jeg​ mener,
herre, – denne ulykkelige mand, der allerede med
hele sit hus holder sig skjult i angst for dig.
Kejser Julian.
Du kender ikke denne mand. I Gallien om-
gikkes han med højst forvovne tanker.
Livlægen Cæsarios.
Lad så være; men nu er han jo uskadelig. Dog
ikke han alene trues med undergang; også skat-
mesteren Ursulos er fængslet –
Kejser Julian.
Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent.
​
s. 265
Livlægen Cæsarios.
Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk
dig dog, Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet
hviler, – denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer
sig i ærefrygt –
Kejser Julian.
Denne mand uden al dømmekraft, siger jeg!
Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger har
mættet hoftjenernes grådighed. Og han er derhos en
ubrugelig mand i statssager. Jeg har selv erfaret
det. Jeg vilde aldrig turde betro ham at modtage
fremmede fyrsters sendebud.
Livlægen Cæsarios.
Og dog beder vi dig, herre, så mange vi her
står for dig: vær højmodig – både imod Ursulos og
imod de øvrige.
Kejser Julian.
Hvem er de øvrige?
Livlægen Cæsarios.
Altfor mange, frygter jeg. Jeg vil kun nævne
underskatmesteren Evagrios, den forrige husmester,
Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –
Kejser Julian.
Hvorfor standser du?
Livlægen Cæsarios
(nølende).
Herre, – blandt de anklagede er også hof-
forelæseren Hekebolios.
Kejser Julian.
Hvad?
​
s. 266
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg? Umuligt!
Livlægen Cæsarios.
Anklaget for at have taget stikpenge af uvær-
dige embedssøgere –
Kejser Julian.
Og det skulde Hekebolios –? En mand, som
Hekebolios –?
​
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus –
hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme!
Livlægen Cæsarios.
Ah!
Kejser Julian.
Hvad mener du?
Livlægen Cæsarios
(koldt).
Intet, min nådigste kejser!
Kejser Julian.
Cæsarios!
Livlægen Cæsarios.
Ja, min høje herre!
Kejser Julian.
Ikke herre; kald mig din ven.
Livlægen Cæsarios.
Tør en kristen kalde dig så?
​
s. 267
Kejser Julian.
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios!
Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle
hine anklagede mænd er kristne? Viser ikke det
kun, at de kristne har forståt at tilrane sig alle
indbringende embeder? Men tør kejseren tillade, at
rigets vigtigste embeder forvaltes slet?
(til de øvrige.)
I mener dog vel ikke, at det er eders tro, som
har optændt mig til harm imod de uredelige? Jeg
kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil, man
skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og
dom, og heller ikke, at man overhovedet skal tilføje
eder noget ondt. I, eller i alt fald mange af eder,
er jo dog fromme, eftersom jo også I tilbeder den
herre, der er almægtig og som hersker over hele
den synlige verden. – O, min Cæsarios, er det
ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun under andre
navne?
Livlægen Cæsarios.
Forund mig, nådigste herre –
Kejser Julian.
For øvrigt er det min agt at vise mildhed, hvor
sådant sømmeligen kan ske. Hvad Hekebolios angår,
så må ikke hans lønlige fiender indbilde sig, at de
skal få lov til at skade ham med angivelser eller
med andet slags lumpne rænker.
​
Skriftlæreren Hekebolios.
Min kejser! Mit skjold og mit værn!
Kejser Julian.
Heller ikke vil jeg, at man ubarmhjertigt skal
tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg tænker ​
s. 268

således på hin hårskærer, som jeg jog bort. Det
fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud
til at være et menneske, som forstår sit håndværk
tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan jeg
gå, min Cæsarios, men heller ikke videre. Ursulos
får selv bære følgerne. Jeg må handle således, at
retfærdighedens blinde og dog så nøjeseende gudinde
ikke får nogen grund til at rynke sine øjenbryn over
en dødelig, i hvis hænder hun har nedlagt et så
stort ansvar.
Livlægen Cæsarios.
Efter dette har jeg ikke et ord mere at sige
for de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte for-
lade hoffet og staden.
Kejser Julian.
Det vil du?
Livlægen Cæsarios.
Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Du er stivnakket, ligesom din broder.
Livlægen Cæsarios.
De nye ting giver mig meget at tænke på.
Kejser Julian.
Jeg havde store hensigter med dig, Cæsarios!
Det vilde være mig såre kært, om du kunde give
slip på dine vildfarelser. Kan du det ikke?
Livlægen Cæsarios.
Gud véd, hvad jeg for en måned siden havde
kunnet; – nu kan jeg det ikke.
​
s. 269
Kejser Julian.
Et giftermål i en af de mægtigste slægter skulde
stå dig åbent. Betænker du dig ikke?
Livlægen Cæsarios.
Nej, nådigste herre!
Kejser Julian.
En mand, som du, kunde i hast stige fra stilling
til stilling. Cæsarios, skulde det ikke være muligt,
at du turde være med mig på at fremme de nye
ting?
Livlægen Cæsarios.
Nej, nådigste herre!
​
Kejser Julian.
Jeg mener ikke her; men andetsteds. Det er
min agt at drage bort. Konstantinopel er mig højlig
imod; I Galilæere har fordærvet det for mig i alle
måder. Jeg går til Antiokia; der finder jeg en bedre
jordbund. Du skulde ledsage mig. Vil du det, Cæ-
sarios?
Livlægen Cæsarios.
Nådigste herre, jeg vil også til de østlige land-
skaber; men jeg vil rejse alene.
Kejser Julian.
Og hvad vil du der?
Livlægen Cæsarios.
Opsøge min gamle fader; hjælpe Gregor at styrke
ham til den kamp, som forestår.
Kejser Julian.
Gå!
​
s. 270
Livlægen Cæsarios.
Lev vel, min kejser!
Kejser Julian.
Lykkelige fader, der har så ulykkelige sønner!
(han vinker med hånden; Cæsarios og hans ledsagere bøjer sig dybt
og går ud til venstre.)
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvilken forvoven og højst usømmelig trods!
Kejser Julian.
Mit hjerte er såret tilblods af dette og af meget
andet. Du, min Hekebolios, skal følge mig. Jorden
brænder under mig i denne forgiftede galilæiske stad!
Jeg vil skrive til hine visdomsvenner Kytron og
Priskos, som har vundet så stort ry i de senere år.
Maximos kan jeg hver dag vente hid; han skal gå
med os. – Jeg siger dig, der forestår os lykkelige
sejrsdage, Hekebolios! I Antiokia, ven, – der kom-
mer vi til at mødes med den uforlignelige Libanios,
– og der er vi Helios nærmere i hans opstandelse.
– O, denne dragende længsel imod sol-kongen –!
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, ja –!
Kejser Julian
(omfavner ham).
Min Hekebolios! – Visdom; lys; skønhed!
​ ​ ​
ANDEN AKT.
(En stor forhal i kejserens palats i Antiokia. Åben indgang i baggrunden;
på den venstre væg er en dør, som fører ind til de indre værelser.)
(På et ophøjet sæde i forgrunden til højre sidder kejser Julian omgiven
af sit hof. Dommere, talere, digtere og lærere, iblandt disse læreren
Hekebolios, sidder på lavere sæder nedenfor ham. Lænet op imod væg-
gen, nær ved udgangen, står en mand, klædt som kristen prest; han
skjuler ansigtet i sine hænder og synes hensunken i bøn. En stor for-
samling af stadens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren står vagt;
ligeså ved døren til venstre.)
Kejser Julian
(taler til de forsamlede).
Så stor fremgang har guderne forundt mig.
Knapt en eneste stad har jeg nærmet mig på min
rejse, uden at jo Galilæere i hele hobe har strøm-
met mig imøde på landevejen, jamrende over sine
vildfarelser og givende sig ind under de guddommelige
magters varetægt. Hvad er spotternes dårlige ad-
færd at regne imod dette? Er ikke spotterne nær-
mest at ligne med hunde, der i sin uvidenhed hyler
op imod måneskiven? Dog vil jeg ikke nægte, at
det har fortørnet mig at erfare, at enkelte af denne
stads indbyggere har ladet falde hånlige ord om den
levevis, som jeg har indskærpet Kybeles, den gode
gudindes, prester at føre. Burde ikke ærefrygten ​
s. 272

for så ophøjet en guddom fritage hendes tjenere for
at gøres til genstande for spot? Jeg tilråber hine
dumdristige mennesker: er I barbarer, eftersom I
ikke véd, hvem Kybele er? Skal jeg være nødt til
alvorligen at minde eder om, at dengang det romerske
herredømme truedes så hårdt af hin puniske felt-
herre, hvis grav jeg for ikke lang tid siden har set
i Libyssa, – da gav​ den kumæiske Sibylle det råd
at tage Kybeles billedstøtte ud af templet i Pessinos
og føre det til Rom? Hvad nu presternes levemåde
vedkommer, da har nogle opholdt sig over, at det
er bleven dem forbudt at spise rødder og alt, hvad
der gror langs henad jorden, medens det tillades dem
at nyde urter og frugter, som har sin vækst i højden.
O,[HIS: Skadet komma] I højst vankundige, – jeg ynker eder, at I ikke
fatter dette! Kan da menneskets ånd nære sig af
det, der kryber langs jorden? Lever ikke sjælen af
alt det, som higer opad imod himlen og imod solen?
Disse ting vil jeg ikke vidtløftigere omtale idag.
Hvad mere derom er at sige, det vil I erfare af et
skrift, som jeg arbejder på i mine vågende nætter,
og som jeg håber om føje tid skal blive forelæst
både i læresalene og på torvene.
(han rejser sig.)
Og hermed, mine venner, hvis ingen har noget
yderligere at foredrage –
En borger
(trænger sig frem).
O, nådigste kejser, lad mig ikke gå uhørt!
Kejser Julian
(sætter sig atter).
Visst ikke, min ven! Hvem er du?
Borgeren.
Jeg er kornhandleren Medon. O, herre, hvis ​
s. 273

ikke min kærlighed til dig, du ophøjede og guddom-
melige –
Kejser Julian.
Frem med din sag, mand!
Medon.
Jeg har en nabo, Alites, som nu i mange år
har skadet mig på alle tænkelige måder; han handler
nemlig også med korn og går mig på den skamme-
ligste vis i næringen –
Kejser Julian.
Aha, min gode Medon, du ser dog velnæret
nok ud.
Medon.
Det er heller ikke dette, allernådigste kejser!
O, ved de ærværdige guder, hvem jeg lærer at elske
og​ prise højere dag for dag, – de fornærmelser,
han tilføjer mig, skulde jeg overse; men hvad jeg
umuligt kan tåle –
Kejser Julian.
Han håner dog ikke guderne?
Medon.
Han gør det, som værre er, – ja, i al fald
det, som er ligeså forvovent; han – o, jeg véd
knapt, om harmen tillader mig at udsige det – han
håner dig selv, allernådigste herre!
Kejser Julian.
Så? hvilke ord har han brugt?
Medon.
Han har slet ingen ord brugt; han har brugt
det, som værre er.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
18
​
s. 274
Kejser Julian.
Og hvad er værre?
Medon.
En purpurfarvet kåbe –
Kejser Julian.
Den bærer han? Ej, ej, det er dristigt.
Medon.
Ja, du store vingefodede Merkur, når jeg tænker
på, hvorledes den kåbe vilde bekommet ham i din
forgængers tid! Og dette hovmodets klædebon har
jeg hver dag for øjne –
Kejser Julian.
Dette klædebon, købt for penge, som kunde
været dine –
Medon.
O, nådigste kejser, – straf denne formastelige
mand; lad ham udjages af staden; min kærlighed til
vor store ophøjede hersker tillader mig ikke at være
vidne til en slig uforskammet anmasselse.
Kejser Julian.
Sig mig, gode Medon, hvad slags klædnings-
stykker bærer Alites foruden purpurkåben?
Medon.
Det husker jeg sandelig ikke, herre; jeg tænker,
de vanlige; jeg har kun lagt mærke til purpurkåben.
Kejser Julian.
Altså purpurkåbe og ugarvede såler –
Medon.
Ja, herre; det ser ligeså latterligt som uforskam-
met ud.
​
s. 275
Kejser Julian.
Den ting må vi bøde på, Medon!
Medon
(lykkelig).
Ah, nådigste herre –!
Kejser Julian.
Imorgen tidlig kommer du hid i palatset –
​
Medon
(endnu lykkeligere).
Jeg skal komme ganske tidligt, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Du melder dig hos min husmester –
Medon.
Ja, ja, min allernådigste kejser!
Kejser Julian.
Af ham modtager du et par purpurstøvler, stukne
med guld –
Medon.
Ak, ak, min gavmilde herre og kejser!
Kejser Julian.
Disse støvler bærer du hen til Alites, ifører ham
dem og siger ham, at han for al ting må tage dem
på hver gang han herefter får i sinde at vise sig i
purpurkåbe på gaden ved lys dag –
Medon.
O!
Kejser Julian.
– og når du det har gjort, kan du fortælle
ham fra mig, at han er en nar, hvis han tror sig
18*
​
s. 276

hædret ved purpurkåben uden at eje purpurets magt.
– Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!
(Kornhandleren Medon går slukøret bort under borgernes latter; hof-
mændene, talerne, digterne samt de øvrige klapper i hænderne og til-
råber kejseren bifald.)
En anden borger
(træder frem af hoben).
Priset være kejserens retfærdighed! O, hvor
denne nidske kornpuger har fortjent at straffes så-
ledes! O, hør mig og lad din nåde –
Kejser Julian.
Aha; jeg synes, jeg kender dit ansigt. Var ikke
du en af dem, som råbte foran min vogn, da jeg
drog ind i staden?
Borgeren.
Jeg var en af de ivrigste råbere, uforlignelige
kejser! Jeg er skatteopkræveren Malkos. Ak, tag
dig af mig! Jeg fører en retstrætte med et ondt og
gærrigt menneske –
Kejser Julian.
Og derom kommer du til mig? Gives her ikke
dommere –?
Skatteopkræveren Malkos.
Sagen er noget indviklet, høje kejser! Den
drejer sig om en mark, som jeg har​ givet hin onde
mand i forpagtning og som jeg for syv år siden
lagde mig til, da en del af Apostel-kirkens jordegods
blev solgt.
Kejser Julian.
Se, se; kirkegods altså?
​
s. 277
Malkos.
Redeligt erhvervet; men nu nægter dette men-
neske at svare mig afgift, og heller ikke vil han
give ejendommen tilbage, alt under påskud af, at
denne mark engang skal have tilhørt Apollons tempel
og, som han siger, uretteligen skal være bleven
templet fratagen for mange år siden.
Kejser Julian.
Hør, sig mig, Malkos, – du er visst en af
Galilæerens tilhængere?
Malkos.
Nådigste kejser, det er en gammel vane i vor
slægt at bekende Kristus.
Kejser Julian.
Og det siger du sådan lige til, uden sky?
Malkos.
Min modstander er dristigere end jeg, herre!
Han går ud og ind af sit hus, som før; han flygtede
ikke fra staden, da det rygtedes, at du vilde komme.
Kejser Julian.
Flygtede ikke? Og hvorfor skulde han det,
han, en mand, som står på gudernes bedste?
Malkos.
Allernådigste kejser, du har uden tvil hørt tale
om bogføreren Thalassios?
Kejser Julian.
Hvad! Hin Thalassios, som, for at indynde sig
hos min forgænger, mens jeg stod bagtalt og fare-
truet i Gallien, her, i Antiokia, midt på torvet fore-
slog borgerne, at de skulde bede kejseren sende dem
Cæsar Julians hoved!
​
s. 278
Malkos.
Herre, det er denne din dødsfiende, som for-
uretter mig.
Kejser Julian.
Sandelig, Malkos, imod denne mand har jeg
ligeså stor grund til klage, som du.
Malkos.
Tifold større, min nådige kejser!
Kejser Julian.
Og hvad mener du? Skal vi to slå vore sager
sammen og forklage ham på en gang?
​
Malkos.
O, hvilken overvættes nåde! Jeg tifold lykke-
lige mand!
Kejser Julian.
Du tifold dårlige! Thalassios går ud og ind
af sit hus som før, siger du? Han er ikke flygtet
fra staden ved mit komme. Thalassios har kendt
mig bedre end du. Væk med dig, menneske! Når
jeg forklager Thalassios for mit hoved, kan du for-
klage ham for din mark.
Malkos
(hændervridende).
Jeg tifold ulykkelige!
(Han går ud i baggrunden; de forsamlede tilklapper atter kejseren bifald.)
Kejser Julian.
Ret så, mine venner; glæd eder over, at det er
lykkedes mig, ikke ganske uværdigt, at begynde
denne dag, der særligt er viet til en højtid for den
strålende Apollon. Thi er det ikke en visdomsven ​
s. 279

værdigt at overse de fornærmelser, der rettes imod
ham selv, medens han strængt straffer den uret, som
tilføjes de udødelige guder? Jeg mindes ikke, om
hin lærdommens kronede dyrker, Mark Aurel, nogen-
sinde har været i et lignende tilfælde; men har han
været det, da bør vi håbe, at han har handlet ikke
aldeles uligt mig, der sætter en ære i ydmygt at
følge hans fodspor.
Lad dette tjene eder til rettesnor for, hvad I
har at iagttage for fremtiden. I palatset, på torvet,
ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes ved at
betræde et sådant dårskabens sted – kan det
være sømmeligt, at I hilser mig med tilråb og en
glad klappen i hænderne. En slig hyldest, véd jeg,
er bleven vel optagen både af den makedoniske
Alexander og af Julius Cæsar, hvilke mænd det af
lykkens gudinde også blev forundt at skinne fremfor
andre dødelige.
Men ser I mig træde ind i et tempel, da er det
en anden sag. Da vil jeg, at I skal tie eller rette
eders tilråb imod guderne og ikke imod mig, hvem
I ser skride frem med nedslagne øjne og en sænket
pande. Og allermest​ håber jeg, at I vil iagttage
dette idag, da jeg har at ofre til en så højst over-
ordentlig og mægtig guddom, som han, hvem vi
kender under navn af sol-kongen, og som bliver end
større i vore øjne når vi betænker, at han er den
samme, hvem visse østerlandske folkeslag kalder
Mithra.
Og hermed, – hvis ellers ingen har noget at
sige –
Presten ved døren
(retter sig ivejret).
I Gud Herrens navn!
​
s. 280
Kejser Julian.
Hvo taler der?
Presten.
En Guds og kejserens tjener.
Kejser Julian.
Kom nærmere. Hvad vil du?
Presten.
Tale til dit hjerte og til din samvittighed.
Kejser Julian
(springer op).
Hvilken røst! Hvad ser jeg! Trods skæg og
klædning –! Gregor!
Presten.
Ja, min høje herre!
Kejser Julian.
Gregor! Gregor fra Nazianz!
Gregor fra Nazianz.
Ja, nådige kejser!
Kejser Julian
(er stegen ned, har grebet hans hænder og ser længe på ham).
Lidt ældet; brunere; førere. Nej; det var kun
i første øjeblik; nu er du den samme, som da.
Gregor fra Nazianz.
O, var det dog så med dig, herre!
Kejser Julian.
Athen. Hin nat i buegangen. Ingen mand har
ligget mit hjerte så nær som du.
​
s. 281
Gregor fra Nazianz.
Dit hjerte? Ak, kejser, af dit hjerte har du
udrevet en bedre ven end mig.
Kejser Julian.
Du mener Basilios?
Gregor fra Nazianz.
Jeg mener en større end Basilios.
Kejser Julian
(formørket).
Ah, så! Det er dette du kommer for at sige
mig? Og i denne klædning –
Gregor fra Nazianz.
Jeg har ikke valgt denne klædning, herre!
Kejser Julian.
Du ikke? Hvem da?
​
Gregor fra Nazianz.
Han, der er større end kejseren.
Kejser Julian.
Jeg kender disse galilæiske talemåder. For vort
venskabs skyld, spring dette over.
Gregor fra Nazianz.
Lad mig da begynde med at sige dig, hvorledes
det er gåt til, at du ser mig her, viet til prest i
den kirke, som du forfølger.
Kejser Julian
(med et hvast blik).
Forfølger!
(han stiger atter op på forhøjningen og sætter sig.)
Nu kan du tale videre.
​
s. 282
Gregor fra Nazianz.
Du véd, hvad jeg mente om de guddommelige
ting under vort glade samliv i Athen. Men fjernt
lå det dengang fra min tanke at forsage jordens
glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom, det tør jeg
nok sige, har aldrig fristet mig; dog blev jeg neppe
sandheden tro, hvis jeg vilde nægte, at mit øje og
mit sind hang undrende ved al den herlighed, som
oplod sig for mig i Grækernes gamle videnskab og
kunst. Kævlerierne, alle hine smålige stridigheder i
vor kirke, bedrøvede mig dybt; men jeg tog ingen
del i dem; jeg tjente mine landsmænd i verdslige
ting; videre ikke. –
Da kom tidender fra Konstantinopel. Det sagdes,
at Konstanzios var død af skræk over dine fore-
tagender og havde indsat dig til sin arving. Mod-
tagen som en overmenneskelig, og med sejrsrygtet
flyvende foran dig, var du, Galliens og Germaniens
helt, uden sværdslag stegen op på Konstantins sæde.
Verden lå for dine fødder.
Da kom atter tidender. Verdens herre rusted
sig til krig imod himlens herre –
Kejser Julian.
Gregor, hvad fordrister du dig –!
Gregor fra Nazianz.
Legemernes herre rusted sig til krig imod sjæ-
lenes herre. Jeg står her for dig i kødets frygt og
bæven; men jeg tør ikke lyve. Vil du høre sand-
heden, eller skal jeg tie?
​
Kejser Julian.
Du skal tale, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Hvad har ikke mine troesfæller måttet lide ​
s. 283

allerede i disse få måneder? Hvor mange dødsdomme
er ikke bleven afsagte og fuldbyrdede på den gru-
somste måde? Statsskriveren Gaudenzios, – Arte-
mios, hin forhenværende statholder i Egypten, –
begge tribunerne Romanos og Vinzenzios –
Kejser Julian.
Du kender ikke disse ting. Jeg siger dig, at
retfærdighedens gudinde vilde have udgydt tårer,
hvis hine forrædere havde sluppet med livet.
Gregor fra Nazianz.
Lad så være, min kejser; men jeg siger dig, at
der er fældet én dødsdom, som retfærdighedens gud
aldrig kan tilgive dig. Ursulos! Denne mand, som
var dig en ven i trængselsfulde dage! Ursulos, som
med fare for sit eget liv forstrakte dig med penge
i Gallien; Ursulos, hvis hele brøde var hans kristen-
tro og hans oprigtighed –
Kejser Julian.
Ah, dette har du fra din broder Cæsarios!
Gregor fra Nazianz.
Straf mig, herre; men skån min broder.
Kejser Julian.
Du véd godt, at du intet vover, Gregor! For
øvrigt vil jeg give dig ret i, at Nevita har faret for
strængt frem.
Gregor fra Nazianz.
Ja, denne barbar, hvem det under Grækersmin-
ken ikke lykkes at fornægte sin herkomst –!
Kejser Julian.
Nevita er nidkær for sit hverv, og jeg kan ikke
selv være overalt. Over Ursulos har jeg oprigtigt ​
s. 284

sørget, og jeg beklager dybt, at hverken tid eller
omstændigheder tillod mig selv at undersøge hans
sag. Jeg havde visselig skånet ham, Gregor! Jeg
har også tænkt på at give hans arvinger tilbage,
hvad han måtte have efterladt sig.
​
Gregor fra Nazianz.
Høje kejser, du skylder mig intet regnskab for
dine handlinger. Jeg har kun villet sige dig, at alle
disse tidender slog ned som et lyn både i Cæsaræa
og i Nazianz og i de øvrige kappadokiske stæder.
Hvorledes skal jeg skildre dig virkningen? Vore
indbyrdes tvistemål forstummede under den fælles
fare. Mange af kirkens usunde lemmer faldt fra;
men i mange ligegyldige hjerter tændtes Herrens lys
i en aldrig før anet klarhed. Under alt dette brød
trængslerne ind over Guds folk. Hedningerne – ja,
min kejser, de, som jeg kalder hedninger – begyndte
at true, at forurette, at forfølge os –
Kejser Julian.
Gengæld, – gengæld, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Det være langt fra mig at ville forsvare alt,
hvad mine troesbrødre kan have forøvet i udskejende
iver for kirkens sag. Men du, som er højt oplyst,
og som er alles hersker, du tør ikke tåle, at de
levende straffes for de dødes fejl. Dette er dog sket
i Kappadokia. De kristnes fiender, få i antal, men
tørstende efter vinding og brændende af iver efter
at være de nye embedsmænd til behag, har vakt
uro og bekymring hos befolkningen både i stæderne
og på landet.
Jeg tænker ikke her nærmest på de forhånelser,
vi har måttet lide, ej heller på de krænkelser af ​
s. 285

vor vel erhvervede ejendomsret, som vi i den senere
tid idelig har været udsatte for. Hvad der mest
bekymrer mig og alle mine alvorlige brødre, det er
den fare, som dette medfører for sjælene. Mange er
ubefæstede i troen og mægter ikke ganske at se bort
fra de jordiske goder. Den hårde medfart, som nu
må døjes af enhver den, der bærer kristennavnet,
har allerede havt mere end ét frafald til følge. Herre,
dette er et sjæleran fra Guds rige.
​
Kejser Julian.
O, min kloge Gregor, – hvor kan du tale så?
Jeg forbauses! Skulde du ikke tvert om, som en
god Galilæer, glæde dig over, at eders samfund vorder
disse mennesker kvit?
Gregor fra Nazianz.
Nådige kejser, jeg er ikke af den mening. Jeg
har selv været en ligegyldig i troen, og jeg holder
enhver sådan for en syg, der har helbredens mulig-
hed i sig så længe han blir i kirkens skød. Således
tænkte også vor lille menighed i Nazianz. Bekym-
ringsfulde brødre og søstre kom sammen for at råd-
slå om hjælp imod tidens nød. Med dem forenede
sig udsendinger fra Cæsaræa og fra de andre stæder.
Min fader er affældig, og – som han med sorg be-
kender – han har ikke det faste uryggelige sind,
som i disse trængselens dage kræves af den, der
sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at
der til hans medhjælper skulde udkåres en yngre
mand, som kunde holde Herrens hjord sammen.
Valget faldt på mig.
Kejser Julian.
Ah!
​
s. 286
Gregor fra Nazianz.
Jeg var den tid fraværende på en rejse. Men
i mit fravær, og uden at rådspørge mig, indviede
min fader mig til prest og sendte mig den preste-
lige klædning.
Dette budskab traf mig i Tiberina, på min land-
gård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen med
min broder og med min ungdomsven Cæsaræeren
Basilios.
Herre, – var min dødsdom bleven mig forkyndt,
det kunde ikke have forfærdet mig mere end dette.
Jeg prest! Jeg vilde det, og jeg vilde det ikke.
Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke. Jeg brødes
med Gud Herren, således som patriarken brødes med
ham i den gamle pagts dage. Hvad der foregik med
mig i den nat, som fulgte på, det véd jeg ikke.
Men det véd​ jeg, at før hanen gol, talte jeg ansigt
til ansigt med den korsfæstede. – Da blev jeg hans.
Kejser Julian.
Dårskab; dårskab! Jeg kender disse drømme.
Gregor fra Nazianz.
På hjemrejsen kom jeg gennem Cæsaræa. O,
hvilken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg
fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde
forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer
havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle olje-
haver øde. For at undgå hungersdøden havde de
tyet til de hungrende. Der lå de – mænd, kvinder
og børn – i klynger langs husvæggene; feber rysted
dem, sulten grov i deres indvolde. Hvad havde
Cæsaræa at byde dem, – denne udarmede ulykke-
lige stad, som endnu kun halvt har rejst sig efter
det store jordskælv for to år siden? Og midt under
dette, under brændende hede, under hyppige jordstød, ​
s. 287

måtte vi se ugudelige offerfester foregå ved dag og
nat. De omstyrtede altere genopbyggedes i al hast;
offerblodet randt i strømme; gøglere og skøger drev
under sang og dans gennem stadens gader.
Herre, – kan det undre dig, om mine hårdt
prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som overgik dem,
troede at øjne en himlens straf, fordi de så længe
havde tålt vantroen og vantroens forargelige tegn
iblandt sig?
Kejser Julian.
Hvilke tegn sigter du til?
Gregor fra Nazianz.
De opskræmtes, de febersyges råb blev stedse
højere; de krævede, at stadens forstandere skulde
aflægge for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd ved
at lade nedrive, hvad der endnu står som et minde
om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.
Kejser Julian.
Du vil da vel ikke dermed sige, at –?
Gregor fra Nazianz.
Stadens styresmænd lod tillyse​ et møde, hvor
også jeg var tilstede. Du véd, nådigste kejser, at
alle templer er borgerskabets ejendom. Borgerne kan
altså forføje over dem efter egen fri vilje.
Kejser Julian.
Nu, nu? Og om så var?
Gregor fra Nazianz.
I hint forfærdelige jordskælv, som overgik Cæ-
saræa for to år siden, ødelagdes alle templer på
et nær.
​
s. 288
Kejser Julian.
Ja, ja; Fortunas tempel.
Gregor fra Nazianz.
På det møde, jeg taler om, vedtog menigheden
at fuldbyrde Guds straffende værk, som et vidnes-
byrd om at de vilde holde sig helt og alene til ham
og ikke længere tåle forargelsen i sin midte.
Kejser Julian
(hæst).
Gregor – fordums ven, – har du dit liv kært?
Gregor fra Nazianz.
Menigheden fattede da en beslutning, som jeg
ikke kunde billige, men som fik næsten alle stem-
mer for sig. Men da vi frygtede for, at sagen skulde
komme i en forvansket skikkelse for dine ører, og
måske optænde dig til vrede imod staden, så blev
det vedtaget, at en mand skulde begive sig hid for
at lade dig vide, hvad vi har besluttet og hvad der
nu vil ske.
Ophøjede hersker, – der fandtes ingen anden,
som var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg
måtte da påtage mig det. Det er derfor, herre, at
jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig vide,
at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget, at det tempel,
hvori hedningerne i sin tid dyrkede en falsk gud-
dom under navnet Fortuna, skal nedrives og jævnes
med jorden.
Kejser Julian
(springer op).
Og dette må jeg fornemme med mine egne ører!
Så uhørte ting vover en enkelt mand at sige mig!
​
s. 289
Hofmænd, talere og digtere.
O, fromme kejser, tål ikke dette! Straf denne
forvovne!
​
Læreren Hekebolios.
Han er afsindig, herre! Lad ham gå. Se, se,
– vanvidet gnistrer ud af hans øjne.
Kejser Julian.
Ja, vel må dette kaldes vanvid. Men det er
mere end vanvid. At ville nedrive dette udmærkede
tempel, oprejst for en ligeså udmærket gudinde!
Og er det ikke netop denne gudinde, hvis gunst jeg
skylder de gerninger, hvorom selv de fjerneste folke-
slag taler? Hvad håb om sejr og held skulde jeg
efter denne dag kunne gøre mig, hvis jeg lod sligt
ske? – Gregor, jeg befaler dig at rejse tilbage til
Cæsaræa og lade borgerne vide, at jeg forbyder dette
formastelige værk.
Gregor fra Nazianz.
Det er ikke gørligt, herre! Sagen er nu kom-
men dertil, at den er bleven os et valg imellem
menneskefrygt og lydighed under Gud. Vi kan
ikke vige.
Kejser Julian.
Da skal I vel få føle, hvor langt kejserens arm
rækker!
Gregor fra Nazianz.
Kejserens arm er vældig i de jordiske ting; og
jeg, som andre, bæver under den.
Kejser Julian.
Så vis det i gerning! Ah, I Galilæere, I stoler
på mit langmod. Lid ikke på det; thi sandelig –
(Larm ved indgangen. Hårskæreren Eunapios, fulgt af flere borgere,
styrter ind.)
Henrik Ibsens samlede værker. V.
19
​
s. 290
Kejser Julian.
Hvad er dette? Eunapios, hvad er hændt dig?
Hårskæreren Eunapios.
O, at mine øjne måtte være vidne til sligt syn!
Kejser Julian.
Hvad syn har du havt?
Hårskæreren Eunapios.
Se, allernådigste kejser, jeg kommer blodig, for-
slåt, og dog lykkelig over at være den første, som
påkalder din straf –
Kejser Julian.
Tal, mand; – hvem har slåt dig?
Hårskæreren Eunapios.
Tillad mig, herre, at bære min klage frem.
​
Jeg gik i denne morgenstund udenfor byen for
at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys har
ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød sang
og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte skønne
danse i forhallen, og indenfor fandt jeg det hele
rum fyldt af en jublende skare, mens presterne foran
alteret foretog de ofringer, du har påbudt.
Kejser Julian.
Ja, ja; og så?
Hårskæreren Eunapios.
Knapt havde jeg fåt tid til i andagt at vende
mine tanker imod denne henrykkende gudinde, hvem
jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte en stor
sværm af unge mænd ind i templet –
Kejser Julian.
Dog ikke Galilæere?
​
s. 291
Hårskæreren Eunapios.
Jo, herre, – Galilæere.
Kejser Julian.
Ah!
Hårskæreren Eunapios.
Hvilket optrin fulgte så ikke på! Grædende
under voldsmændenes skældsord og stokkeslag flygtede
hine dansende piger fra forhallen ind til os. Gali-
æerne [HIS: "l" er falt ut. Mellomrommet er intakt.] faldt over os alle, mishandlede os og for-
hånede os på den skændigste måde.
Kejser Julian
(stiger ned af forhøjningen).
Vent, vent!
Hårskæreren Eunapios.
Ak, havde denne overlast blot rammet os alene!
Men de utæmmelige gik videre. Ja, nådigste kejser,
– med ét ord: alteret er nedrevet, gudindens billed-
støtte knust i stykker, offerdyrenes indvolde kastet
udenfor til føde for hundene –
Kejser Julian
(går op og ned).
Vent, vent, vent!
Gregor fra Nazianz.
Herre, denne ene mands ord er ikke nok –
Kejser Julian.
Ti!
(til Eunapios.)
Kendte du nogen af disse tempelskændere?
Hårskæreren Eunapios.
Jeg ikke, herre; men disse borgere kendte flere
af dem.
​
19*
​
s. 292
Kejser Julian.
Tag vagt med eder. Grib så mange af de
skyldige, som I kan få fat på. Kast dem i fængsel.
De fangne skal navngive de øvrige; og når jeg har
dem alle i min magt –
Gregor fra Nazianz.
Hvad da, herre?
Kejser Julian.
Det vil bøddelen kunne sige dig. Både du og
borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har at vente,
dersom I med galilæisk stivsind holder fast ved eders
forehavende.
(Kejseren går i heftig vrede ud til venstre; Eunapios og hans vidner
fjerner sig med vagten; den øvrige forsamling skilles ad.)
(Et torv i Antiokia. I forgrunden til højre munder en gade ud på torvet;
til venstre i baggrunden ser man ind i et trangt og bugtet stræde.)
(En stor menneskemængde opfylder torvet. Sælgere råber med kram-
varer. På flere steder er borgerne stimlet sammen i ivrigt talende
klynger.)
En borger.
Men, du gode himmelens Gud, hvad tid skede
denne ulykke.
En anden borger.
Imorges, siger jeg; ganske tidligt imorges.
Farveren Fokion
(som er kommen gående fra gaden til højre).
Kære mand, finder du det passende at kalde
dette en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse, og
det, til og med, en højst fræk forbrydelse.
​
s. 293
Den anden borger.
Ja, ja; det er ganske sandt; det var højst
frækt gjort.
Farveren Fokion.
Tænke sig til – ja, er det ikke overfaldet i
Venus-templet I taler om? Jo. Tænke sig til, siger
jeg, på en tid, da kejseren selv er i staden –! Og
så at vælge en dag som denne, – en dag –
En tredje borger
(nærmer sig de talende).
Hør, sig mig, gode fremmede, hvad er det
egentlig –?
Farveren Fokion.
Jeg siger, en dag som denne, da vor ophøjede
hersker selv vil forrette ved Apollon-festen.
​
Den tredje borger.
Ja, visst, det véd jeg; men hvorfor fængsler
man disse kristne?
Farveren Fokion.
Hvad? Fængsler man dem? Er man virkelig
kommen dem på spor?
(høje skrig høres.)
Hyss; hvad er det? Ja, ved guderne, tror jeg
ikke, man har dem!
(En gammel kvinde, forstyrret og med udslåt hår, baner sig vej gennem
menneskemassen; hun er omringet af andre kvinder, som forgæves søger
at holde hende tilbage.)
Den gamle kvinde.
Hold ikke på mig! Han er min eneste; han er
min alderdoms barn! Slip mip; slip mig! Kan da
ingen sige mig, hvor jeg skal finde kejseren?
​
s. 294
Farveren Fokion.
Hvad vil du kejseren, gamle moder?
Den gamle kvinde.
Jeg vil have min søn igen. Hjælp mig! Min
søn! Hilarion! O, tænk, de tog ham fra mig! De
brød ind i huset til os, – og så tog de ham!
En af borgerne
(til Fokion).
Hvem er denne kvinde?
Farveren Fokion.
Hvad? Kender du ikke enken Publia, –
salmesyngersken?
Borgeren.
Ah, ja, ja, ja!
Kvinden Publia.
Hilarion! Mit barn! Hvad vil de gøre med
ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds
lykke, at jeg traf en kristen broder –
Farveren Fokion.
Hyss, stille, stille; skrig ikke så; kejseren
kommer.
Kvinden Publia.
O, den ugudelige kejser! Vredens herre hjem-
søger os for hans synders skyld; hungersnød hærjer
landene; jorden skælver under os!
(En deling soldater kommer fra gaden til højre.)
Delings-føreren.
Til side; gør plads her!
​
s. 295
Kvinden Publia.
O, kom, gode Fokion; – hjælp mig for vort
venskabs og vort broderskabs skyld –
Farveren Fokion.
Er du gal, kvinde? Jeg kender dig ikke.
​
Kvinden Publia.
Hvad? Kender du mig ikke? Er du ikke far-
veren Fokion? Er du ikke søn af –?
Farveren Fokion.
Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig, kvinde!
Du er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig
set dig.
(han skynder sig ind i trængselen.)
En underfører
(med soldater fra højre).
Gør ryddigt her!
(Soldaterne trænger menneskemængden ind imod husvæggene. Den gamle
Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle stirrer forventnings-
fuldt henad gaden.)
Farveren Fokion
(i klyngen bag vagtposterne til højre).
Ja, ved solens gud, kommer han ikke der, den
velsignede herre!
En soldat.
Træng ikke så på der bag!
Farveren Fokion.
Kan I se ham? Den mand med det hvide bind
om panden, det er kejseren.
En borger.
Den mand, som er ganske hvidklædt?
​
s. 296
Farveren Fokion.
Ja, ja, netop han.
Borgeren.
Men hvorfor er han hvidklædt?
Farveren Fokion.
Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi
lidt, jeg tænker, det er som offerprest, at han –
En anden borger.
Vil da kejseren ofre selv?
Farveren Fokion.
Ja, kejser Julian gør alting selv.
En tredje borger.
Han ser ikke så vældig ud som kejser Kon-
stanzios.
Farveren Fokion.
Det synes jeg dog. Han er ikke så høj som
den forrige kejser; men så er hans arme længere
end hins. Og så har han et blik, – o, I venner –!
Ja, nu kan I ikke se det; han slår øjet ærbart ned
under gangen. Ja, ærbar er han, det må I tro.
Kvinder ser han ikke til. Jeg tør sværge på, at
siden hans hustrus død har han ikke ret mange
gange –; jeg skal sige eder, han skriver hele natten.
Derfor er også hans​ fingre ofte så sorte som en
farvers; ja, ligesom mine. Jeg er også farver. I
må tro, jeg kender kejseren bedre end de fleste. Jeg
er barnefødt her i staden; men jeg har levet femten
år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig –
En borger.
Skulde der være noget i det rygte, at kejseren
tænker at bo her stadigt?
​
s. 297
Farveren Fokion.
Jeg kender kejserens hårskærer, og han siger
det. Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer
måtte ægge ham altfor meget.
En borger.
Ak, ak, det skulde være harmeligt!
En anden borger.
Blev kejseren her, så faldt der lidt af til os alle.
Farveren Fokion.
Det havde også jeg stolet på; derfor flytted jeg
over. Men nu får vi gøre vort bedste, venner; når
kejseren kommer forbi, vil vi opløfte glade tilråb
både til ham og til Apollon.
En borger
(til en anden).
Hvad er det egentlig for en Apollon, som folk
er begyndt at tale så meget om?
Den anden borger.
Ej, det er jo presten i Korinth, – han, som
vandede, hvad den hellige Paulus havde plantet.
Den første borger.
Ja så; ja, nu synes jeg, jeg mindes det.
Farveren Fokion.
Ej, ej, ej, det er ikke den Apollon; det er en
ganske anden; det er sol-kongen, – den store lyre-
spillende Apollon.
Den anden borger.
Ah så; den Apollon! Er han bedre?
​
s. 298
Farveren Fokion.
Ja, det skulde jeg mene. – Se, se, der kommer
han. O, den højst velsignede herre!
(Kejser Julian, klædt som yppersteprest, kommer omgiven af offer-
prester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvoriblandt læreren
Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren
går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstjenere med
lange stokke gør ryddigt foran og på siderne.)
​
Mængden på torvet
(klapper i hænderne).
Priset være kejseren! Lovet være Julian, helten
og den lykkebringende!
Farveren Fokion.
Hilset være Julian og sol-kongen! Leve Apollon!
Borgerne
(i forgrunden til højre).
Kejser, kejser, bliv længe iblandt os!
(Kejser Julian giver et tegn med hånden; toget standser.)
Kejser Julian.
Borgere af Antiokia! Ikke véd jeg i hast at
nævne den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte
mere, end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel
kan mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse.
Det var med åndens nedslagenhed, at jeg til-
trådte denne vandring, der skulde være en glædens
og en opløftelsens gang. Ja, jeg vil ikke lægge skjul
på det, jeg var imorges ikke langt fra at bringes ud
af den sindets ligevægt, som det for en visdomselsker
er sømmeligst at bevare under alle tilskikkelser.
Men skulde nogen nænne at gå i rette med mig
herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke for-
masteligheder man andetsteds pønser på og her alle-
rede har sat i værk.
​
s. 299
Kvinden Publia.
Herre, herre!
Farveren Fokion.
O, fromme og retsindige kejser, straf disse for-
vovne!
Kvinden Publia.
Herre, giv mig Hilarion igen!
Farveren Fokion.
Alle gode borgere anråber om din yndest for
staden.
Kejser Julian.
Søg at vinde gudernes yndest, da har I visselig
min. Og er det ikke billigt, at Antiokia heri går
foran? Er det ikke, som om sol-gudens øje med
særligt velbehag hvilte på denne stad? Forhør eder
hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket
sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vild-
farelsen at lægge​ vore hellige steder øde. Hvad står
tilbage? En levning hist og her; og intet af det
bedste.
Men hos eder, I borgere af Antiokia! O, mine
øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første gang så
denne uforlignelige helligdom, Apollons eget hus,
som man neppe skulde kunne tænke sig opført af
menneskehænder. Står ikke den herliges billede der-
inde som før i ukrænket skønhed? Ikke en kant er
afhakket eller smuldret på hans alter; ikke en revne
er at se i de ranke bærende støtter.
O, når jeg betænker dette, – når jeg føler
bindet om min pande, – når jeg ser nedad denne
klædning, der er mig dyrebarere end purpurkåben,
da fornemmer jeg gudens nærhed i en hellig isnen.
Se, se, lyset sittrer om os i herlighed!
​
s. 300
Føl, føl, luften er svanger med friske kranses
duft!
Skønne jord, lysets og livets hjem, glædens
hjem, og lykkens og skønhedens hjem, – hvad du
var, skal du vorde! – I sol-kongens favn! Mithra,
Mithra!
Fremad på vor sejrsgang!
(Toget sætter sig atter, under mængdens bifaldsråb, i bevægelse, men
de forreste standser ved indgangen til det trange stræde, hvorigennem
et andet tog kommer ned imod torvet.)
Kejser Julian.
Hvad hindrer os?
Læreren Hekebolios.
Nådigste herre, der er noget på færde oppe i
gaden.
Sang
(langt borte).
Saligt at lide, saligt at dødes;
saligt bag trængslernes dal at opstå.
Farveren Fokion.
Galilæerne, herre! Man har dem!
Kvinden Publia.
Hilarion!
Farveren Fokion.
Man har dem! Jeg hører lænkerne –
Kejser Julian.
Forbi dem –!
​
Hårskæreren Eunapios
(ilsomt gennem mængden).
Det er lykkedes over al måde, herre!
​
s. 301
Kejser Julian.
Hvem er de, disse skamløse?
Hårskæreren Eunapios.
Nogle af dem er borgere her af staden; men
de fleste skal være flygtende landmænd fra Kappa-
dokia.
Kejser Julian.
Jeg vil ikke se dem. Fremad, har jeg befalet!
Fangernes sang
(nærmere).
Saligt, med henfarne blodvidner mødes,
saligt, martyriets krans at få.
Kejser Julian.
De afsindige. Ikke så nær til mig! Vagt, vagt
(Begge tog er imidlertid stødt sammen i trængselen. Apollontoget nødes
til at gøre holdt, medens toget med fangerne, mænd i lænker, omgivne
af soldater og ledsagede af en stor menneskemængde, skrider forbi.)
Kvinden Publia.
Mit barn! Hilarion!
Hilarion
(blandt fangerne).
Glæd dig, min moder!
Kejser Julian.
[HIS: "I" er falt ut. Mellomrommet er intakt.] arme forvildede! Når jeg hører vanvidet så-
ledes tale ud af eder, da tviler jeg næsten på, at
jeg har ret til at straffe eder.
En anden stemme
(blandt fangerne).
Til side; tag ikke tornekronen fra os.
​
s. 302
Kejser Julian.
Nat og rædsel, – hvilken røst er det!
Vagtføreren.
Herre, det var denne, som talte.
(han støder frem en af fangerne, en ung mand, der holder en halvvoksen
yngling ved hånden.)
Kejser Julian
(med et skrig).
Agathon!
Fangen
(ser på ham og tier).
Kejser Julian.
Agathon, Agathon! Svar mig; er du ikke
Agathon?
Fangen.
Jo.
Kejser Julian.
Du imellem disse! Tal til mig!
​
Agathon.
Jeg kender dig ikke.
Kejser Julian.
Du kender mig ikke? Du véd ikke, hvem
jeg er?
Agathon.
Jeg véd, at du er jordens herre; derfor kendes
jeg ikke ved dig.
Kejser Julian.
Og barnet –? Er det din unge broder?
(til vagtføreren.)
Denne mand må være uskyldig.
​
s. 303
Hårskæreren Eunapios.
Herre, denne mand er just lederen af det hele.
Han har selv tilståt det; ja, han har endog rost sig
af sin gerning.
Kejser Julian.
Så sælsomt kan da hunger og sygdom og ulykke
forvilde et menneskes sind.
(til fangerne.)
Sig blot med et ord, at I angrer, og der skal
intet ondt tilføjes eder.
Kvinden Publia
(skriger).
Sig det ikke, Hilarion!
Agathon.
Vær stærk, kære broder!
Kvinden Publia.
Gå, gå til det, som venter dig, min eneste!
Kejser Julian.
Hør og betænk jer, I andre –
Agathon
(til fangerne).
Vælg mellem Kristus og kejseren!
Fangerne.
Lovet være Herren i det høje!
Kejser Julian.
Forfærdelig er Galilæerens vildledende magt
Dette må knækkes. Forbi dem, de vederstyggelige!
De skygger for glæden; de mørkner dagen med sin ​
s. 304

rugende dødslængsel. – Fløjtespillere, – mænd,
kvinder, – stem i! Sang, – sang til pris for liv
og lys og lykke!
Apollon-toget
(synger).
Dejligt at køles af rosernes krans;
dejligt at vugges i soldagens glans!
Fangetoget.
Saligt at sænkes i blodfyldte grave;
saligt at afdø mod himmelens have!
​
Apollon-toget.
Dejligt at ånde i virakens flod.
Fangetoget.
Saligt at kvæles i osende blod.
Apollon-toget.
Nydelsens fyldte flømmende skåler
rigt du, Apollon, din dyrker tilmåler.
Fangetoget.
Fræsende brandsår og flåede ben
heles af Én!
Apollon-toget.
Dejligt at juble i solhåbs-gløden!
Fangetoget.
Saligt at våndes i bloddåbsdøden!
(Begge tog har under sangen passeret hinanden. Mængden på torvet
ser til i dump stilhed.)
​
s. 305
(Den hellige lund omkring Apollons tempel. Forhallen, båren af søjler,
og hvortil en bred trappe fører op, ses mellem træerne i baggrunden
til venstre.)
(En mængde mennesker løber forskrækkede og under høje klageråb om-
kring i lunden. Langt borte høres musiken fra festtoget.)
Kvinder.
Forbarmelse! Nu skalv jorden igen!
En flygtende mand.
Hvilken rædsel! Tordenslag under fødderne –
En anden mand.
Var det virkelig så? Var det jorden, som skalv?
En kvinde.
Følte du det ikke? Træet der svajed, så det
suste i løvkronen.
Mange stemmer.
Hør, hør, hør!
Nogle.
Det er vogne inde på brostenene.
Andre.
Det er trommer. Hør musiken –; kejseren
kommer!
(Apollon-toget ses kommende fra højre side gennem lunden og opstiller
sig under spil af fløjter og harper i en halvkreds foran templet.)
Kejser Julian
(vendt imod templet, med oprakte hænder).
Jeg modtager varslet! –
​
Så nær har jeg aldrig følt mig i forbund med
de udødelige guder.
Buesvingeren er iblandt os. Jorden drønner
under hans hæl, således, som den drønnede fordum,
da han i vrede tramped den trojanske strandbred.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
20
​
s. 306
Men det er ikke imod os, at han retter det
rynkede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som
hader ham og hans solskinnende rige.
Ja, – så visst, som lykkens eller ulykkens fylde
giver den rette målestok for gudernes yndest imod
de dødelige, – så visst åbenbarer sig her forskellen
imellem os og hine.
Hvor er Galilæerne nu? Nogle under bøddelens
hænder, andre flygtende i de trange stræder, askegrå
af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mellem de
halvåbne tænder –, og med håret rejsende sig i
skræk eller afrevet i fortvilelse.
Og hvor er vi? Her, i Dafnes friske lund, hvor
dryaders duftende ånde køler vore tindinger, – her,
foran den herliges herlige tempel, ombølget af lyrers
og af fløjters klang, – her, i lys, i lykke, i tryghed,
og med guden selv åbenbaret iblandt os.
Hvor er Galilæernes gud? Hvor er Jøden, hin
korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham åbenbare
sig. Han vogter sig nok!
Og derfor sømmer det sig vel at fylde hellig-
dommen. Der vil jeg med egne hænder forrette den
tjeneste, som så langt fra tykkes mig ringe og
upassende, at jeg tvert om sætter den over enhver
anden.
(Han går i spidsen for toget gennem folkemængden hen imod templet.)
En stemme
(råber i trængselen).
Stands, ugudelige!
Kejser Julian.
En Galilæer iblandt os?
Den samme stemme.
Ikke videre, gudsfornægter!
​
s. 307
Kejser Julian.
Hvo er den mand, som taler?
​
Andre stemmer i hoben.
En Galilæer-prest. En blind olding. Her står han.
Atter andre.
Væk, væk med den skamløse!
(En gammel blind mand, i prestelig klædning, og støttet af to, ligeledcs
presteligt klædte, yngre mænd, stødes frem så han kommer til at stå
nedenfor tempeltrappen og foran kejseren.)
Kejser Julian.
Ah, hvad må jeg se! Sig mig, gamle mand,
er ikke du biskop Maris af Kalkedon?
Den gamle mand.
Jo, jeg er denne vor kirkes uværdigste tjener.
Kejser Julian.
Den uværdigste kalder du dig; og jeg tror ikke,
at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke fejler, har
du været en af dem, som ivrigst har sat splid imel-
lem Galilæerne indbyrdes.
Biskop Maris.
Jeg har gjort det, som tynger mig dybere ned
i anger. Da du tog herredømmet, og dit sindelag
rygtedes, da omspændtes mit hjerte af en usigelig
angst. Alderdomssvækket, og blind, som jeg var,
gav jeg ikke den tanke rum, at sætte mig op imod
jordens mægtige herre. Ja, – Gud være mig nådig
– jeg forlod den hjord, jeg var sat til at skærme,
drog mig forsagt ud af alt det, som truende samlede
sig om Herrens menighed, og søgte ly her i Syrien
på min landgård –
20*
​
s. 308
Kejser Julian.
Se, se; yderst sælsomt! Og du, denne forsagte
mand, som før har skattet kejserens yndest så højt,
du træder nu frem for mig, som du nys har gjort,
og kaster mig et forhånelsens tilråb lige i ansigtet!
Biskop Maris.
Nu frygter jeg dig ikke længer; thi nu har
Kristus helt og holdent mit hjerte. I kirkens træng-
sels-tid gik dens lys og herlighed op for mig. Alt
det blod, du udgyder, – al den vold og uret, som
du øver, skriger imod himlen, slår med vælde til-
bage, runger for mit døve øre og viser mig i min
blindheds nat, hvad vej jeg har at gå.
Kejser Julian.
Drag hjem, gamle mand!
​
Biskop Maris.
Ikke før du har lovet at afstå fra denne din
djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil støvet
rejse sig imod ånden? Vil jordens herre styrte him-
lens herre? Ser du da ikke, at vredens dag er over
os for dine synders skyld? Kilderne udtørres, lige-
som øjne, der har grædt sig læns. Skyerne, der
skulde lade frugtbarhedens manna falde over os,
drager vore hoveder forbi og udgyder sig ikke. Den
jord, som har været forbandet siden dagenes morgen,
den skælver og bæver under kejserens blodskyld!
Kejser Julian.
Hvad gunst venter du af din gud for denne
overvættes nidkærhed, tåbelige olding? Håber du
på, at din galilæiske mester, lig fordum, skal gøre
et underværk og skænke dig dit syn igen?
​
s. 309
Biskop Maris.
Jeg har det syn, jeg ønsker; og jeg takker
Herren, at han slukte mit legemlige øje, så jeg for-
skånes for at se den mand, der går i en grufuldere
nat end jeg.
Kejser Julian.
Plads for mig!
Biskop Maris.
Hvorhen?
Kejser Julian.
I sol-kongens hus.
Biskop Maris.
Du går ikke. Jeg forbyder dig det i den
enestes navn!
Kejser Julian.
Vanvittige gubbe! – Væk med ham!
Biskop Maris.
Ja, læg hånd på mig! Men hvo der vover det,
hans hånd skal visne. Vredens Gud skal åbenbare
sig i sin vælde –
Kejser Julian.
Din gud er ingen vældig gud. Jeg skal vise
dig, at kejseren er stærkere end han –
Biskop Maris.
Fortabt! – Så lyser jeg da forbandelsen over
dig, du kirkens frafaldne søn!
Læreren Hekebolios
(bleg).
Herre og kejser, lad ikke dette ske!
​
s. 310
Biskop Maris
(med høj røst).
Forbandet være du, Julianos​ Apostata! For-
bandet være du,[HIS: Kun rester av komma.] kejser Julian! Gud Herren har ud-
spyttet dig af sin mund! Forbandet være dine øjne
og dine hænder! Forbandet være dit hoved og al
din gerning!
Ve, ve, ve over apostaten! Ve, ve, ve – –
(Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søjler vakler og synes
at styrte sammen under et tordnende brag, medens hele bygningen ind-
hylles i en støvsky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; mange
flygter, andre falder til jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt
efter lidt synker støvskyen, og man ser Apollons tempel i ruiner.)
Biskop Maris
(hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæmpet):
Gud talte.
Kejser Julian
(bleg og med dæmpet røst).
Apollon talte. Hans tempel var besmittet; der-
for knuste han det.
Biskop Maris.
Og jeg siger dig, det var den Herre, som lagde
Jerusalems tempel i grus.
Kejser Julian.
Hvis så er, da skal Galilæerens kirker stænges,
og hans prester skal under svøbeslag piskes til at
rejse dette tempel igen.
Biskop Maris.
Prøv, afmægtige! Hvo mægted at rejse Jeru-
salems tempel, da Golgatas fyrste havde lyst for-
styrrelsen over det?
​
s. 311
Kejser Julian.
Jeg skal mægte det! Kejseren skal mægte det!
Eders gud skal gøres til løgner. Sten på sten skal
jeg opbygge hint Jerusalems tempel, i pragt og her-
lighed, som det var i Salomos dage.
Biskop Maris.
Ikke sten skal det lykkes dig at føje til sten;
thi det er forbandet af Herren.
Kejser Julian.
Vent, vent; du skal få se – ifald du kunde
se – du, som står der forladt og hjælpeløs, fam-
lende ud i natten uden at vide, hvorhen du skal
flytte din fod.
Biskop Maris.
For mig lyser det lyn, som engang skal slå dig
og dine.
(Han famler sig ud[HIS: Snudd "u".]. Kejser Julian står tilbage, omringet af en liden
bleg og skrækslagen skare.)
​ ​ ​
TREDJE AKT.
(I Antiokia. En åben søjlegang med billedstøtter og et vandspring foran.
På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe op til det kejserlige
palats.)
(En skare hofmænd, lærere, digtere og talere, blandt dem livlægen
Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels inde i søjlegangen,
dels foran omkring vandspringet; de fleste af dem er klædte i forrevne
kapper med filtret hår og skæg.)
Digteren Herakleos.
Dette levnet holder jeg ikke længe ud. Stå op
med solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig træt
bagefter –
Livlægen Oribases.
Det er dog alt tilhobe ret sundt.
Digteren Herakleos.
Er det også sundt at æde havtang og rå fisk?
En hofmand.
Er det sundt at skulle sluge kødet i store styk-
ker, ganske blodigt, som det kommer fra slagteren?
Digteren Herakleos.
Kød har jeg ikke set meget af i den sidste uge.
Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at inden føje ​
s. 313

tid vil man kunne sige om de højst ærværdige guder,
at de er de eneste kødædere i Antiokia.
Livlægen Oribases.
Du er endnu den gamle spottefugl, o Herakleos!
Digteren Herakleos.
Ej, hvad tænker du, ven? Det være langt fra
mig at spotte kejserens vise forordninger. Velsignet
være kejser Julian! Træder han ikke i de udødeliges
fodspor? Thi, sig mig, synes der ikke at være ind-
ført en viss sparsomhed også i det guddommelige
hushold?
En hofmand.
Ha-ha-ha; du har ikke så ganske uret.
​
Digteren Herakleos.
Se blot til Kybele, denne fordum så overflødige
gudinde, hvis billede kejseren nylig har genfundet i
en askegrube –
En anden hofmand.
Det var i en møgdynge –
Digteren Herakleos.
Vel troligt; Kybele har jo med det frugtbar-
gørende at skaffe. Men se blot til denne gudinde,
siger jeg; – til trods for de hundrede bryster, flyder
hun hverken af mælk eller honning.
(En kreds af leende tilhørere har samlet sig om ham. Mens han taler
er kejser Julian kommen frem oppe på trappen i søjlegangen uden at
bemærkes af dem, der står nedenfor. Han bærer en pjaltet kappe, sam-
menbunden med et reb; hår og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede
af blæk; i begge hænder, under armene og indstukne i bæltet holder
han bunker af pergamentruller og papirer. Han standser og lytter til
Herakleos med alle tegn på forbittrelse.)
​
s. 314
Digteren Herakleos
(vedblivende).
Ja, det lader virkelig til, at denne verdens amme
er bleven gold. Man skulde næsten tro, hun var
kommen ud over den alder, da kvinderne –
En hofmand
(som har fåt øje på kejseren).
Fy, fy, Herakleos, – skam dig dog!
Kejser Julian
(giver hofmanden et vink, at han skal tie).
Digteren Herakleos
(fortsætter).
Så lad hende fare. Men går det ikke ligeså
med Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst
sørgelig – jeg kunde næsten kalde det kejserlig –
gærrighed? Ja, tro mig, havde vi lidt mere sam-
kvem med det høje Olymp nuomstunder, vilde vi få
mange lignende ting at høre. Jeg tør sværge på,
at nektar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel
muligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven
slunken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget
er der vel nu tilovers af dine lænders fylde? O,
du lystne, let-rødmende Venus, – o, du alle ægte-
mænd nærgående Mars –!
Kejser Julian
(i fuld vrede).
O, du højst uforskammede Herakleos! O, du
lumpne, galdespyende giftmund –
Digteren Herakleos.
Ah, min nådige kejser!
​
Kejser Julian.
O, du frække forhåner af alle ophøjede ting! ​
s. 315

Så det skulde altså times mig, – det, at måtte høre
din kvækkende tunge i den samme stund jeg træder
fra min bogsal ud i den friske morgenluft!
(han kommer nærmere.)
Véd du, hvad jeg her holder under min venstre
arm? Nej, det véd du ikke. Det er et stridsskrift
imod dig, du bespottelige og gækkelige Herakleos!
Digteren Herakleos.
Hvad, min kejser, – imod mig?
Kejser Julian.
Ja, et stridsskrift imod dig. Et stridsskrift, som
jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller måtte jeg
kanske ikke optændes til vrede over din højst usøm-
melige opførsel igår? Hvad var det, du tillod dig
i læresalen i mit og mange andre alvorlige mænds
påhør? Måtte vi ikke flere timer i rad døje hine
skammelige fabler om guderne, som du gav til bedste?
Hvor turde du komme frem med slige opdigtelser?
Var det ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst?
Digteren Herakleos.
Ak, min kejser, hvis du kalder det at lyve, så
har både Ovid og Lukian løjet.
Kejser Julian.
Hvad andet? O, jeg kan ikke udsige, hvilken
harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din ublu
tale bar hen. «Menneske, lad intet overraske dig»,
således fristedes jeg til med komedieskriveren at
udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget bondekøter,
fremgø – ikke taknemmelighedsråb, men nogle urime-
lige ammestue-fortællinger, der til og med var tåbe-
ligt affattede. Thi disse vers var slette, Herakleos;
– jeg har vist det her i skriftet.
​
s. 316
Ja, hvilken lyst følte jeg ikke til at rejse mig
fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig fremføre
både Dionysos og hin store udødelige, efter hvem
du er opkaldt, ligesom på et theater. Men når jeg
betvang mig og​ blev siddende, så kan jeg forsikkre
dig, at det skede mindre af hensyn til digteren end
til skuespillerne – om jeg tør kalde dem så. Dog
skede det mest af hensyn til mig selv. Thi måtte
jeg ikke nære frygt for, at det skulde se ud, som
om jeg flygtede lig en opskræmt due? Se, derfor
lod jeg mig ikke mærke med noget, men foreholdt
mig i stilhed hint vers af Homer:
«Bær det, mit hjerte, en stakket tid; tungere ting
har du udholdt.
Tål, som før, at en galen hund håner de evige guder».
Ja, vi får vel døje dette og mere. Tiden er ikke
bedre end som så. Vis mig den lykkelige, hvem
det blev forundt at bevare sine øjne og ører ubesmit-
tede i denne jernalder!
Livlægen Oribases.
Jeg beder dig, min høje herre, at du ikke for-
ivrer dig? Lad det være dig en trøst, at vi alle
hørte med uvilje på denne mands tåbeligheder.
Kejser Julian.
Det er ingenlunde sandt! Jeg mærkede på de
flestes ansigter noget ganske andet end uvilje, hver
gang denne skamløse gøgler fremplaprede sine utér-
ligheder og derhos så sig om i kredsen med et fedt
smil, ret som om han havde gjort noget, der var at
rose sig af.
Digteren Herakleos.
Ak, min kejser, jeg er højst ulykkelig –
​
s. 317
Kejser Julian.
Ja, det må du vel være; thi det er i sandhed
ikke småting, dette. Eller har kanske ikke fortæl-
lingerne om guderne en stor hensigt og et vigtigt
mål? Er ikke disse fortællinger blevne til i det øje-
med at føre menneskeånden ad en både behagelig
og let vej opad til de løndomsfulde boliger, hvor
den højeste gud hersker, – og derved gøre sjælene
dygtige til at forenes med ham? Hvad ellers? Er
det ikke af denne​ grund, at de gamle digtere opfandt
deslige fortællinger, og er det ikke derfor, at både
Platon og andre gentog dem, eller vel endog for-
øged deres tal? Jeg siger eder, at udenfor dette
øjemærke er hine fortællinger kun til nytte for børn
og barbarer, – ja, knapt nok det. Men var det da
børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvorfra
henter du den dristighed at tale til mig, som om
jeg var et barn? Mener du, at du er bleven en
vismand og har fåt ret til vismandens frisprog, fordi
du har iført dig en forreven kappe og taget tigger-
staven i hånd?
En hofmand.
O, hvor sandt sagt, min kejser! Nej, nej, der
hører visselig mere til.
Kejser Julian.
Så? Gør der virkelig? Og hvad da? Kanske
det, at lade håret gro og aldrig at rense sine negler?
O, du hykleriske Kleon! Men jeg kender eder alle
tilhobe. Her i skriftet har jeg givet eder et navn,
som –; nu skal I få høre –
(Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer taleren Libanios,
rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.)
​
s. 318
Livlægen Oribases
(dæmpet).
Ah, hvilket held at du kom, højt hædrede Li-
banios!
Kejser Julian
(fremdeles bladende).
Hvor står det dog –?
Taleren Libanios
(til Oribases).
Hvad held mener du, ven?
Livlægen Oribases.
Kejseren er i stor vrede; dit komme vil for-
milde ham.
Kejser Julian.
Ah, se her har jeg det –
(fortrædelig.)
Hvad vil det menneske?
Livlægen Oribases.
Herre, det er –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! Nu skal I få høre, om jeg
kender eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykke-
lige Galilæere et antal rasende, som kalder sig bod-
færdige. Disse kaster vrag på alt jordisk gods,​ men
kræver dog store gaver af alle de tåbelige, der hylder
dem lig hellige og næsten tilbedelsesværdige. Se,
disse folk ligner I, på det nær, at jeg intet skænker
eder. Thi jeg er ikke så tåbelig som hine. Ja, ja,
hvis jeg ikke var fast i det stykke, så vilde I snart
overløbe hoffet med eders uforskammethed. Eller gør
I det ikke allerede? Er der ikke mange iblandt ​
s. 319

eder, som vilde komme igen, selv om jeg jog dem
bort? O, mine kære venner, hvad skal dette føre
til? Er I visdomselskere? Er I efterfølgere af
Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på?
I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i lære-
salene som hos min skatmester. O, hvor er dog
ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig
ting for eders skyld! O, I hyklere og højst uvidende
talere! O, I – – men hvad vil dog den fede mand
hist henne?
Livlægen Oribases.
Herre, det er stadsforstanderen –
Kejser Julian.
Stadsforstanderen får vente. De sager, her
handles om, går foran alle ringere ting. Eller hvad?
Denne mand har en så utålmodig mine. Er det da
så vigtigt –?
Taleren Libanios.
Ingenlunde, herre; jeg kan komme igen en
anden dag.
(han vil gå.)
Livlægen Oribases.
Herre, kender du ikke denne udmærkede mand
igen? Det er veltalenhedslæreren Libanios.
Kejser Julian.
Hvad? Libanios? Umuligt, Libanios – den
uforlignelige Libanios – skulde være her? Hvor er
det tænkeligt?
Taleren Libanios.
Jeg trode kejseren vidste, at borgerne i An-
tiokia havde valgt mig til formand for stadsforstan-
derne.
​
s. 320
Kejser Julian.
Sikkerlig vidste jeg det. Men da jeg holdt mit
indtog i staden og forstanderne kom mig​ imøde for
at hilse mig med en tale, da så jeg mig forgæves
om efter Libanios. Libanios var ikke iblandt dem.
Taleren Libanios.
Kejseren havde ikke ytret noget ønske om at
høre Libanios tale ved den lejlighed.
Kejser Julian.
Taleren Libanios burde vide, hvad kejseren
ønsker i så måde.
Taleren Libanios.
Libanios vidste ikke, hvad tid og adskillelse
kunde have virket. Libanios fandt det derfor sømme-
ligst at stille sig blandt mængden. Der stod han
på et visselig ikke ubemærkeligt sted; men det be-
hagede ikke kejseren at lade sine øjne falde på ham.
Kejser Julian.
Jeg trode dog, at du dagen efter modtog mit
brev –?
Taleren Libanios.
Priskos, din nye ven, bragte mig det.
Kejser Julian.
Og ikke des mindre – eller måske derfor –
holdt du dig borte –?
Taleren Libanios.
Hovedpine og vigtige sysler –
Kejser Julian.
Ak, Libanios, fordum gjorde du dig ikke så
kostbar.
​
s. 321
Taleren Libanios.
Jeg kommer, når man indbyder mig. Skulde
jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af kej-
seren højt hædrede Maximos i vejen?
Kejser Julian.
Maximos viser sig aldrig ved hoffet.
Taleren Libanios.
Rimeligt nok. Maximos holder selv hof. Kej-
seren har jo indrømmet ham et helt palats.
Kejser Julian.
O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet dig
mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos hans
palats?
Taleren Libanios.
Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke engang
mine medbrødre Themisteos og Mamertinos, skønt
du har vist dem så store prøver på​ din yndest. Ej
heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejendomme du
har forøget med så anselige gaver. Ja, jeg er endog
glad ved, at jeg er den eneste, hvem du intet har
skænket. Thi jeg fatter vel grunden til denne und-
tagelse. Du har villet, at dit kejserriges stæder skal
have overflod på alt, og fornemmelig på veltalenhed,
vel vidende, at dette er den udmærkelse, som skiller
os fra barbarerne. Nu har du frygtet for, at jeg –
ligesom visse andre – skulde blive lunken i min
kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har
derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive
fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere til
sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder
en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg
helst fortier. Det er for statens hæders og vels
Henrik Ibsens samlede værker. V.
21
​
s. 322

skyld, at du ikke har givet mig noget. Du vil, at
jeg skal mangle rigdom, for at jeg kan have over-
flod på veltalenhed.
Kejser Julian.
Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden
til, at min ungdomslærer har ladet mig blive her
i Antiokia i flere måneder uden at fremstille sig.
Libanios har rimeligvis ment, at de tjenester, som
hans fordums lærling kan have ydet guderne og
staten eller videnskaben, ikke var store nok til med
rette at fortjene lovprisning af den mand, der kaldes
veltalenhedslærernes konge. Libanios har sagtens
ment, at ringere talere egnede sig bedst for så mid-
delmådige ting. End videre har vel Libanios und-
ladt alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja,
du har visselig frygtet for at se kejseren beruset af
overmod, ravende, lig den, der i tørstighed har
drukket med altfor stort begær af en løvkranset vin-
skål, dersom du ødslede på ham noget af den kunst,
som alle Grækere beundrer hos dig, og derved i
visse måder hævede ham til gudernes højde ved at
udgyde for ham et så kostbart offer.
​
Taleren Libanios.
Ak, min kejser, ifald jeg kunde tro, at min tale
rummede en sådan magt –
Kejser Julian.
Og det skulde du ikke kunne tro, du uforligne-
lige ven? O, gå fra mig, jeg er vred på dig, Liba-
nios! Men det er elskerens vrede imod den han
elsker.
Taleren Libanios.
Er det virkelig så? O, min kronede broder,
lad mig da sige dig, at siden din hidkomst er ingen ​
s. 323

dag gåt til ende, uden at jeg har forbandet den
standhaftighed, som ikke tillod mig at gøre det første
skridt. Mine venner lod – ikke uden et visst skin
af ret – give tilkende, at du skulde have foretaget
denne lange rejse nærmest for at se mig og høre
mig tale. Men Julian selv lod ikke høre fra sig.
Hvad skulde jeg så gøre? Skulde jeg smigre den
kejser, hvem jeg elskede som menneske?
Kejser Julian
(omfavner og kysser ham).
Min Libanios?
Taleren Libanios
(kysser kejser Julian igen).
Min ven og broder!
Livlægen Oribases.
Hvor hædrende for begge!
Hofmænd og lærere
(klapper i hænderne).
Hvor skønt! Hvor ophøjet!
Kejser Julian.
O, Libanios, du slemme ven, – hvor kunde du
bære over dit hjerte at forholde mig dette glædelige
øjeblik i så lang en tid? I de uger og måneder jeg
ventede på dig, var mit åsyn indhyllet i et skytisk
mørke.
Taleren Libanios.
Ak, du var dog bedre stillet end jeg; thi du
havde dog nogen, med hvem du kunde tale om din
fraværende ven.
Kejser Julian.
Sig ikke så. Jeg havde kun de stakkels for-
21*
​
s. 324

elskedes trøst; den nemlig, bedrøvet at gentage dit
navn og udråbe: Libanios, Libanios!
Taleren Libanios.
Ah, mens du talte så til den tomme luft, talte
jeg til mit kammers fire vægge. De fleste​ af døgnets
timer tilbragte jeg i sengen og udmalede mig, hvem
der nu var hos dig, – snart denne, snart hin. For-
dum var det anderledes, sagde jeg til mig selv, –
da var det mig, som havde Julians øre.
Kejser Julian.
Og imidlertid lod du mig sygne hen af længsel.
Se på mig. Er jeg ikke bleven et århundrede ældre?
Taleren Libanios.
O, er da ikke jeg undergåt en lige så stor for-
andring? Du kendte mig jo ikke igen.
Kejser Julian.
Dette møde har for os begge været et bad,
hvoraf vi opstiger helbredede.
(de omfavner og kysser hinanden på ny.)
Og nu, min inderlig kære, nu siger du mig,
hvad der idag har drevet dig hid; thi jeg kan ikke
tvile på, at du kommer i et særligt ærende.
Taleren Libanios.
Min længsel fraregnet – er det så. Gid en
anden var udsendt i mit sted! Men den hæders-
plads, hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør mig
det til pligt at bære det ene som det andet.
Kejser Julian.
Tal, min Libanios, og sig, hvori jeg kan
tjene dig.
​
s. 325
Taleren Libanios.
Lad mig da begynde med at sige dig, at denne
stads indvånere er nedsunkne i sorg, fordi du har
taget din nåde fra dem.
Kejser Julian.
Hm –!
Taleren Libanios.
Og denne sorg har været parret med angst og
uro siden Alexandros, den nye statholder, tiltrådte
sit embede.
Kejser Julian.
Aha; så!
Taleren Libanios.
Denne ophøjelse af en sådan mand kom os
visselig uventet. Alexandros har hidtil kun forvaltet
ringe embeder, og det på en måde, som ikke kunde
forhverve ham borgernes agt eller kærlighed.
Kejser Julian.
Jeg véd det godt, Libanios!
​
Taleren Libanios.
Alexandros er voldsom i al sin færd, og retfær-
digheden gælder ikke stort i hans øjne –
Kejser Julian.
Jeg véd det; jeg véd det altsammen. Alexandros
er en rå mand uden sæder og uden veltalenhed.
Alexandros har ingenlunde fortjent en så stor op-
højelse. Men du kan sige Antiokias borgere, at de
har fortjent Alexandros. Ja, de havde, om muligt,
fortjent en endnu værre hersker, de gærrige og ulær-
villige mennesker.
​
s. 326
Taleren Libanios.
Det er altså, hvad vi frygtede; det er en straf –
Kejser Julian.
Hør mig, Libanios! Hvorledes kom jeg hid?
Med fortrøstning til denne stads indbyggere. An-
tiokia, som sol-kongen særligt har kåret til sit
sæde, skulde hjælpe mig at gøre god igen al den
uret og utaknemmelighed, som så længe har været
øvet imod de udødelige. Men hvorledes har I mødt
mig? Nogle med trods, andre med lunkenhed. Hvad
må jeg ikke opleve her? Driver ikke hin Kappa-
dokier, Gregor fra Nazianz, endnu omkring i staden
og ophidser de uvidende Galilæere med sine forvovne
taler? Er der ikke opståt en digter iblandt dem –
en viss Apollinaris – som øger deres vildfarelser lige
til afsind med sine vilde sange?
Og hvad må jeg ikke erfare andetsteds fra?
Har man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin trusel!
Brudt Fortunas tempel ned! O, skam og skændsel!
Hvor var gudindens dyrkere imens? Mon de for-
hindrede det? Nej, de lod det roligt ske, Libanios,
skønt de burde have ofret livet for at forsvare hel-
ligdommen.
Men vent, vent! Galilæerne i Cæsaræa skal
bøde med sit blod og hele staden skal gå op i ilds-
luer, så snart jeg får tiden nogenlunde til min
rådighed.
​
Taleren Libanios.
Herre og ven, – hvis du vilde tillade mig –
Kejser Julian.
Tillad mig først. Ja, sig selv, om jeg bør tåle
dette? Sig om min nidkærhed kan bære over med
deslige forhånelser imod de guddommelige, der stiller ​
s. 327

sig skærmende bag mig og over mig? Men hvad
skal jeg gribe til? Har jeg ikke i lange nætter
skrevet imod disse usalige vildfarelser, – skrevet,
Libanios, således at mine øjne er bleven røde og
mine fingre sorte af blæk? Og hvad mener du, det
har frugtet? Spot har jeg fåt til tak, ikke alene
af de vildfarende selv, men endog af dem, der siger,[HIS: skadet komma, kan forveksles med punktum]
at de deler mine meninger. Ja, og som topmål på
alle disse harmeligheder må jeg idag opleve at se
dig her som talsmand for nogle borgere, der fører
klage over Alexandros, om hvem det dog må siges,
at han gør sit bedste for at holde Galilæerne [HIS: "i" er falt ut. Mellomrommet er intakt.]
tømme.
Taleren Libanios.
O, min ophøjede ven, – at han det gør, er
netop vor grund til klage.
Kejser Julian.
Hvad må jeg høre af dig!
Taleren Libanios.
Det er ikke med min gode vilje, at jeg går
stadens ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne
på hjerte, at til dette hverv måtte de vælge byens
mest udmærkede mand, derved givende tilkende, at
jeg ikke ønskede at kåres. Til trods for dette finger-
peg faldt valget dog på mig, som visselig ikke –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! Men at jeg af din mund, o
Libanios, må høre –!
Taleren Libanios.
Jeg beder min kronede broder betænke, at jeg
taler i stadens navn. Hvad mig selv angår, da
skatter jeg de udødelige guder så højt som nogen. ​
s. 328

Hvad vilde veltalenhedens kunst være uden de for-
tællinger, som digterne i de fremfarne tider efterlod
os? Er ikke disse fortællinger at ligne ved et​ koste-
ligt bergværk, hvoraf en dannet taler kan smede sig
både våben og prydelser, når han forstår at nytte
metallet med skønsomhed? Ja, hvor vilde ikke vis-
dommens regler falde flade og usmagelige, når de
skulde udtrykkes uden billeder og lignelser, hentede
fra det overjordiske?
Men sig, o ven, – kan du håbe at finde denne
synsmåde hos hoben, besynderligen i en tidsalder
som vor? Jeg forsikrer dig, i Antiokia står det i
al fald ikke så vel til. Borgerne her – både Gali-
læerne og de bedre oplyste – har i de senere år
levet med hinanden uden at agte synderligt på des-
lige ting. Der gives knapt nogen husstand i staden,
hvor der ikke hersker forskellige meninger om det
guddommelige. Men dette har, indtil for kort tid
siden, ikke forstyrret det gode forhold.
Nu er det blevet anderledes. Man er begyndt
at drøfte lære imod lære. Der er kommen splid
imellem de nærmeste slægtninge. Ja, nylig har en
borger, hvis navn jeg nødig vil nævne, gjort sin søn
arveløs, fordi det unge menneske sagde sig løs fra
Galilæernes samfund. Handel og vandel lider under
alt dette, dobbelt føleligt nu, da dyrtid hersker og
hungersnød står for døren.
Kejser Julian.
Nok, nok, – mere end nok, Libanios! I klager
over dyrtid. Men sig mig, om overdådigheden nogen-
sinde har blomstret mere end nu? Står skuepladsen
nogen dag tom, når det rygtes, at en ny løve er
kommen fra Afrika? Da der i forrige uge var tale
om for dyrtidens skyld at udvise af staden alle dag- ​
s. 329

drivere og lediggængere, krævede så ikke borgerne
med høje råb, at der skulde gøres en undtagelse
med fægterne og danserinderne; thi dem mente man
ikke at kunne være foruden!
Ak, vel må guderne slå hånden af eder i vrede
over eders dårlighed! Der er visdomslærere nok i
denne​ stad; men hvor er visdommen? Hvorfor træder
så få i mit fodspor? Hvorfor blir man stående ved
Sokrates? Hvorfor går man ikke et lidet stykke
videre og følger Diogenes eller – om jeg så tør
sige – mig, da vi dog fører eder til lykken? Thi
er ikke lykken formålet for al visdomslære? Og
hvad er lykken andet end det, at være i overens-
stemmelse med sig selv? Kræver ørnen guldfjære?
Ønsker løven sig klør af sølv? Eller eftertragter
granattræet at bære frugter af funklende stene? Jeg
siger eder, at intet menneske har ret til at nyde,
forinden han har vist sig hærdet nok til at bære
nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre nydel-
sen med sin fingerspids, før han er i stand til at
træde den under fødder.
Ah, sandelig, der er langt frem. Men jeg vil
lægge al min kraft på dette. For disse tings skyld
vil jeg opgive andre, som også er vigtige. Perser-
kongen har – ængstet ved min nærmelse – gjort
mig fredstilbud. Dem tænker jeg at gå ind på for
at få frie hænder til at oplyse og forbedre eder, I
ulærvillige! Hvad det øvrige angår, da blir det som
det er. Alexandros skal I beholde. Se til at komme
ud af det med ham.
Dog, min Libanios, vil jeg ikke det skal hede,
at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde –
Taleren Libanios.
Ah, min kejser –
​
s. 330
Kejser Julian.
Du talte med en viss bitterhed om, at jeg havde
skænket Themisteos og Mamertinos meget. Men fra-
tog jeg dem ikke også noget? Fratog jeg dem ikke
min daglige omgang? Dig agter jeg at skænke noget
mere end hine.
Taleren Libanios.
Ak, hvad siger du, min ophøjede broder!
Kejser Julian.
Jeg agter ikke at skænke dig guld eller sølv.
Så tåbelig var jeg kun i den første tid,​ indtil jeg
så, hvorledes man stimled sammen om mig, lig tør-
stige høstfolk om en kilde, alle puffende og stødende
hverandre, alle fremrækkende den hule hånd for at
få den fyldt først og få den fyldt højest til randen.
Jeg er bleven klogere siden. Navnlig tror jeg det
må siges, at visdommens gudinde ikke har unddraget
mig sin bistand ved de handlinger, jeg har foretaget
til denne stads bedste.
Taleren Libanios.
Visselig, visselig!
Kejser Julian.
Derfor overdrager jeg dig, o min Libanios, at
forfatte en lovtale over mig.
Taleren Libanios.
Ah, hvilken hæder –!
Kejser Julian.
Du skal affatte den med særligt øjemærke på
de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder
mig taknemmelighed, Jeg håber du vil affatte den ​
s. 331

således, at den blir både taleren og genstanden vær-
dig. Dette hverv, min Libanios, være min gave til
dig. Jeg véd ikke noget bedre at skænke en mand
som dig.
Taleren Libanios.
O, min kronede ven, hvilken overvættes nåde.
Kejser Julian.
Og nu vil vi gå til fægtesalen. Derpå, mine
venner, vandrer vi gennem gaderne for at give disse
opblæste indfødte et gavnligt forbillede på tarvelig-
hed i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
Livlægen Oribases.
Gennem gaderne, herre? Ak, i denne middags-
hede –
En hofmand.
O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler mig
højst upasselig –
Digteren Herakleos.
Jeg også, nådigste herre! Hele denne morgen-
stund har jeg kæmpet med en kvalme i maven –
Kejser Julian.
Så tag et brækmiddel ind, og se til at kaste
eders uvidenhed op med det samme.
​
O, Diogenes, – hvilke efterfølgere har du ikke!
De skammer sig ved at bære din kappe på åben
gåde.
han går i vrede bort gennem søjlegangen.)
​
s. 332
(En ringe gade [HIS: "i" er falt ut. Mellomrommet er intakt.] udkanten af staden. I husrækken til venstre ligger en
liden kirke.)
(En stor mængde veklagende kristne er forsamlede. Salmedigteren
Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem. Kvinder med børn
på armene udstøder høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem
gaden.)
Kvinder
(løber til og holder ham fast ved hans klædning).
Ak, Gregor, Gregor, – tal til os! Trøst os i
denne vånde.
Gregor fra Nazianz.
Kun én kan trøste her. Hold fast ved ham.
Hold eder tæt ind til Herren og hyrden.
En kvinde.
O, véd du det, du Guds mand, – kejseren har
befalet, at alle vore hellige skrifter skal opbrændes!
Gregor fra Nazianz.
Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på slig
dårskab.
Salmedigteren Apollinaris.
Det er sandhed. Alexandros, den nye stat-
holder, har udskikket soldater, som gennemsøger
vore brødres huse. Selv kvinder og børn piskes til-
blods, hvis de står i mistanke for at holde bøger
skjult.
Læreren Kyrillos.
Kejserens bud gælder ikke Antiokia alene, –
ikke Syrien alene; det gælder riget og den hele jord.
Hver skreven tøddel, som handler om Kristus, skal
udslettes af tilværelsen og af de troendes minde.
Salmedigteren Apollinaris.
O, I mødre, græd over eder selv og over eders
børn!
​
s. 333
Den tid vil komme, da I skal kives med dem,
I nu bærer på eders arme, om hvad der rettelig
stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da
eders børnebørn skal spotte over eder og ikke vide,
hvo og hvad Kristus var.
​
Den tid vil komme, da det skal være udslettet
af hjerterne, at verdens frelser engang led og døde.
Den sidste troende skal gå blind i sin grav, og
fra den stund skal Golgata være bortvejret af jorden,
ligervis som det sted, hvor Edens have lå.
Ve, ve over den nye Pilatus! Han nøjes ikke,
som hin, med at døde frelserens legeme. Han myr-
der ordet og læren!
Kvinderne
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder).
Ve, ve, ve!
Gregor fra Nazianz.
Og jeg siger eder, vær trøstige! Gud dør ikke.
Det er ikke fra Julian, at faren kommer. Faren har
været der, længe før ham, i vore hjerters svaghed
og splidagtighed.
Læreren Kyrillos.
O, Gregor, hvor tør du kræve, at vi skal blive
standhaftige midt under disse rædsler? – Brødre og
søstre, – véd I, hvad der er hændt i Arethusa? De
vantroende har mishandlet Markos, den gamle biskop,
slæbt ham efter håret gennem gaderne, kastet ham
i kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op
igen, oversmurt ham med honning og hejset ham op
i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer.
Gregor fra Nazianz.
Og har da ikke Guds kraft just herligt åben-
baret sig i Markos? Hvad var Markos tilforn? En ​
s. 334

mand af tvilsom tro. Ja, da urolighederne brød ud
i Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, –
neppe havde han i sit skjul erfaret, at de rasende
mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse
brødre, førend han frivillig vendte tilbage. Og hvor-
ledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans
bødler selv således, at de, for at kunne trække sig
med et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod
at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans svar:
nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren var hos
ham. Han hverken døde eller gav efter. Hans
ansigt viste​ hverken forfærdelse eller utålmodighed.
I træet, hvor han hang, priste han sig lykkelig, fordi
han var løftet nogle trin nærmere imod himlen, mens
de andre, som han sagde, kravlede om på den
flade jord.
Læreren Kyrillos.
Der må være sket et under med denne stand-
haftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene
fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de
andre pintes –! De ligned ingen andre skrig, –
ufrivilligt, brølende, blandende sig med hvislende
lyd, hver gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i
det flåede kød.
Salmedigteren Apollinaris.
O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste
skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang
ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han
udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke
Agathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog
ham og han vågned op i vanvid?
Sandelig siger jeg eder, så længe sangen runger
over vor nød, så længe skal ikke Satan sejre!
​
s. 335
Gregor fra Nazianz.
Vær trøstige. Elsk hverandre og lid for hver-
andre, således som Serapion i Doristora nylig led for
sine brødre, der han for deres skyld lod sig hudflette
og kaste levende i smelteovnen.
Se, se, – har ikke Herrens hævnende hånd
allerede knyttet sig imod de ugudelige. Eller har
I ikke fornummet budskabet fra Heliopolis under
Libanon?
Salmedigteren Apollinaris.
Jeg véd det. Midt under Afrodite-festens utér-
ligheder brød hedningerne ind i vore hellige søstres
hus, krænkede kvinderne, myrdede dem under pinsler,
som ikke kan udsiges –
Kvinderne.
Ve, ve!
Salmedigteren Apollinaris.
– ja, der var nogle af de elendige, som åbnede
et af blodvidnernes legemer, rev indvoldene ud og
åd leveren rå!
​
Kvinderne.
Ve, ve, ve!
Gregor fra Nazianz.
Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes er
det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan
få se hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer,
med øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og
forstandens brug. Rædsel har slåt staden. Mange
hedninger har omvendt sig siden hin nat.
Derfor frygter jeg heller ikke dette uheldsvangre
dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ikke
denne Helvedes kronede lejesvend, som pønser på at ​
s. 336

fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham falde over os
med ild, med sværd, med vilde dyr på skuepladsen!
Ja, skulde hans vanvid end drive ham videre, end
sket er til denne dag, – hvad gør så det til sagen?
Imod alt dette er der en lægedom og en vej til sejr!
Kvinderne.
Kristus, Kristus!
Andre stemmer.
Der er han! Der kommer han!
Nogle.
Hvem?
Andre.
Kejseren! Morderen! Gudsfienden!
Gregor fra Nazianz.
Stille! Lad ham drage forbi i taushed!
[HIS: Venstre parentesbue er falt ut. Mellomrommet er intakt.] En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem gaden. Der-
efter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og visdomsvenner, alle
omgivne af vagt. En anden afdeling palats-soldater, anførte af høveds-
manden Fromentinos, slutter toget.)
En kvinde
(sagte til de andre).
Se, se, han har hyllet sig i pjalter, som en
betler.
En anden kvinde.
Han må være fra sig selv.
En tredje kvinde.
Gud har allerede slåt ham.
En fjerde kvinde.
Gem eders børn ved brystet. Lad ikke deres
øjne se rædselen.
​
s. 337
Kejser Julian.
Ej, ej, er ikke dette alt tilhobe Galilæere? Hvad
gør I her i solskinnet, på åben gåde, I mørkets
yngel?
Gregor fra Nazianz.
Du har stængt vore kirker; derfor står vi uden-
for og priser Herren vor Gud.
​
Kejser Julian.
Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo endnu
om her. Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke.
Gregor fra Nazianz.
Jeg søger ikke bloddøden; ja, jeg ønsker den
ikke engang; men tilskikkes den mig, så sætter jeg
min ære i at dø for Kristus.
Kejser Julian.
Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke se
eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende
huler? Gå hjem, siger jeg!
En kvinde.
O, kejser, hvor er vore hjem?
En anden kvinde.
Hvor er vore huse? Hedningerne har plyndret
dem og jaget os ud.
Stemmer i hoben.
Dine soldater har taget vor ejendom fra os!
Andre stemmer.
O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor
ejendom?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
22
​
s. 338
Kejser Julian.
Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I
uvidende mennesker! Har man taget eders ejendom
fra eder, så er det sket af omsorg for eders sjæles
vel. Har ikke Galilæeren sagt, at I ikke skal eje
sølv eller guld? Har ikke eders mester lovet eder,
at I engang skal opfare til himmels? Burde I da
ikke takke mig, fordi jeg gør eder farten så let som
muligt?
Visdomsvennerne.
O, uforligneligt sagt!
Salmedigteren Apollinaris.
Herre, du har frataget os det, som er mere end
sølv og guld. Du har frataget os Guds eget ord.
Du har frataget os vore hellige skrifter.
Kejser Julian.
Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger!
Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg
tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du snart
være mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob.
Men jeg siger dig, at du er en ussel bogskriver og
versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde
tage​ dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har
sendt mig, og som du har været fræk nok til at
kalde «Sandheden», det kan jeg lade dig vide, at
jeg har læst, forståt og fordømt.
Salmedigteren Apollinaris.
Det er muligt, at du har læst det; men du har
ikke forståt det; thi havde du forståt, så havde du
ikke fordømt.
Kejser Julian.
Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal ​
s. 339

vise, at jeg har forståt. – Men hvad angår hine
bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så kan
jeg sige jer, at I om føje tid skal komme til at agte
dem ringere, såsom det vil vise sig, at hin Jesus
af Nazareth har været en løgner og bedrager.
Kvinderne.
Ve os; ve os!
Læreren Kyrillos
(træder frem af hoben).
Kejser, – hvad sagde du der?
Kejser Julian.
Har ikke den korsfæstede Jøde forkyndt, at
Jerusalems tempel skal ligge i grus til dagenes ende?
Læreren Kyrillos.
Så vil ske!
Kejser Julian.
O, I dårer! I denne stund står krigsøversten
Jovian med to tusend arbejdere i Jerusalem og rejser
templet i al dets herlighed. Vent, vent, I stivnak-
kede tvilere, – I skal erfare, hvem der er mægtigst,
kejseren eller Galilæeren.
Læreren Kyrillos.
Herre, det skal du til din rædsel selv erfare.
Jeg taug, indtil du bespottede den hellige og kaldte
ham en løgner; men nu vil jeg sige dig, at ikke et
fnug mægter du imod den korsfæstede!
Kejser Julian
(tvinger sig).
Hvo er du, og hvad heder du?
22*
​
s. 340
Læreren Kyrillos
(nærmere).
Det skal du høre! Først og fremst heder jeg
en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn; thi
det skal ingensinde udslettes af jorden.
Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og
under det navn er jeg kendt mellem brødre og søstre.
​
Men bevarer jeg det første navn uplettet, da
høster jeg et evigt liv til løn.
Kejser Julian.
Du tager fejl, Kyrillos! Du véd, jeg kender
noget til de løndomsfulde ting i eders lære. Tro
mig, – han, du sætter din lid til, er ikke en sådan,
som du forestiller dig. Han er selv død, og virkelig
død, på den tid da Romeren Pontius Pilatus var
statholder i Jødeland.
Læreren Kyrillos.
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser,
der fejler i dette. Det er dig, som har givet afkald
på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig herredøm-
met over jorden.
Derfor forkynder jeg dig i hans navn, at han
snart vil fratage dig både herredømmet og livet, og
da skal du for sent erkende, hvor stærk han er, han,
som du i din blindhed foragter.
Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger,
således skal han ikke give sin kærlighed råderum,
idet han rejser sig for at straffe dig.
Du har omstyrtet hans altere, – han skal ned-
styrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din
glæde i at træde hans lov under fødder, den samme
lov, som du selv engang forkyndte for de troende.
På samme vis skal Herren træde dig under sin hæl.
Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din ​
s. 341

sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler,
end dem, du kan udtænke for mig og mine!
(Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.)
Kejser Julian.
Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne
er mine vidner, at jeg ikke hader dig for din tros
skyld. Men du har forhånet min kejserlige magt og
myndighed, og det må jeg straffe.
(til høvedsmanden for vagten.)
Fromentinos, før denne mand i fængsel, og lad​
bøddelen Tyfon give ham så mange svøbeslag, som
nødvendigt, for at få ham til at udsige, at kejseren
og ikke Galilæeren har al vælde på jorden.
Gregor fra Nazianz.
Vær stærk, min broder Kyrillos!
Læreren Kyrillos
(med oprakte hænder).
Jeg salige, som får lide til Herrens ære!
(Soldaterne griber ham og slæber ham ud.)
Kvinderne
(i gråd og klage).
Ve os! Ve, ve over fornægteren!
Kejser Julian.
Driv dem fra hinanden, disse rasende! Lad dem
udjages af staden som oprørere. Jeg tåler ikke
længere denne trods og vederstyggelighed!
(Vagten driver den jamrende mængde ind i sidegaderne. Kun kejseren
og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, liggende foran kirke-
døren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne klæder og med aske strød
på sit hoved.)
​
s. 342
En soldat
(støder til ham med lanseskaftet).
Op, op; pak dig!
Manden
(ser op).
Træd under fødder dette sløve salt, som er
vraget af Herrens hånd!
Kejser Julian.
O, evige guder, – Hekebolios –!
Hofmændene.
Ah, i sandhed, – Hekebolios!
Læreren Hekebolios.
Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs. Jeg
har svigtet den dåb, som gav mig navn!
Kejser Julian.
Rejs dig, ven! Dit sind er sygt –
Læreren Hekebolios.
Judas's broder er pestbefængt. Vig fra mig –
Kejser Julian.
O, du vankelmodige mand –
Læreren Hekebolios.
Vig fra mig, frister! Tag dine treti sølvpenge
igen! Står der ikke skrevet: du skal forlade hustru
og børn for Herrens skyld? Og jeg –? For hustrus
og børns skyld har jeg forrådt Herren, min Gud!
Ve, ve, ve!
(han kaster sig igen ned på sit ansigt.)
Kejser Julian.
Slig vanvids ild tænder disse skrifter over jorden.
​ ​
s. 343
Og jeg skulde ikke brænde dem?
Vent! Inden et år er omme, skal Jødetemplet
stå rejst igen på Zions berg, – lyse med sit guld-
tags pragt over landene og vidne: løgner, løgner,
løgner!
(han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.)
(Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten står Kybeles billed-
støtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra, imod venstre, er
en kilde med en stenkumme. Det er henimod solnedgang.)
(På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder en gammel prest
med en tildækket kurv på skødet. Omkring stenkummen en flok mænd
og kvinder, der henter vand. Kommende og gående ses fra og til på
vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion, slet klædt, med en stor
bylt på hovedet. Han møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra
staden.)
Farveren Fokion.
Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hofklædning!
Hårskæreren Eunapios.
Tvi dig, at du spotter en fattig mand.
Farveren Fokion.
Kalder du det spot? Jeg mente, det var den
højeste ære.
Hårskæreren Eunapios.
Du må så sige. Det er bleven en ære nu at
gå i pjalter, besynderligen hvis de har ligget bra
længe i en rendesten.
Farveren Fokion.
Hvorledes tror du alt dette vil ende?
​
s. 344
Hårskæreren Eunapios.
Det bryr jeg mig ikke om at tænke på. Jeg
véd, hvorledes det er endt med mig, og det er nok.
Farveren Fokion.
Er du ikke længere i kejserens tjeneste?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad skulde kejser Julian med en hårskærer?
Lar han sit hår klippe? Eller lar han skæget
studse, tror du? Han kæmmer det ikke engang.
Men hvorledes går det med dig? Du ser heller
ikke videre lykkelig ud.
​
Farveren Fokion.
Ak, Eunapios, purpurfarvernes tid er forbi.
Hårskæreren Eunapios.
Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men
hvad er det du slæber på?
Farveren Fokion.
Et knippe pilebark. Jeg skal farve narrekapper
til visdomsvennerne.
(En deling soldater kommer fra højre og stiller sig op ved Kybeles
støtte.)
Farveren Fokion
(til en af mændene ved vandkummen).
Hvad betyder dette?
Manden.
Stenbilledet skal fores igen.
Farveren Fokion.
Vil kejseren ofre her iaften?
​
s. 345
En anden mand.
Ofrer han ikke både morgen og aften, – snart
hist, snart her?
En kvinde.
Det er en ulykke for fattigfolk, at den nye
kejser holder så meget af guderne.
En anden kvinde.
Ej, Dione, sig dog ikke så. Skal vi ikke alle-
sammen holde af guderne?
Den første kvinde.
Jo, det kan være; men det er nu en ulykke
alligevel –
En af mændene
(peger ud til højre).
Vil I se, – der kommer han.
(Kejser Julian kommer i presteklædning og med offerkniv. Flere vis-
domslærere, tempelprester, tjenere og vagt omgiver ham. Efter dem
følger en skare mennesker dels spottende, dels forbittrede.)
En af de kommende.
Der borte står gudinden. Nu skal I få se løjer.
En ældre mand.
Kalder du det løjer? Hvor mange sultne munde
kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde?
Kejser Julian
(går hen imod støtten).
O, dette syn! Det fylder mit hjerte med hen-
rykkelse og mine øjne med vemods-tårer.
Ja, tilvisse må jeg græde, når jeg tænker på,
at denne ærefrygtbydende gudindes billede – om-
styrtet af​ ufromme og forvovne hænder – i så lang ​
s. 346

en tid har henligget ligesom i en forglemmelsens
søvn, – og det, til og med, på et sted, som jeg
væmmes ved at beskrive.
(Undertrykt latter blandt de nysgærrige.)
Kejser Julian
(vender sig barskt).
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse, når jeg
betænker, at det var mig, hvem det blev forundt
at udfri den guddommelige moder af en så uværdig
tilstand.
Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke?
– Man siger om mig, at jeg har vundet nogle slag
imod barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig
angår, så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter
til gudernes bedste; thi dem skylder vi alle vore
evner og al vor omtanke.
(til dem ved vandkummen )[HIS: Punktum er falt ut. Mellomrommet er intakt.]
For resten er det mig kært, at der dog gives
nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser sig
døve for mine opfordringer, men indfinder sig, så-
ledes som sømmelig fromhed tilsiger, – og jeg tviler
ikke på, at I har bragt anstændige offergaver med.
(går hen til den gamle prest.)
Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er
dine tempelbrødre?
Den gamle prest.
Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg.
Kejser Julian.
Uddød. Landevejen lagt i upassende nærhed
forbi helligdommen. Den ærværdige lund nedhugget. –
Gamle mand, – hvor er offergaverne?
Den gamle prest
(peger på kurven).
Her, herre!
​
s. 347
Kejser Julian.
Godt, godt. Men det øvrige?
Den gamle prest.
Det er alt.
(han åbner kurven.)
​
Kejser Julian.
En gås! Så denne gås er alt?
Den gamle prest.
Ja, herre!
Kejser Julian.
Og hvem var den fromme mand, der betænkte
os med en så rundhåndet gave.
Den gamle prest.
Jeg selv har bragt den med. O, herre, vredes
ikke; jeg havde ikke flere end den ene.
(Latter og mumlen blandt de forsamlede.)
Dæmpede stemmer.
Det er nok. En gås er mere end nok.
Kejser Julian.
O, Antiokia, – du sætter min tålmodighed på
en hård prøve!
En mand i flokken.
Først brød, siden offergaver!
Farveren Fokion
(puffer ham i siden).
Godt sagt; godt sagt!
En anden mand.
Giv borgerne at spise; guderne får hjælpe sig
som de kan.
​
s. 348
En tredje mand.
Vi havde det bedre her under Chi og Kappa!
Kejser Julian.
Ej, I frække skrålere! I med eders Chi og
Kappa! I tror kanske ikke jeg véd, hvem I mener
med Chi og Kappa? Ho-ho, jeg véd det godt. Det
er jo blevet et gængs ord iblandt jer. I mener Kri-
stus og Konstanzios. Men hines herredømme er forbi,
og jeg skal vel hitte på midler til at bøje den trods
og den utaknemmelighed, som I viser både imod
guderne og imod mig. I opholder eder over, at jeg
yder guderne de skyldige ofre. I spotter med, at
jeg ifører mig en tarvelig klædning, og lader mit
skæg gro uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en
torn i øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et
bukkeskæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er
et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved
at lade eder vide, at dette skæg huser utøj, ligervis
som vidjekrattet huser vildt, – og dog bærer jeg
dette mit forhånede skæg med større ære, end I
eders glatragede hager!
​
Hårskæreren Eunapios
(halvlydt).
Dårligt talt; højst urimeligt!
Kejser Julian.
Men tror I, jeg lader disse spotterier gå hen
uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide.
Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I tænker.
Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som heder
«Skæg-haderen». Og véd I, hvem dette skrift er
rettet imod? Det er rettet imod eder, I Antiokias
borgere, – ja, imod eder, hvem jeg i skriftet kalder
«de uvidende hunde». Der skal I få mine grunde ​
s. 349

både for det ene og for det andet, som nu tykkes
eder sælsomt i min adfærd.
Høvedsmanden Fromentinos
(kommer fra højre).
Høje kejser, jeg har et glædeligt budskab at
bringe. Kyrillos er allerede falden til føje –
Kejser Julian.
Ah, det tænkte jeg nok.
Høvedsmanden Fromentinos.
Tyfon gjorde også sine sager fortræffeligt. Fan-
gen blev bunden nøgen ved håndledene så højt under
taget, at hans tåspidser netop rørte jorden; derpå
pisked Tyfon ham med en svøbe af okse-sener bag-
fra, således at slagene traf rundt om brystet.
Kejser Julian.
O, de lastefulde, som tvinger os til at bruge
slige midler!
Høvedsmanden Fromentinos.
For ikke at røve ham livet måtte vi til slut
løslade den hårdnakkede mand. Da var han en stund
ganske stille og syntes at betænke sig; men pludselig
begærte han dog at fremstilles for kejseren.
Kejser Julian.
Dette er mig såre kært. Og du bringer ham hid?
Høvedsmanden Fromentinos.
Ja, herre, – der kommer de med ham.
(En deling soldater fører læreren Kyrillos mellem sig.)
​
Kejser Julian.
Ah, min gode Kyrillos, – du er ikke fuldt så
kæphøj som sidst, ser jeg.
​
s. 350
Læreren Kyrillos.
Har du kanske i et dyrs eller en fugls indvolde
udfundet, hvad jeg har at sige dig?
Kejser Julian.
Nu, jeg tænker at jeg, uden varsler, tør tro,
du er kommen til fornuft, at du afstår fra dine
vildfarelser om Galilæerens magt, og at du nu er-
kender både kejseren og vore guder for at være
større end han.
Læreren Kyrillos.
Bild dig ikke sligt ind. Dine guder er magtes-
løse; og holder du fast ved disse stenbilleder, som
hverken kan se eller høre, så vil du snart være
ligeså magtesløs som de.
Kejser Julian.
Kyrillos, – er dette, hvad du har at sige?
Læreren Kyrillos.
Nej; jeg kommer for at takke dig. Før skalv
jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens stund
vandt jeg åndens sejr over det forkrænkelige. Ja,
kejser, da dine lejesvende tænkte, jeg hang i vånde
under fængselstaget, – da lå jeg, salig som et barn,
i min frelsers arme; og da dine bødler tyktes, at de
flængte strimler af mit legeme, da strøg Herren med
sin lindrende hånd over sårene, tog tornekronen bort
og påsatte mig livsens krone.
Derfor takker jeg dig; thi intet menneske har
vist mig en så stor velgerning som du.
Og på det du ikke skal tro, jeg frygter dig her-
efter, så se –
(han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår og kaster stykker for
kejserens fødder.)
– se, se; – mæt dig med mit blod, som du ​
s. 351

tørster efter! Men om mig skal du vide, at jeg
mætter mig af Jesus Kristus.
(Skrig af forfærdelse høres hlandt mængden.)
Flere stemmer.
Dette fører ulykke over os alle!
​
Kejser Julian
(som er vegen tilbage).
Hold denne vanvittige, at han ikke forgriber sig
på os!
(Soldater omringer Kyrillos og slæber ham hen til vandkummen; sam-
tidigt høres sang af kvinder udenfor til højre.)
Kejser Julian.
Se hist, Fromentinos, – hvad er det for et sæl-
somt optog –?
Høvedsmanden Fromentinos.
Nådigste kejser, det er salmesyngerskerne –
Kejser Julian.
Ah, hint forbund af rasende kvinder –
Høvedsmanden Fromentinos.
Statholderen Alexandros har frataget dem nogle
skrifter, som de holder for hellige. Nu udvandrer
de af staden for at græde på kristengravene.
Kejser Julian
(med knyttede hænder).
Trods; trods – både fra kvinder og mænd!
(Den gamle Publia og en stor skare kvinder kommer fremover lande-
vejen.)
Den gamle Publia
(synger).
Deres guder er marmor og sølv og guld.
De skal smuldre i muld.
​
s. 352
Kvindernes kor.
I muld; i muld!
Publia.
De myrded vore brødre; de myrded vore sønner.
Stig, sangens duer, med hævnens bønner!
Kvindernes kor.
Hævnens bønner!
Publia
(får øje på kejseren).
Der står han! Ve over den ugudelige, som har
brændt Herrens ord! Tror du, at du kan opbrænde
Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder.
(hun griber en kniv fra en af offerpresterne, sønderskærer sit bryst og
flænger i såret.) ​
Her brænder ordet. Brænd du vore bøger.
Ordet skal brænde i menneskers hjerter indtil den
yderste dag!
(hun kaster kniven fra sig.)
Kvinderne
(synger under stigende vildhed).
Lad legemer myrdes; lad skrifter forgå.
Ordet skal stå; –
ordet skal stå!
(De tager Publia imellem sig og går videre udover landet.)
Folk ved brønden.
Ve os; Galilæernes gud er den stærkeste!
Andre stemmer.
Hvad mægter alle vore guder imod denne ene?
Atter andre.
Ingen ofring! Ingen dyrkelse! Det vil opirre
den forfærdelige imod os.
​
s. 353
Kejser Julian.
O, I dårer! I frygter for at opirre en, som
længst er død, – en falsk forkynder; – ja, I skal
selv få se. Han er en løgner, siger jeg! Giv blot
tål en liden tid endnu. Hver dag, hver time kan
jeg vente budskab fra Jerusalem –
Krigsøversten Jovian
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt fra højre).
Nådigste kejser, tilgiv at din tjener søger dig her.
Kejser Julian
(med et glædesskrig).
Jovian! O, glade budskab –!
Krigsøversten Jovian.
Jeg kommer lige fra Jødeland. I palatset hørte
jeg, du var her ude –
Kejser Julian.
O, I prisværdige guder, – så skal dog ikke den
synkende sol gå ned over løgnen! Hvor vidt er vi?
Tal, min Jovian!
Krigsøversten Jovian
(med et blik på mængden).
Herre, – skal jeg fortælle alt?
Kejser Julian.
Alt, alt, – fra først til sidst!
Krigsøversten Jovian.
Jeg kom til Jerusalem med bygmesterne og
soldaterne og de to tusend arbejdere.​ Vi gik straks
i værk med at rydde grunden. Vældige rester af
mure stod endnu igen. De faldt for vore hakker og
brækstænger, let, som om en usynlig magt hjalp os
at udslette dem –
Henrik Ibsens samlede værker. V.
23
​
s. 354
Kejser Julian.
Ser I; ser I vel!
Krigsøversten Jovian.
Medens dette stod på, blev umådelige kalkdynger
slæbt sammen til den nye bygning. Da opstod ganske
uventet en hvirvlende storm, som spredte kalken lig
en sky ud over den ganske egn.
Kejser Julian.
Videre; videre!
Krigsøversten Jovian.
Samme nat rysted jorden gentagne gange.
Stemmer i mængden.
Hører I? Jorden rysted.
Kejser Julian.
Videre, siger jeg!
Krigsøversten Jovian.
Vi lod dog ikke vort mod nedslå af dette sæl-
somme tilfælde. Men da vi var trængt dybere ned
i grunden og havde fåt åbnet de underjordiske hvæl-
vinger, og stenbryderne gik ind i dem for at arbejde
ved fakkelskin –
Kejser Julian.
Jovian, – hvad så?
Krigsøversten Jovian.
Herre, da brød en forfærdelig, en uhyre ildstrøm
ud af hulerne. Et tordnende drøn rysted hele staden.
Hvælvingerne søndersprængtes, hundreder af arbejdere
dræbtes dernede, og de få, som redded sig, flygtede
med sønderrevne lemmer.
​
s. 355
Hviskende stemmer.
Galilæernes gud!
Kejser Julian.
Kan jeg tro alt dette? Så du det?
Krigsøversten Jovian.
Jeg var selv tilstede. Vi begyndte påny. Herre,
i overvær af mange tusender – forfærdede, knælende,
jublende, bedende – gentog det samme vidunder sig
to gange.
Kejser Julian
(bleg og rystende).
Og så –? Med et ord, – hvad har kejseren
udrettet i Jerusalem?
​
Krigsøversten Jovian.
Kejseren har fuldbyrdet Galilæerens spådom.
Kejser Julian.
Fuldbyrdet –
Krigsøversten Jovian.
Ved dig blev det ord til fuld sandhed: ikke
sten på sten skal lades tilbage.
Mænd og kvinder.
Galilæeren har sejret over kejseren! Galilæeren
er større end Julian!
Kejser Julian
(til Kybeles prest).
Du kan gå hjem, gamle mand! Og tag din gås
med dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring iaften.
(vender sig til mængden.)
Jeg hørte nogle her sige, at Galilæeren har
23*
​
s. 356

sejret. Det kunde synes så; men jeg siger eder,
det er en vildfarelse. I uvidende; I foragtelige
dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare længe,
før bladet har vendt sig! Jeg skal –; jeg skal –!
Ja, bi kun! Jeg forbereder mig allerede på et skrift
imod Galilæeren. Det skal være i syv kapitler; og
når hans tilhængere får det at læse, – og når der-
hos «Skæg-haderen» – –
Tag mig under armen, Fromentinos! Denne
modstand har trættet mig.
(til vagten, idet han går forbi vandkummen.)
Giv Kyrillos fri!
(Han går med sit følge tilbage til staden.)
Mængden ved brønden
(råber efter ham under hånlatter).
Der går offer-slagteren! – Der går den raggede
bjørn! – Der går abekatten med de lange arme!
(Måneskinsnat. På Apollon-templets ruiner.)
Kejser Julian og mystikeren Maximos, begge i lange klæder, kommer
frem mellem de omstyrtede søjler i baggrunden.)
Mystikeren Maximos.
Hvor hen, min broder?
Kejser Julian.
Hvor der er ensomst.
​
Mystikeren Maximos.
Men her – i vederstyggeligheden? Midt imellem
grusdynger –?
​
s. 357
Kejser Julian.
Er ikke den hele verden en grusdynge?
Mystikeren Maximos.
Du har dog vist, at det sunkne kan genoprejses.
Kejser Julian.
Spottefugl! I Athen så jeg en skoflikker, som
havde indrettet sig et lidet værksted i Theseus-templet.
I Rom, hører jeg, er et hjørne af den juliske basilika
gjort brugelig til bøffelstald. Kald også det at gen-
oprejse!
Mystikeren Maximos.
Hvorfor ikke? Sker ikke alle ting stykkevis?
Hvad er helheden andet, end den fulde sum af samt-
lige stykker?
Kejser Julian.
Dårlig visdom!
(peger på det omstyrtede Apollon-billede.)
Se dette næseløse hoved. Se denne sønderknuste
albue, – disse splintrede lænder. Er alle disse hæs-
ligheders sum den hele fulde guddommelige fordums
skønhed?
Mystikeren Maximos.
Hvoraf véd du, at hin fordums skønhed var
skøn – i og for sig – undtagen i beskuerens fore-
stilling?
Kejser Julian.
Ak, Maximos, der er netop kernen. Hvad er
i og for sig? Jeg véd intet at nævne efter denne dag.
(han sparker til Apollon-hovedet.)
Har du nogen tid været mægtigere i dig selv?
​
s. 358
Sælsomt, Maximos, at der kan ligge styrke i
vildfarelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig for-
dum, da jeg holdt det for muligt at genoprejse den
faldne skønheds-verden.
Mystikeren Maximos.
Ven, – hvis vildfarelsen er dig en fornødenhed,
så gå tilbage til Galilæerne. De vil tage imod dig
med åbne arme.
​
Kejser Julian.
Du véd godt, at dette er ugørligt. Kejser og
Galilæer! Hvorledes forene det modsigende?
Ja, denne Jesus Kristus er den største oprører,
som nogen tid har levet. Hvad var Brutus, – hvad
var Kassius imod ham? De myrded kun den ene
Julius Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus
overhovedet. Eller er der at tænke på forligelighed
mellem Galilæeren og kejseren? Er der rum for de
to tilhobe på jorden? Og han lever på jorden, Max-
imos, – Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end
både Jøder og Romere bildte sig ind, at de havde
dødet ham; – han lever i menneskenes opsætsige
sind; han lever i deres trods og hån imod al synlig
magt.
«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud,
hvad Guds er!» – Aldrig har menneskemund udtalt
et underfundigere ord end dette. Hvad ligger der
bagved? Hvad og hvor meget tilkommer kejseren?
Dette ord er som en stridsklubbe, der slår kronen
af kejserens hoved.
Mystikeren Maximos.
Da vidste dog den store Konstantin at komme
til rette med Galilæeren, – og din forgænger ligeså.
​
s. 359
Kejser Julian.
Ja, den, der kunde være nøjsom, lig hine. Men
kalder du det at styre jordens rige? Konstantin
udvided sit herredømmes grænser. Men drog han
ikke grænserne snevert sammen om sin ånd og om
sin vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder
ham den store. Min forgænger vil jeg ikke engang
tale om, han var mere slave end kejser, og jeg kan
ikke blive stående ved navnet.
Nej, nej, der er ikke at tænke på forlig i disse
ting. Og dog – at skulle give efter! O, Maximos,
ovenpå disse nederlag kan jeg ikke vedblive at være
kejser, – og jeg kan heller ikke give afkald på at
være det.
​
Maximos, du som kan tyde varsler, hvis gåde-
fulde mening er dulgt for alle andre, – du, som kan
læse i de evige stjerners bog, – kan du sige mig
udgangen på denne strid?
Mystikeren Maximos.
Ja, min broder, jeg kan sige dig udgangen.
Kejser Julian.
Det kan du? Så sig den da! Hvo skal sejre,
kejseren eller Galilæeren?
Mystikeren Maximos.
Både kejseren og Galilæeren skal gå under.
Kejser Julian.
Gå under –? Begge –?
Mystikeren Maximos.
Begge. Om i vore tider, eller om hundreder af
år, det véd jeg ikke; men ske skal det, når den
rette kommer.
​
s. 360
Kejser Julian.
Og hvem er den rette?
Mystikeren Maximos.
Han, som skal opsluge både kejseren og Gali-
læeren.
Kejser Julian.
Du løser gåden med en end mørkere gåde.
Mystikeren Maximos.
Hør mig, sandhedsven og broder! Jeg siger,
de skal begge gå under – men ikke forgå.
Går ikke barnet under i ynglingen, og ynglingen
igen i manden? Men hverken barnet eller ynglingen
forgår.
O, du min elskede lærling, – har du glemt
vore samtaler i Efesos om de tre riger?
Kejser Julian.
Ah, Maximos, der ligger år imellem. Tal!
Mystikeren Maximos.
Du véd, jeg har aldrig billiget, hvad du, som
kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe yng-
lingen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af
åndens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende,
ligeså lidt som ynglingen er det. Du har villet
hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at vorde
mand. O, du dåre, som har draget sværdet imod​
det vordende, – imod det tredje rige, hvor den tve-
sidige skal herske!
Kejser Julian.
Og denne –?
​
s. 361
Mystikeren Maximos.
Jødefolket har et navn for ham. De kalder ham
Messias, og de venter på ham.
Kejser Julian
(langt og tankefuldt).
Messias? – Hverken kejser eller forløser?
Mystikeren Maximos.
Begge i en og en i begge.
Kejser Julian.
Kejser-gud; – gude-kejser. Kejser i åndens rige
– og gud i kødets.
Mystikeren Maximos.
Det er det tredje rige, Julian!
Kejser Julian.
Ja, Maximos, det er det tredje rige.
Mystikeren Maximos.
I det rige er den foreløbiges oprørs-ord vorden
sandhed.
Kejser Julian.
«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud,
hvad Guds er.» Ja, ja, – da er kejseren i Gud, og
Gud i kejseren. – Ah, drømme, drømme; – hvo
bryder Galilæerens magt!
Mystikeren Maximos.
Hvori ligger Galilæerens magt?
Kejser Julian.
Jeg har forgæves grublet derover.
​
s. 362
Mystikeren Maximos.
Der står skrevet etsteds: «du skal ikke have
fremmede guder for mig».
Kejser Julian.
Ja – ja – ja!
Mystikeren Maximos.
Seeren fra Nazareth forkyndte ikke denne eller
hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg er Gud.
Kejser Julian.
Ja, dette udenfor –! Derfor er kejseren magtesløs.
Det tredje rige? Messias? Ikke jøde-folkets, men
ånds-rigets og verdens-rigets Messias –?
Mystikeren Maximos.
Gude-kejseren.
Kejser Julian.
Kejser-guden.
Mystikeren Maximos.
Logos i Pan – Pan i Logos.
Kejser Julian.
Maximos, – hvorledes vorder han?
​
Mystikeren Maximos.
Han vorder i den sig selv villende.
Kejser Julian.
Min elskede lærer, – jeg må forlade dig.
Mystikeren Maximos.
Hvor går du hen?
​
s. 363
Kejser Julian.
Til staden. Perser-kongen har gjort mig freds-
tilbud, som jeg i overilelse gik ind på. Mine sende-
bud er alt undervejs. De skal indhentes og kaldes
tilbage.
Mystikeren Maximos.
Du vil åbne krigen imod kong Sapores på ny?
Kejser Julian.
Jeg vil, hvad Kyros drømte om og hvad Alex-
ander prøved –
Mystikeren Maximos.
Julian!
Kejser Julian.
Jeg vil eje verden. – God nat, min Maximos!
(han vinker med hånden til afsked og går hurtigt bort. Maximos ser
tankefuld efter ham.)
Salmesyngerskernes kor
(langt borte på martyr-gravene).
Menneske-guder af sølv og guld, –
I skal smuldre i muld!
​ ​ ​
FJERDE AKT.
(Ved kejser-rigets østlige grænse. Vildt berglandskab. En dyb dalkløft
skiller den høje forgrund fra de bagenfor liggende fjelde.)
(Kejser Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en bergkant og ser ned i
dybet. Lidt fra ham, til venstre, står hærføreren Nevita, den persiske
fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalingsmænd.
Til højre, ved et råt opbygget stenalter, ligger spåmanden Numa og to
andre etruskiske spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offer-
dyrs indvolde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos på
en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron samt af flere
andre. Fra og til drager mindre afdelinger af letbevæbnede over
højden fra venstre til højre.)
Kejser Julian
(peger nedad).
Se, se, – legionerne bugter sig som en pantsret
slange gennem kløften.
Hærføreren Nevita.
De, lige under os, i fåreskinds-vamser, er Sky-
terne.
Kejser Julian.
Hvilke skærende hyl –!
Hærføreren Nevita.
Det er Skyternes vanlige sang, herre!
​
s. 365
Kejser Julian.
Mere hyl end sang.
Hærføreren Nevita.
Nu kommer Armenierne. Arsakes fører dem selv.
Kejser Julian.
De romerske legioner må allerede være ude på
sletterne. Alle omboende folkeslag iler til og under-
kaster sig.
(han vender sig til krigsførerne.)
På Eufrat ligger samlede de tolv hundrede skibe,
som har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg
har nu fåt fuld visshed for, at flåden, gennem hin
gamle kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris.
Hele hæren​ skal gå over på skibene. Derefter rykker
vi fremad langs den østlige bred, så hurtigt, som
modstrømmen tillader flåden at følge os.
Sig mig, Hormisdas, hvad tro har du til disse
forholdsregler?
Fyrst Hormisdas.
Uovervindelige hærfører, jeg véd, at det skal
forundes mig under din sejrrige beskyttelse igen at
betræde mit fædreland.
Kejser Julian.
Hvilken lettende følelse at være ude af hine
trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk
i øjnene løb de ikke rundt om min vogn, da jeg
forlod staden? «Kom snart tilbage, og vær os da
nådigere end nu», skreg de. Jeg vender aldrig til-
bage til Antiokia. Jeg vil ikke se denne utaknemme-
lige stad mere. Når jeg har sejret, lægger jeg hjem-
vejen over Tharses.
​
s. 366
(går hen til spåmændene.)
Numa, – hvilke varsler for vort tog læser du
denne morgenstund?
Spåmanden Numa.
Varslet fraråder dig i dette år at overskride dit
riges grænser.
Kejser Julian.
Hm! Hvorledes tyder du dette varsel, Maximos?
Mystikeren Maximos.
Jeg tyder det således: varslet tilråder dig at
underlægge dig alt det land, du drager igennem; da
overskrider du ikke dit riges grænser.
Kejser Julian.
Således er det. Vi må give nøje agt på deslige
underfulde tegn; thi der ligger som oftest en dobbelt
mening i dem. Ja, det synes stundom, som om
hemmelighedsfulde magter satte en glæde i at føre
menneskene vild, især under store foretagender. Var
der ikke også nogle, som vilde udtyde det til vor
skade, at søjlegangen i Hierapolis styrted sammen og
begrov et halvt hundrede soldater, just som vi drog
gennem​ staden? Men jeg siger, at dette forkynder et
dobbelt held. Thi først varsler det, at Perser-riget
skal styrte sammen, og dernæst bebuder det os de
ulykkelige Galilæeres undergang. Thi hine soldater,
som dræbtes, – hvem var det vel? Det var gali-
læiske strafsoldater, der kun højst ugerne gik i
krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på engang
så brat og uhæderligt endeligt.
Krigsøversten Jovian.
Nådigste kejser, hist kommer en høvedsmand
fra fortropperne.
​
s. 367
Høvedsmanden Ammian
(kommer fra højre).
Herre, du har befalet mig at melde, om noget
sælsomt skulde hænde ved udrykningen.
Kejser Julian.
Nu ja! Er noget sådant hændt imorges?
Høvedsmanden Ammian.
Ja, herre, et dobbelt varsel.
Kejser Julian.
Ej, Ammian, – fortæl dog!
Høvedsmanden Ammian.
Først, herre, tildrog det sig, da vi var kommen
et stykke forbi landsbyen Zaita, at en løve af uhyre
legemsstørrelse brød ud af tykningen og gik lige løs
på vore soldater, der dræbte den med mange pileskud.
Kejser Julian.
Ah!
Visdomslærerne.
Hvilket lykkeligt varsel!
Fyrst Hormisdas.
Kong Sapores kalder sig landenes løve.
Spåmanden Numa
(beskæftiget ved alteret).
Vend om; vend om, kejser Julian!
Mystikeren Maximos.
Gå modigt frem, du sejrs-kårne!
Kejser Julian.
Vende om efter dette? Som løven hist foran
Zaita, således skal landenes løve falde for vore pile. ​
s. 368

Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at støtte mig
til, når jeg udtyder dette til vor fordel? Behøver
jeg at minde så oplyste mænd om, at da kejser
Maximian sejrede over Perser-kongen Narseus, da
blev ligeledes​ en løve – og derhos et vældigt vild-
svin – nedlagt foran de romerske rækker?
(til Ammian.)
Men nu det andet –? Jeg syntes, du talte om
to tegn.
Høvedsmanden Ammian.
Det andet er mere tvilsomt, herre! Din strids-
hest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt
opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstigningen
hinsides berget. Men se, i det samme dreves en
afdeling af de galilæiske strafsoldater forbi. Tungt
belæssede, som de var, og ikke synderlig villige,
gjordes det nødvendigt at bruge piskeslag imod dem.
Ikke desto mindre oprakte de sine arme, ligesom i
glæde, og istemte en høj sang til ære for deres
guddom. Over denne pludselige larm blev Babylonios
sky, stejled i skræk, faldt bagover, og idet den
vælted sig på jorden, overstænktes og tilsøledes det
guldsmykkede ridetøj af vejens smuds.
Spåmanden Numa
(ved alteret).
Kejser Julian, – vend om, vend om!
Kejser Julian.
Dette har Galilæerne gjort af ondskab, – og
dog har de derved imod sin vilje bragt tilveje et
varsel, som jeg hilser med høj glæde.
Ja, ligesom Babylonios faldt, således skal også
Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt og her-
lighed.
​
s. 369
Visdomslæreren Priskos.
Hvilken visdom i udlægningen!
Visdomslæreren Kytron.
Ved guderne, således er det!
De andre visdomslærere.
Således, og ikke anderledes!
Kejser Julian
(til Nevita).
Hæren skal vedblive at rykke frem. Dog vil
jeg denne aften, for en end større sikkerheds skyld,
anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte bekræfte.
Men hvad angår jer, I etruskiske gøglere, som
jeg med så stor bekostning har ladet komme hid,
da skal I​ vide, at jeg ikke længer tåler jer i lejren,
hvor I kun bidrager til at gøre soldaterne modfaldne.
Jeg siger, I forstår intet af det vanskelige håndværk,
som I har påtaget eder. Hvilken frækhed! Hvilket
overmål af forvovenhed! Bort med dem! Jeg vil
ikke se dem tiere.
(Nogle af livvagten driver spåmændene ud til venstre.)
Kejser Julian.
Babylonios faldt. Løven lå under for mine sol-
dater. Dog véd vi ikke derfor, hvilken usynlig hjælp
vi tør stole på. Guderne, hvis væsen langt fra ikke
er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom, – hvis
jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun
lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mine
kære venner, befinder os desværre i en sådan tid.
Ja, vi har endog været vidne til, at visse guder har
undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til
deres egen tarv og ære.
Vi tør dog ikke dømme videre herom. Det
Henrik Ibsens samlede værker. V.
24
​
s. 370

kunde tænkes, at de udødelige, som styrer og op-
holder verden, til enkelte tider nedlægger sin magt
i menneskelige hænder, – hvorved guderne visselig
ikke i nogen måde forringes; thi det skyldes dog
dem, at en så særligt beåndet – ifald han findes –
har kunnet fremstå på jorden.
Visdomslæreren Priskos.
O, mageløse kejser, giver ikke dine egne ger-
ninger vidnesbyrd om dette?
Kejser Julian.
Jeg véd ikke, o Priskos, om jeg tør værdsætte
mine gerninger så højt. At Galilæerne tillægger
Jøden Jesus fra Nazareth en sådan udvælgelse, vil
jeg ikke tale om; thi disse mennesker tager fejl, –
hvilket jeg udførligt skal vise i mit skrift imod dem.
Men jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken
fortrinlige helt skaffede menneskene endog større
goder, end de udødelige syntes at unde dem, –
hvorfor han også måtte lide meget, både smerte og​
hånlig medfart, indtil han endelig optoges i gudernes
samkvem, – det han i grunden den hele tid havde
tilhørt.
Og kan ikke det samme siges både om Herakles
og om Akilleus, og endeligen om Makedonieren Alex-
ander, med hvis gerninger nogle har sammenlignet,
dels hvad jeg har udført i Gallien, og dels og for-
nemmelig hvad jeg har for øje på dette tog?
Hærføreren Nevita.
Min kejser, – bagtroppen er nu lige under
os; – det var kanske på tiden –
Kejser Julian.
Straks, Nevita! Dog vil jeg først meddele eder
en sælsom drøm, som jeg havde denne nat.
​
s. 371
Jeg drømte, at jeg så for mine øjne et barn,
som efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse
hjorder, men som ringeagtede gudernes dyrkelse.
Denne onde mand udryddede barnets samtlige
slægtninge. Men over barnet selv ynkedes Zeus, og
han holdt sin hånd over det.
Derpå så jeg dette barn vokse op til yngling
under Minervas og Apollons varetægt.
End videre drømte jeg, at ynglingen faldt i
søvn på en sten under åben himmel.
Da steg Hermes ned på marken i en ung mands
skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej,
som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte
han ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der
forlod han ham.
Da brød ynglingen ud i gråd og klage og råbte
med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva og sol-
kongen, som hersker over jorden, ned i hans nær-
hed, løftede ham op til fjeldets tinde, pegte ud for
ham og viste ham hele hans slægts arv.
Men denne arv var jordens kreds fra hav til
hav, og udenfor havet.
​
Da forkyndte de ynglingen, at alt dette skulde
tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham der-
hos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge
havde gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd;
og endelig skulde han ære som guder dem, der
ligner guderne. Glem ikke, sagde de, idet de forlod
ham, at du har en udødelig sjæl og at denne din
sjæl er af guddommeligt udspring. Og følger du
vore råd, skal du se vor fader og vorde en gud
ligesom vi.
Visdomslæreren Priskos.
Hvad er tegn og varsler at agte imod dette!
24*
​
s. 372
Visdomslæreren Kytron.
Jeg tror ikke det er for meget sagt, når jeg
forventer, at skæbne-gudinderne betænker sig to
gange, ifald deres rådslagninger ikke skulde stemme
med dine.
Kejser Julian.
Vi tør ikke med sikkerhed bygge på en sådan
undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde denne
drøm påfaldende, skønt min broder Maximos ved
sin taushed – imod al billig forventning – hverken
synes at finde behag i drømmen eller i den iklæd-
ning, jeg har givet den. – Dette får vi imidlertid
at bære!
(han tager en papirrulle frem.)
Se her, Jovian; her har jeg tidligt denne mor-
genstund på mit leje optegnet, hvad jeg drømte.
Tag dette, og lad det i talrige afskrifter oplæse for
de forskellige dele af hæren. Jeg holder det for vig-
tigt på et så voveligt tog, at soldaterne, midt under
alle farer og besværligheder, med tryghed lægger
sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejl-
bar i de ting, som afgør krigens udfald.
Krigsøversten Jovian.
Jeg beder dig, min kejser, at fritage mig for
dette.
Kejser Julian.
Hvad vil du dermed sige?
​
Krigsøversten Jovian.
At jeg ikke tør låne min hånd til noget, som
er sandheden imod. – O, hør mig, min ophøjede
kejser og herre! Gives der en eneste af dine sol-
dater, som tviler på, at han er sikker i dine hænder?
Har du ikke på Galliens grænser, trods fiendtlig ​
s. 373

overmagt og vanskeligheder af forskellig slags, til-
kæmpet dig større sejrvindinger, end nogen anden
hærfører i vore dage kan rose sig af?
Kejser Julian.
Ej, – se, se, hvilke nyheder!
Krigsøversten Jovian.
Alle véd, at lykken i vidunderligt mål har fulgt
dig indtil denne tid. I lærdom står du over alle
andre dødelige, og i veltalenhedens skønne kunst
bærer du prisen mellem de ypperste.
Kejser Julian.
Og så –? Til trods for dette –?
Krigsøversten Jovian.
Til trods for dette, min kejser, er du kun et
menneske. Men idet du meddeler hæren hin drøm,
vil du udbrede den mening, at du er en gud, – og
heri tør jeg ikke gøre mig til din hjælper.
Kejser Julian.
Hvad siger I, mine venner, til denne tale?
Visdomslæreren Kytron.
Den er visselig lige så dristig som den vidner
om ukyndighed.
Kejser Julian.
Det synes som om du, o sandhedskærlige Jovian,
forglemmer, at hin kejser Antonin, med tilnavnet
den fromme, i et særligt tempel på Roms torv har
været dyrket som en udødelig gud. Ja, ikke han
alene, men også hans hustru Faustina og andre
kejsere både før og efter den tid.
​
s. 374
Krigsøversten Jovian.
Jeg véd det, herre; – men vore forfædre var
det ikke givet at vandre i sandhedens lys.
Kejser Julian
(med et langt blik på ham).
Ah, Jovian! –
Sig mig, – igår aftes, da jeg tog varsler for
den kommende nat, da trådte du til og bragte mig
et budskab, just som jeg med renselses-vand skylled
blodet af mine hænder.
​
Krigsøversten Jovian.
Ja, min kejser!
Kejser Julian.
Ilfærdig, som jeg var, kom jeg til at stænke
nogle vanddråber på din kappe. Da veg du hvast
et skridt tilbage og rysted vandet af, som om kap-
pen var bleven besudlet.
Krigsøversten Jovian.
Min kejser, – det undgik dig altså ikke?
Kejser Julian.
Var det din tanke, at det skulde undgåt mig?
Krigsøversten Jovian.
Ja, herre; thi det var en sag imellem mig og
den eneste sande Gud.
Kejser Julian.
Galilæer!
Krigsøversten Jovian.
Herre, du selv skikked mig til Jerusalem, og
jeg var vidne til alt, hvad der gik for sig. Meget
har jeg grublet siden den tid; jeg har læst i de ​
s. 375

kristnes skrifter, har talt med mange af dem, – og
nu er jeg kommen efter, at i denne lære ligger den
guddommelige sandhed.
Kejser Julian.
Er det muligt! Er dette virkelig muligt? Så-
ledes griber altså hint smitsomme vanvid om sig!
Mine nærmeste omgivelser, – mine egne krigsførere
falder fra mig –
Krigsøversten Jovian.
Stil mig forrest imod dine fiender, herre, – og
du skal se, at jeg gladelig giver kejseren, hvad kej-
serens er.
Kejser Julian.
Hvor meget –?
Krigsøversten Jovian.
Liv og blod.
Kejser Julian.
Liv og blod er ikke nok. Den, som skal herske,
må kunne herske over viljerne, over menneskenes
sind. I dette er det, at hin Jesus af Nazareth står
mig imod og gør mig magten stridig.
Bild dig ikke ind, at jeg vil straffe dig, Jovian!
De, du tilhører, higer efter sligt, som efter en lykke.
Og så kalder man eder blodvidner bagefter. Eller
hvad?​ Har man ikke således ophøjet dem, jeg var
nødt til at revse for deres genstridigheds skyld?
Gå til fortroppen! Jeg vil nødigt se dig tiere.
– O, dette bedrag imod mig, som I tilhyller med
talemåder om en dobbelt pligt og et dobbelt rige!
Dette skal vorde anderledes. Der gives andre konger
end Perser-kongen, som skal få føle min fod på sin
nakke.
Til fortroppen, Jovian!
​
s. 376
Krigsøversten Jovian.
Jeg skal gøre min skyldighed, herre!
(han går ud til højre.)
Kejser Julian.
Vi vil ikke, at denne morgenstund, der er op-
runden under så mange lykke-forkyndende varsler,
skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og andet
mere, med et jævnt sind. Min drøm skal dog kund-
gøres for hæren. Du, Kytron, og du, min Priskos,
og I andre venner, vil sørge for at det sker på en
værdig måde.
Visdomslærerne.
Med glæde, med usigelig glæde, herre!
(de modtager papirrullen og går ud til højre.)
Kejser Julian.
Jeg beder dig, o Hormisdas, ikke at tvile på
min magt, om det end kunde synes, som om stridige
viljer råded her. Gå; og du ligeså, Nevita, og alle
I øvrige, hver til sit; – jeg kommer efter, når
hæren er samlet ude på sletterne.
(Alle, undtagen kejseren og Maximos, går ud til højre.)
Mystikeren Maximos
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har siddet, og går hen
til kejseren).
Min syge broder!
Kejser Julian.
Mere såret end syg. Hjorten, som træffes af
en skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor ikke
dyrene kan se den. Det var mig utåleligt at vise
mig længere på Antiokias gader; – nu synes jeg
ikke, jeg kan vise mig for hæren.
​ ​
s. 377
Mystikeren Maximos.
Ingen ser dig, ven; thi de famler i blindhed.
Men du skal vorde en læge for deres øjne, og da
skal de se dig i din herlighed.
Kejser Julian
(stirrer ned i fjeldkløften).
Hvor dybt under os! Hvor svindende små
bugter de sig ikke frem mellem krat og torner langs
med den stenede strøm.
Da vi stod foran denne snevring, da stævned
førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det var
en times vej at korte, en smule møje at spare –
på vandringen imod døden.
Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen tanke
på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den
fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør
åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går,
og ser ikke, at de har trang himmel over sig – og
véd ikke, at der gives højder, hvor den er større. –
Er det ikke, Maximos, som om menneskene leved
for at komme til at dø? Galilæerens ånd er i dette.
Er det sandt, som der siges, at hans fader skabte
verden, da foragter sønnen faderens værk. Og just
for dette formastelige vanvid er det, at han prises
så højt!
Hvad var dog ikke Sokrates imod ham! Elsked
ikke Sokrates nydelsen og lykken og skønheden?
Og dog forsaged han. – Men hvilket bundløst svælg
imellem dette – på den ene side ikke at begære, –
og på den anden side at begære og dog forsage.
O, denne tabte visdoms skat vilde jeg bringe
menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom jeg
dem glad og ung imøde, med løv om panden, med
druers fylde i mine arme. Men de viser min gave ​
s. 378

fra sig, og jeg hånes og hades og bespottes af ven-
ner og af fiender.
Mystikeren Maximos.
Hvorfor? Jeg skal sige dig hvorfor.
I nærheden af en viss stad, hvor jeg engang
leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine druer;
og når​ borgerne i staden ønsked ret søde frugter på
sit bord, da skikked de sine tjenere ud til hint vin-
berg og lod hente druer der.
Mange år efter kom jeg til den samme stad;
men da vidste ingen længer besked om de fordum så
højt priste druer. Da søgte jeg vingårdsmanden op
og spurgte ham: sig mig, o ven, er dine vinstokke
uddøde, såsom ingen mere kender dine druer? Nej,
svarte vingårdsmanden, men du véd, at unge vin-
stokke yder gode druer men ringe vin; gamle vin-
stokke derimod dårlige druer men god vin. Derfor,
o fremmede, tilføjede han, glæder jeg endnu mine
medborgeres hjerter med dette vinbergs overflod, kun
i en anden skikkelse, – som vin, og ikke som druer.
Kejser Julian
(tankefuld).
Ja, ja, ja!
Mystikeren Maximos.
Det er dette, som du ikke har taget i agt. Ver-
dens vinstok er bleven gammel, og dog mener du,
lig fordum, at kunne byde druerne rå til dem, der
tørster efter den nye vin.
Kejser Julian.
Ak, min Maximos, hvem tørster? Nævn mig
en eneste, udenfor vort broderskab, som drages af
et åndeligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg fødtes
i en slig jernalder.
​
s. 379
Mystikeren Maximos.
Last ikke tiden. Havde tiden været større, så
var du bleven mindre. Verdens-sjælen er som en
rig mand, der har utallige sønner. Deler han sin
rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir de alle vel-
havende, men ingen af dem rig. Gør han dem der-
imod alle arveløse på én nær, og skænker alt til
denne ene, da står denne ene som en rig mand i
en kreds af fattige.
Kejser Julian.
Ingen lignelse passer mindre end denne. – Eller
står jeg således? Findes det ikke netop delt på
mange hænder, det, som verdens hersker skulde​ be-
sidde i rigere mål end alle andre; ja, jeg tør vel
sige – som han alene skulde besidde! O, hvor er
ikke magten delt! Har ikke Libanios veltalenhedens
magt i så fuldt et mål, at man har kaldt ham taler-
nes konge? Har ikke du, min Maximos, den gåde-
fulde visdoms magt? Har ikke hin rasende Apolli-
naris i Antiokia sangens og henrykkelsens magt i
en fylde, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu
Kappadokieren Gregor! Har ikke han viljens ubæn-
dige magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver
ham det for en undersåt upassende tilnavn: den
store! Ja, – hvad end sælsommere er, – det
samme tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden
med det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog
træder han ikke frem i verden; her lever han, denne
Basilios, – just i denne fjerne egn, iført en ene-
boers klædning, i samkvem alene med sine lærlinge,
og med sin søster Makrina og andre kvinder, der
kaldes fromme og hellige. Og hvorledes virker ikke
både han og søsteren gennem de breve, som stundom
udgår fra dem? Alt, selv forsagelsen og tilbage- ​
s. 380

trukketheden, vorder magt imod min magt. Men
værst af dem alle er dog den korsfæstede Jøde.
Mystikeren Maximos.
Så bryd med al denne spredte myndighed! Men
tro ikke, at du kan knuse oprørerne, hvis du kom-
mer over dem som en feltherre, udsendt af en her-
sker, hvem de ikke kender. I eget navn må du
komme, Julian! Kom Jesus af Nazareth som udsen-
ding fra en anden? Sagde han sig ikke at være
den, der udsendte ham? Sandelig, i dig er tidens
fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Peger ikke alle
tegn og varsler med en usvigelig finger lige hen på
dig? Skal jeg minde dig om din moders drøm –?
Kejser Julian.
Hun drømte, at hun fødte Akilleus.
Mystikeren Maximos.
Skal jeg minde dig om, at lykken​ har båret
dig, ligesom på stærke vinger, gennem et bevæget
og farefuldt liv? Hvem er du, herre? Er du den
genkomne Alexander, dengang ufærdig, nu fuldbåren
og rustet til at fuldbyrde værket?
Kejser Julian.
Maximos!
Mystikeren Maximos.
Der er én, som altid, med visse mellemrum,
kommer igen i menneskeslægtens liv. Han er lige-
som en rytter, der på ridebanen skal tæmme en vild
hest. Hver gang kaster hesten ham af. En stund, så
er rytteren i sadlen igen, altid sikrere, altid mere øvet;
men af måtte han i sine skiftende skikkelser hver gang
indtil denne dag. Af måtte han som den gudsop-
rundne mand i Edens lund; af måtte han som ver- ​
s. 381

densrigets grundlægger; – af må han som guds-
rigets fyrste. Hvo véd, hvor mange gange han har
vandret iblandt os, uden at nogen kendte ham?
Véd du, Julian, om du ikke var i ham, som
du nu forfølger?
Kejser Julian
(ser frem for sig).
O, bundløse gåde –!
Mystikeren Maximos.
Skal jeg minde dig om hin gamle spådom, som
nu er sat i omløb igen? Det er bleven forkyndt, at
så mange år, som året har dage – så mange år
skal Galilæerens rige stå ved magt. Om to år bliver
det tre hundrede og fem og sexti år siden, at denne
mand fødtes i Bethlehem.
Kejser Julian.
Tror du på denne spådom?
Mystikeren Maximos.
Jeg tror på den kommende.
Kejser Julian.
Altid gåder!
Mystikeren Maximos.
Jeg tror på den fri nødvendighed.
Kejser Julian.
End gådefuldere.
Mystikeren Maximos.
Se, Julian, – da Kaos væltede sig i det tomme
forfærdelige øde, og Jehova var alene, – den dag,
da han, efter de gamle jødiske skrifter,​ slog ud med
sin hånd og delte mellem lys og mørke, mellem hav ​
s. 382

og land, – den dag stod den store skabende gud
på sin magts tinde.
Men med menneskene opstod viljer på jorden.
Og mennesker og dyr og træer og urter skabte sine
lige efter evige love; og efter evige love går alle
stjerner i himmelrummet.
Har Jehova angret? Alle folkeslags gamle sagn
véd at fortælle om en angrende skaber.
Vedligeholdelsens lov har han lagt i skabningen.
For sent at angre! Det skabte vil vedligeholde sig
– og så vedligeholdes det.
Men ensidighedens to riger fører krig med hin-
anden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen, den
tvesidige, han, som skal forlige dem?
Kejser Julian
(hen for sig).
To år? Alle guder uvirksomme. Ingen lune-
fuld magt bagved, som gider krydse mine hen-
sigter – –
To år? I to år kan jeg lægge jorden under
mit herredømme.
Mystikeren Maximos.
Du talte, min Julian; – hvad sagde du?
Kejser Julian.
Jeg er ung og stærk og sund. Maximos, – det
er min vilje at leve længe.
(han går ud til højre. Maximos følger ham.)
​
s. 383
(En bakket skogegn med et vandløb mellem træerne. Oppe på højden
en liden landgård. Det er henimod solnedgang.)
(Hærafdelinger drager fra venstre til højre forbi nedenunder bakkerne.
Basilios fra Cæsaræa og hans søster Makrina, begge i eneboerklæder,
står nede ved vejkanten og rækker vand og frugter til de udmattede
soldater.)
Makrina.
O, Basilios, se, – den ene blegere, den ene
mere udtæret end den anden!
​
Basilios fra Cæsaræa.
Og så utallig mange kristne brødre iblandt dem!
Ve over kejser Julian! Dette er grusommere udtænkt
end alle pinebænkens kvaler. Imod hvem er det, at
han fører sine hærskarer? Mindre imod Perser-
kongen end imod Kristus.
Makrina.
Tror du dette forfærdelige om ham?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, Makrina, det går mere og mere op for mig,
at det er os, slaget skal ramme. Alle de nederlag,
han har lidt i Antiokia, al den modstand, han har
mødt, alle de ydmygelser og skuffelser, han har
måttet døje for sin ugudelige færd, det tænker han
alt sammen at dække over med glemsel ved et sejr-
rigt krigstog. Og det vil lykkes ham. En stor sejr
vil udslette alt hint. Menneskene er ikke anderledes;
de ser retten i lykken, og under magten bøjer de
fleste sig.
Makrina
(peger ud til venstre).
Nye skarer! Utællelige, uden ophør –
(En afdeling soldater kommer forbi; en ung mand i rækken falder af
udmattelse om på vejen.)
​
s. 384
En underfører
(slår ham med sin kæp).
Op med dig,[HIS: Skadet komma, kan forveksles med punktum.] du lade hund!
Makrina
(iler til).
O, slå ham ikke!
Soldaten.
Lad dem slå; – jeg lider så gerne.
Høvedsmanden Ammian
(kommer).
Atter ophold! – Nå, det er ham. Kan han
virkelig ikke mere?
Underføreren.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, herre; han
falder hvert øjeblik.
Makrina.
O, vær tålmodig! Hvem er denne ulykkelige?
– Se her; sug saften af disse frugter. – Hvem er
han, herre?
Høvedsmanden Ammian.
En Kappadokier, – en af de vildfarende, som
var med at skænde Venus-templet i Antiokia.
Makrina.
O, en af hine blodvidner –!
​
Høvedsmanden Ammian.
Prøv at rejse dig, Agathon! Jeg ynkes over
dette menneske. De revsed ham voldsommere, end
han kunde tåle. Han har ikke været ved sin for-
stand siden.
​
s. 385
Agathon
(rejser sig).
Jeg kan godt tåle det. Og jeg er fuldt ved
min forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider så
gerne.
Høvedsmanden Ammian
(til underføreren).
Fremad; her er ikke tid at spilde.
Underføreren
(til soldaterne).
Fremad; fremad!
Agathon.
Babylonios faldt; – snart skal den babyloniske
horkarl falde. Zaitas løve blev fældet; – fældes skal
verdens kronede løve!
(Soldaterne drives ud til højre.)
Høvedsmanden Ammian
(til Basilios og Makrina).
I sælsomme mennesker; – I farer vild og øver
dog det gode. Tak, at I har kvæget de udmattede;
og gid kejserens tarv tillod, at jeg turde handle så
mildt imod eders brødre, som jeg gerne vilde.
(han går ud til højre.)
Basilios fra Cæsaræa.
Gud være med dig, du ædle hedning!
Makrina.
Hvem mon denne mand var?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg kendte ham ikke.
(peger ud til venstre.)
O, se, se, – der er han selv!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
25
​
s. 386
Makrina.
Kejseren? Er det kejseren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, det er ham.
(Kejser Julian med flere krigsøverster, ledsaget af livvagtsføreren
Anatolos samt en vagtafdeling kommer fra venstre.)
Kejser Julian
(til sine ledsagere).
Ej, hvad træt? Skulde en hests fald bringe
mig til at standse? Eller skulde det være mindre
sømmeligt at gå tilfods, end at bestige et ringere
dyr? Træt! Min stamfader har udsagt, at det​ bør
sig en kejser at dø stående. Jeg siger, at det bør
sig en kejser, i hans hele liv – ikke blot i døds-
stunden – at vise en efterfølgelsesværdig udholden-
hed; jeg siger – – Ah, ved himlens store lys, ser
jeg ikke der for mine øjne Cæsaræeren Basilios!
Basilios fra Cæsaræa
(bøjer sig dybt).
Din ringe tjener, o mægtigste herre!
Kejser Julian.
Ja, det skal jeg tro! Du tjener mig i sandhed
godt, Basilios!
(går nærmere.)
Så dette er altså det landhus, der er kommet
i så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man
taler trindt i alle lande mere om dette hus, end
man taler om læresalene, skønt jeg hverken har skyet
flid eller møje for at bringe dem på fode igen.
Ikke sandt, – denne kvinde er sikkerlig din
søster Makrina?
​
s. 387
Basilios fra Cæsaræa.
Så er det, herre!
Kejser Julian.
Du er en skøn kvinde, og ung endnu. Og dog
har du, som jeg hører, givet afkald på livet.
Makrina.
Herre, jeg har givet afkald på livet for at
komme til ret at leve.
Kejser Julian.
Ak, jeg kender såre godt eders vildfarelser. I
sukker efter det, som ligger hinsides og hvorom I
intet med visshed véd; I spæger eders kød; I under-
trykker alle menneskelige lyster. Og dog siger jeg
eder, at dette kan være en forfængelighed, så godt
som enhver anden.
Basilios fra Cæsaræa.
Tro ikke, herre, at jeg er blind for den fare,
som ligger i forsagelsen. Jeg véd vel, at min ven
Gregor har ret, når han skriver, at han trøster sig
til at være eneboer med hjertet uden at være det
med legemet. Og jeg véd også, at denne grove
klæd​ning lidet båder min sjæl, ifald jeg regner mig
det til fortjeneste at bære den.
Men således føler jeg det ikke. Dette tilbage-
trukne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er
alt. Hine vilde brydninger, som verden oplever i
denne tid, træder mig ikke her for øje i sin uskøn-
hed. Her fornemmer jeg mit legeme ophøjet i bøn-
nen, og min sjæl renset ved en tarvelig levemåde.
Kejser Julian.
O, min nøjsomme Basilios, jeg tror dog, du
eftertragter noget mere. Hvis man har sagt sandt,
25*
​
s. 388

så har din søster her forsamlet om sig en hob unge
kvinder, hvilke hun oplærer efter sit forbillede. Og
du selv har jo, ligesom din galilæiske mester, kåret
dig tolv lærlinge. Hvad er din agt med dem?
Basilios fra Cæsaræa.
At sende dem ud til alle lande for at styrke
vore brødre i striden.
Kejser Julian.
Ja så! Udrustet med alle veltalenhedens våben
sender du din hær imod mig. Og hvor har du denne
veltalenhed, denne skønne græske kunst fra? Du
har den fra vore læresale. Og med hvilken ret be-
sidder du den? Du har listet dig som en spejder
ind i vor lejr for at udforske, hvor vi sikkrest kan
rammes. Og nu nytter du denne kundskab til vor
største skade!
Véd du vel, Basilios, at jeg ikke er tilsinds at
tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil slå eder
dette våben ud af hænderne. Hold eder til Matthæus
og Lukas og andre slige uhøvlede bogskrivere. Men
I skal ikke herefter få lov til at fortolke vore gamle
digtere og heller ikke vore gamle visdomslærere; thi
jeg agter det ubilligt, at I suger kundskab og fordel
af disse kilder, på hvis sandhed I slet ingen tro
har. Ligervis skal det forbydes alle galilæiske lær-
linge at komme i vore læresale; thi hvad vil de vel
der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den imod
os selv.
​
Basilios fra Cæsaræa.
Herre, jeg har allerede før hørt dette sælsomme
forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold, når
han skriver, at du ikke har nogen udelukkende ret
til den græske lærdom, ej heller til den græske tale-
kunst. Jeg må give ham medhold, når han siger, ​
s. 389

at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfunden
hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt
det først kom i brug hos folkene i Tyros.
Ja, herre, – mere end det. Du underkaster dig
lande og gør dig til hersker over folkeslag, hvis
sprog du ikke forstår og hvis sæder du ikke kender.
Og det har du ret til. Men den samme ret, du har
i den synlige verden, den samme ret har han, som
du kalder Galilæeren, i den usynlige –
Kejser Julian.
Nok om dette! Jeg vil ikke oftere høre sligt.
I taler, som om der gaves to verdensherskere, og
med den indvending prøver I at standse mig på alle
mine veje. O, I latterlige! I stiller en død imod en
levende. Men I skal snart få vide, hvorledes det
hænger sammen. Det skrift imod eder, som jeg
længe har arbejdet på, det må I ikke tro, at jeg
har lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kan-
ske, at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah,
I forregner eder! For «Skæg-haderen» høsted jeg
kun spot, – og det selv hos dem, som kunde havt
besynderlig gavn af at lægge sig visse sandheder på
hjerte. Men det skal ingenlunde afskrække mig.
Eller skulde det sømme sig for en mand med kæp
i hånden at vige tilbage for en flok gøende hunde?
– Hvorfor smilte du, kvinde? Hvad var det du
lo af?
Makrina.
Hvorfor, o herre, ivrer du så stærkt imod en,
som du kalder død?
Kejser Julian.
Ah, jeg skønner! Du vil dermed sige, at han
lever.
​ ​
s. 390
Makrina.
Jeg vil dermed sige, at du, o mægtige herre, i
dit hjerte føler, at han visselig lever.
Kejser Julian.
Jeg? Hvad nu! Jeg skulde føle –?
Makrina.
Hvad er det, du hader og forfølger? Ikke ham
men din tro på ham. Og lever han ikke i dit had
og i din forfølgelse, således, som han lever i vor
kærlighed?
Kejser Julian.
Jeg kender eders vredne talemåder. I Galilæere
siger ét og mener dermed et andet. Og sligt kalder
I for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken
dårskab! Jeg skulde føle, at den korsfæstede Jøde
lever? O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje
med sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags.
Galskab regnes for visdom. Hvorledes har jeg ikke
i usigelig mange nætter våget og gransket for at
finde tingenes rette grund? Men hvor er de, som
følger mig efter? Mange priser min tale; men få
eller ingen lader sig overtyde.
Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der skal
komme noget over eder som en overraskelse. I skal
fornemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at
ene sig i ét. I skal erfare, at alt det, som I nu
foragter, det har herligheden i sig, – og det kors,
som I hænger eders fortrøstning på, det vil jeg
tømre om til en stige for ham, som I ikke kender.
Makrina.
Og jeg siger dig, kejser, at du ikke er andet
end en svøbe i Guds hånd, – en svøbe, som må
slå os for vore synders skyld. Ve os, at dette ​
s. 391

skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt og kærlig-
hedsløst, veg af fra den rette vej!
Der var ingen konge mere i Israel. Derfor slog
Herren dig med vanvid, at du skulde tugte os.
Hvilken ånd har han ikke formørket, for at den
skulde rase imod os! Hvilket blomstrende træ har
han ikke kvistet af til ris for vore skyldtyngede
skuldre!
​
Varsler mante dig, og du agted dem ikke.
Røster kaldte dig, og du hørte dem ikke. Hænder
skrev sin ildskrift på væggen for dig, og du strøg
skriften ud uden at tyde den.
Kejser Julian.
Basilios, – jeg gad gerne have kendt denne
kvinde før i dag.
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, Makrina!
Makrina.
Ve mig, at jeg fik se disse skinnende øjne!
Engel og slange, enet til et; den frafaldnes længsel
og fristerens list på en gang! O, hvorledes har vore
brødre og søstre kunnet bære sejrshåbet højt i denne
udsendings nærhed? I ham er en større. Ser du
det ikke, Basilios, – i ham vil Gud Herren slå os
til døden.
Kejser Julian.
Du har sagt det!
Makrina.
Ikke jeg!
Kejser Julian.
Første vundne sjæl!
​
s. 392
Makrina.
Vig fra mig!
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, – kom!
Kejser Julian.
Bliv her! – Anatolos, slå vagt om dem! –
Det er min vilje, at I skal følge hæren, – både I
og eders lærlinge, – ynglinge og kvinder.
Basilios fra Cæsaræa.
Herre, det kan du ikke ville.
Kejser Julian.
Det er ikke klogt at efterlade fæstninger i ryg-
gen. Se, jeg slår ud med min hånd og dæmper
denne brændende pileregn, som I har udgydt fra
hint lille landhus.
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, nej, herre, – denne voldsgerning –
Makrina.
Ak, Basilios, – her eller hist – alt er ude!
Kejser Julian.
Står der ikke skrevet, at I skal give kejseren,
hvad kejserens er? Jeg bruger alle hænder på dette
tog. I kan pleje mine syge og sårede. Derved
tjener I Galilæeren tillige; og holder I dette endnu
for en pligt, så råder jeg eder at nytte tiden. Han
har ikke længe igen.
​
(Nogle soldater har omringet Basilios og Makrina [HIS: Tegnsetting er falt ut. Mellomrommet er intakt.] andre iler gennem
tykningen op mod huset.)
Makrina.
Synkende sol over hjemmet; synkende håb og ​
s. 393

synkende verdens lys! O, Basilios, at vi skulde op-
leve at se natten.
Basilios fra Cæsaræa.
Lyset er.
Kejser Julian.
Lyset vorder. Ryggen mod aftenrøden, Galilæere!
Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios drømmer. Sande-
lig, jeg siger eder, I skal se jordens sol-konge.
(Han går ud til højre; alle følger ham.)
(Hinsides Eufrat og Tigris. En vid slette med den kejserlige teltlejr.
Småkrat til venstre og i baggrunden dølger Tigris-flodens krumninger.
Skibsmaster rager op over krattet i en lang uoverskuelig række. Sky-
fuld aften.)
(Soldater og krigsfolk af alle slags er ifærd med at slå lejr på
sletten. Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde langt borte.
Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer
fra flåden.)
Hærføreren Nevita.
Se nu, om ikke kejseren valgte det rette. Her
står vi uden sværdslag på fiendens grund; ingen har
gjort os overgangen over floderne stridig; ikke så
meget som en eneste persisk rytter er at øjne.
Krigsøversten Jovian.
Nej, herre, ad denne vej har fienden visselig
ikke ventet os.
Hærføreren Nevita.
Du siger dette, som om du endnu holdt fast
ved, at valget af denne vej var uklogt.
​
s. 394
Krigsøversten Jovian.
Ja, herre, det er fremdeles min mening, at vi
heller skulde slåt ind på en nordligere retning. Der
kunde vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som
er os venligt sindet, og hentet alt fornødent under-
hold fra dette overflødige landskab. Men her? Hæm-
met i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt
om os en øde slette, næsten en ørk – – Ah, kej-
seren kommer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig
i denne tid.
​
(Han går ud til højre. I det samme kommer kejser Julian med nogle
ledsagere fra skibene. Livlægen Oribases, visdomslærerne Priskos og
Kytron samt nogle flere træder frem mellem teltene på højre side og
går kejseren imøde.)
Kejser Julian.
Således ser vi kejser-riget vokse. Hvert skridt,
jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
(han stamper i jorden.)
Denne jord er min! Jeg er i riget, ikke uden-
for. – Nu, Priskos –?
Visdomslæreren Priskos.
Uforlignelige kejser, dit bud er udført. Hvad
du så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse for
alle hærens afdelinger.
Kejser Julian.
Vel, vel. Og hvad virkning lod min drøm til
at øve på soldaterne?
Visdomslæreren Kytron.
Nogle priste dig med glad røst og kaldte dig
den guddommelige; andre derimod –
Visdomslæreren Priskos.
Disse andre vare Galilæere, o Kytron!
​
s. 395
Visdomslæreren Kytron.
Ja, ja, de fleste andre var Galilæere, og disse
slog sig for sit bryst og udstødte høje klageråb.
Kejser Julian.
Jeg vil ikke blive stående ved dette. De bryst-
billeder af mig, som jeg har ladet forfærdige for at
opstille dem i de byer, jeg kommer til at under-
tvinge, de skal oprejses trindt om i lejren ved alle
borde, hvor skatmestrene uddeler krigsfolkets lønning.
Lamper skal tændes ved siden af billederne, et fyr-
fad med vellugtende røgelse skal brænde foran, og
hver soldat skal, idet han går frem for at modtage
sin løn, kaste nogle røgelsekorn på ilden.
Livlægen Oribases.
Min nådigste kejser, tilgiv mig, men – er det
rådeligt?
Kejser Julian.
Hvorfor ikke rådeligt? Jeg forbauses over min
Oribases.
​
Visdomslæreren Priskos.
Ak, herre, du må vel forbauses! Skulde det
ikke være rådeligt, at –?
Visdomslæreren Kytron.
Skulde ikke en Julian turde vove, hvad mindre
guddommelige mænd har vovet?
Kejser Julian.
Jeg finder også, at det voveligste her vilde være
at lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslag-
ninger. Er det kommen så vidt, at de guddommelige
nedlægger sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi
af mange tegn tør slutte at være tilfældet, – så ​
s. 396

vilde det i sandhed være højst utaknemmeligt at
fordølge sådant. Det er under så farefulde forholde,
som disse, ingenlunde ligegyldigt, om soldaterne
yder sin dyrkelse til den urette, da de dog skulde
påkalde en helt anden.
Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre,
– om der ellers findes nogen anden her, som så-
ledes vil afstikke grænser for den kejserlige magt, –
at just dette vilde være den virkelige ugudelighed,
og at jeg derfor nødes til at ivre derimod.
Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed,
at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad
mente han med dette udsagn? Svar mig på det, –
hvad mente han? Langt være det fra mig at ville
påstå, at Platon, – denne for øvrigt mageløse vis-
mand, – dermed, ligesom i en spådom, skulde have
sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det
ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne
til de forstyrrelser, som flyder af, at den højeste
magt ligesom kløves og deles på flere hænder.
Nok om dette. Jeg har allerede påbudt, at de
kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren.
Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i opkiltrede klæder, kom-
mer fra skibene.)
​
Husmesteren Eutherios.
Ophøjede kejser, denne Antiokier er udsendt fra
statholderen Alexandros og bringer dig et brev, som
han siger er vigtigt.
Kejser Julian.
Ah, lad dog se! Lys hid!
(En fakkel bringes; kejseren åbner brevet og læser.)
Kejser Julian.
Kan dette være muligt! Lys bedre! Ja, det ​
s. 397

står der; – og her –; hvad nu? – Dette går i
sandhed over alt, hvad jeg kunde tænkt mig!
Hærføreren Nevita.
Slemme nyheder fra vesterlandene, herre?
Kejser Julian.
Nevita, sig mig, hvor lang tid bruger vi for at
nå frem til Ktesifon?
Hærføreren Nevita.
Det kan umuligt gøres på kortere tid end treti
dage.
Kejser Julian.
Det må gøres på kortere tid! Treti dage! En
hel måned! Og imens vi kryber frem her, skulde
jeg lade disse rasende –
Hærføreren Nevita.
Du véd selv, herre, vi må for skibenes skyld
følge alle flodens krumninger. Strømmen er strid,
og derhos både grund og stenet. Jeg holder det for
ugørligt at nå hurtigere frem.
Kejser Julian.
Treti dage! Og derefter skal staden indtages,
– Perser-hæren skal slås på flugt, – freden skal
sluttes. Hvor lang tid vil ikke alt dette kræve?
Og endda var der nogle iblandt jer, som dårligen
foreslog mig at gøre en end længere omvej. Ha-ha,
man pønser på min undergang!
Hærføreren Nevita.
Herre, vær tryg; toget skal fremmes af al
magt.
​
s. 398
Kejser Julian.
Det gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad
Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger
alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen
øges dag for dag. De skønner, at min sejr i Per-
sien vil drage deres udryddelse efter sig; og med
hin​ skamløse Gregor som hovedmand står de nu,
lig en fiendtlig hær, i ryggen på mig; i de frygiske
egne forberedes hemmelige ting, som ingen ret kan
få rede på –
Hærføreren Nevita.
Hvad vil det sige, herre? Hvad tager de sig for?
Kejser Julian.
Hvad de tager sig for? Beder, prædiker, syn-
ger, forkynder verdens yderste dag. O, var det endda
ikke andet; – men de river vore tilhængere med
sig og drager dem ind i sit oprørske forbund. I
Cæsaræa har menigheden kåret dommeren Eusebios
til biskop, – Eusebios, en udøbt mand, – og denne
forvildede har modtaget en slig kaldelse, som til og
med er ugyldig efter deres egne kirkelove.
Dog, dette er langt fra det værste. Værre,
værre, tifold værre er det, at Athanasios er kommen
tilbage til Alexandria.
Hærføreren Nevita.
Athanasios?
Visdomslæreren Priskos.
Hin gådefulde biskop, som forsvandt i ørken
for sex år siden?
Kejser Julian.
Et kirkemøde forjog ham for hans usømmelige
ivers skyld. Galilæerne var føjelige under min formand.
​
s. 399
Ja, vil I tænke jer, – nu er denne rasende
sværmer kommen tilbage til Alexandria. Hans indtog
var lig en konges; landevejen var belagt med tepper
og grønne palmegrene. Og hvad skede derefter?
Hvad tror I vel? Samme nat brød et oprør ud
blandt Galilæerne. Georgios, deres retmæssige biskop,
denne retsindige og velvillige mand, hvem de be-
skyldte for lunkenhed i troen, er bleven myrdet,
levende sønderrevet i stadens gader.
Hærføreren Nevita.
Men, herre, hvor kunde det komme så vidt?
Hvor var dog statholderen Artemios?
Kejser Julian.
Du må vel spørge, hvor Artemios var.​ Jeg skal
sige dig det. Artemios er gåt over til Galilæerne!
Artemios er selv med væbnet hånd trængt ind i Se-
rapeion, hint verdens herligste tempel, – har sønder-
slåt billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt
hine umådelige bogskatte, som vi just i denne vild-
farende og vankundige tid havde så højlig brug for,
og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket
ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer.
Visdomslæreren Kytron.
Sandelig, dette går over al forestilling!
Kejser Julian.
Og ikke at kunne nå disse elendige for at tugte
dem! At måtte være vidne til, at slige udskejelser
griber videre og videre om sig! – Treti dage, siger
du! Hvi nøler man? Hvi slår man lejr? Hvi sover
man? Véd ikke mine hærførere, hvad her står på
spil? Vi må holde rådslagning. Når jeg tænker på,
hvad den makedoniske Alexander udretted i treti
dage –
​
s. 400
(Krigsøversten Jovian, ledsaget af en mand i persisk klædning, uden
våben, kommer fra lejren.)
Krigsøversten Jovian.
Vredes ikke, herre, at jeg træder dig for øjne;
men denne fremmede –
Kejser Julian.
En persisk kriger!
Perseren
(kaster sig ned på jorden).
Ingen kriger, du mægtige!
Krigsøversten Jovian.
Han kom våbenløs jagende tilhest over sletten
og meldte sig ved forposterne –
Kejser Julian.
Så er dine landsmænd i nærheden?
Perseren.
Nej, nej!
Kejser Julian.
Men hvor kommer du så fra?
Perseren
(slår sine klæder tilside).
Se disse arme, du jordens hersker, – blodige
af rustne lænkeringe. Føl denne flåede ryg, – sår i
sår. Jeg kommer fra pinebænken, herre!
​
Kejser Julian.
Ah, – du er flygtet fra kong Sapores?
Perseren.
Ja, du vældige, du, som véd alt! Jeg stod højt
i nåde hos kong Sapores indtil jeg, dreven af rædsel ​
s. 401

ved din nærmelse, dristed mig til at forudsige ham,
at denne krig vilde volde hans undergang. Véd du,
herre, hvorledes han har lønnet mig? Min hustru
gav han til pris for sine bueskytter fra bergene;
mine børn lod han sælge som slaver; alle mine
ejendomme lod han sine tjenere dele imellem sig;
mig selv lod han pine i ni dage. Derpå bød han
mig ride ud og dø som et dyr på sletterne.
Kejser Julian.
Og hvad vil du mig?
Perseren.
Hvad jeg vil dig efter denne medfart? Jeg vil
hjælpe dig at ødelægge min forfølger.
Kejser Julian.
Ah, du pinte mand, – hvad kan du hjælpe?
Perseren.
Jeg kan fæste vinger ved dine krigsfolks ankler.
Kejser Julian.
Hvad vil du sige med det? Rejs dig, og sig
mig, hvad du mener.
Perseren
(rejser sig).
Der var ingen i Ktesifon, som tænkte, at du
vilde vælge denne vej –
Kejser Julian.
Det véd jeg.
Perseren.
Nu er det ikke nogen hemmelighed længer.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
26
​
s. 402
Kejser Julian.
Du lyver, mand! I Persere véd intet om mine
hensigter.
Perseren.
Herre, du, hvis visdom stammer fra ilden og
solen, du véd godt, at mine landsmænd nu kender
dine hensigter. Du har sat over floderne på dine
skibe; disse skibe, flere end tusend i tallet, og ladede
med alle hærens fornødenheder, skal trækkes opover
Tigris, og hæren skal rykke frem jævnsides med
skibene.
Kejser Julian.
Utroligt –!
​
Perseren.
Når skibene er komne Ktesifon så nær som
muligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden,
– da vil du gå løs på denne, omringe den og tvinge
kong Sapores til at overgive sig.
Kejser Julian
(ser sig om).
Hvem har forrådt os?
Perseren.
Dette forehavende står nu ikke længer til at
udføre. Mine landsmænd har i al hast bygget sten-
dæmninger i flodsengen, og på dem vil dine skibe
strande.
Kejser Julian.
Menneske, véd du, hvad det koster dig, ifald
du ikke taler sandhed?
Perseren.
Mit legeme er i din vold, du mægtige! Taler ​
s. 403

jeg ikke sandhed, da står det dig frit for at lade
mig brænde levende.
Kejser Julian
(til Nevita).
Floden lukket! Der vil kræves uger for at gøre
den farbar igen.
Hærføreren Nevita.
Ifald det kan gøres, herre! Slige redskaber
fattes –
Kejser Julian.
Og dette skulde møde os nu, – nu, da det
gælder at rejse med al hastighed!
Perseren.
Du verdens hersker, jeg har sagt dig, at jeg
kan skænke din hær vinger.
Kejser Julian.
Tal! Véd du nogen kortere vej?
Perseren.
Hvis du lover mig, efter sejren, at skaffe mig
min ranede ejendom tilbage og derhos en ny hustru
af høj byrd, så kan jeg –
Kejser Julian.
Jeg lover dig alt; blot tal – tal!
Perseren.
Lægger du vejen tværs over sletterne, da kan
du på fire dage stå udenfor Ktesifons mure.
Kejser Julian.
Glemmer du bergryggen hinsides sletterne?
26*
​
s. 404
Perseren.
Herre, har du aldrig hørt tale om hin sælsomme
snevring mellem bergene?
Kejser Julian.
Jo, jo, en kløft; «Arimans gade» kaldes den.
Er det sandt, at en slig findes?
​
Perseren.
Jeg red gennem Arimans gade for to dage siden.
Kejser Julian.
Nevita!
Hærføreren Nevita.
I sandhed, herre, hvis så er –
Kejser Julian.
Underfulde hjælp i nøden –!
Perseren.
Men vil du frem ad hin vej, du vældige, da er
ingen tid at spilde. Den persiske hær, som var
trukken sammen i de nordlige landskaber, den er nu
kaldt tilbage for at stænge bergkløfterne.
Kejser Julian.
Véd du det med visshed?
Perseren.
Nøler du, vil du selv erfare det.
Kejser Julian.
Hvor mange dage bruger dine landsmænd for
at nå did hen?
Perseren.
Fire dage, herre!
​
s. 405
Kejser Julian.
Nevita, vi må stå hinsides kløfterne inden tre
dage!
Hærføreren Nevita
(til Perseren).
Er det gørligt for os at nå kløfterne på tre
dage?
Perseren.
Ja, store kriger, det er gørligt, hvis I tager
denne nat til hjælp.
Kejser Julian.
Lejren skal brydes af! Ingen søvn; ingen hvile
nu. Inden fire dage – højst fem – må jeg stå for
Ktesifon. – Hvad tænker du på? Ah, jeg véd det.
Hærføreren Nevita.
Flåden, herre!
Kejser Julian.
Ja, ja, ja, flåden.
Hærføreren Nevita.
Kommer Perser-hæren en dag senere til kløf-
terne end vi, så vil den – om den end ikke kan
tilføje dig anden skade – vende sig vestover imod
dine skibe –
Kejser Julian.
– gøre et umådeligt bytte til at forlænge kri-
gen med –
Hærføreren Nevita.
Kunde vi efterlade tyve tusend mand ved ski-
bene, så vilde de være sikrede –
​
s. 406
Kejser Julian.
Hvad tænker du på! Tyve tusend?​ Næsten
tredjedelen af alt våbenført mandskab. Hvor var så
den stridsmagt, hvormed jeg skulde sejre? Splittet,
spredt, delt. Ikke en eneste mand kan jeg afse til
sligt øjemed.
Nej, nej, Nevita; men der turde vel gives et
tredje middel –
Hærføreren Nevita
(viger tilbage).
Min store kejser –!
Kejser Julian.
Flåden må hverken falde i Persernes hænder
eller volde os mandespilde. Der gives et tredje
valg, siger jeg! Hvi nøler du? Hvi udtaler du
det ikke?
Hærføreren Nevita
(til Perseren).
Véd du, om borgerne i Ktesifon har forråd på
korn og olje?
Perseren.
I Ktesifon er overflødige forråd af alle slags.
Kejser Julian.
Og har vi først staden inde, så ligger hele det
rige landskab åbent for os.
Perseren.
Borgerne ville åbne sine porte for dig, herre!
Jeg er ikke den eneste, som hader kong Sapores.
De vil rejse sig imod ham og falde dig tilfode, hvis
du kommer uventet over dem, i forfærdelsens vælde,
og med al din samlede magt.
​
s. 407
Kejser Julian.
Just det; just det.
Perseren.
Brænd skibene, herre!
Hærføreren Nevita.
Ah!
Kejser Julian.
Hans had ser, mens din troskab famler, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Min troskab så, herre; men den vånded sig
ved det, den så.
Kejser Julian.
Er ikke disse skibe som en lænke om vor fod?
Vi har levnetsmidler for fire fulde dage i lejren. Det
er godt, at soldaterne ikke tynges formeget. Og
hvad tjener så skibene til? Vi har ingen floder
mere at sætte over –
Hærføreren Nevita.
Herre, hvis det virkelig er din vilje –
​
Kejser Julian.
Min vilje, – min vilje? O, i en aften som
denne – uvejrsfuld og stormende –; hvorfor kunde
ikke et lyn slå ned og –
Mystikeren Maximos
(kommer ilsomt fra venstre).
Du solens udkårne søn, – hør, hør!
Kejser Julian.
Ikke nu, min Maximos!
​
s. 408
Mystikeren Maximos.
Intet er vigtigere end dette. Du må høre mig!
Kejser Julian.
I lykkens og visdommens navn, så tal, min
broder!
Mystikeren Maximos
(drager ham tilside og siger dæmpet).
Du véd, jeg har forsket og gransket, både i
bøger og gennem varsler, for at komme efter ud-
faldet af dette krigstog.
Kejser Julian.
Jeg véd, at du intet har kunnet forudsige mig.
Mystikeren Maximos.
Varslerne talte og skrifterne samstemte med
dem. Men svaret, som altid kom igen, var så sæl-
somt, at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig.
Kejser Julian.
Men nu –?
Mystikeren Maximos.
Da vi drog ud fra Antiokia skrev jeg til Rom
for at rådføre mig med de sibyllinske bøger –
Kejser Julian.
Ja, ja –!
Mystikeren Maximos.
I denne time er svaret kommet; en brevdrager
fra statholderen i Antiokia har bragt det.
Kejser Julian.
Ah, Maximos, – og det lyder –?
​
s. 409
Mystikeren Maximos.
Det lyder som alt, hvad varsler og skrifter har
sagt mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd dig, min
broder, – du er usårlig i denne kamp.
Kejser Julian.
Udsagnet, – udsagnet?
Mystikeren Maximos.
De sibyllinske bøger siger: «Julian skal vogte
sig for de frygiske egne».
​
Kejser Julian
(viger tilbage).
De frygiske –? Ah, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Hvi blev du bleg, min broder?
Kejser Julian.
Sig mig, dyrebare lærer, – hvorledes tyder du
dette svar?
Mystikeren Maximos.
Er mere end én udtydning tænkelig? De frygi-
ske egne? Hvad har du i Frygien at gøre? I Fry-
gien, – et landskab, som ligger afsides, langt bag
dig, og hvor du aldrig har nødig at sætte din fod?
Ingen fare truer dig, du lykkelige, – det er me-
ningen.
Kejser Julian.
Dette gådesvar har en tvefoldig mening. Ingen
fare truer mig i kampen – men fra hint fjerne land-
skab. –
Nevita; Nevita!
Hærførrren Nevita.
Herre –?
​
s. 410
Kejser Julian.
I Frygien altså? Alexandros skriver om løn-
domsfulde ting, der forberedes i Frygien. Det er en-
gang bleven forudsagt, at Galilæeren skal komme
igen –
Brænd skibene, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Herre, er det din faste ufravigelige vilje –?
Kejser Julian.
Brænd dem! Nøl ikke. Der truer os lønlige
farer bagved.
(til en af høvedsmændene.)
Giv nøje agt på denne fremmede. Han skal
tjene os til vejviser. Kvæg ham med spise og
drikke, og lad ham hvile godt ud.
Krigsøversten Jovian.
Min kejser, jeg bønfalder dig, – byg ikke for
sikkert på en slig overløbers udsagn.
Kejser Julian.
Aha, – du tykkes rystet, min galilæiske råd-
giver! Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske
véd du mere, end du skøtter om at sige.
Gå, Nevita, – og brænd skibene!
(Hærføreren Nevita bøjer sig og går ud til venstre. Høvedsmanden
fører Perseren bort mellem teltene.)
​
Kejser Julian.
Forrædere i min egen lejr! Vent, vent, – jeg
skal vel komme tilbunds i disse underfundigheder.
Hæren skal bryde op! Gå, Jovian, og sørg for,
at fortroppen rykker ud inden en time. Perseren
kender vejen. Gå!
​
s. 411
Krigsøversten Jovian.
Som du byder, min høje kejser!
(han går ud til højre.)
Mystikeren Maximos.
Du brænder flåden? Sikkerlig har du store ting
isinde.
Kejser Julian.
Jeg gad vide, om den makedoniske Alexander
havde vovet dette?
Mystikeren Maximos.
Vidste Alexander, hvor faren trued?
Kejser Julian.
Sandt; sandt! Jeg véd det. Alle sejrbringende
magter er i forbund med mig. Varsler og tegn ud-
folder sin hemmelighedsfulde kundskab til fromme
for mit rige.
Siges det ikke om Galilæeren, at ånderne kom
og tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu?
Hvad vilde Galilæeren sige, hvis han var usynlig
tilstede iblandt os?
Mystikeren Maximos.
Han vilde sige: det tredje rige er nær.
Kejser Julian.
Det tredje rige er kommet, Maximos! Jeg føler,
at verdens Messias er levende i mig. Ånden er
vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger inden-
for min vilje og min vælde.
Se, se, – hist fyger de første gnister ivejret.
Luerne slikker i tougværket og i de tætte maste-
klynger.
(råber imod ilden.)
Tænd; tænd!
​
s. 412
Mystikeren Maximos.
Vinden aner din vilje. Den vokser og tjener dig.
​
Kejser Julian
(byder med knyttet hånd).
Vord storm! Mere vestlig! Jeg vil det!
Høvedsmanden Fromentinos
(kommer fra højre).
Nådigste herre, – tillad, at jeg varer dig ad.
Der er udbrudt en farefuld uro i lejren.
Kejser Julian.
Jeg tåler ingen uro mere. Hæren skal rykke
frem.
Høvedsmanden Fromentinos.
Ja, min kejser, – men de genstridige Galilæere –
Kejser Julian.
Galilæerne? Hvad de?
Høvedsmanden Fromentinos.
Da skatmestrene nylig skulde uddele lønning til
soldaterne, havde de opstillet dit høje billede foran
lønningsbordene –
Kejser Julian.
Således skal det stedse ske herefter.
Høvedsmanden Fromentinos.
Det pålagdes hver mand, alt som han gik frem,
at kaste noget røgelse i fyrfadene –
​
s. 413
Kejser Julian.
Nu ja, ja?
Høvedsmanden Fromentinos.
Mange af de galilæiske soldater gjorde det uden
at tænke videre derved; men andre vægred sig –
Kejser Julian.
Hvad! De vægred sig?
Høvedsmanden Fromentinos.
I førstningen, herre; men da skatmestrene fore-
stilled dem, at det var en gammel skik, som igen
skulde indføres og som ikke havde noget med det
guddommelige at skaffe –
Kejser Julian.
Aha; hvad så?
Høvedsmanden Fromentinos.
– så faldt de til føje og gjorde, som man bød
dem.
Kejser Julian.
Ser I vel; de faldt til føje!
Høvedsmanden Fromentinos.
Men siden, herre, smilte vore egne ad dem og
spotted og sagde ubetænksomt, at nu gjorde de bedst
i at udslette korsets og fiskens tegn, som de plejer
at indriste på armene; thi nu havde de dyrket den
guddommelige kejser.
​
Kejser Julian.
Ja, ja! Og Galilæerne?
​
s. 414
Høvedsmanden Fromentinos.
De brød ud i høje klager – –; hør, hør, herre;
det er umuligt at tale dem til rette.
(Vilde skrig høres udenfor mellem teltene.)
Kejser Julian.
Disse rasende! Opsætsighed til det sidste. De
véd ikke, at deres mesters magt er brudt.
(Kristne soldater løber frem på sletten. Nogle slår sig for brystet;
andre sønderriver sine klæder, alt under gråd og råb.)
En soldat.
Kristus døde for mig, og jeg sveg ham!
En anden soldat.
O, du straffende Herre i himlen, slå mig; jeg
har dyrket falske guder!
Soldaten Agathon.
Djævlen på kejsersædet har dræbt min sjæl!
Ve, ve, ve!
Andre soldater
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen).
Vi vil ikke tjene afguder!
Atter andre.
Gudsfornægteren er ikke vor hersker! Vi vil
hjem! Hjem!
Kejser Julian.
Fromentinos, grib disse afsindige! Hug dem ned!
( Fromentios og flere blandt de omstående vil styrte ind på de kristne
soldater. I det samme udbreder sig et stærkt lysende skin; luer slår
ivejret fra skibene.)
Førere og soldater
(skrækslagne).
Flåden brænder!
​
s. 415
Kejser Julian.
Ja, flåden brænder! Og mere end flåden brænder.
På dette røde væltende bål brænder den korsfæstede
Galilæer til aske; og den jordiske kejser brænder
med Galilæeren. Men op af asken stiger – lig hin
vidunderlige fugl – jordens gud og åndens kejser i
én, i én, i én!
Flere stemmer.
Vanvid har slåt ham!
Hærføreren Nevita
(kommer fra venstre).
Det er fuldbragt.
Krigsøversten Jovian
(ilsomt fra lejren).
Sluk, sluk, sluk!
Kejser Julian.
Brænd, brænd!
​
Høvedsmanden Ammian
(fra lejren).
Herre, du er forrådt! Hin persiske overløber
var en bedrager –
Kejser Julian.
Du lyver, mand! Hvor er han?
Høvedsmanden Ammian.
Flygtet!
Krigsøversten Jovian.
Forsvunden, som en skygge –
Hærføreren Nevita.
Flygtet!
​
s. 416
Krigsøversten Jovian.
De, som ledsaged ham, udsiger, at han blev
ligesom borte mellem hænderne på dem.
Høvedsmanden Ammian.
Hans hest er også borte fra indhegningen, hvor
den stod; den fremmede må være flygtet ind over
sletterne.
Kejser Julian.
Sluk branden, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Umuligt, min kejser!
Kejser Julian.
Sluk, sluk! Det skal være muligt!
Hærføreren Nevita.
Intet er umuligere. Alle landtouge er over-
hugne; alle skibe driver ned på de brændende vrag.
Fyrst Hormisdas
(kommer frem mellem teltene).
Forbandelse over mine landsmænd! O, herre,
at du kunde lytte til denne rænkefulde.
Råb fra lejren.
Flåden brænder! Skilte fra hjemmet! Døden
foran os!
Soldaten Agathon.
Afgud, afgud, – byd stormen tie! byd luerne dø!
Krigsøversten Jovian.
Stormen vokser. Ilden er som et rullende hav –
​
s. 417
Mystikeren Maximos
(hvisker).
Vogt dig for de frygiske egne.
Kejser Julian
(råber til hæren).
Lad flåden brænde! Inden syv dage skal I
brænde Ktesifon.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
27
​ ​ ​
FEMTE AKT.
(En øde stenet ørkenslette uden træer og græs. Til højre kejserens telt.
Eftermiddag.)
(Udmattede soldater ligger i klynger inde på sletten. Fra og til drager
hærafdelinger forbi fra venstre til højre. Udenfor teltet går visdoms-
lærerne Priskos og Kytron samt flere andre af kejserens ledsagere
ventende i spænding og uro. Livvagtsføreren Anatolos står med sol-
dater foran teltåbningen.)
Visdomslæreren Kytron.
Er det ikke ufatteligt, at dette krigsråd kan
vare så længe?
Visdomslæreren Priskos.
Ja, i sandhed, man skulde mene, her var kun
to ting at vælge imellem: at rykke frem eller rykke
tilbage.
Visdomslæreren Kytron.
Dette er ikke til at blive klog på. –
Sig mig, gode Anatolos, hvorfor i gudernes navn
rykker vi ikke frem?
Visdomslæreren Priskos.
Ja, hvorfor ængster man os og gør holdt her
midt i ørken?
​
s. 419
Livvagtsføreren Anatolos.
Ser I den dirrende luft nede i himmelbrynet
både i nord, øst og syd?
Visdomslæreren Kytron.
Ja vel, ja vel; det er heden –
Livvagtsføreren Anatolos.
Det er sletten, som brænder.
Visdomslæreren Priskos.
Hvad siger du! Brænder sletten?
Visdomslæreren Kytron.
Spøg dog ikke så uhyggelig, gode Anatolos!
Sig os – hvad er det?
Livvagtsføreren Anatolos.
Sletten brænder, siger​ jeg. Hist ude, hvor
ørkenen hører op, har Perserne tændt ild i græsset.
Vi kan ikke komme nogen vej, før jordbunden er
afkølet.
Visdomslæreren Kytron.
O, er ikke dette forfærdeligt? Hvilke barbarer?
At gribe til deslige midler –!
Visdomslæreren Priskos.
Men så er der jo intet valg. Uden levnetsmidler,
uden vand –; hvorfor går vi ikke tilbage?
Livvagtsføreren Anatolos.
Over Tigris og Eufrat?
Visdomslæreren Kytron.
Og flåden brændt! Hvorledes føres dog denne
krig? O, at dog ikke kejseren tænker mere på sine
venner! Hvorledes skal jeg komme hjem igen?
27*
​
s. 420
Livvagtsføreren Anatolos.
Du, som vi andre, ven!
Visdomslæreren Kytron.
Som I andre? Som I andre! Ja, det er en
god tale. Med eder er det en anden sag. I er
krigsmænd. Det er eders kald at udholde visse be-
sværligheder, som jeg slet ikke er vant til. Jeg har
ikke fulgt med kejseren for at døje så meget ondt.
Her pines jeg af myg og giftfluer; – se, hvorledes
mine hænder ser ud!
Visdomslærereren Priskos.
Tilvisse er vi ikke kommen her for dette. Vi
påtog os at følge hæren for at affatte lovtaler over
de sejre, som kejseren agtede at vinde. Hvor er
der blevet af disse sejre? Hvad har man udrettet
i de sex møjsommelige uger siden flådens brand?
Man har ødelagt nogle forladte byer af det usleste
slags. Man har fremvist i lejren nogle fanger, som
fortropperne skulde have taget. Jeg véd rigtignok
ikke, i hvilke slag det skulde være sked! Og jeg
synes også, at hine fanger så ligere ud til at være
opsnappede hyrder og bønder –
Visdomslæreren Kytron.
Og så at man kunde brænde​ flåden! Sagde
jeg ikke straks, at dette vilde blive en kilde til
ulykker?
Livvagtsføreren Anatolos.
Det hørte jeg dog ikke.
Visdomslæreren Kytron.
Hvad? Sagde jeg det ikke? Hørte ikke du,
o Priskos, at jeg sagde det?
​
s. 421
Visdomslæreren Priskos.
Jeg véd sandelig ikke, ven; men jeg véd, at jeg
selv til ingen nytte ivrede imod dette ulyksalige fore-
tagende. Ja, jeg kan sige, at jeg har været imod det
hele krigstog på denne årstid. Hvilken overilelse!
Hvor har dog kejseren havt sine øjne? Er det den
samme helt, der fægtede så overmåde heldigt ved
Rhin-strømmen? Skulde man ikke tro, at han var
slagen med blindhed eller med en åndelig sygdom?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hyss, hyss; – hvad tale er det?
Visdomslæreren Kytron.
Ja, det var visst nok lidet sømmeligt sagt af
vor Priskos. Men heller ikke jeg kan nægte, at jeg
sporer en sørgelig mangel på visdom i flere af den
kronede visdomselskers senere handlinger. Hvor over-
ilet, at stille sit billede op i lejren og lade sig dyrke,
som om han var en gud! Hvor uklogt, så åbenbart
at håne hin sælsomme lærer fra Nazareth, hvilken
dog må siges at råde over en særdeles magt, der
ellers kanske kunde kommet os alle til gode under
disse farefulde omstændigheder.
Ah, der kommer Nevita selv. Nu får vi høre –
(Hærføreren Nevita kommer ud fra teltet. I åbningen vender han sig
og gør et tegn indad. Straks efter kommer livlægen Oribases ud.)
Hærføreren Nevita
(drager lægen tilside).
Sig mig ærligt, Oribases, – er der noget ivejen
med kejserens sind?
Livlægen Oribases.
Hvor falder du på det, herre?
Hærføreren Nevita.
Hvorledes skal jeg ellers tyde hans adfærd?
​ ​
s. 422
Livlægen Oribases.
O, min elskede kejser –!
Hærføreren Nevita.
Oribases, du må ikke dølge noget for mig.
Visdomslæreren Kytron
(nærmer sig).
O, tappre hærfører, hvis det ikke er påtræn-
gende –
Hærføreren Nevita.
Siden, siden!
Livlægen Oribases
(til Nevita).
Vær rolig, herre! Der skal ikke ske nogen
ulykke. Eutherios og jeg har lovet hverandre at
holde øje med ham.
Hærføreren Nevita.
Ah, du vil da vel ikke dermed sige, at –?
Livlægen Oribases.
Sidste nat var han nær ved at forkorte sit liv.
Lykkeligvis kom Eutherios tilstede –; o, tal ikke
til nogen om det!
Hærføreren Nevita.
Slip ham ikke af syne.
Visdomslæreren Priskos
(nærmer sig).
Det vilde være os en stor trøst at erfare, hvad
krigsrådet –?
Hærføreren Nevita.
Tilgiv; jeg har vigtige ting at skøtte.
(Han går ud bag teltet. Krigsøversten Jovian kommer i det samme ud
fra åbningen.)
​
s. 423
Krigsøversten Jovian
(indad).
Skal ske, min nådige kejser!
Visdomslæreren Kytron.
Ah, højst fortræffelige Jovian! Nu? Er tilbage-
toget besluttet?
Krigsøversten Jovian.
Jeg vil ikke råde nogen at kalde det et til-
bagetog.
(han går ud bag teltet.)
Visdomslæreren Kytron.
O, disse krigsmænd! En visdomselskers sindsro
gælder intet for dem. Ah!
(Kejser Julian kommer ud fra teltet; han er bleg og indfalden. Sammen
med kejseren kommer husmesteren Eutherios og flere krigsøverster,
hvilke sidste straks går bort over sletten til højre.)
Kejser Julian
(til visdomslærerne).
Glæd jer nu, mine venner! Nu vil snart alt
blive godt.
​
Visdomslæreren Kytron.
Ak, velsignede herre, har du fundet en udvej?
Kejser Julian.
Vi har udveje nok, Kytron; det gælder kun at
vælge den bedste. Nu vil vi ændre noget ved hærens
fremrykning –
Visdomslæreren Priskos.
O, priset være din klogskab!
Kejser Julian.
Dette tog imod øst, – det leder ikke til noget.
​
s. 424
Visdomslæreren Kytron.
Nej, nej, det er visst!
Kejser Julian.
Nu går vi mod nord, Kytron!
Visdomslæreren Kytron.
Hvad, herre, – imod nord?
Visdomslæreren Priskos.
Altså ikke vestover?
Kejser Julian.
Ikke vestover. Langt fra ikke vestover. Det
vilde have sin vanskelighed for flodernes skyld. Og
Ktesifon må vi lade ligge til senere. Uden skibene
kan vi ikke tænke på at tage staden. Det var Ga-
lilæerne, som voldte dette med skibsbranden; jeg
har mærket et og andet.
Hvo tør kalde det et tilbagetog, at jeg går
nordover? Hvad véd I om mine hensigter? Perser-
hæren står et steds i det nordlige; det er vi nu
temmelig visse på. Har jeg først slåt Sapores –;
det skal gøres af i ét slag –; i Persernes lejr vil
vi finde umådelige forråd –
Når jeg fører Perser-kongen som fange gennem
Antiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se,
om ikke borgerne falder mig tilfode.
Kristne soldater
(drager syngende over sletten).
Øksen ligger ved træets rod;
verdens ceder skal fældes.
På Golgata skyder af Herrens blod
palmen, som aldrig ældes.
(ud til højre.)
​
s. 425
Kejser Julian
(følger dem med øjnene).
Galilæerne synger altid. Sange om død og sår
og smerte. Hine kvinder, jeg tog​ med som syge-
plejersker, – de har gjort os mere skade end gavn.
De har lært soldaterne sælsomme sange, hvilke jeg
ikke før har hørt.
Dog vil jeg ikke herefter straffe nogen for sligt.
Det leder kun til des større forvildelse. Véd du,
Priskos, hvad der hændte med de opsætsige, som
nys nægtede at vise de kejserlige billeder den skyl-
dige ærefrygt?
Visdomslæreren Priskos.
Nys, herre?
Kejser Julian.
Da jeg, for at indgyde ligesindede en gavnlig
skræk, vilde lade nogle af disse mennesker aflive, så
trådte den ældste frem og bad, under høje glædesråb,
om at måtte få lov til at dø først. – Ser du, Priskos,
– da jeg igår erfoer dette –
Visdomslæreren Priskos.
Igår! O herre, du fejler. Dette er sked for firti
dage siden.
Kejser Julian.
Så længe? Ja, ja, ja! Hebræerne måtte vandre
firti år i ørken. Alle de gamle måtte uddø. Der
måtte vokse op en ny slægt; men den – mærk jer
det – den slap ind i det land, som var dem alle
lovet.
Husmesteren Eutherios.
Det er højt på dagen, herre; – vil du ikke
tænke på måltidet?
​
s. 426
Kejser Julian.
Ikke endnu, min Eutherios! Kødets spægelse
tør være til gavn for alle mennesker.
Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at
vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med
jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken, så må
I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne. Vi
kunde lære visse ting af de mennesker. Der gives
ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem; de lever
som brødre og søstre indbyrdes, – og mest nu, da
deres genstridighed har tvunget mig til at tugte dem.
Disse Galilæere, skal I vide, har noget i hjertet, som
jeg højlig skulde ønske, at I vilde beflitte jer på. I
kalder eder efterfølgere af​ Sokrates, af Platon, af
Diogenes. Er der nogen af eder, som vilde gå glad
i døden for Platons skyld? Mon vor Priskos vilde
ofre sin venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron
vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde
det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave!
Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
(Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner sig også under
bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmesteren Eutherios
blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med
sine soldater udenfor teltet.)
Kejser Julian.
Hvor sælsomt! Hvor er det ikke i sin dybeste
grund ufatteligt? Oribases, – kan du forklare mig
denne gåde?
Livlægen Oribases.
Min kejser, – hvilken gåde mener du?
Kejser Julian.
Med tolv ringe mænd, fiskere, uvidende men-
nesker, grundlagde han dette.
​
s. 427
Livlægen Oribases.
O herre, disse tanker afkræfter dig.
Kejser Julian.
Og hvem er det, som har holdt det sammen til
denne dag? Kvinder og ukyndige for største delen –
Livlægen Oribases.
Ja, ja, herre; men nu vil snart en lykkelig ven-
ding af krigstoget –
Kejser Julian.
Meget sandt, Oribases; så snart lykken har vendt
sig, så vil alt vorde godt. Tømmermandssønnens
rige falder inden føje tid; det véd vi nok. Så mange
år, som året har dage, så længe skal han herske;
og nu har vi jo –
Husmesteren Eutherios.
Min elskede herre, vilde ikke et bad gøre
dig godt?
Kejser Julian.
Mener du det? – Du kan gå, Eutherios! Gå,
gå! Jeg har noget at tale med Oribases.
(Husmesteren Eutherios går ud bag teltet. Kejseren drager Oribases
over til den anden side.)
​
Kejser Julian.
Har Eutherios fortalt dig noget denne morgen?
Livlægen Oribases.
Nej, herre!
Kejser Julian.
Har han ikke fortalt dig om noget fra inat –
​
s. 428
Livlægen Oribases.
Nej, min kejser, – slet intet. Eutherios er
meget taus.
Kejser Julian.
Skulde han fortælle dig noget, så må du ikke
tro det. Det er ingenlunde gåt således til, som han
siger. Det er ham selv, som står mig efter livet.
Livlægen Oribases.
Han, – din gamle trofaste tjener!
Kejser Julian.
Jeg vil holde øje med ham.
Livlægen Oribases.
Det vil jeg også.
Kejser Julian.
Vi vil begge to holde øje med ham.
Livlægen Oribases.
Herre, jeg tror, du har nydt ringe søvn inat.
Kejser Julian.
Ja.
Livlægen Oribases
(vil tale men besinder sig).
Kejser Julian.
Véd du, hvoraf det kom, at jeg ikke fik sove?
Livlægen Oribases.
Nej, min kejser!
Kejser Julian.
Sejrherren fra den mulviske bro var hos mig.
​
s. 429
Livlægen Oribases.
Den store Konstantin?
Kejser Julian.
Ja, I de sidste nætter har jeg ikke havt ro for
denne skygge. Han kommer lidt efter midnat og går
ikke bort før henimod morgenstunden.
Livlægen Oribases.
Herre, det er fuldmånen; den har altid øvet en
sælsom virkning på dit sind.
Kejser Julian.
Efter de gamles mening plejer deslige syner –
– Hvor blir dog Maximos af? Men hines mening
er ingenlunde at bygge på. Vi ser jo, de har faret
vild i så mangt og meget. Selv hvad de fortæller​
om guderne tør vi ikke ubetinget tro. Ikke heller
om skyggerne og de magter for øvrigt, som råder
for menneskenes velfærd. Hvad véd vi om disse
magter? Vi véd intet, Oribases, – fraregnet deres
lunefuldhed og ubestandighed, for hvilke egenskaber
vi har temmelig sikkre vidnesbyrd.
Jeg skulde ønske, Maximos vilde komme. –
(hen for sig.)
Her? Det er jo ikke her, at det faretruende
uvejr trækker op. Det skulde jo være i de frygiske
egne –
Livlægen Oribases.
Hvilke egne, herre, – og hvilket uvejr?
Kejser Julian.
O, intet – intet.
Hærføreren Nevita
(kommer fra højre side af sletten).
Nu, min kejser, er hæren sat i gang –
​
s. 430
Kejser Julian.
Nordover?
Hærføreren Nevita
(studser).
Forstår sig, herre!
Kejser Julian.
Ja, vi skulde dog ventet til Maximos –
Hærføreren Nevita.
Hvad skal det sige, min kejser! Her er intet
at vente efter. Vi står uden levnetsmidler; spredte
fiendtlige rytterhobe viser sig allerede både i øst og
i syd –
Kejser Julian.
Ja, ja, vi må frem, – nordover. Nu kommer
Maximos straks. Jeg har ladet de etruskiske spå-
mænd hente fra bagtroppen; de skal endnu engang
forsøge – – Nogle Magere har jeg også fåt fat på,
og de siger sig at være vel forfarne i de kaldæiske
hemmeligheder. Vore egne prester tager varsler på
ni forskellige steder –
Hærføreren Nevita.
Herre, hvorledes varslerne end falder ud, så
siger jeg dig, vi må frem. Soldaterne er ikke længere
at stole på; de skønner godt, vor eneste redning er
at nå de armeniske berge.
Kejser Julian.
Did vil vi, Nevita, – hvorledes så​ varslerne
falder ud. Men det er dog en stor tryghed at vide,
at man handler ligesom efter samråd med hine uud-
grundelige magter, der, når de vil, kan gribe så over-
ordentlig dybt ind i et menneskes skæbne.
​
s. 431
Hærføreren Nevita
(går fra ham og siger kort og bydende).
Anatolos, tag kejserens telt ned!
(han hvisker nogle ord til livvagtsføreren og går ud til højre.)
Kejser Julian.
Alle varsler har i disse firti dage været ulykke-
spående; og det viser just, at man tør sætte lid til
dem; thi i al denne tid er vor sag kun lidet frem-
met. Men ser du vel, min Oribases, – nu da jeg
har et nyt foretagende for øje –
Ah, Maximos!
Mystikeren Maximos
(kommer inde fra sletten).
Hæren er alt undervejs, herre; stig tilhest!
Kejser Julian.
Varslerne – varslerne?
Mystikeren Maximos.
Ej, hvad – varslerne! Spørg ikke om varslerne.
Kejser Julian.
Tal! Jeg vil vide, hvad de har svaret.
Mystikeren Maximos.
Alle varsler tier.
Kejser Julian.
De tier?
Mystikeren Maximos.
Jeg var hos presterne; offerdyrenes indvolde gav
intet tegn. Jeg var hos de etruskiske gøglere; fuglens
flugt og skrig sagde dem intet. Hos Magerne var
jeg også; deres skrifter havde intet svar at give.
Og jeg selv –
​
s. 432
Kejser Julian.
Du selv, min Maximos?
Mystikeren Maximos.
Nu kan jeg sige dig det. Jeg har i denne nat
gransket stjernernes stilling. De forkyndte mig intet,
Julian!
Kejser Julian.
Intet. – Taushed – taushed, som om solskiven
var i færd med at formørkes. Alene! Ingen bro
mere mellem mig og ånderne.
Hvor er du nu, du hvide sejlskinnende flåde, som​
kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord
og himmel?
Flåden er brændt. Også denne flåde er brændt.
O, alle mine skinnende skibe.
Eller hvad, Maximos, – hvad tror du om dette?
Mystikeren Maximos.
Jeg tror på dig.
Kejser Julian.
Ja, ja, – gør det!
Mystikeren Maximos.
Verdensviljen har nedlagt sin vælde i din hånd;
derfor tier den.
Kejser Julian.
Således vil vi tyde det. Og vi får handle der-
efter, – skønt vi helst kunde ønsket at – – Denne
taushed! At stå så helt alene.
Dog gives der andre, som også må siges at stå
næsten alene. Galilæerne. De har kun den ene gud;
og én gud er jo dog næsten ingen gud.
Hvorledes går det da til, at vi daglig ser disse
mennesker – –?
​
s. 433
Livvagtsføreren Anatolos
(der imidlertid har ladet teltet nedtage).
Min kejser, nu må du stige tilhest; jeg tør ikke
længere lade dig tilbage her.
Kejser Julian.
Ja, nu vil jeg stige tilhest. Hvor har I min
gode Babylonios? Se så; med sværdet i hånden –
Kom, I dyrebare venner!
(Alle går ud til højre.)
(Sumpig skogegn. Et mørkt stillestående vand mellem træerne. Vagtblus
langt borte. Måneskinsnat med drivende skyer.)
(Nogle soldater står på vagt i forgrunden.)
Makrina og kvinderne
(synger udenfor til venstre).
Ve os! Ve!
Slægten er lagt
under vredens magt.
Vi skal døden se!
​
En af soldaterne
(lyttende).
Hyss! Hører I? Der borte synger de galilæiske
kvinder.
En anden soldat.
De synger som ugler og natteravne.
En tredje soldat.
Da vilde jeg dog gerne være hos dem. Det er
tryggere hos Galilæerne end hos os. Galilæernes gud
er stærkere end vore.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
28
​
s. 434
Den første soldat.
Kejseren har fortørnet guderne, det er sagen.
Hvor kunde han falde på at sætte sig i gudernes
sted?
Den tredje soldat.
Det er værre, at han har fortørnet Galilæernes
gud. Véd I ikke, det siges for ganske sikkert, at
han og hans heksemester en af de sidste nætter har
skåren bugen op på en svanger kvinde for at tage
varsler af hendes indvolde?
Den første soldat.
Ja, men jeg tror ikke på det. I al fald har
det ikke været nogen græsk kvinde; det må have
været en barbarkvinde.
Den tredje soldat.
Det siges, at Galilæernes gud tager sig af bar-
barerne også; og hvis så er, så kommer det til at
gå ud over os.
Den anden soldat.
Å hvad, – kejseren er en stor kriger.
Den første soldat.
Kong Sapores skal også være en stor kriger.
Den anden soldat.
Tror du det er hele Perser-hæren, vi har for os?
Den første soldat.
Nogle siger, det skal bare være fortroppen;
ingen véd det så nøje.
Den tredje soldat.
Jeg skulde ønske, jeg var over hos Galilæerne.
​
s. 435
Den første soldat.
Vil du også falde fra?
Den tredje soldat.
Der falder jo så mange fra. I de sidste dage
har –
​
Den første soldat
(råber ud i mørket).
Stå – stå! Hvem kommer der?
En røst.
Venner fra forposterne!
(Nogle soldater kommer frem mellem træerne med Kappadokieren
Agathon imellem sig.)
Den anden soldat.
Ho-ho; en, som har villet løbe bort.
En af de kommende.
Nej, han er gåt fra vid og samling.
Soldaten Agathon.
Jeg er ikke fra vid og samling. O, for Guds
store barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!
Soldaten fra forposterne.
Han siger, han vil dræbe et dyr med syv
hoveder.
Soldaten Agathon.
Ja, ja, ja, det vil jeg. O, slip mig dog løs!
Ser I dette spyd? Véd I, hvad det er for et spyd?
Med dette spyd vil jeg dræbe dyret med de syv
hoveder, og så får jeg min sjæl igen. Kristus har
selv lovet mig det. Han var hos mig inat.
28*
​
s. 436
Den første soldat.
Det er hunger og træthed, som har gjort ham
forstyrret.
En af de kommende.
Til lejren med ham; der kan han sove ud.
Soldaten Agathon.
Slip mig! O, I skulde vide, hvad dette er for
et spyd!
(Soldaterne fører ham bort i forgrunden til højre.)
Den tredje soldat.
Hvad kunde han mene med det dyr?
Den første soldat.
Det er galilæiske hemmeligheder. De har så
meget sådant imellem sig.
(Husmesteren Eutherios og livlægen Oribases kommer hurtigt og spej-
dende oppe fra højre.)
Husmesteren Eutherios.
Ser du ham ikke?
Livlægen Oribases.
Nej. – Ah, soldater! – Sig mig, gode venner,
gik nogen her forbi?
Den første soldat.
Ja, en deling spydkastere.
Livlægen Oribases.
Godt, godt! Men ingen andre? Ingen af de
høje herrer? Ingen af hærførerne?
​
Soldaterne.
Nej, ingen.
​
s. 437
Livlægen Oribases.
Altså ikke her! O, Eutherios, hvor kunde du –?
Husmesteren Eutherios.
Ja, hvad kunde jeg –? Hvad kunde jeg –?
Mine gamle øjne havde ikke lukket sig på tre nætter –
Livlægen Oribases
(til soldaterne).
I må hjælpe os at søge. Jeg kræver det i over-
førerens eget navn. Spred jer mellem træerne; og
finder I nogen af de fornemme herrer, så meld det
ved vagtilden der borte.
Soldaterne.
Skal ske, herre!
(De går alle ud ad forskellige veje til venstre. Lidt efter kommer
kejser Julian tilsyne bag et træ til højre. Han lytter, ser sig om og
vinker tilbage.)
Kejser Julian.
Hyss! Kom frem, Maximos! De så os ikke.
Mystikeren Maximos
(fra samme side).
Oribases var den ene af dem.
Kejser Julian.
Ja, ja; både han og Eutherios holder øje med
mig. De bilder sig nok ind, at – – Har ingen af
dem sagt dig noget?
Mystikeren Maximos.
Nej, min Julian! Men hvorfor vækker du mig?
Og hvad vil du her i den mørke nat?
Kejser Julian.
Jeg vil være ene med dig for sidste gang, min
elskede lærer!
​
s. 438
Mystikeren Maximos.
Ikke for sidste gang, Julian!
Kejser Julian.
Se dette sorte vand. Tror du – hvis jeg uden
spor forsvandt fra jorden, og mit legeme aldrig
fandtes, og ingen fik vide, hvor jeg var bleven af –
tror du, at det sagn da vilde udbrede sig, at Hermes
var kommen til mig og havde ført mig bort, og at
jeg var optagen i gudernes samfund?
Mystikeren Maximos.
Den tid er nær, da menneskene ikke behøver
at dø for at leve som guder på jorden.
​
Kejser Julian.
Jeg fortæres af hjemve, Maximos, – af hjemve
efter lyset og solen og alle stjerner.
Mystikeren Maximos.
O, jeg besværger dig, – tænk ikke på sørgelige
ting. Perser-hæren står lige over for dig. Imorgen
vil det komme til et slag. Du vil sejre –
Kejser Julian.
Jeg – sejre? Du véd ikke, hvem der var hos
mig for en time siden.
Mystikeren Maximos.
Hvem var hos dig?
Kejser Julian.
Jeg var falden i søvn på mit leje i teltet. Da
blev jeg vækket ved, at et stærkt rødligt skin lige-
som skar igennem mine lukkede øjenlåg. Jeg så
ivejret og skimted en skikkelse, der stod i teltet.
Den havde over issen et langt klæde, som faldt ned
til begge siderne, så ansigtet var frit.
​
s. 439
Mystikeren Maximos.
Kendte du denne skikkelse?
Kejser Julian.
Det var det samme ansigt, jeg så i lyset hin
nat i Efesos for mange år siden, – hin nat, da vi
holdt symposion med de to andre.
Mystikeren Maximos.
Rigets ånd.
Kejser Julian.
Siden har den vist sig for mig én gang i Gal-
lien, – ved en lejlighed, som jeg ikke gider tænke på.
Mystikeren Maximos.
Talte den?
Kejser Julian.
Nej. Den lod som den vilde tale; men den
talte ikke. Den stod ubevægelig og så på mig.
Dens ansigt var blegt og fordrejet. Med ét slog den
med begge armene klædet sammen om hovedet, til-
hyllede sit ansigt og gik ud tvers gennem teltvæggen.
Mystikeren Maximos.
Det afgørende står for døren.
Kejser Julian.
Ja, det står visselig for døren.
Mystikeren Maximos.
Ikke forsagt, Julian. Den villende sejrer.
Kejser Julian.
Og hvad vinder den sejrende? Er det møjen
værd at sejre? Hvad har den makedoniske Alexander,
hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere​ og Romere ​
s. 440

taler om deres ry med kold undren, – medens den
anden, Galilæeren, tømmermandssønnen, sidder som
kærlighedens konge i varme troende menneskehjerter.
Hvor er han nu? – Er han virksom andetsteds
efter den tid, da hint gik for sig på Golgata?
Jeg drømte nys om ham. Jeg drømte, at jeg
havde lagt hele jorden under mig. Jeg bød, at Gali-
læerens minde skulde være udslettet på jorden; og
så var det udslettet. – Da kom ånderne og tjente
mig, og bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged
mig ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod
på en anden jord.
Det var en anden jord end min. Dens runding
var større, den havde et gulere lysskær, og flere
måneskiver drejed sig om den.
Da så jeg ned på min egen jord, kejserens jord,
som jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg fandt, at
alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt.
Men se, min Maximos, – da kom et tog forbi
mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var
krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og
grædende kvinder fulgte toget. Og se – midt i den
langsomt skridende skare gik Galilæeren lys levende
og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og
sagde: hvor hen, Galilæer? Men han vendte sit
ansigt imod mig, smilte, nikked langsomt og sagde:
til hovedpandestedet!
Hvor er han nu? Om hint på Golgata ved
Jerusalem kun var en landsby-gerning, øvet, ligesom
under en gennemrejse, i en ledig stund? Om han
går og går, og lider og dør og sejrer om igen fra
den ene jord til den anden?
O, om jeg kunde lægge verden øde! Maximos,
– gives der ingen gift, ingen fortærende ild, der kan
lægge​ det skabte øde, som det var på hin dag, da
den ensomme ånd svæved over vandene?
​
s. 441
Mystikeren Maximos.
Jeg hører larm fra vagtposterne. Kom, Julian –
Kejser Julian.
At tænke sig, at der skal følge århundrede på
århundrede, og at der i dem alle skal leve men-
nesker, vidende, at det var mig, som bukked under,
og ham, som sejred!
Jeg vil ikke bukke under! Jeg er ung; jeg er
usårlig; – det tredje rige er nær –
(med et højt skrig.)
Der står han!
Mystikeren Maximos.
Hvem? Hvor?
Kejser Julian.
Ser du ham? Hist mellem træstammerne, – i
krone og purpurkåbe –
Mystikeren Maximos.
Det er månen, som spiller i vandet. Kom –
kom, min Julian!
Kejser Julian
(går truende imod synet).
Vig for mig! Du er død. Dit rige er ude. Af
med gøglerkåben, tømmermands-søn!
Hvad gør du der? Hvad er det du tømrer?
– Ah!
Husmesteren Eutherios
(fra venstre).
Alle guder være prisede! – Oribases, – hid, hid!
Kejser Julian.
Hvor blev han af?
​
s. 442
Livlægen Oribases
(fra venstre).
Er han der?
Husmesteren Eutherios.
Ja. – O, min højt elskede kejser!
Kejser Julian.
Hvem var det, som sagde: jeg tømrer kejserens
kiste?
Livlægen Oribases.
Hvad mener du, herre?
Kejser Julian.
Hvo talte, spørger jeg! Hvem var det, som
sagde: jeg tømrer kejserens kiste?
Livlægen Oribases.
Følg med til teltet, jeg besværger dig!
(Larm og skrig høres langt borte.)
​
Mystikeren Maximos.
Krigsråb! Perserne overfalder os –
Husmesteren Eutherios.
Forposterne er alt i fuld kamp!
Livlægen Oribases.
Fienden er i lejren! Ah, herre, du er våbenløs –
Kejser Julian.
Jeg vil ofre til guderne.
Mystikeren Maximos.
Hvilke guder, du dåre? Hvor er de, – og hvad
er de?
​
s. 443
Kejser Julian.
Jeg vil ofre til denne eller hin. Jeg vil ofre til
mange. En eller anden må dog høre mig. Jeg vil
anråbe noget udenfor mig og over mig –
Livlægen Oribases.
Her er ikke et øjeblik at spilde –!
Kejser Julian.
Ah, – så I den brændende fakkel bag skyen?
Den tændtes og slukned i samme stund. Et bud
fra ånderne! Et skinnende skib mellem himmel og
jord! – Mit skjold; mit sværd!
(Han iler ud til højre. Oribases og Eutherios følger ham.)
Mystikeren Maximos
(råber).
Kejser, kejser, – kæmp ikke i denne nat!
(ud til højre.)
(Åben slette med en landsby langt borte. Daggry og tåget luft.)
(Slagtummel. Skrig og våbenlarm ude på sletten. I forgrunden romerske
spydbærere under høvedsmanden Ammian i kamp med persiske bue-
skytter. Disse drives efterhånden tilbage mod venstre.)
Høvedsmanden Ammian.
Ret så! Ind på dem! Stik dem ned! Giv dem
ikke tid til at skyde!
Hærføreren Nevita
(med følge fra højre).
Godt kæmpet, Ammian!
​
s. 444
Høvedsmanden Ammian.
O, herre, hvorfor kommer ikke rytterne til hjælp?
​
Hærføreren Nevita.
Det er umuligt. Perserne har elefanter foran i
rækken. Den blotte lugt gør hestene sky. Stik –
stik! Nedenfra, venner, – under brystpladerne!
Visdomslæreren Kytron
(i natklæder, belæsset med bøger og papirruller, fra højre).
O, at jeg skulde komme midt ind i disse rædsler!
Hærføreren Nevita.
Har du set kejseren, ven?
Visdomslæreren Kytron.
Ja, men han ændser mig ikke. O, jeg beder
ydmygst om en afdeling krigsknægte, som kan be-
skytte mig!
Hærføreren Nevita
(til sine ledsagere).
De viger. Skjoldbærerne skal rykke frem.
Visdomslæreren Kytron.
Du hører mig ikke, herre! Det er højst vigtigt,
at jeg ikke kommer til skade; mit skrift «Om sindsro
under vanskelige forhold» er ikke færdigt –
Hærføreren Nevita
(som før).
Perserne har fåt forstærkning på højre hånd.
De trænger frem igen.
Visdomslæreren Kytron.
Trænger de frem? O, denne blodige mordlyst!
En pil! Den havde nær truffet mig! Hvor uvorrent
de skyder; ingen agt for liv og lemmer!
(han flygter ud i forgrunden til venstre.)
​
s. 445
Hærføreren Nevita.
Kampen står. Det går hverken frem eller tilbage.
(til høvedsmanden Fromentinos, som kommer med en ny skare fra højre.)
Hej, høvedsmand, – har du set kejseren?
Høvedsmanden Fromentinos.
Ja, herre; han kæmper i spidsen for de hvid-
klædte ryttere.
Hærføreren Nevita.
Ikke såret?
Høvedsmanden Fromentinos.
Han synes usårlig. Pile og kastespyd bøjer af,
hvor han viser sig.
Høvedsmanden Ammian
(råber tilbage fra kamptrængselen).
Til hjælp; vi kan ikke holde det længer!
​
Hærføreren Nevita.
Frem, min kække Fromentinos!
Høvedsmanden Fromentinos
(til soldaterne).
Tæt sammen, og ind på dem, Grækere!
(han iler Ammian til hjælp; kampen trækker sig noget tilbage.)
Livvagtsføreren Anatolos
(med nogle folk fra højre).
Er ikke kejseren her?
Hærføreren Nevita.
Kejseren! Skal ikke du svare for kejseren?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hans hest blev skudt under ham – der opstod ​
s. 446

en umådelig trængsel; det var umuligt at komme
frem til ham –
Hærføreren Nevita.
Ah, tror du, han er kommen til skade?
Livvagtsføreren Anatolos.
Nej, jeg tror det ikke. Der blev råbt, at han
var uskadt, men –
Flere af hærførerens følge.
Der er han! Der er han!
(Kejser Julian, uden hjelm og rustning, kun med sværd og skjold, led-
saget af kejserlige hustropper, kommer fra højre.)
Kejser Julian.
Godt, at jeg fandt dig, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Ah, herre, – uden våbenklædning; hvor ufor-[HIS: Kun rester av bindestrek.]
sigtigt –!
Kejser Julian.
I disse egne bider intet våben på mig. Men
gå, Nevita; tag hele anførselen; hesten blev skudt
under mig og –
Hærføreren Nevita.
Min kejser, så er du dog kommen til skade?
Kejser Julian.
Nej; kun et stød i hovedet; lidt svimmel. Gå,
gå – – Hvad er det? Der trænger så mange for-
underlige skarer midt ind imellem os.
Hærføreren Nevita
(dæmpet).
Anatolos, du indestår for kejseren.
​
s. 447
Livvagtsføreren Anatolos.
Vær rolig, herre!
(Hærføreren Nevita går med sine ledsagere ud til højre. Kejser Julian,
livvagtsføreren Anatolos og nogle af hustropperne blir tilbage. Kampen
på sletten fjerner sig mere og mere.)
​
Kejser Julian.
Hvor mange af vore tror du, der er faldne,
Anatolos?
Livvagtsføreren Anatolos.
Det er visst intet ringe antal, herre! men jeg
er sikker på, at der er faldne flere af Perserne.
Kejser Julian.
Ja, ja; men der er dog faldne mange, både
Grækere og Romere. Tror du ikke?
Livvagtsføreren Anatolos.
Min kejser, du er visselig ikke vel. Dit ansigt
er ganske blegt –
Kejser Julian.
Ser du disse, som ligger der, – nogle på ryggen,
andre forover med udstrakte arme? De er dog vel
alle døde?
Livvagtsføreren Anatolos.
Ja, herre, det er ikke at tvile på.
Kejser Julian.
De er døde, ja! De véd altså intet, hverken
om nederlaget i Jerusalem eller om de andre neder-
lag. – Tror du ikke, Anatolos, at der vil falde mange
flere Grækere i dette slag?
Livvagtsføreren Anatolos.
Herre, vi vil håbe, det blodigste arbejd er over.
​
s. 448
Kejser Julian.
Der vil falde mange, mange flere, siger jeg!
Men det forslår ikke. Hvad hjælper det, at mange
falder? Det kommer dog til efterslægten – –
Sig mig, Anatolos, hvorledes tror du, at kejser
Kaligula tænkte sig hint sværd?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hvilket sværd, herre?
Kejser Julian.
Du véd, han ønskte sig et sværd, hvormed han
i et eneste hugg kunde –
Livvagtsføreren Anatolos.
Hør hærskriget, herre! Nu er jeg sikker på, at
Perserne viger.
Kejser Julian
(lytter).
Hvad er det for sang i luften?
Livvagtsføreren Anatolos.
Herre, tillad at jeg henter Oribases; eller endnu
bedre, – kom, kom; du er syg!
Kejser Julian.
Det er sang i luften. Kan du ikke høre det?
​
Livvagtsføreren Anatolos.
Hvis så er, så er det Galilæerne –
Kejser Julian.
Ja, visst er det Galilæerne. Ha-ha-ha, de kæmper
i vore rækker og ser ikke, hvem der står på den
anden side. O, I dårer tilhobe! Hvor er Nevita?
Hvorfor går han imod Perserne? Ser han ikke, at
Perserne ikke er de farligste? – I forråder mig alle.
​
s. 449
Livvagtsføreren Anatolos
(sagte til en af soldaterne).
Skynd dig til lejren; hent kejserens livlæge!
(Soldaten går ud til højre.)
Kejser Julian.
Hvilke myldrende skarer! Tror du, de har fåt
øje på os, Anatolos?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hvem, herre? Hvor?
Kejser Julian.
Ser du dem ikke, – hist – højt oppe og langt
borte! Du lyver! Du ser dem godt.
Livvagtsføreren Anatolos.
Ved de evige guder, det er kun morgenskyerne;
det er dagen, som bryder frem.
Kejser Julian.
Det er Galilæerens hærskarer, siger jeg dig!
Se, – de i de rødbræmmede klæder, det er dem,
som led bloddøden. Syngende kvinder omringer dem
og spinder buestrenge af sit lange afrevne hår. Børn
er i følge med dem og tvinder stenslynger af sine
udhaspede tarme. Brændende fakler –! Hvor tusend-
foldige, – hvor talløse! De stævner lige hid! Alle
ser de på mig; alle går de ret imod mig!
Livvagtsføreren Anatolos.
Det er Perserne, herre! Vore rækker viger –
Kejser Julian.
De skal ikke vige. – I skal ikke! Stå fast,
Grækere! Stå, stå, Romere! Idag skal vi frigøre
verden!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
29
​
s. 450
(Kampen har imidlertid trukket sig fremover sletten igen. Kejser Julian
styrter sig med hævet sværd ind i den vildeste slagtummel. Almindelig
forvirring.)
Livvagtsføreren Anatolos
(råber ud til højre).
Til hjælp! Kejseren er i den yderste fare!
​
Kejser Julian
(mellem de kæmpende).
Jeg ser ham; jeg ser ham! Et længere sværd!
Hvem har et længere sværd at låne mig?
Fremstormende soldater
(fra højre).
Med Kristus for kejseren!
Soldaten Agathon
(blandt de kommende).
Med Kristus for Kristus!
(han kaster sit spyd; det strejfer kejserens arm og borer sig ind i hans
side.)
Kejser Julian.
Ah!
(han griber i spyd-jernet for at drage det ud, men sønderskærer derved
sin hånd, udstøder et højt skrig og falder.)
Soldaten Agathon
(råber i trængselen).
Romer-landsen fra Golgata!
(han kaster sig våbenløs ind mellem Perserne; man ser, at han ned-
hugges.)
Forvirrede råb.
Kejseren! Er kejseren såret?
Kejser Julian
(forsøger at rejse sig, men falder tilbage og råber):
Du har sejret, Galilæer!
​
s. 451
Mange stemmer.
Kejseren er falden!
Livvagtsføreren Anatolos.
Kejseren er såret! Værg ham – værg ham, i
gudernes navn!
(Hån stiller sig med fortvilelse imod de fremtrængende Persere. Kejseren
bæres afmægtig bort. I det samme kommer krigsøversten Jovian med
nye skarer ud på sletten.)
Krigsøversten Jovian.
Frem – frem, troende brødre; giv kejseren, hvad
kejserens er!
Vigende soldater
(råber ham imøde).
Han er falden! Kejseren er falden!
Krigsøversten Jovian.
Falden! O, hævnens vældige Gud! Frem, frem;
Herren vil, at hans folk skal leve! Jeg ser himlen
åben; jeg ser englene med flammende sværd –!
Soldater
(fremstormende).
Kristus er iblandt os!
Ammians skarer.
Galilæernes gud er iblandt os! Tæt om ham!
Han er den stærkeste!
(Vild slagtummel. Krigsøversten Jovian trænger ind i de fiendtlige
rækker. Solopgang. Perserne flygter til alle sider.)
​
29*
​
s. 452
(Kejserens telt med tildækket indgang i baggrunden. Lys dag.)
(Kejser Julian ligger bevidstløs på sit leje. Sårene i hans højre side,
arm og hånd er forbundne. Tæt ved ham står livlægen Oribases og
Makrina samt husmesteren Eutherios. Længere tilbage Basilios fra
Cæsaræa og visdomslæreren Priskos. Ved foden af sengen står my-
stikeren Maximos.)
Makrina.
Han bløder igen. Jeg må lægge bindet fastere.
Livlægen Oribases.
Tak ske dig, du milde kvinde; dine varlige
hænder kom os vel tilpas.
Husmesteren Eutherios.
Lever han virkelig endnu?
Livlægen Oribases.
Visst lever han.
Husmesteren Eutherios.
Men han ånder jo ikke.
Livlægen Oribases.
Han ånder dog.
(Høvedsmanden Ammian kommer sagte ind med kejserens sværd og skjold,
som han lægger fra sig,[HIS: Kun rester av komma.] og blir stående ved forhænget.)
Visdomslæreren Priskos.
Ak, gode høvedsmand, hvorledes står sagerne
derude?
Høvedsmanden Ammian.
Bedre end her. Er han allerede –?
Visdomslæreren Priskos.
Nej, nej, – endnu ikke. Men er det visst, at
vi har drevet Perserne tilbage?
​
s. 453
Høvedsmanden Ammian.
Ja, fuldstændigt. Det var krigsøversten Jovian,
som slog dem på flugt. Nys kom tre fornemme ud-
sendinger fra kong Sapores til lejren for at bede om
våbenstilstand.
Visdomslæreren Priskos.
Og tror du, Nevita går ind på det?
Høvedsmanden Ammian.
Nevita har overgivet anførselen til Jovian. Alle
flokker sig om Jovian. Alle ser i ham den eneste
redningsmand –
Livlægen Oribases.
Tal sagte; han rører sig.
Høvedsmanden Ammian.
Rører sig? Vågner kanske til samling? O, om
han skulde få opleve dette!
Husmesteren Eutherios.
Hvilket, Ammian?
​
Høvedsmanden Ammian.
Både soldater og førere rådslår om valget af
den nye kejser.
Visdomslæreren Priskos.
Hvad siger du!
Husmesteren Eutherios.
O, hvilken skamløs utålmodighed!
Høvedsmanden Ammian.
Hærens farefulde stilling undskylder det tildels;
og dog –
​
s. 454
Makrina.
Han vågner; – han slår øjnene op –
Kejser Julian
(ligger en stund stille og ser mildt på de omstående).
Livlægen Oribases.
Herre, kender du mig?
Kejser Julian.
Ja, fuldkommen, min Oribases.
Livlægen Oribases.
Lig blot stille.
Kejser Julian.
Ligge stille? Hvad minder du mig om? Jeg
må op!
Livlægen Oribases.
Umuligt, herre; jeg bønfalder dig –
Kejser Julian.
Jeg må op, siger jeg. Hvor kan jeg ligge stille
nu? Jeg må slå Sapores fuldstændigt.
Husmesteren Eutherios.
Sapores er slåt, herre! Han har skikket sende-
bud til lejren for at bede om våbenstilstand.
Kejser Julian.
Har han virkelig? Dette er mig såre kært. –
Ham sejred jeg dog altså over.
Men ingen våbenstilstand. Jeg vil slå ham helt
til jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold? Skulde
jeg have mistet skjoldet?
​
s. 455
Høvedsmanden Ammian.
Nej, min kejser, – her er både dit skjold og
dit sværd.
Kejser Julian.
Det er mig i sandhed såre kært. Mit gode
skjold. Jeg vilde nødig vide det i barbarernes hæn-
der. Giv mig det på armen –
Makrina.
O, herre, det er dig for tungt nu!
Kejser Julian.
Ah, – du? Du har ret, fromme Makrina; det
er lidt for tungt. – Læg det foran mig, så​ jeg kan
se det. Hvad? Er det dig, Ammian? Holder du
vagt hos mig? Hvor er Anatolos?
Høvedsmanden Ammian.
Herre, han er nu salig.
Kejser Julian.
Falden? Den trofaste Anatolos falden for mig!
– Salig, siger du? Hm! –
En ven mindre. Ak, min Maximos! – Jeg vil
ikke modtage Perser-kongens sendebud idag. De
pønser kun på at spilde tiden for mig. Men jeg går
ikke ind på noget forlig. Jeg vil forfølge sejren med
det yderste eftertryk. Hæren skal atter vende sig
imod Ktesifon.
Livlægen Oribases.
Ugørligt nu, herre; tænk på dine sår.
Kejser Julian.
Mine sår vil snart være lægte. Ikke sandt,
Oribases, – lover du mig ikke –?
​
s. 456
Livlægen Oribases.
For al ting ro, herre!
Kejser Julian.
Hvilken højst uheldig hændelse! Og det just
nu, da så mange vigtige sager strømmer ind på mig.
Jeg kan ikke lægge disse sager i Nevitas hænder.
I sligt har jeg ikke tillid hverken til ham eller til
de andre; alt dette må jeg selv – Jeg føler mig
virkelig noget mat. Højst fortrædeligt! – Sig mig,
Ammian, hvad heder hint uheldsvangre sted?
Høvedsmanden Ammian.
Hvilket sted, min nådige kejser?
Kejser Julian.
Hint sted, hvor det persiske kastespyd traf mig.
Høvedsmanden Ammian.
Det kaldes efter landsbyen Frygia –
Mystikeren Maximos.
Ah!
Kejser Julian.
Hvad kaldes –? Hvad sagde du egnen hed?
Høvedsmanden Ammian.
Herre, den heder efter landsbyen dernede, den
frygiske egn.
Kejser Julian.
Ah, Maximos – Maximos!
​
Mystikeren Maximos.
Bedragen!
(han tildækker sit ansigt og synker sammen ved foden af sengen.)
​
s. 457
Livlægen Oribases.
Min kejser, hvad volder dig denne angst?
Kejser Julian.
Intet, – intet. –
Frygia? Ja så? – Nevita og de andre får dog
tage sagerne i sine hænder. Gå, og sig dem –
Høvedsmanden Ammian.
Herre, de har nok allerede på dine vegne –
Kejser Julian.
Har de? Ja, ja, så er det godt. –
Verdensviljen har ligget i baghold efter mig,
Maximos!
Makrina.
Dit sår bryder op, herre!
Kejser Julian.
O, Oribases, hvorfor vilde du dølge det for mig?
Livlægen Oribases.
Hvad skulde jeg ville dølge, min kejser?
Kejser Julian.
Jeg må gå bort. Hvi har du ikke sagt mig
det før?
Livlægen Oribases.
O, min kejser!
Basilios fra Cæsaræa.
Julian – Julian!
(han kaster sig grædende ned ved sengen.)
Kejser Julian.
Basilios, – ven, broder, – vi to har levet
skønne dage sammen. – –
​
s. 458
I skal ikke græde, fordi jeg går fra eder i så
ung en alder. Det er ikke stedse et tegn på skæbne-
magternes mishag, at de rykker et menneske bort i
hans tidlige år. Hvad er vel det, at dø? Er det
andet, end at betale sin gæld til støvets evigt veks-
lende rige? Ingen klager! Elsker vi ikke alle vis-
dommen? Og lærer ikke visdommen os, at den højeste
lyksalighed er bunden til sjælens liv og ikke til le-
gemets? For så vidt har Galilæerne ret, endskønt –;
dog, derom vil vi ikke tale. Havde livets og dødens
magter forundt mig at få et visst skrift færdigt, så
tror jeg nok, det skulde lykkets mig at –
​
Livlægen Oribases.
O, min kejser, matter det dig ikke at tale så
længe?
Kejser Julian.
Nej, nej, nej. Jeg føler mig såre let og fri.
Basilios fra Cæsaræa.
Julian, elskede broder, – har du intet at kalde
tilbage?
Kejser Julian.
Jeg véd i sandhed ikke, hvad det skulde være.
Basilios fra Cæsaræa.
Angrer du intet, Julian?
Kejser Julian.
Jeg har intet at angre. Den magt, som om-
stændighederne lagde i min hånd, og som er en ud-
stråling af det guddommelige, den véd jeg med mig
selv, at jeg har brugt efter bedste evne. Jeg har
aldrig villet forurette nogen. Dette krigstog havde
gode og gyldige grunde for sig; og dersom enkelte
skulde mene, at jeg ikke har fyldestgjort alle for- ​
s. 459

ventninger, så bør de billig betænke, at der er en
hemmelighedsfuld magt udenfor os, og at denne i
væsentlig grad råder for udfaldet af de menneske-
lige foretagender.
Makrina
(sagte til Oribases).
O, hør – hør, han drager ånden så tungt.
Livlægen Oribases.
Stemmen svigter ham snart.
Kejser Julian.
Om valget af en efterfølger drister jeg mig ikke
til at give noget råd. – Du, Eutherios, skal skifte
mine ejendele mellem dem, som stod mig nærmest.
Jeg efterlader ikke meget; thi jeg har altid holdt for,
at en ret visdomselsker – –
Hvad er det? Går solen allerede ned?
Livlægen Oribases.
Visst ikke, min kejser; det er endnu lys dag.
Kejser Julian.
Sælsomt. Jeg synes det blev så mørkt for mine
øjne. – –
Ja, visdommen – visdommen. Hold fast ved
vis​dommen, gode Priskos! Men vær stedse rustet
imod noget uudgrundeligt udenfor, som – –
Er Maximos gåt bort?
Mystikeren Maximos.
Nej, min broder!
Kejser Julian.
Mit svælg brænder. Kunde I ikke læske mig?
​
s. 460
Makrina.
En drik vand, herre!
(hun holder en skål til hans læber.)
Livlægen Oribases
(hvisker til Makrina).
Hans sår bløder indvendigt.
Kejser Julian.
Græd ikke. Ingen Grækere skal græde for mig;
jeg stiger til stjernerne. – –
Skønne templer. – Billeder. – Men så langt
borte.
Makrina.
Hvad taler han om?
Livlægen Oribases.
Jeg véd ikke; jeg tror ikke han er ved sin
samling.
Kejser Julian
(med lukkede øjne).
Alexander fik holde sit indtog – i Babylon. –
Jeg vil også – – Skønne løvkranste ynglinger –
dansende piger – – men så langt borte.
Skønne jord – skønne jordliv –
(han slår øjnene vidt op.)
O, sol, sol, – hvi bedrog du mig?
(synker sammen.)
Livlægen Oribases
(efter en stilhed).
Det var døden.
De omstående.
Død – død!
​
s. 461
Livlægen Oribases.
Ja, nu er han død.
(Basilios og Makrina knæler i bøn. Eutherios tilhyller sit hoved. Lyd
af trommer og horn høres langt borte.)
Råb fra lejren.
Leve kejser Jovian!
Livlægen Oribases.
O, hørte I dette råb?
Høvedsmanden Ammian.
Krigsøversten Jovian er udråbt til kejser.
​
Mystikeren Maximos
(ler).
Galilæeren Jovian! Ja – ja – ja!
Livlægen Oribases.
Skændige hastværk! Endnu før de vidste, at –
Visdomslæreren Priskos.
Jovian, – denne sejrrige helt, som har frelst
os alle! Kejser Jovian er visselig en lovtale værd.
Jeg vil dog ikke håbe, at hin snedige Kytron alle-
rede –
(han går skyndsomt ud.)
Basilios fra Cæsaræa.
Glemt, før din hånd er bleven kold. Og for
denne skrøbelige herlighed solgte du din udødelige
sjæl!
Mystikeren Maximos
(rejser sig).
Verdensviljen skal stå til regnskab for Julians
sjæl.
Makrina.
Bespot ikke; skønt du visselig har elsket denne
døde –
​
s. 462
Mystikeren Maximos
(nærmere ved liget).
Elsket og forlokket ham. – Nej, ikke jeg!
Forlokket som Kain. Forlokket som Judas. –
– Eders gud er en ødsel gud, Galilæere! Han
bruger mange sjæle.
Var du heller ikke denne gang den rette, – du
nødvendighedens slagtoffer?
Hvad er det værd at leve? Alt er spil og leg.
– At ville er at måtte ville.
O, min elskede, – alle tegn bedrog mig, alle
varsler talte med to tunger, så jeg i dig skimted
forsoneren mellem de to riger.
Det tredje rige skal komme! Menneskeånden
skal tage sin arv igen, – og da skal der tændes
sonoffer for dig og for dine to gæster i symposiet.
(han går.)
Makrina
(rejser sig bleg).
Basilios, – fatted du hedningens tale?
​
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, – men stort og strålende går det op for
mig, at her ligger et herligt, sønderbrudt Herrens
redskab.
Makrina.
Ja, i sandhed, et dyrt og dyrebart redskab.
Basilios fra Cæsaræa.
Kristus, Kristus, – hvor var dit folk, at det
ikke så dit åbenbare råd? Kejser Julian var os et
tugtens ris – ikke til død men til oprejsning.
Makrina.
Udvælgelsens hemmelighed er forfærdelig. Hvad
véd vi –?
​
s. 463
Basilios fra Cæsaræa.
Står det ikke skrevet: der æltes kar til vanære
og kar til forherligelse?
Makrina.
O, broder, lad os ikke tænke denne afgrund
tilbunds.
(hun bøjer sig over liget og tildækker dets ansigt.)
Vildfarende menneskesjæl, – måtte du fare
vild, da skal det visselig regnes dig til gode på hin
store dag, når den vældige kommer i skyen for at
sige dommen over de levende døde og over de døde
levende! – –

Forklaringer

Tegnforklaring inn her